Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
anmeldelse
1. november 2012 - 13:23

Et positivt manifest

"What We Are Fighting For" er et originalt manifest, der formulerer positive tanker om, hvad den nuværende venstrefløjskamp egentlig omhandler. Manifestet er en antologi forfattet af en række af den intellektuelle venstrefløjs mest prominente skikkelser.

What We are Fighting For: A Radical Collective Manifesto udspringer af en konference ved Institute for Contemporary Arts i London den 19. marts 2011. Konferencen var planlagt til at finde sted præcis en uge inden massedemonstrationen i London mod økonomiske nedskæringer.

Som der nævnes i bogens indledning var formålet med konferencen at diskutere de positive aspekter ved den nuværende venstrefløjskamp. Der skulle med andre ord diskuteres, hvad kampen var for snarere end, hvad den var imod.

Konferencen var arrangeret af den anarkistiske skribent Federico Campagna, der er stifter af internettidsskriftet Through Europe, og Emanuele Campiglio, der forsker ved New Economics Foundation. De to har også redigeret bogen.

Der er tale om en antologi med bidrag af nogle af de mest prominente skikkelser på den (yngre) intellektuelle venstrefløj. Omkring halvdelen af bidragene er baseret på forfatternes foredrag på konferencen. De resterende forfattere blev efterfølgende inviteret til at give deres bidrag.

Blandt bidragyderne kan nævnes anarkisten og antropologen David Graeber, der var en af arkitekterne bag Occupy-bevægelsen, filosofferne Peter Hallward og Nina Power, den unge venstrefløjsskribent Owen Jones samt den revolutionære socialist Richard Seymour, manden bag bloggen Lenin’s Tomb.

Hvad kæmpes der for?

"What We Are Fighting For" indfrier langt hen ad vejen sit løfte om positive refleksioner. Det er befriende, da den intellektuelle venstrefløj ofte har svært ved at (turde) diskutere netop dette.

Spørgsmålet om, hvad der kæmpes for, skubbes i nutidens venstrefløjslitteratur ofte i baggrunden af kritikken, der endvidere ofte er en overordnet og ukonkret kritik af ‘systemet’ eller ‘kapitalismen’.

Kritik er nødvendig, især når den er konkret, men det er formuleringer af alternativer også.

De positive refleksioner er ikke udmundet i en samlet analyse af den nuværende samfundsorden og et samlet bud på en ny. Den udmunder i en række forskellige korte og gennemtænkte analyser og ideer, der spænder fra det mere filosofiske og teoretiske til det konkrete og praksis-orienterede. Et skridt ad gangen.

De positive bidrag falder i fire forskellige dele, der bærer titlerne ‘New Economics’, ‘New Governance’, ‘New Public’ og ‘New Social Imagination’.

Ligesom mange af bidragene lever op til bogens titel, lever de fleste af dem også op til titlen på den del af bogen, de er placeret i. Lad mig, for at bevare den positive stemning, skitsere nogle af de bidrag, der efter min mening er mest vellykkede.

Delen om en ny økonomi er måske bogens mest interessante – ikke mindst fordi tanker om økonomiske alternativer ofte er det, venstrefløjen ikke formår at levere.

Michael Albert udlægger sin teori om deltagelsesøkonomi (parecon), der er et konkret alternativ til kapitalismen (omend ikke helt ny). I en parecon deltager man gennem diverse arbejder- og forbrugerråd, hvori den enkeltes medbestemmelse afgøres af, i hvilken grad vedkommende påvirkes af beslutningen.

Derudover bestemmes indkomsten af ens indsats og opofrelse og ikke af ens ejendom, forhandlingsevne eller produktion.

For det tredje forudsætter parecon en ny arbejdsdeling, der bygger på, hvad Albert kalder, en balanceret jobkompleksitet. Det vil sige, at alles job er sammensat på en sådan måde, at de gennemsnitligt er lige bemyndigende. Det betyder, at lederen overflødiggøres, men det samme gør eksempelvis sekretæren.

Endelig allokeres ressourcer i en parecon ved hjælp af planlægning. Der er imidlertid ikke tale om en planlægning fra centralt hold, men en deltagelsesplanlægning foretaget af decentrale råd.

Milford Bateman argumenterer på baggrund af en kritik af mikrofinansiering for behovet for at modsvare neoliberale tiltag i den tredje verden med oprettelsen af alternative finansielle institutioner.

Disse skal være proaktive frem for markedsbaserede, da de derved kan give lokale konkurrencefordele, og de skal ejes og kontrolleres af lokalsamfundet, både for at sikre en produktiv lokal opsparings- og investeringscyklus og for at sikre sig mod, at privatpersoner udnytter institutioner for egen vindings skyld.

Bateman giver derudover detaljerede eksempler på, hvordan finansieringsmodeller, baseret på disse principper, har været succesfulde. Caja Laboral Popular-banken tilknyttet Mondragón, gruppen af korporativer i Baskerlandet, er ifølge Bateman det bedste eksempel.

Med Marina Sitrins bidrag får vi udlagt konceptet horizontalidad som et eksempel på ‘New governance’. Horizontalidad betegner de horisontale demokratiske strukturer og sociale relationer, der kendetegner flere nye sociale bevægelser, eksempelvis Occupy og Europas Indignados.

Sitrin sporer imidlertid ideen tilbage til blandt andet Zapatisterne og de folkelige protester i 2001 i Argentina.

Horizontalidad indebærer direkte demokrati og konsensusbeslutninger, men først og fremmest er det en processuel styringsform under konstant forandring.

I kapitlet ‘A Programme of Media Reform’ i delen ‘New public’ identificerer Al Jazeera-journalisten Dan Hind følgende demokratiske problem: Den offentlige mening manipuleres af aktører, der ikke kan holdes ansvarlige.

Hinds konkrete løsning er, at nyhedsproduktionen skal styres demokratisk: Den materielle støtte til journalister med flere skal være demokratisk, og det samme skal beslutninger vedrørende eksponeringen af en given journalistisk historie.

En sådan demokratisering vil have tre effekter: For det første vil den skabe større lighed i den offentlige sfære; denne lighed vil for det andet fremme politisk deltagelse; og vigtigst er offentligt frembragte og tilgængelig fakta, ifølge Hind, det eneste sikre fundament for politisk forandring.

Således får bogen rusket godt op i den samfundsorden, vi kender. Mange vil sikkert kritisere (dele af) de foreslåede alternativer. Godt! Forhåbentlig kan det medføre gode diskussioner.

Uanset hvad kan det ikke benægtes, at disse alternativer er konkrete og konstruktive.

Hvordan kæmpes der for det?

Efter at bogens første fire dele har forsøgt at besvare bogens ‘hvad?’, afsluttes den med delen ‘Tactics of struggle’, der ambitiøst således stiller læseren et svar på det naturligt følgende spørgsmål – ‘hvordan?’ – i udsigt.

Desværre lykkes det efter min mening ikke at besvare dette. Ikke fordi de enkelte bidrag ikke er gode i sig selv – tværtimod – men der er ikke meget taktik at hente.

En undtagelse er bidraget fra South London Solidarity Federation, der i sig selv er en taktisk/strategisk gruppe baseret på anarkosyndikalistiske principper, der er meget lig de principper, førnævnte ide om horizontalidad indeholder.

Anarkosyndikalisternes retorik er dog mere militant, og der er et særligt fokus på strejken som taktik. Generalstrejken betragtes som det stærkeste våben.

At dette bidrag er medtaget i bogen er desuden udtryk for et andet positivt element: dialog mellem akademikere og aktivister. Det ser vi for sjældent på trods af, at der ofte er sammenfald mellem disse to grupper.

Hvor det er så som så med taktiske refleksioner i denne del af bogen, kan man indvende, at de bedste af bogens kapitler allerede er taktiske i deres natur, indeholder taktiske refleksioner eller er så konkrete, at den bedste taktik ligger lige for: Do it yourself! Lad universitetsavisen være demokratisk styret og – hvorfor ikke? – eksperimentér med en alternativ jobkompleksitet i produktionen af avisen. Måske andre vil følge efter.

Hvem kæmper for det?

Afslutningsvis kan vi passende afslutte denne anmeldelse med en diskussion af spørgsmålet ‘hvem?’ Hvem er det ‘vi’, der kæmper?

Det spørgsmål tager de to redaktører, Federico Campagna og Emanuele Campiglio, selv op i antologiens indledning: “Hvem er vi, der forbereder ammunitionen og forsyningerne til den totale modstand?” Vi er ikke længere de proletarer, som Marx og Engels opildnede til at forene sig som afslutning på deres manifest. Vi er heller ikke længere 0’ernes alterglobaliseringsbevægelse, “den rebelske multitude, der gør oprør mod den globale kapitalismes styre.” ‘Vi’ er ikke en enhed, men et fragmenteret koncept, der består enkeltpersoner, som Campagna og Campiglio skriver.

At anerkende dette er en nødvendighed: “Hvis vi skal tilslutte os ideen om en social krop, må vi acceptere den fragmentering, der karakteriserer denne krop og dens sind – eller almene intellekt – som et konstitutivt element ved dens natur.”

Denne fragmentering gælder både den nuværende, globale bevægelse (fra Kairo over Madrid og Athen til New York og London og så videre), og den gælder det ‘vi’, som bogens bidragydere tilsammen udgør.

Der er her tale om en noget broget skare, både med hensyn til teoretisk tilgang og politisk ståsted. Enkelte steder er de ideer og analyser, der fremføres i bogen, direkte modstridende.

Eksempelvis argumenterer David Graeber for, at vi bør arbejde mindre og ikke mere, som politkerne ellers fortæller os. At vi begynder at arbejde mindre kræver dog, at vores forhold til arbejde forandres, hvilket, ifølge Graeber, blandt andet hæmmes af ekkoet fra en historisk modstrid i arbejderbevægelsen: Hvor færre arbejdstimer traditionelt har været et krav fra anarkistiske fagforeninger, har socialistiske fagforeninger krævet højere løn for at kunne leve som borgerskabet: “Det socialistiske lederskab omfavnede det forbrugsparadis, deres bourgeois-fjender tilbød; [...] i modsætning hertil ønskede anarkisterne tid til at leve i, til at forfølge værdiformer, som kapitalisterne end ikke kunne drømme om.”

Heroverfor har vi Mark Fisher, der i kapitlet ‘Post-Capitalist Desire’ argumenterer imod, at antikapitalisme skulle være lig en konservativ, mytisk og primitiv livsstil.

“I stedet for det antikapitalistiske ‘no logo’-opråb om en tilbagetrækning fra semiotisk produktivitet hvorfor så ikke omfavne alle den semiotisk-libidinale produktions mekanismer til ære for en postkapitalistisk counterbranding?

‘Radical chic’ er ikke noget, venstrefløjen bør flygte fra – det er ganske omvendt noget, som den må omfavne og kultivere.” (Tag den, Ulla Holm!) For Fisher er problemet altså ikke produktion og forbrug i sig selv, men kapitalismens formodede patent på dette.

Venstrefløjens opgave er, ifølge ham, at løsrive begæret fra kapitalismen og forbinde det til en postkapitalistisk politik.

Et andet eksempel på modstridende idéer vedrører eksplicit det kæmpende ‘vi’.

Peter Hallward giver et forsvar for proletariatets diktatur, det vil sige for en politisk avantgarde, der formår at lede og forene folket. I modstrid med dette har vi de førnævnte anarkosyndikalisters modstand mod enhver form for avantgardisme og repræsentation.

Det væsentlige spørgsmål er selvfølgelig, om en given modstrid er konstruktiv eller destruktiv. Det gælder for den ‘praktiske’ venstrefløj såvel som for den intellektuelle.

Lige så meget som det fascinerende ved de nyeste sociale bevægelser har været deres inklusion og pluralitet, lige så meget kan man frygte, at deres mangel på en fælles identitet, et fælles mål, og en fælles strategi vil skade dem. Men omvendt tager sådanne konstruktioner og formuleringer tid – og det er der ikke noget nyt i.

Hvad angår den intellektuelle venstrefløj, anser jeg det som altovervejende positivt med publikationer, konferencer og andre tiltag, der kan rumme forskelligheder. Det må være en forudsætning for en konstruktiv debat overhovedet.

"What We Are Fighting For" opfylder denne forudsætning, og derved udgør bogen en tredje sjældenhed fra den intellektuelle venstrefløjs kant: et positivt forsøg på sammen at diskutere en række vidt forskellige relevante spørgsmål i en anerkendelse af, at fælles mål er vigtigere end interne uenigheder.

Uanset om man kan identificere sig med eller acceptere det fragmenterede ‘vi’, gør den positive ambition og de mange originale og interessante tekster bogen værd at læse.

Boganmeldelse af: Federico Campagna og Emanuele Campiglio (red.) (2012): What We are Fighting For: A Radical Collective Manifesto. Pluto Press, London. 205pp, £13,00.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce