Annonce

Adoptionskritik
22. marts 2013 - 13:14

Et liv, der ikke blev levet

Koreansk adopterede vender i stigende grad tilbage til Korea. Adoptionsaktivisten Jenny Na skriver her om at vokse op i et hvidt Minnesota og at finde nye fællesskaber og identiteter i Seoul.

Læs introduktionen til temaet Adoptionskritik og migration her

Det begynder altid i øjnene. Et spørgsmål som tager form i underbevidstheden, og som arbejder sig op til overfladen, indtil det bogstavelig talt tigger om at blive sluppet ud. De vil gerne vide, hvad du er.

Jeg har brugt et helt liv på at besvare det udspørgende blik, og jeg har altid fejlet. Det er det, som sker, når udseendet ikke passer med indholdet og alle, mest af alt jeg selv, føler, at de er blevet solgt katten i sækken.

Når jeg kigger i spejlet, er den person, som gengælder mit blik, en mærkelig koreaner, som jeg ikke altid genkender som mig selv. Hun har brun hud, små mandelformede øjne og mørkt hår, hvilket ikke passer med det billede, jeg har i mit hoved af en pige med lys hvid hud, runde øjne og mørkt rødbrunt hår. Selvom hun er gledet lidt i baggrunden gennem årene, kan jeg ikke ryste hende af. Hun er der altid, lurende i skyggen. Jeg kan glemme den koreanske kvinde, hvis ingen nævner hende, men det gør de altid. Uanset om spørgsmålet forbliver usagt og siddende i deres øjne eller det flyder over som lyd, så giver det ekko i mit hoved lang tid efter mødet alene af den grund, at den anden pige bare ikke vil forsvinde.

Jeg tror aldrig, jeg har følt mig tilpas i min krop, men det betyder ikke, jeg har opgivet at få det til at lykkedes. Da jeg voksede op som koreansk adopteret på landet i Minnesota, var jeg næsten altid den eneste asiat, noget som drengene på legepladsen aldrig lod mig glemme. Her i Korea kan jeg gå næsten ubemærket gennem en menneskemængde, indtil jeg åbner min mund. Og når det sker, så kan jeg føle pinligheden over mig selv vende tilbage.

Vi vender tilbage, vi bliver

Jeg vender tilbage til disse spørgsmål nu, fordi sommer er sæson for adopterede, praktikanter og stipendiater i Korea. Hvert år på denne tid vender hundredevis af diasporiske koreanere tilbage fra de vestlige lande, hvor de er vokset op og har gået i skole. Vi vender tilbage i stadig større antal, og mange af os bliver. På trods af forhold, som kan være både opløftende og tilintetgørende, vælger vi at skabe et liv her. Der er en glæde i antallet af både store og små opdagelser og en tilintetgørelse i den skade, som det kan gøre ved identiteter under udvikling.

Jeg har set nok venner på denne rejse – adopterede, blandede koreanere og kyopos[1] – til at det har fået mig til at spørge, hvad det er, som får os til at vende tilbage og til at blive. Eller måske, med udsigt til mit tiende år her, hvorfor jeg stadig bliver. For mig er hjem et flertydigt begreb, og jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvor det er. Før jeg kom her, skabte jeg mine hjem i Minnesota og New York og for en kort tid i Frankrig. Men jeg har aldrig følt, jeg hørte til nogen steder, og jeg har altid følt, at noget manglede.  

Jeg kom til Korea, fordi jeg følte, at der var sider af mig selv, som jeg kun kunne tage ejerskab over her og ved at se hvor i landskabet af koreanskhed, jeg måske hører til. Jeg har ikke haft mange illusioner, men i min underbevidsthed har jeg altid haft et ønske om, at det ville lykkes.

Alligevel undgik jeg det i lang tid. Det var som en æske, jeg ikke ønskede at åbne og min opvækst lærte mig, at tristhed, frustration og tab hører til pakken.

Identitetens kropslighed

Folk spørger tit hvordan eller hvornår jeg blev bevidst om, at jeg var anderledes, og om jeg vidste, jeg var adopteret. For mig er svaret åbenlyst, fordi flertallet i min nærmeste omgangskreds var hvide, også min familie. Jeg havde to hvide forældre og en hvid bror, som var min forældres biologiske barn, og jeg tilbragte min opvækst og ungdom i hvide landsbysamfund med mindre end 3000 indbyggere, hvor der stort set ikke var andre asiater.

Vartegnet for den by, hvor jeg boede længst tid, var en forfalden hovedgade, som søvnigt strakte sig forbi bygninger, som enten var levn fra byens 1800-talsfortid eller betonblokke, som så ud som om, de var blevet opført i 1970’erne. Byens indbyggere var stolte efterkommere af immigrantfamilier med polsk, tysk og skandinavisk baggrund eller havde andre former for tvetydig oprindelse.

I lang tid forsøgte jeg at spille ‘hvid’, men uanset hvor jeg bevægede mig hen – og indtil jeg lærte at køre bil, kunne jeg ikke bevæge mig længere væk end cykelafstand – havde jeg ikke mulighed for at undslippe min egen anderledeshed, lige meget om jeg ville vide af det eller ej. Alligevel var jeg klar over det. Jeg vidste, at noget var mærkeligt på grund af den måde, alle andre altid kiggede på mig. Min hudfarve, skæve øjne og glatte hår forrådte mig hver eneste gang.

Jeg voksede op med denne definition af min fysiske identitet, hvilket føltes som en spændetrøje, da den ikke flugtede med min voksende erkendelse af min raciale identitet.

Jeg voksede også op i en tid, hvor forældre, inklusiv mine egne, lærte at assimilere deres adopterede børn, hvilket betød, at de ignorerede race, identitet og adoption og i stedet lod som om, at barnet var lige som dem selv. Det var opfattelsen, at så længe ingen talte om det, så skærmede du dit nyankomne barn fra erkendelsen af, at hun var anderledes.

I gymnasiet er det, at være anderledes lig med social død. Som jeg blev ældre, forsøgte jeg mig derfor med den eneste strategi, jeg kunne komme i tanke om: at gøre alt hvad jeg kunne for at udviske forskelligheden.

Jeg fik min mor, som engang havde været skønhedsekspert, til at permanente mit hår. Det krævede to flasker permanentvæske og to timer iført plastikcurlers, før håret makkede ret. Jeg fik hende også til at tynde ud i mit hår, så jeg kunne være ligesom en pige i min klasse, der havde det tyndeste og mest blonde hår, jeg nogensinde havde set. De sjældne gange jeg gik til frisør for at få en ’rigtig’ klipning, kommenterede damerne hvor langt og tykt og glansfuldt mit hår var. Så eksotisk.

Jeg forsøgte at gøre mine øjne større med make-up, selvom jeg aldrig kunne finde brugbare skønhedstip i damebladene (de var skrevet til hvide piger). På samme måde kunne jeg heller ikke få hvidhed til at komme ud af de tuber mascara, som mine tanter gav mig til en endeløs række af juleaftener og fødselsdage.

Uanset hvad jeg gjorde, så var jeg ikke tryg ved den person, som jeg forsøgte at være. Men jeg blev ved alligevel.

Når jeg troede, jeg havde narret alle, også mig selv, til at opfatte mig som hvid, var der altid noget, som mindede mig om, at det var et bedrag.

Mønsterminoritet

Min far introducerede mig som sin datter til de nyankomne i kirken, hvilket omgående fik mig til at føle, at jeg var en bedrager. Jeg kunne se deres overraskelse, før de nåede at lægge skjul på det med en forsinket minnesotansk høflighed.

Et par år blev jeg og min bror sendt afsted til kulturdag af min mor, og på den ene dag om året fik vi undervisning i koreansk sprog og viftedans, vi var iført hanbok[2] og spiste koreansk mad. Jeg forsøgte at lade som om, jeg var koreansk, bare for at se, hvordan det føltes, men det var et kostume, som aldrig passede, og som jeg tog af, så snart jeg kom hjem.

Til sidst rejste min mor med mig til Korea, og senere lærte hun mig at lave bulgogi, så jeg iført hanbok kunne være med i madlavningskonkurrencen på det årlige dyreskue. Disse ting bestyrkede kun min lyst til at blive anerkendt som hvid, og jeg forsøgte at undgå de spørgsmål, som jeg ellers lærte, det var bedre at undertrykke.

Det var ikke fordi, der ikke var koreansk adopterede i min skole. Minnesota har den højeste koncentration af adopterede i USA, og i min skole var der mindst fem, hvis jeg husker rigtigt. Jeg undgik dem alle sammen, fordi jeg gerne ville være hvid. Samværet med dem mindede mig om, at jeg ikke var hvid. Selvom jeg havde et kort venskab med en af de adopterede på mit klassetrin, talte vi aldrig om at være koreanere, og slet ikke om at være adopterede. Til sidst gled vi fra hinanden, som børn gør i den alder. Men jeg tror også, det var lettere for mig at give slip på venskabet, fordi vi sammen udgjorde et asiatisk ’vi’. Når jeg var alene, kunne jeg lade som om, at det ikke var tilfældet.

Jeg gemte mig ved teatret, hvor ingen stiller spørgsmålstegn ved dét at afprøve forskellige identiteter, uanset om det var som en jødisk kvinde, Blanche, eller en tysk pige, Liesl. Der blev jeg, indtil jeg startede på universitetet.

Alt dette føltes okay for en tid, fordi jeg var en mønsterminoritet – min brune hud blev hurtigt glemt, fordi jeg var stille, pligtopfyldende – og jeg spillede rollen virkelig godt. Jeg slap også afsted med det, eller det troede jeg, indtil øgenavne som ’skævøje’, ’japser’ og ’risgnasker’ fik mig hevet ned på jorden igen.

Racerelationer

På universitetet mødte jeg for første gang koreanere. De bar deres sorte hår glat, havde koreanske navne og koreanske forældre, og de vidste en ting eller to om Korea. Jeg forestillede mig, at de vidste, hvad det vil sige at være koreansk.

Jeg mødte også andre brune mennesker, som lærte mig, at stolthed over race og kultur er cool, og ikke noget som bør gemmes, og at jeg også kan omfavne det ligesom de havde gjort: uden skam. Sammen med dem kunne jeg holde op med at lade som om, at jeg var en anden. For første gang følte jeg, at den anden pige i spejlet fortonede sig.

Men det var ikke sådan, at jeg opdagede mig selv, og at det så forblev sådan. Min opvågen kunne ikke fuldstændig beskytte mig mod de udsving, som fulgte af at leve i spændet mellem mit nye ’jeg’ og det ’jeg’, som jeg havde levet med så længe.

Derhjemme var familie og venner ivrige efter at forsikre mig om, at jeg var en af dem. »Du er ikke anderledes, du er Jenny«. Det var et udsagn, som i begyndelsen gav mig en god følelse af at være accepteret. Men senere gav det mig følelsen af fremmedgjorthed, som at være en fremmed i mit eget hjem. Det var en langsom og snigende invasion, som slog skår i mit nye jeg, og som udviskede mig indtil det punkt, hvor jeg ikke længere var en person, men en blanding af andres opfattelser af mig.

Hvordan var det muligt, at andre mennesker ikke så vores forskellighed, og derfor ikke så mig? Hvordan kunne min familie elske mig, og ikke en overfladisk version af mig, hvis ikke de kunne se, at vi var forskellige? Kunne de ikke se, at folk stirrede på os, på mig, uanset hvor vi gik? På mange måder besluttede jeg mig for at gøre mig selv så fraværende som muligt, så spørgsmålene ville holde inde, og jeg igen kunne høre stemmen i mit hoved fortælle dem, at de tog fejl.

At drømme om Korea

Efter jeg var færdig med min uddannelse flyttede jeg til New York, og oplevelsen af, at jeg kunne falde ind i mængden, når jeg gik ud af min dør, gjorde mig glad. Jeg følte mig fri for første gang. Selv spørgsmålet om, hvor jeg ’rigtig’ kom fra, irriterede mig ikke længere i samme grad, men jeg husker, at jeg blev rigtig vred, da en sort mand i metroen stillede spørgsmålet. Det lød som et fantasiløst forsøg på at komme i kontakt med mig, så jeg trak på skuldrene og kastede spørgsmålet tilbage med lige præcis nok sarkasme til, at han forstod, vores fælles brunhed inviterede til det samme spørgsmål. Måske var det utilstrækkeligt. Hans overraskede og forvirrede udtryk fortalte mig, at for ham var asiater altid fremmede.

Til min overraskelse viste det sig, at sætningen var en almindelig anråbelse fra mænd med forudindtagede ideer om den eksotiske orientalske kvinde. Deres forlegne stirren og udspekulerede attituder fortalte mig noget om deres uvidenhed, men det påtvang mig også en identitet. Enhver af disse overskridelser udviskede de positive associationer, som jeg var i gang med at bygge op i min nye selverkendelse som et ikke-hvidt menneske, og de skabte en selvopfattelse af, at jeg var et objekt, som ikke var i stand til andet end at opfylde andres forventninger til, hvem de syntes, jeg skulle være.

Som svar definerede jeg ‘asiatiskhed’ for mig selv og for en stund forsøgte jeg at blive hyper-asiatisk. Jeg brugte spisepinde til alting og tog turen over floden til det koreanske supermarked på 32nd Street, hvor jeg købte kimchi og mærkelige ting pakket ind i emballage, som jeg ikke kunne tyde. Hjemme forsøgte jeg at tilberede tingene med skiftende succes, og når det gik helt galt, smed jeg det hele ud og spiste bare kimchien.

Jeg undgik dog stadig den koreanske pige, hvis familie ejede en butik på min gade. Når jeg gik derind for at købe en avis eller noget tofu, forsøgte hun at lære mig koreansk, fordi hun troede, at hun havde fundet én, hun var forbundet med. Hendes forsøg gjorde mig utilpas og forlegen, fordi nu blev jeg til en anden slags bedrager. En koreaner, som ikke kunne tale et ord koreansk, og som forsvandt ud af butikken, så hurtigt jeg kunne.

På det tidspunkt ignorerede jeg stadig min identitet som adopteret. I stedet identificerede jeg mig som en person of color, og siden hen som asiatisk-amerikansk og koreansk-amerikansk. Men ingen af de kategorier passede mig. Jeg forsøgte mig også med andre asiatiske identiteter - japansk-amerikansk, kinesisk-amerikansk, filipinsk-amerikansk – som jeg var stødt på i skønlitteraturen. Det var en stadig diæt af Tanizaki, Oe, Hagedorn og Yamanaka, og senere, Iris Chang, Haruki Murakami, Arundhati Roy og Jhumpa Lahiri, som lærte mig noget om race.

Men da jeg læste min første bog med essays skrevet af adopterede, blev jeg slået ud. Her var fortællinger om folk som mig, der vidste, hvordan det er at føle sig som en hvid person i asiatisk forklædning. Og som også vidste, hvordan det føles at blive afsløret. De drømte om Korea, og jeg opdagede, at det samme gjorde sig gældende for mig.

Den lange vej tilbage

For mig var Korea ikke så meget et valg, som en nødvendighed. Inderst inde vidste jeg, at der var noget, jeg kunne få her, som jeg ikke ville kunne få andre steder. I lang tid havde jeg haft et ønske om at fylde de mellemrum ud, som andre havde fyldt ud for mig. Jeg følte også en form for  håbløshed i forhold til ikke at kende min historie: Det hang som en dødvægt rundt om min hals og pressede på min brystkasse, indtil jeg ikke længere kunne trække vejret. Jeg ønskede at generobre noget af det, som var blevet efterladt, dengang jeg blev sendt væk, og at konstruere min egen fortælling, hvis man kan det. For at erstatte den, jeg har tabt eller rettere aldrig har haft.

Da jeg endelig steg om bord på flyet for at komme her, havde jeg hørt tilpas mange adopterede tale om deres erfaringer med Korea til, at jeg vidste, Korea ikke ville blive et eventyr med en lykkelig slutning. Jeg vidste, at nogle adopterede har oplevet smerten ved ikke at blive anerkendt som koreanere af de ’koreanske koreanere’, men jeg følte, at jeg var forberedt, fordi jeg havde udviklet en anden identitet som en person of color. Jeg troede, det ville beskytte mig. Jeg tog fejl.

I begyndelsen stejlede jeg, når mit utilstrækkelige koreanske fik taxachaufførerne til at tro, at jeg var japaner eller kineser, og jeg blev chokeret over, at nogle ajummas[3] blev vrede og fornærmede, når jeg ikke forstod deres hurtige talen. En koreansk ajumma, som jeg mødte på en af mine første ture ud på landet, kiggede på mig, som om jeg havde gjort noget utilgiveligt, da jeg ikke var i stand til at forstå hendes ordknappe instruktioner.

I USA følte jeg, at min fysiske fremtræden var et bedrag, fordi folk troede, jeg var koreaner, mens jeg følte mig hvid inden i. Da jeg begyndte at se mig selv som en person of color, og endda som koreaner, troede jeg, at folk ville gøre det samme. Da jeg kom hertil, opdagede jeg, at det ikke forholdt sig sådan. De samme modsætningsfyldte reaktioner og følelser, som min fysiske fremtræden afstedkom i USA, fulgte mig til Korea. Så jeg faldt tilbage til gamle vaner – om end denne gang spillede jeg ikke hvid, men koreansk.

Da jeg begyndte at studere koreansk, kunne jeg ikke længere lade som om.

Det koreanske sprog var svært at lære, men ikke kun fordi, det er grundlæggende forskelligt fra engelsk. De koreansk undervisere, som jeg mødte, forventede, bevidst eller ubevidst, at jeg var koreaner eller kyopo. Det vil sige mennesker, som vokser op med en eller flere koreanske forældre. Hvert nyt ord, som jeg lærte, afslørede, at det ikke forholdt sig sådan, og det føltes som at skrælle et løg – hvert lag skarpere og mere bittert end det foregående. Sommetider blev bitterheden til et våben, som rettede sig indad mod punkter, jeg ikke vidste, allerede var sårbare.

Jeg er blevet fortalt, at jeg ankom til USA med ord – min mor har engang sagt, at et af dem var ”omma”[4]. I min koreansk undervisning var det svært ikke at tænke på tabet af det ord og den person, som det repræsenterede. Når vi havde øvelser, hvor vi talte om vores familier og fødselsdage, føltes det forkert at sige min amerikanske fødselsdag, og at tale om min hvide familie på koreansk.

Det tredje rum

Efter min ankomst mødte jeg to grupper af mennesker, som fuldstændig ændrede min opfattelse af Korea.

Den første var en gruppe af dansere, som blev min koreanske surrogatfamilie. Via dem fik jeg mulighed for at fordybe mig i koreansk kultur, og det meste jeg ved om koreanskhed, har jeg lært fra dem.

Jeg brugte mange timer på dansetræning, mens jeg omfavnede lyden af et sprog, som for en kort stund blev mit igen. Sammen med dem ønskede jeg kun at tale koreansk, fordi det gav mig en forbindelse til en del af mig selv, som jeg ikke tidligere havde haft adgang til. Jeg følte, jeg var i gang med at generobre noget fra min fortid.

De lærte mig, hvad man spiser, og hvordan man trækker vejret i Korea. Ved at rette på og gøre grin af mit babysprog, lærte de mig også, at jeg ikke var særlig koreansk. Og bagefter lærte de mig, at intet af det betød noget: vi var en familie.

Den anden gruppe af mennesker, som jeg mødte, var et fællesskab af adopterede, som viste mig et andet rum: et hvor jeg hverken er koreaner, amerikaner eller koreansk-amerikaner. Det var, for at låne et begreb fra en adopteret, et »tredje rum«.

Adoptee Solidarity Korea

Før jeg ankom, havde jeg fået kontakt med en adopteret fra den by, hvor jeg var vokset op, og som var søster til den adopterede, jeg var ven med i gymnasiet. Hun lod mig bo i sin lillebitte lejlighed, indtil jeg fandt et sted at bo, og i den periode viste hun mig rundt og introducerede mig til hvilke retter, jeg skulle bestille. Hun forstod min forvirring over Korea. Hun var generøs med sine venner, og hurtigt blev de også mine venner. Ligesom os, var de adopterede, og med dem kunne jeg tale om adoption, race og identitet – hvordan det påvirkede os under vores opvækst, og hvordan det føltes sammenlignet med vores liv her.

Vi talte også om, hvordan vores identiteter altid var blevet defineret af andre mennesker: af vores adoptivforældre, socialrådgivere, politikere og ’eksperter’. Vi ønskede at blive anerkendt som eksperter i forhold til vores egen erfaring, men vi ønskede også at komme ud over de personlige aspekter ved adoption og se på det system, som vedbliver at påvirke kvinder og børn. Vi undersøgte systemets sociale kontekst, og de samfundsmæssige og politiske kræfter som fastholder det. Til sidst formaliserede vi vores gruppe og gav os selv et navn, Adoptee Solidarity Korea (ASK) – og en målsætning: at arbejde for adopteredes rettigheder og begrebsliggøre adoption som en social, politisk og menneskerettighedsproblematik.

Siden da har ASK arbejdet for at skabe opmærksomhed omkring adoptionssystemets kompleksitet og den rolle, som adopterede tildeles. I dag afholder vi offentlige møder om disse spørgsmål, og vi har opnået politisk indflydelse i forhold til den seneste revision af den koreanske adoptionslov, som blev vedtaget i 2012. Vi har også igangsat en række arrangementer om psykisk helbred, som vi håber vil hjælpe og styrke adopterede i deres erfaringer med adoption.

Gennem de relationer, som jeg har skabt gennem dette fællesskab af adopterede, har jeg erkendt, at min identitet som koreaner er uløseligt forbundet til min identitet som adopteret.

Uden en lykkelig slutning

Jeg kan lade som om, at der findes en lykkelig slutning, men det gør der ikke. Jeg har foregivet nok til, at jeg ved, det ikke gør mig noget godt.

På et eller andet niveau har jeg altid ønsket at blive anerkendt som koreaner, fordi min fysiske fremtræden antyder, at det bør jeg være. Og i mit baghoved har jeg troet, at jeg kunne vaske hvidheden væk. At bo her har sommetider fået mig til at føle, at det vil lykkes. Den del af min identitet er dog som et åbent sår.

Jeg kan ikke længere lade som om, jeg kun er asiat, kun koreansk-amerikaner, kun kyopo. Som adopteret, har min erfaring lært mig, at jeg mangler den slægtskabshistorie og de biologiske bånd, som lader til at give mennesker fra de andre grupper et fundament.

På nogle måder har det, at udforske den koreanske del af min identitet i Korea, givet mig en ramme igennem hvilken, jeg endelig kan se mig selv. Alligevel er jeg klar over, at jeg aldrig kan gøre krav på alle de sider af mig selv, som jeg tabte, da jeg blev adopteret. I den forstand bliver jeg nødt til at skabe noget nyt.

Jeg kæmper stadig med sproget og med at lære det, og jeg tænker på, hvordan det vil være, hvis man kan tale flydende koreansk. Jeg ser stadig kvinder i metroen som får mig til at spekulere over, om vi er i familie, fordi det at lede efter min biologiske familie er en opgave, som jeg kun flygtigt har berørt, og som venter. Jeg tror, jeg har en biologisk familie derude – et sted – at jeg ikke for alvor er forældreløs, men jeg kan også tage fejl. Den del af mig vil stadig gerne have vished. Der er et helt sæt af spørgsmål om identitet, som mennesker, der kender deres biologiske familie ikke lader til at stille sig selv. De ved, at de har deres smil fra deres mor, og at de holder på blyanten ligesom deres far. De adopterede, som jeg kender, der er blevet genforenet med deres biologiske familier fortæller om karaktertræk, de fysiske kendetegn eller de verbale trækninger, som de har til fælles med deres biologiske familier. Hvad har jeg til fælles?

Midt i denne søgen efter identitet, et sted at kalde hjem, et sted hvor jeg føler mig tilpas i min egen krop, er resterne af et liv, som ikke er levet, og en anden familie som jeg måske aldrig kommer til at kende. Samtidig har jeg multiple identiteter som kulturel minnesotaner, etnisk koreaner og adopteret. Jeg ved, at jeg kommer til at bevæge mig mellem disse identiteter resten af mit liv.

Teksten er oprindelig trykt i Groove Korea, oktober 2012.

Jenny Na er koreansk adopteret, opvokset i Minnesota og bosat i Seoul. Hun skriver for magasinet Groove Korea og er medstifter af Adoptee Solidarity Korea, som har til formål at ændre koreansk adoptionspolitik og –praksis gennem oplysning, forskning og aktivisme.

Se flere værker af Mihee-Nathalie Lemoine her: http://starkimproject.com/


Læs artikler i temaet Adoptionskritik her



[1] Betegnelse for diasporiske koreanere.

[2] Traditionel koreansk klædedragt.

[3] Betegnelse for en ældre kvinde.

[4] Det koreanske ord for mor.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce