Et antikrigssynspunkt: Trump er ikke så farlig som Clinton

Det største opfattede politiske dilemma for verden lige nu er, hvad der vil ske i USA og dermed i verden afhængigt af, hvilken af de to kandidater der bliver præsident.

På grund af denne hidtil uset hadefulde valgkamp mener mange eksperter, at dette valg er det vigtigste i USA historie.

Jeg er ilde til mode ved at skrive, hvad jeg må. Jeg har længe udskudt at lave en forudsigelse om, hvad der kunne ske med enten Donald Trump eller Hillary Clinton som præsident. Jeg vaklede også i prognosen om Barak Obama, da han først kæmpede for formandskabet.

Den væsentligste årsag til min tøven har at gøre med de to vigtigste moralske principper i mit livs politiske kampe gennem et halvt århundrede: altid at bekæmpe racisme, etnisk ulighed og kønsdiskrimination samt at stå mod krig og for fred.

Hvad skete der dog med mange af de ekstremt modige ledere og aktivister for borgerrettigheder samt mange fredsaktivister?

I forsøg på at få »politisk indflydelse« gik mange ind i det Demokratiske Parti og fandt det »nødvendigt« at støtte imperialistiske krige og den kapitalistiske økonomi.

Da det kom til Obamas første valgkamp, kunne det synes, at jeg ville opgive solidaritet med sorte mennesker, hvis jeg kritiserede ham stærkt og fravalgte at støtte ham ved at støtte en anstændig kandidat, der ikke havde en chance for at vinde.

Og nu otte år senere kan det se ud som om, at jeg støtter en racistisk og sexistiske klovn, hvis jeg ikke støtter Hillary Clinton.

Tilbage til 2008 besluttede jeg at skrive noget om Obama, lige efter han vandt valget.

»Hvad føler jeg? Retfærdigheden vandt, eller retfærdigheden tabte; vedværende smerte af krig, massemord, tortur, sult, sygdom, død. Skuffelse over ikke at kunne græde med glæde over for folk, som jeg føler mig beslægtet med, fordi de har opnået en politisk og en personlig sejr af sådanne gigantiske proportioner: en af deres egne er nu i det Hvide Hus som deres trælbundet forfædre havde bygget. Viden om, hvorfor jeg ikke kan græde af ren glæde, er mest nedslående. Den permanente krigs epoke vil fortsætte.«

Og det skete! Obama fortsætter og udvider krigene.

I 2013 skrev jeg, at Obama var blevet den værste præsident i USA historie på grund af disse krige og på grund af hans økonomiske politik, som øgede virksomhedernes profit med 171 % efter skat - mere end under noget andet formandskab siden Anden Verdenskrig. Og værst fordi hans farve overbevist mange sorte og progressive hvide »om at give manden en chance«. 

Og nu er det en kvinde, en kapitalistisk imperialist, der højst sandsynligt vil overtage tøjlerne i stedet for klovnen, medmindre ...:

- Hun lover at støtte kvinders kønsbestemte rettigheder som er vundet gennem lange kampe, som den mandlige chauvinist lover at ophæve.

- Hun lover at støtte ikke-hvide og ikke-kristne mindretal, mens hendes modstander hudfletter dem.

Måske vil hun være en bedre præsident på disse vigtige spørgsmål.

Hvad der skete under hendes mands administration var dog, at hans lovgivning førte til, at mange sorte blev fængslet for at indtage forskellige drugs. Desuden indrettede deres fælles advokatfirma sig på den hvide, herskende klasses bud.

Deres »velgørende« Clinton Foundation består af millioner af dollars fra velhavende amerikanere og udlændinge, der søger politiske gunst. Med al denne korruption er sorte mennesker lige så fattige som før, og flere sorte fængsles end nogensinde.

Hvad der også er virkningsfuld og ubetydeligt behandlet af establishment-medier er, at Trump mener, at han vil indskrænke regionale krige og undgå en potentiel krig mod Rusland.

Clinton beskylder ham faktisk for at være en Vladimir Putin-marionet. Hun synes at sige, hvis du er en patriot, skal du gå i krig mod Rusland. Det kunne udvikle sig til en verdensomspændende nuklear krig.

Hvad der ikke er præsenteret for offentligheden er en grundlæggende økonomisk lov: når man søger årsager til politik, må man spore pengene.

Trump er ikke så farlig som Clinton, fordi han skaber sin kapital fra indenlandske bestræbelser. Han har ingen investerede interesser i imperialistiske bestræbelser, der nødvendiggør krig på fremmede nationer.

Men Clintons rige kunder og tilhængere - Monsanto, olie- og mineralindustrien, Haliburton, Goldman Sachs og selvfølgelig, våben industrien – er nemlig en reelt trussel til verdens fred.

»Jo værre jo bedre«

Næsten ingen større amerikansk medier støtter Trump. Hele Wall Streets kapitalistiske klasse er imod ham. Det politiske Etablishment af begge grene af dette politiske partisystem er imod ham.

De fleste af eliterne hos de militære og hemmelige tjenester er imod ham. Næsten alle europæiske allierede politikere og medier er imod ham. Så fra »vores« synspunkt må der være noget mindre dårligt med ham. »Vores« synspunkt kan forstås som radikale venstre, revolutionære, eller bare dem, der ikke ønsker at krige eskalere.

Trump vil have NATO til at være mindre aggressiv og billigere. Han ønsker at begrænse amerikansk finansiering på 70 % af sit overdådige budget og undgå krig mod Rusland og Kina. Han er imod virksomhedernes forslag om flere internationale handelsaftaler: TTIP, TPP, CETA ...

OK, vi kan ikke regne med, hvad han siger. Han lyver lige ligesom Clinton. Og hvis han sejrer, kunne han godt omgive sig med en stab og rådgivere, der ønsker krig.

Men hvis han sejrer, kan det europæiske establishment og mange vildledte europæiske borgere vel blive desillusionerede på grund af denne skræmmende klovn. Bag ham er millioner af skræmte vælgere, hvoraf mange understøtter vold, mere racisme, sexisme og almindelig gamldags had.

Med Trump i den store saddel kunne europæerne lede efter årsagerne bag alt dette bigotteri — det faktum at moderne racisme er rodfæstet i et Amerika, der bygger på folkemord, slaveri, militære interventioner og krige.

Europæerne kunne søge deres egne løsninger på deres problemer i stedet for at være afhængig af USA som »policeman-of-the-world-regime«.

I dag er der dog flere europæere end nogensinde, som håber at se en bestemt præsidentkandidat vinde det amerikanske valg. En meningsmåling i august fandt, at 88% af danskerne ønskede Clinton som præsident. Trump fik 2,3% - et historisk lavt resultat for en amerikansk præsidentkandidat.

Visse europæiske politiske partier opfordrer amerikanere, som lever i deres lande til at stemme på Clinton.

Det tidligere antikrigsparti SF betalte for eksempel for en kæmpe annonce på busser, der skildrer Trump på en latterlig måde og opfordrer amerikanerne at stemme imod ham.

BBC skrev i oktober, at de fleste briter ser på med en »blanding af fascination og rædsel,« imens kampagnen »stiger ned i rendestenen.«

»I Østeuropa, især, har hr. Trumps flirt med Moskva, hans ros af russiske præsident Vladimir Putin, og hans nedsættende bemærkninger om NATO-alliancen forårsaget alvorlig bekymring ... Et tilbagevendende tema i hans kampagne har været ... USA bør og ville være parat til at gå væk fra eksisterende alliancer.«

»Hillary Clinton derimod ... er gennemsyret af den tradition, som allierede i Europa udgør en vigtig del af den amerikanske opfattelse af verden ... [herunder støtte til] hendes fjendsk høgeagtig forhold med russiske ledere.«

Det er netop derfor, jeg håber på en sejr for de mindre krigeriske synspunkter - ikke at jeg selv kunne stemme på narcissisten.

Clinton repræsenterer USA's politiske, økonomiske og militære cancer mens Trump repræsenterer dens kulturelle cancer.

Og så håber jeg, at hvis Trump vinder, at Danmark vil se nødvendigheden af at tage sin suverænitet tilbage.

Måske kunne flere folk i hele verden være i stand til at forstå, at det ikke er en mand eller kvinde, hvid/sort/brun/rød eller establishmentets politiske partier, der kan eller vil skabe en bedre verden. Det kan kun være os på gaden fra græsrødderne, det har potentiale til at stoppe deres krige, deres indgroede ulighed og racisme og deres grådighed.

Hvis Clinton vinder, vil det være vanskeligere for denne bevidsthed at udvikle sig.

Som i Obamas første regeringstid vil det tage lang tid, før en protestbevægelse vil blomstre, og det vil tage meget mere end protest at udføre vores fælles mission.

Jeg håber, at progressive, traditionelle liberale og socialdemokrater vil se, at deres håb til at bygge en bedre verden ved at støtte Kennedys, Obama og Clinton ikke er lykkedes, og at de vil forstå behovet for at fjerne kapitalismen og dens krige.

Efterskrift

Da jeg var ved at sende min artikel ud, opstod en vigtig udvikling. For første gang i sin 107 år historie gav en siddende direktør for Storbritanniens indenlandske efterretningstjeneste MI5 et interview uden at angive hvorfor. Hans vigtigste pointe er: Rusland er Storbritanniens (læs: også USAs/Vestens) største trussel. Ikke engang morderiske jihad-terrorister er sådan en trussel.

Timingen kan ikke misforstås: Hillary Clinton kunne stadig tabe til »Putins ven« Trump. Især efter den indenlandske spion, FBI direktør James Comey, »intervenerede i valget« på Trumps side med at »genoplive« e-mail-skandalen.

Tre dage senere: Storbritanniens FBI-modstykke Andrew Parker »intervenerede i valget« på Clintons side med Putin-kortet.

Ron Ridenour er pensioneret forfatter, journalist og aktivist