Et alternativ til konkurrencestaten

»Rød front, Danmark«, står der i dagbladet Politikens leder den 29. december 2015. Den efterlyser et rødt og grønt alternativ til den nyliberalistiske udgave af konkurrencestaten.

Lederen ligger på linje med professor Ove Kaj Pedersen, som i et stort interview en måned forinden (28. November 2015) udtrykker sin skuffelse over, at en doven venstrefløj ikke tager konkurrencestaten alvorligt, men blot er reaktionært imod.

Det er rigtigt, at konkurrencestaten er blevet et fælles hadeobjekt for »humanister, konservative og venstreorienterede«, således som både lederen og Ove Kaj Pedersen fremstiller det.

Ingen af os bryder sig om at gøre tjeneste som ensrettede fodfolk i konkurrencestatens hær. Heller ikke en stats- eller rettere fællesskabselskende venstrefløj. Vi vil have større frihed gennem fællesskabet og ikke en begrænsning af den.

Social- og uddannelsessektoren skal være andet end redskab til at tune standardiseret arbejdskraft til den benhårde konkurrence på verdensmarkedet. Mange reagerer imod Danmarks deltagelse i det konkurrenceevneforbedrende »ræs mod bunden« i form af lavere løn, ringere miljø, mindre selskabsskat m.m.

Modstanden forekommer unægteligt som et dødsmærket projekt. Centrum-højres mainstreamøkonomer, politologer og politikere har stor succes med at fremstille den nyliberalistiske konkurrencestat som en uomgængelig nødvendighed.

I den internationale konkurrenceevnes hellige navn må vi alle underordne os og bringe konkurrencestaten ofre, ellers sakker vi agterud og forliser den velfærd, vi trods alt har, mener de. Gamle forkæmpere for et bedre liv med renfærdig omsorg, mere tid til hinanden, større selvbestemmelse, hensyn til naturen, og hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder bliver kaldt urealistiske populister.

Det er i sandhed en brændende aktuel opgave for venstrefløjen at udvikle et alternativ til den nyliberalistiske konkurrencestat og levere sammenhængende og troværdige svar på spørgsmålet: Hvad skal vi leve af - på vej til socialismen?

Vi forestiller os større selvforsyning, men ikke en verden uden international arbejdsdeling og handel. Den er en forudsætning for velfærd og i nogle sammenhænge økologisk fornuftig.

Alverdens tilgængelige råstoffer er ulige fordelt over Jorden. Vi undværer nødig kaffe, te og god chokolade. Skal vi importere, så må vi kunne eksportere, sådan er det. Derfor må vi tage vore globale vilkår og konkurrencestaten alvorligt.

En demokratisk, rød-grøn omstilling er opskriften på, hvordan vi skal klare dagen og vejen. Men svaret må ikke begrænse sig til, hvordan vi isoleret set kan klare dagen og vejen. Vi skal være solidarisk i forhold til den fattige del af verden, og vi bane vejen for et økosocialistisk perspektiv for det, vi vil.

Det er den opgave Enhedslisten aktuelt har stillet sig i udviklingen af sin produktions- og erhvervspolitik, der netop nu er i høring.

En demokratisk, rød-grøn omstilling kræver indgreb i de frie, anonyme markedskræfter gennem afgifter, tilskud, kvoter, forbud, øget offentlig efterspørgsel, øget offentlig produktion og en række lovændringer. Nogle af initiativerne kommer klart på tværs af EU's ordninger og regler.

Dansk landbrug er et godt sted at starte. Det har som eksporterhverv en ikonisk status.

Landbruget eksporterer svinekød og smågrise i store mængder, og regeringen vil øge den udvikling.

Vi vil som et første skridt halvere antallet af svin. Vi undgår på den måde at importere sydamerikansk soyaprotein fra arealer, hvor der før var regnskov. Vi begrænser samtidig gyllen, forureningen med kvælstof, m.m.

Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk. Vi lægger beslag på langt mere jord og vand, end der er i Danmark. Og til trods for et udviklet, intensivt landbrug afhjælper det på ingen måde sulten i verden.

Husdyrproduktionen er baseret på import af foder fra den fattigere del af verden. Eksporten er til det globale markeds rige forbrugere.

Danmark skal begrænse sit økologiske fodaftryk. Gennem salg af kvoter til produktion af et vist antal svin kan produktionsmængden besluttes politisk.

Et etisk betinget forbud mod lange transporter af levende svin kan igen skabe basis for danske slagterier. Det skaber arbejdspladser.

Lokalt produceret økologisk foder, dyrevelfærd og kødkvalitet kan være gode konkurrenceparametre for udviklingen af en særlig eksportniche, der har kræsne, politiske og økologiske forbrugere som målgruppe.

Men det er klart, at færre svin til eksport vil forringe handelsbalancen. Omvendt vil selvforsyning med foderstoffer forbedre den.  Dyrere kød er ganske vist mere luksus, men også en vej til at mindske kødforbruget og dermed øge den mere miljøvenlige vegetabilske andel af vor føde.

Kvoter har et dårligt omdømme, fordi CO2-kvoterne er blevet alt for billige, og fiskekvoterne har medført en kraftig koncentration i erhvervet, og tilmed er nogle kvoter solgt til udlandet.

Men det kan fikses med højere priser på CO2-kvoterne, påbud og kontrol fra Konkurrencestyrelsen og for fiskeriet en udvidelse af »sommerhusreglen« om lokal fortrinsret.

Produktionsstrukturen er set med vore øjne ikke landbrugets eneste problem. Dets enorme gæld er uholdbar, og regeringens aktuelle støtte i form af tilladelse til mere gødskning, inddragelse af randzoner m.m. er ingen løsning. Ved lidt bedre indtjening omsættes lettelserne for erhvervet til voksende jordpriser og ny gældsætning. Det viser al erfaring.

En omstilling af produktionen skal følges op med en omstilling af ejerformen.

Vi vil, at staten overtager den jord og de produktionsmidler, som den rent faktisk kommer i besiddelse af ved bankkrak. Vi vil også gøre det muligt for landmænd at sælge jord og produktionsmidler til det offentlige.

Landmænd eller andre skal derefter kunne forpagte disse ressourcer på langtidskontrakter.

Svineeksportens betydning for dansk økonomi er for nedadgående, og vi skal bevidst reducere dens omfang. Men det går samlet set faktisk forrygende med landets eksport. Den er i dag ikke et problem, og på nogle områder vil vi godt kunne øge den med forholdsvis god samvittighed.

Det gælder ikke mindst eksporten af vindmøller og andre teknologier knyttet til vedvarende energi, energibesparelse og opvarmning. Branchen udgør en væsentlig dansk eksportniche og bidrager til nedbringelse af det globale CO2-udslip.

Dens etablering og fremdrift er i høj grad båret af vores egen omstilling af energi- og varmeforsyningen. Det er vores grønne omstilling, der har fungeret som et springbræt til det globale marked.

Hvis vi skal tegne et lysegrønt billede uden fortabe os i alle tornene undervejs, så har vejen til den grønne omstilling været brolagt med politiske indgreb i form af afgifter, tilskud, kvoter, forbud f.eks. mod installering af nye oliefyr om et år, og offentlig efterspørgsel, hvor især kommuner og forsyningsselskaber har spillet en aktiv rolle.

I modsætning til den beskrevne nyliberalistiske konkurrencestat har et islæt af også grøn konkurrencestat sneget sig ind ad bagvejen, for det er nedbringelsen af forurening og klimabelastning, som her har begrundet reduktionen af markedets indflydelse på energi- og varmeforsyning.

Man hylder ofte markedet, den erhvervsmæssige elite og fremragende specialiserede fagfolk som skaberne af fremskridtet uden at opdage, at den væsentligste kraft har været kontante politiske indgreb. Og disse er ikke fostret af fremsynede og rationelle politikere, men først og fremmest af demokratiets folkelige bevægelser og deres engagement i udviklingen af fremtidens samfund.

Den grønne bevægelses drejning af kul- og atomkraftteknologien som fremtiden til vedvarende og ufarlige teknologier i energi- og varmeforsyningen er langt fra en enlig svale.

Vi kan trække stærke paralleller til den røde arbejderbevægelses omstillingsprojekt: opbygning af velfærdsstaten.

Det er velfærdsstatens offentlige efterspørgsel og tilskud – og som grundlag for dette et højt skattetryk (et stort solidaritetsbidrag) – der har skabt springbrættet til verdensmarkedet for såvel medicinsk udstyr som farmaceutiske produkter.

Høreapparater er således elektronikbranchens bedst sælgende produkt på eksportmarkedet. Hvorfor mon det? - Danmark var det første land, hvor tunghøre borgere fik skattefinansierede høreapparater, og den hjemlige efterspørgsel, det affødte, skabte grundlaget for eksporten. Altså lidt på samme måde som den hjemlige efterspørgsel har gjort USA til verdens største våbeneksportør.

Danmark har ikke alene et anstrøg af grøn konkurrencestat. Vi har også et præg af rød konkurrencestat, der på samme måde som den grønne har sneget sig ind ad bagvejen, for eksporteventyr er ikke hensigten med velfærdsstaten. Det var og er en solidarisk velfærdsordning.

Borgerlige økonomer ser traditionelt skabelse af værdier som et resultat af en proces, hvor der indgår naturressourcer, anvendes teknologi og arbejde. Det er en forståelse, som er under opbrud, hvilket Ove Kaj Pedersens analyser er et fornemt eksempel på.

Man kunne ud fra vores synsvinkel tilføje demokrati og rød-grøn bevidsthed, som hidtil uomtalte eller undervurderede produktionsfaktorer.

At kunne læse, skrive m.m. er vigtige færdigheder i et vidensamfund – ingen tvivl om det. Men de er langt fra enerådende, måske slet ikke afgørende. Og deres betydning er endog vigende i forhold til de rød-grønne demokratiske kompetencer, som alle skal besidde for at deltage i skabelsen af forandringer. Det gælder såvel på arbejdspladsen, i bevægelserne og som foran stemmeurnen.

Demokrati er ikke længere udelukkede et spørgsmål om, hvordan vi tager beslutninger om det, som vi har valgt er fælles offentlige anliggender.

Demokrati er en produktionsfaktor, en produktivkraft, som har betydning for velstand, for velfærdsstatens solide økonomiske fundament og for konkurrencekraft. En udvidelse af demokratiet i uddannelsessektoren og på arbejdspladserne er derfor også produktions- og erhvervspolitik.

Muligvis har den udskældte rundkredspædagogik og fri leg – der også er en demokratisk øvelsesplads – været vigtige forudsætninger for udviklingen af fantasi, kreativitet og innovation i håndteringen af såvel samfundsproblemer som eksportsektorerne, hvor vi kan tilføje nye nicher som design, arkitektur, legetøj, spil, it-programmer, undervisningsmidler, film og tv-serier og anden »oplevelsesøkonomi« bl.a. med betydning for turisterhvervet.

Demokrati, fantasi, kreativitet og innovation er på flere måder en forudsætning for og med til at skabe et godt liv. Demokrati, fantasi, kreativitet og innovation læres, udvikles og udfoldes ved at praktisere dem i form af samtaledemokrati, deltagerdemokrati, selvforvaltning og medbestemmelse.

Derfor skal det prioriteres i institutioner og skoler, og vi skal her også bruge tid på fortællingerne om demokratiet, handlekraften, bæredygtigheden, miljøet, velfærdssolidariteten og meget andet.

Læring og menneskers udvikling stopper som bekendt ikke med en afsluttet skolegang. Det er endnu en grund til at praktisere demokrati, fantasi, kreativitet og innovation lokalt, til at udvide demokratiet på arbejdspladserne og til at udvikle demokratiske kooperative virksomheder, der kan fungere som væksthuse for forandring i en udvikling af de demokratiske, rød-grønne produktivkræfter.

Argumenterer vi i virkeligheden for »en demokratisk, rød-grøn, dansk konkurrencestat«?  

Ja! For nogle danske virksomheder skal være gode til at konkurrere mod udenlandske for at finansiere den nødvendige og ønskede import. Det er et vilkår, så længe verden ligner den, vi har i dag.

Tja...?  For øget selvforsyning og øget offentlig produktion vil i det mindste betyde mindre konkurrencestater på de globale markeder.

Nej! For vores strategi er ikke en konkurrencestat, som udkonkurrerer andre ved at ligge forrest i ræset mod bunden, men sammen med andre at skabe en bedre verden. - Og vi går gerne foran i en økosocialistisk udvikling!

Det betyder:

• At vi i et samspil med globale grønne bevægelser og progressive stater gerne vil bidrage til, at atom- og kulkraftteknologi bliver udkonkurreret af teknologi til produktion af vedvarende energi og fjernvarmeforsyning.
• At vi i samspil med globale forbrugerbevægelser og progressive stater gerne vil bidrage til at udkonkurrere usunde, uetisk producerede varer til fordel for varer, der er sunde og opfylder en række etisk definerede krav.
• At vi i samspil med globale velfærdsbevægelser og progressive staters krav gerne vil bidrage til at udvikle billige produkter til forbedringer af almindelige menneskers livskvalitet.
• At vi i samspil med den nye globale fagbevægelse, IndustriALL og progressive stater gerne vil bidrage til udviklingen af demokratiske kooperative virksomheder og kamp mod og fravalg af udemokratiske, uetiske og beskidte virksomheder.

Venstrefløjen har historisk set fokuseret på en forandring af ejendomsforholdene, hvad enten denne omvæltning af samfundets »juridiske og politiske overbygning«, for at bruge Marx' udtryk, skulle ske gennem gradvise parlamentariske reformer eller en pludselig revolutionær forandring af magtforholdene.

Der har været meget mindre politisk interesse for forløbet af ændringerne i de produktivkræfter (i form af teknologi, kompetencer, arbejdsprocesser og samarbejdsformer) som samfundet hviler på, og som Marx anså som de væsentligste forsamfundsforandringerne.

Der har været en tendens til at se udviklingen i produktivkræfterne som en nærmest naturlig retlinjet proces, fordi det især under kapitalismens konkurrenceforhold har handlet om at frembringe varer stadig mere effektivt og rationelt; først og fremmest ved at overflødiggøre arbejdskraft ved hjælp at teknologi, videnskabelige landvindinger, dygtiggørelse, ændrede arbejdsprocesser som f.eks. indførelse af samlebåndet og teambuilding.

Den naturlovsmæssige, retlinjede betragtning er imidlertid så unuanceret, at den bliver forkert. Produktivkræfternes udvikling påvirkes, som vi har set, i høj grad af politiske beslutninger og politiske bevægelser. Det betyder, at vi kan være med til at dreje produktivkræfternes udvikling, så de får et økosocialistisk perspektiv.

Vi skal have øje for, hvordan vi kan udvikle de demokratiske, rød-grønne produktivkræfter, når vi kommer med svar på, hvordan Danmark fremover skal klare sig i en verden præget af international arbejdsdeling og benhård konkurrence på markederne.

- En demokratisering af arbejdsliv og produktion vil fremme de ansattes engagement og ansvar. Udviklingen af denne produktivkraft styrker arbejderklassens position i samfundet og klassekampen og giver erfaringer på vejen til et socialistisk samfund.

- En rød velfærdstat sætter de menneskelige behov i centrum. Det handler om prioriteringer i produkt- og teknologiudvikling gennem en velfærdsdefineret efterspørgsel. Indliciteringaf opgaver og offentlig produktion vil kunne accelerere udviklingen og øger »samfundsmæssiggørelsen« af produktionen.

- Det gamle demoråb: »Hvad skal væk - Barsebäck. Hvad skal ind - sol og vind«, illustrerer den politiske drejning af energi- og varmeforsyningen fra atomkraft som fremtiden til de grønne øko-produktivkræfter.

Udviklingen af de demokratiske, rød-grønne produktivkræfter har betydning for Danmarks position på verdensmarkedet.

Men vores hensigt med bevidst at satse på deres udvikling er ikke at udkonkurrere andre konkurrencestater, det er derimod at bidrage til en bedre verden båret af en økosocialistisk vision.

Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard er medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk udvalg - og medforfattere af et forslag til produktions- og erhvervspolitisk delprofram for Enhedslisten.

Læs Enhedslistens Økonomisk Politiske Udvalgs forslag til et produktions- og erhvervspolitisk delprogram på Modkraft