Det er nødvendigt med en adoptionspolitik, som tager højde for politiske og økonomiske sammenhænge, der rækker ud over Danmarks grænser. Det skriver fire adopterede i denne erklæring om adoption.
Den 19. september 2012 afholder interesseorganisationen Adoption & Samfund konferencen ”Adoption – en politisk hånd til et godt liv” på Christiansborg.
De politiske partiers ordførere på social- og familieområdet er her inviteret til at diskutere etablering af et videnscenter, rettigheder for eneadoptanter, finansiering af post-adoptionsordninger samt undtagelse for adopterede i forhold til udlændingelovens såkaldte 26-års-regel.
Adoptionsforskere og adoptionskritiske stemmer er ikke inviteret til at tale ved konferencen, selvom en lang række adoptionskritikker er blevet præsenteret i den danske offentlighed hen over sommeren.
Det er på høje tid, at transnational adoption bliver anskuet i et strukturelt perspektiv, der rækker ud over særskilte, juridiske paragraffer og fejlslagne adoptioner, og det er nødvendigt at inddrage etiske, økonomiske og globale problematikker ved adoption.
En fremadrettet adoptionspolitik må derfor som minimum inddrage følgende overvejelser:
Transnational adoption har udviklet sig fra ’at finde forældre til børn’ til ’at finde børn til forældre’. Det er blevet svaret på fertilitetsproblemer i vestlige lande og personlige ønsker om at adoptere. Men forestillingen om adoption som en win-win situation er først og fremmest til gavn for adoptanter.
Vi opfordrer til, at transnational adoption tænkes ind i politiske og økonomiske sammenhænge, der rækker ud over Danmarks grænser.
Forældreløshed bliver ofte fremstillet som den væsentligste årsag til bortadoption, men fattigdom er et langt større problem. I Etiopien vurderes det, at kun 20 procent af børn anbragt på børnehjem er forældreløse. I mange tilfælde vil forældrene eller andre familiemedlemmer kunne påtage sig en forsørgerrolle, hvis de får varig økonomisk støtte.
De store pengebeløb, som cirkulerer i adoptionssystemet, skaber incitament til at opretholde transnational adoption. Muligheden for økonomisk profit skaber desuden grobund for kriminalitet og uregelmæssigheder, fx ændring af børns alder, bortadoption uden afgiverforældrenes samtykke, dokumentfalsk etc.
Vi opfordrer til, at man genovervejer adoptionsbureauernes rolle, og om formidlingen af adoptioner skal lægges over i det offentlige system, som det er tilfældet i Australien.
Vi opfordrer også til en revurdering af, om det eksisterende tilsyn med de formidlende organisationer og deres samarbejdspartnere er tilstrækkeligt. Man bør i den forbindelse overveje, om det danske tilsyn skal inddrage uafhængige tredjepartsaktører med indgående kendskab til de lokale forhold i en løbende vurdering af adoptionpraksis i afgiverlandene.
Sydkorea, som på verdensplan har afgivet flest børn til transnational adoption, er i dag verdens 12. rigeste land, men på trods af den økonomiske udvikling er der ikke blevet etableret et offentligt velfærdssystem for marginaliserede børn og forældre.
Efterspørgslen på børn til transnational adoption har været medvirkende til, at disse problemer er blevet nedprioriteret. Enlige, gravide kvinder bliver stadig opfordret til at bortadoptere deres kommende børn, men undersøgelser viser, at flertallet af disse mødre ville beholde barnet, hvis de havde mulighed for at få bedre økonomisk støtte.
Vi opfordrer til, at man overvejer de konsekvenser, transnational adoption kan have for opbygningen af sociale velfærdsprogrammer i afgiverlandene.
Dette indebærer, at adoptanter tildeles et eksklusivt forælderskab, mens afgiverforældrene mister deres rettigheder og tilknytning til barnet. Ofte frarådes kontakt mellem den adopterede og afgiverfamilien af adoptionsfagligt personale og adoptionsformidlende organisationer. Adopterede kommer ikke til verden med en fastlagt identitet, men de ankommer heller ikke til Danmark uden historier, erindringer, navne og slægtskaber.
Vi opfordrer til et opgør med heteronormative forståelser af familie og slægtskab, så afgiverfamilier ikke udelukkes fra kontakt og relationer til barnet. Adoption bør ses som en udvidet familieform, og udgangspunktet bør være åbne, og ikke lukkede/anonyme, adoptioner.
Adoptionspolitiske forslag og danske mediedebatter om adoption tager ofte udgangspunkt i spørgsmål vedrørende adopteredes psykologiske helbred. Disse spørgsmål følges af en overfokusering på det enkelte individ fremfor undersøgelser af de strukturelle problematikker ved adoption.
I tråd med dette afvises kritik fra adopterede ofte med, at den er motiveret af personlige problemer. Denne prioritering i både offentlige debatter og adoptionspolitiske forslag bidrager til en generel stigmatisering af adopterede.
Vi opfordrer til, at de psykologiske udfordringer, som kan være adoptionsrelaterede, bliver anerkendt og imødekommet, men også til at de ikke forstørres eller overskygger andre vigtige diskussioner om adoption.
Diskussion af transnational adoption er ofte baseret på rettighedsspørgsmål for adoptanter eller dem, der ønsker at blive det, mens afgiverforældres manglende rettigheder yderst sjældent diskuteres.
Adopteredes rettigheder diskuteres ofte ud fra en forståelse af dem som danske, og at de derfor ikke bør rammes af de samme regler som andre migranter. Et eksempel på dette er politiske krav om, at adopterede skal undtages fra 26-års-reglen i relation til familiesammenføring.
Vi opfordrer til, at der ikke indføres særregler for adopterede, men at den danske migrationslovgivning forandres grundlæggende, da den er uretfærdig for adopterede såvel som for ikke-adopterede migranter.
Særregler tjener til at legitimere en migrationsfjendtlig politik og undergrave solidaritet mellem forskellige migrantgrupper.
Kærligheden mellem hvide adoptanter og brune adopterede er genstand for meget idealisering, fordi den ofte opfattes som bevis på, at racisme er et overstået kapitel i Danmark.
På den måde bliver transnational adoption brugt til at fremstille Danmark som et progressivt land, der går ind for multikulturalisme. Men mange adopterede oplever racisme og eksotisering i det danske samfund, undertiden også i deres adoptivfamilier og nærmiljø.
Vi opfordrer derfor til, at det hvide, danske majoritetssamfund erkender og forholder sig langt mere kritisk til racismen i Danmark.
Målt i forhold til indbyggertal er Danmark blandt de lande i verden, som har modtaget flest adopterede. Transnational adoption er blevet til en praksis, som man ikke ønsker at give slip på eller forandre radikalt, da den opfylder danske drømme om forældreskab og familie.
Men beretninger fra voksne adopterede og afgiverforældre, forskning i ind- og udland samt den baggrund hvorpå transnational adoption praktiseres peger på et behov for vidtrækkende reformer; reformer som må tage højde for, hvordan de ressourcer, som den danske stat kanaliserer ind i adoptionssystemet, kan omfordeles.
Vi opfordrer til, at anstrengelserne i højere grad rettes mod at skabe varige alternativer og bedre livsvilkår for de mennesker, der står over for at afgive børn til adoption.
Joan Rang Christensen
Anders Riel Müller
Maja Lee Langvad
Lene Myong
Læs andre tekster adoptionskritiske tekster på QueerKraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96