Erdogan angriber kurderene for at udvide sin egen magt

Den moderne tyrkiske nationalstat opstod på ruinerne af Det osmanniske rige i 1923 under ledelse af Mostafa Kamal Pasha, som i 1934 fik sit officielle efternavn Atatürk (»Tyrkernes fader«).

Han er også ophavsmand til den tyrkiske ideologi, kemalismen, der siden har domineret tyrkisk politik. Kemalismen opfatter en streng og homogen national identitet og enhedskultur, der alene baserer sig på tyrkerne, som betingelse for den tyrkiske republiks opretholdelse og overlevelse.

Det har for kurderne, der er den næststørste befolkningsgruppe i Tyrkiet, medført undertrykkelse som nationalt mindretal, eksklusion fra deltagelse i landets politiske processer, ringere adgang til sociale og økonomiske ressourcer samt bandlysning af kurdisk sprog og kultur.

Den danske mellemøstekspert og Politiken-journalist Anders Jerichow har i 2009 beskrevet kurdernes situation på følgende måde:

I »udviklingen af det nye vestvendte Tyrkiet måtte kurdere vælge mellem at deltage i enhedskulturen eller insistere på opretholdelsen af en særskilt kultur og identitet, som formelt og konkret var bandlyst. Kurdere kunne deltage i politik og nå frem til landets fineste poster, men som ’tyrkere’ og ikke ’kurdere’. Og det kurdiske sprog blev i årtier forsøgt at holdt ude af ikke alene det statslige, men også private medier, ligesom kurdiske børn i skolen blev undervist på tyrkisk«.

Gennem hele republikkens historie har bekæmpelsen af den kurdiske identitet ligget øverst på alle tyrkiske regeringers dagsorden. 

Mislykkede forsøg på at finde løsning

Det tyrkiske stat er karakteret ved at være styret af en parallel magtstruktur, eller en stat-i-staten, hvor et magtlag uden for selve staten spiller en meget stor rolle. Det består af både indflydelsesrige og magtfulde generaler og højrenationalistiske grupper med navne som som Gladio, JITEM og Ergenekon. 

Der er flere eksempler på, at de skjulte magthavere ikke har ønsket at løse landets kurdiske problematik og aktivt forhindret og blokeret enhvert politisk forsøg på dialog, forhandling og ændring af situationen.   

I 1990’erne forsøgte nogle fremtrædende tyrkiske politikere, bl.a. præsident Turgut Özal (1927-1993) og premierminister Necmettin Erbakan (1926-2011) at give kurderne mere kulturel frihed og at gå i dialog med det væbnede kurdiske parti PKK (Det Kurdiske Arbejdsparti) for at få afsluttet landets årelange væbnede konflikt.  

Præsident Turgut Özal søsatte i de tidlige 1990’ere en plan for åbning og dialog om landets kurdiske problematik, men uden held før han døde på en mystisk vis i 1993. 

Med samme formål forsøgte landets samtidige premierminister Necmettin Erbakan at komme i dialog med PKK. Men Erbakan blev fjernet fra magten ved et miliærkup i 1997 og isoleret fra alle politiske aktiviteter. Det skete ud fra beskyldninger om, at han havde fremmet islamisering og fundamentalisme.

PKK’s fænglede leder Abdullah Öcelan (født 1948) beskylder i bogen The Road Map to Negotiations (2009) det politisk indflydelsesrige og paramilitære netværk Gladio for at være ansvarlig for de mislykkede forsøg på løsninger og den indenrigspolitiske situation, der betyder en fortsættelse af den kurdiske konflikt.

Öcelan skriver, at hvis den dialog og plan om åbning, som Turgut Özal og Necmettin Erbakan prøvede at sætte i gang, havde fået en chance, kunne løsningen på landets kurdiske problematik være nået helt andet positivt niveau.

Men da fornægtelse af problemet og tilintetgørelse af kurderne har vejet tungere, gav staten aldrig disse politikere mulighed for at igangsætte reel dialog og forhandlinger.

Belejrede kurdiske byer

Nu er det næsten seks måneder siden, at kurdiske byer som Amed (Diyarbakır), Şırnak, Muş, Mardin, Hakkâri, Elazığ og Batman blev omringet og belejret af tyrkisk militær.

Ifølge den tyrkiske menneskerettighedsorganisation, Human Right Foundation of Turkey, har  syv byer og 19 bydele i det sydøstlige Tyrkiet i de seneste seks måneder enten været under konstant militærbelejring eller jævnligt sat i militær undtagelsestilstand.   

Den tyrkiske regeringshær bruger alle midler og teknologier i forsøget slå ned på kurderne. Siden august 2015 har hundredvis af civile mistet livet som følge af hærens brug af snigskytter og bombardementer af byerne.

De kurdiske områder er oversvømmet af frygt på grund af statslige overgreb og forfølgelse. Historien om sikkerhedsstyrkernes brutale henrettelse af de 60 sårede i en kælder på et statsligt hospital i byen Cizre er blot et eksempel blandt mange andre.  

Billeder af ruinerede bygninger og bydele og reportager i medierne vidner om overgrebenes omfattende omfang. Den tyrkiske stat er havnet i en decideret borgerkrig mod sine kurdiske medborgere.

Konflikten udspiller sig som en ulige kamp mellem på den ene side en offensiv og aggressiv tyrkisk hær, der er bevæbnet med kampvogne, helikoptere og andet militært udstyr, og på den anden side kurdiske unge, der er alene er bevæbnet med AK47’ere  og ønsket om mere frihed og anerkendelse af deres kurdiske identitet.

Margaret Owen, en britisk advokat og menneskerettighedsaktivist, er blandt dem, det har påpeget, at Tyrkiet under præsident Recep Tayyip Erdogan og hans AKP-ledelse (AKP, det islamiske parti Retfærdigheds-og Udviklingspartiet) har begået krænkelse på krænkelse mod kurderne. 

Erdoğans kamp mod kurderne

Den nuværende tyrkiske regerings overgreb og massakrering af landets kurdiske medborgere kan beskrives som en kombination af to elementer: en statslig undertrykkelse i forlængelse den århundredelange tyrkiske undertrykkelse af kurderne, og aktuelle politiske forhold, der er relateret til Recep Tayyip Erdoğans mislykkede forsøg på at ændre den tyrkiske forfatning.

Det første er åbenlyst for enhver med kendskab til Tyrkiets morderne historie, hvor bekæmpelsen og undertrykkelsen af kurderne altid har være en del af den tyrkiske stats identitet, fordi det er blevet forstået som en vital forudsætning for statens eksistens.

Den tyrkiske republiks historie vidner om en intens tyrkisk magtkamp om hvem, der er de stærkeste politiske og militære ledere ved at bekæmpe kurderne og forhindre dem i at opnå politisk og kulturel frihed. Det har været en afgørende faktor for at kun overtage og fastholde politisk magt i Tyrkiet.

Det er derfor, at Erdoğan forsøger overbevise den tyrkiske befolkning om sine evner som en stærk leder ved at indtage et fjendtlig og undertrykkende forhold til kurderne. Det er en nødvendighed for hans politiske karriere.

Men samtidig kan præsident Erdoğans fjendtlige forhold til kurderne i Tyrkiet forklares som en næsten helt personlig sag.

For Erdoğans mislykkede forsøg på at ændre den tyrkiske forfatning, så præsidentembedet får mere magt og flere beføjelser, skyldes ikke mindst, at de kurdiske vælgere har blokeret for, at AKP har opnået det nødvendige kvalificerede flertal i parlamentet

Parlamentsvalget i juni 2015 var en fiasko for AKP og præsident Erdoğan. Efter valget var der ikke længere de nødvendige mandater til at gennemføre planlagte ændringer af landets forfatning, fordi de kurdiske vælgere havde stemt på det pro-kurdiske parti HDP (Halkların Demokratik Partisi, Freds- og demokratipartiet) frem for AKP.

Det har betydet, at præsident Erdoğan efter valget har nægtet, at der overhovedet findes noget, der hedder ’landets kurdiske problematik’, og at han har suspenderet alle politiske forhandlingerne med kurderne.

Den tyrkiske stat fører ikke alene en bevidst provokerende politik over for landets kurdiske befolkning, men også de syriske kurdere i nabolandet.

Under navn af bekæmpelse af terrorisme, bomber Ankara ikke alene kurdiske områder inden for Tyrkiets grænser, men også i områder, der er under kontrol af det kurdiske Democratic Union Party (PYD) i Syrien.

Tyrkiet har svært ved at acceptere, at de syriske kurdere har haft held med at bekæmpe af Islamisk Stat ved at generobre de landområder, der ellers var indtaget af fundamentalisterne, samtidig med at det er lykkes dem at indføre selvstyre med en høj grad af politisk frihed.

Senest har Tyrkiet beskyldt PYD for at stå bag et bombeattentatet på en militærbus i Ankara, der kostede 28 personer livet den 18 februar.

Det er blot en endnu et tegn på. hvor desperat Tyrkiet er. Regeringen vil bruge enhver anledning til retfærdiggørelse af sine overgreb på kurderne.

Allan Hassaniyan er kandidat i globale studier, politik og administration  fra Roskilde Universitetscenter