Er vi virkelig alle Charlie?

Angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo ramte os alle som et stort chok.

I modsætning til de titusindvis af mennesker, som er blevet dræbt af radikale islamister og vestlige droner og tropper i Mellemøsten, var der her tale om et angreb direkte på ytringsfriheden, som fik Europa til at rykke sammen.

Med en så voldsom hændelse har reaktionerne været mange, og følelserne har været præget af frustration, vrede og sorg.

Mens tusindvis af mennesker viste deres udelte sympati ved at erklære »Jeg er Charlie Hebdo«, organiserede den politiske elite en national og international demonstration for ytringsfriheden i Paris, hvor François Hollande stod arm i arm med Angela Merkel, Benjamin Netanyahu, Helle Thorning og Tayyjip Erdogan.

Det så et øjeblik ud som om, at eliten og folket var forenet i forsvaret for Charlie Hebdos ytringsfrihed og deres tegninger, som altid har »hånet, spottet og latterliggjort« alt og alle, og i de seneste ti år særligt muslimer.

Men nu begynder eftertænksomheden at brede sig. For hvordan skal vi komme videre ovenpå dette angreb, og hvilke principper og alliancer kan hjælpe os til at forsvare og styrke ytringsfriheden?

Kan det virkelig passe, at forsvaret for ytringsfriheden kræver, at vi går om bord med Trykkefrihedsselskabet, Jyllands-Posten og alle de andre, som synes, at det at håne en marginaliseret gruppe er udtryk for politisk fornuft og humor?

Er det virkelig rigtigt, at vores forfærdelse over angrebet, skal udtrykkes ved at vi identificerer os med et magasin, som systematisk spillede på de islamofobiske stereotyper?

Og klinger det ikke en smule hult, når vores politikere gør sig til forsvarer af ytringsfriheden og hylder den som en særligt »vestlig værdi«, mens de forfølger whistleblowers og laver masseovervågning af hele befolkninger?

Det er derfor tid til, at vi ser nærmere på denne tvivl og de sprækker, der er i enheden.

Vi har brug for en fremadrettet diskussion af, hvordan ytringsfriheden kan bruges som et middel til at skabe en mere lige og åben verden, i stedet for at uddybe de farlige konfliktlinjer, som vestlige regeringer og islamister sammen har fordybet siden 11. september.

Ytringsfriheden er retten til at tale eller te sig, men med pennens og talens magt følger også et etisk ansvar og politiske valg.

Så når vi støtter Charlies ytringsfrihed, må vi også spørge, som satire-tegneren Joe Sacco spurgte efter angrebet: hvilken form for kommunikation vil vi have med hinanden i fremtiden?

Dette spørgsmål er politisk og strategisk, og det handler om hvilke alliancer og konflikter, der kan skabes og får betydning i fremtiden.

Højrefløjens omklamring af Charlie Hebdo

Når højrefløjen i en række lande i disse dage hylder Charlie Hebdo kan det virke ganske ironisk.

For som den danske venstrefløj har været skarp til at påpege, voksede Charlie Hebdo ud af 1968-generationens vilde autoritetsopgør. Op igennem 1980’erne og 1990’erne vedkendte bladet sig stadig den radikale venstrefløjs frihedsidealer.

Men bladet ændrede sig i forhold til tidens dominerende politiske strømninger. Særligt i årene efter 11. september begyndte Charlie Hebdo at fokusere ikke bare på islamistisk terrorisme som en trussel, men på »truslen« fra islam som religion.

Og i 2006 var blandet blandt de første til at genoptrykke Jyllands Postens Mohammed-tegninger, og det begyndte at nærme sig borgerlige kulturkrigere.

I 2013 beskrev en tidligere medarbejder denne drejning i detaljer i en syrlig artikel.

Men selvom Charlie Hebdo fulgte mange af de ideer, som legitimerede krigen mod terror, var bladet ikke højrefløjens naturlige allierede.

Således var Front Nationale ofte skydeskive for Charlie Hebdos angreb. Ambivalensen i forholdet blev fint udtrykt i reaktionen fra Front Nationale.

Mens partilederen Marine Le Pen erklærede »Jeg er Charlie«, så afviste hendes far, partigrundlæggeren Jean-Marie, at identificere sig med Charlie Hebdos »anarko-trotskistiske ånd«.

Så selvom bladet længe har ligget på linje med nogle af de mest radikale dele af den europæiske højrefløj, var det tro mod en radikal udgave af den franske universalismes liberté, égalité, fraternité.

Derfor er det svært at forestille sig, at det ville skrive under på Pia Kjærsgårds seneste udsagn om, at ytringsfriheden ikke skal gælde for alle.

Charlie Hebdo kommer helt bestemt fra en venstrefløjstradition, hvor tegningerne for mange var ganske ukontroversielle.

Men det er en særlig idealistisk fransk venstrefløjstradition, som ser sig selv som bærer af et særligt civiliseringsprojekt i den franske revolutions ånd.

Charlie Hebdo sparkede til alle

Det var og er Charlie Hebdos erklærede målsætning at bekæmpe alle dogmer såvel som racisme. Og det karikerer også andre trosretninger end islam, og bliver ofte trukket i retten for det.

Men der er en forskel på satire om paven i et katolsk land, og satire med mindretalsreligionen islam.

Siden starten på krigen mod terror er bladet stadig oftere gået efter muslimers tro og kultur, og fremstillet dem med karikeret udseende. Krumme næser, store læber, turban eller beduinklæder.

Nogle gange er det blevet gjort som en direkte latterliggørelse af højrefløjens stereotyper, men for det meste var disse træk ikke nødvendige for at få jokene til at virke.

Man kan argumentere for, at de fremstillinger ofte har været udtryk for en trodsig frækhed, men for at forstå deres sårende smagløshed, bør vi blot tænke på, hvordan en jøder har det med jøde-jokes fra Tyskland, og hvordan afro-amerikanere har det med de hvides neger-jokes i USA.

Det er måske svært at forstå i Danmark, hvor vi stadig mangler at anerkende, at vittigheder om fulde grønlændere generaliserer og holder alle grønlænderne fast i en falsk rolle, og udvisker vores egen medskyld i tragedien.

Og i Frankrig, et samfund, der allerede er gennemsyret af islamofobi og hvor det højreradikale Front Nationale blev det største parti ved sidste valg, er latterliggørelse af muslimer en del af den kulturelle fastholdelse af muslimer som underlegne.

I Frankrig indskriver satiren af Islam sig i en fortælling om Islams kulturelle underlegenhed, som har været med til at legitimere både kolonialismen og behandlingen af folk fra de tidligere kolonier som andenrangsborgere.

Den historie fortsætter med fransk militærdeltagelse i Mellemøsten og Nordafrika samt forbuddet mod burkaer og religiøse symboler i offentlige bygninger.

I dag er 2/3 af alle fængslede i Frankrig af muslimsk baggrund, men de udgør kun 10% af befolkningen. Samtidig er muslimer stærkt overrepræsenterede i lavtlønnede jobs og fattigdomsstatistikkerne.

Alle disse faktorer hænger sammen. Der tale om en strukturel racisme, som er sammenlignelig med behandlingen af sorte i USA, men hvor religion er endnu en markør på anderledeshed.

Selvom man gør grin med alle i klassen, kan det stadig være problematisk at gøre grin med klassens mobbeoffer.

Charlie Hebdo har sparket til alle og ofte gjort det godt. Det er bare sådan, at når man sparker til alle i et ulige samfund, sparker man nogle gange nedad. Og man ender med at tjene de magtfulde, der har PR-budgetter, medieadgang og injurie-advokater.

Vi behøver ikke tro, at tegnerne ved Charlie Hebdo havde onde intentioner med deres tegninger. Flere journalister på staben var medlemmer af migrant- og asylretsorganisationer.

Men desværre kan man stadig gøre skade, hvis man handler i god tro.

Ville det, for eksempel, ikke være svært for os at undskylde et satiremagasins antisemitisme i 1930erne, også selvom det også var fyldt med Hitler- og pave-satire?

Charlie Hebdos problem med islamofobi vidner om en generel fransk blindhed overfor skyggesiden ved dens egen rige frihedstradition.

I Frankrig udviklede religionssatiren sig som et opgør med den forstokkede og magtfulde katolske kirke.

Ifølge denne tradition er Frankrigs sekulære tradition højt hævet og forskellige befolkningsgruppers religioner, og alle religioner bliver anset for at være ligeværdige angrebsmål. For i Republikken er alle religioner lige.

Derfor er det svært for de fleste franskemænd, at forestille sig, at religionskritik kan være racistisk og sparke nedad. For man har jo ikke noget imod arabere, men kun mod islam.

Så er det bare ærgerligt, at islam er et vigtigt holdepunkt for millioner af almindelige franskmænd, og et af få for mange af de franske muslimer, som er marginaliserede.

Sekularismen tillader den franske stat, den kulturelle elite og venstrefløjen at beskrive muslimer som uoplyste og sig selv som oplysningens fakkelbærere. Fordi man grunder stoltheden over disse værdier i den Franske Revolution – og ikke i alle de lektier i frihed, lighed og broderskab, franskmændene har lært fra oprørske slaver, kolonibefolkninger og migranter – produceres en stærk, men ubevidst national overlegenhedsfølelse.

I stedet for at tage udgangspunkt i de konkrete muligheder for solidaritet med fattige og marginaliserede grupper, slår man dem i hovedet med abstrakte idealer om frihed, lighed og broderskab.

Og hvad hjælper det, særligt når disse grupper dagligt oplever, at samfundet ikke lever op til disse idealer?

Charlie Hebdos frygt for islam var ikke så anderledes end store dele af samfundets frygt efter 11. september.

Når Charlie Hebdo ikke gik efter autoritetspersoner, men efter en minoritets kulturelle eller religiøse værdier, gentog de islamofobernes fordomme. Og dermed gav de islamisterne endnu et argument for, at franskmændene ikke kan lide muslimer.

Således var Charlie Hebdo, som gerne ville bekæmpe racisme og fanatisme, med til at fordybe det skel, der skaber begge.

Charlie Hebdo var ikke islamofober eller racister på den måde højrefløjen er det. Ikke desto mindre har de været med til at udbrede ideen om en væsensforskel mellem »Vesten« og islam.

Den tragiske ironi er, at Charlie Hebdos satire over islam og muslimer samtidig gavner islamofober og islamister, uanset hvor meget tegnerne håbede at blive forstået anderledes.

Det er derfor vi ikke behøver at hylde alle former for hån, spot og latterliggørelse, når vi forsvarer ytringsfriheden.

Og det er derfor vi ikke behøver at hoppe med i koret, når Vestens politiske ledere nu opfordrer os til at stå sammen om »Vestens værdier«, og hylde et romantiseret Vesten, som mange minoriteter af gode grunde ikke kan genkende.

Vesten er ytringsfrihedens vendekåbe  

Og i virkeligheden burde flertallet af europæerne heller ikke kunne genkende dette billede.

For vores regeringsledere har det til fælles, at de igennem en årrække har indskrænket presse- og ytringsfriheden substantielt.

Alligevel giver man fra venstre- til højrefløjen medhold i idéen om, at »Vesten« står for demokrati, frihed og lighed, og vi giver implicit islamisterne ret i, at i Mellemøsten betyder demokrati knæfald for Vesten.

Samtidig glemmer vi, at USA og NATO har været med til at skabe grobund for islamismen.

Først, da man undergravede mange af de sekulære og progressive regimer, som var ved at udvikle sig efter dekoloniserings-processen i Nordafrika og Mellemøsten. Og senere, da man sponsorerede islamistiske guerillagruppers kamp mod »kommunismen«.

Og i dag holder vestlige regeringer stadig hånden over regimer som Saudi Arabien, Egypten og Israel, som ikke ligefrem er kendt for deres respekt for menneskerettigheder.

Der er mange regimer, der med vestlig støtte undertrykker, fængsler og slår journalister, kritikere og satiretegnere ihjel, og er med til at svække den rige arabiske tradition for politiske satire og sekulær kritik.

Hykleriet var derfor åbenlyst, da Charlie Hebdo søndag den 11. januar blev mindet i Paris af en række statsledere, der som påpeget af Journalister uden Grænser, har fængslet tusindvis af journalister.

Der er også grund til skepsis i lille Danmark, når regeringen stiller sig an som ytringsfrihedens beskytter.

For hvordan står det til med offentligt og privatansattes ytringsfrihed, når de rask væk fyres eller trues med fyring, hvis de på nogen måde agerer kritisk i offentligheden?

Og spiller Danmark reelt en positiv rolle for ytringsfriheden i verden, når vi var med til at lukke den kurdiske Roj-TV, selvom det er et af de vigtigste talerør for det sekulære og feministiske PKK-parti, der lige nu bekæmper ISIL i Syrien og Irak?

Og hvorfor nægter den danske regering at svare på kritik af dens rolle i USA’s overvågning af danske borgere?

Edward Snowdens og Chelsea Mannings heroiske brug af ytringsfriheden står som spørgsmål til os alle sammen: Er en lille skare fanatikere virkelig en større trussel mod ytrings- og pressefriheden, de stater, der hævder at beskytte vores frihed?

Fanatikerne kan bruge vold til at skabe frygt, men kan denne frygt måle sig med systematisk masseovervågning, terrorlovgivning og lømmelpakker?

I de seneste måneder har den europæiske højrefløj optrappet sine angreb på moskeer, senest med brandattentatet i svenske Eskilstuna og angreb på over 30 franske moskeer med skud og brandbomber.

Det er sigende, at fransk politi efter det seneste angreb har optrappet sikkerheden ved synagoger over hele Frankrig, mens man ikke har gjort det samme ved moskeer.

Dette er også en del af »Vesten« og dens »værdier«.

Derfor er det ikke nok, at vi afviser islamisters forfærdelige angreb. Det er helt ukontroversielt og selvfølgeligt, undtagen blandt en lille gruppe fanatikere. Og det skaber en falsk enhed, hvor islamofobiske stereotyper fremstår som ytringsfrihedens højdepunkt, og overvågningsliderlige regeringer og den europæiske højrefløj som ytringsfrihedens fortropper.

I stedet for at acceptere denne union sacrée, denne borgfred, må vi slå fast, at ikke al brug af ytringsfriheden skaber en bedre verden. Og at ikke al satire er god satire.

Det kræver, at vi definerer, hvordan vi kan bruge ytringsfriheden fremadrettet til at skabe en mere solidarisk og åben verden, i stedet for at sprede mistro, frygt og had.

Det er ikke et spørgsmål om smagsdommeri eller juridiske betragtninger om ytringsfrihedens grænser. De findes som nævnt allerede i rigt mål, og vi går ind for at frisætte ytringsfriheden yderligere.

Men for at give mening til den ambition er det vigtigt at tale politisk om, hvor vi vil hen med vores ytringer.

Ytringsfrihedens fremtid

Her er forslag til, hvordan vi kan bruge og udvide ytringsfriheden:

1. Ytringsfriheden er et uundværligt middel til at skabe en mere lige, åben og retfærdig verden. Den skal være en grundliggende ret i ethvert samfund.

2. Anerkend at vores ytringer spiller ind i en kontekst. Det er sjovt og vigtigt at gøre grin med de magtfulde, og det er småt og ondskabsfuldt at gøre grin med dem, der i forvejen er marginaliserede. De har heldigvis langt mere selvironi end man kan forestille sig, hvis man holder sig på afstand af dem.

3. Det er muligt at gøre grin med ISIL og andre fanatikere uden at fremstille muslimer i almindelighed som tilbagestående eller blodtørstige. Og man kan såmænd også gøre det uden at fremstille Koranen som en voldelig bog.

4. Det er vigtigt at gøre grin med dårlige ideer, men ikke særligt sjovt eller intelligent at mobbe folk, særligt når man forstår deres ideer dårligt. Den klassiske religionskritik af kristendommen var netop stærk, fordi den viste religionens selvmodsigelser, i stedet for at fremstille kristne som barbarer og terrorister.

5. Det er typisk hverken sjovt eller særligt indsigtsfuldt, når hvide mænd gør grin med muslimske »autoritetspersoner«. Det gøres langt bedre af f.eks. muslimske feminister, kurderne i Rojava, og folk som Yahya Hassan. Og de skal alle støttes, i deres kampe mod islamisk fundamentalisme og krigerisk vestlig selvgodhed.

6. Hvis man som majoritets-dansker forfærdelig gerne vil gøre grin med muslimske »autoritetspersoner« kan man gøre det på en måde, der er solidarisk med muslimerne selv. De har gang i rigeligt med diskussioner med hinanden og folk, der taler med dem, snarere end om dem.

7. Man behøver ikke latterliggøre en hel befolkningsgruppe, bare fordi nogle få latterlige personer forsøger at gøre sig til dens talsmænd.

8. Lad os komme i gang med at bruge ytringsfriheden og satiren offensivt på en måde, der pisser højrefløjen og vores regeringschefer af, i stedet for at stå arm i arm med dem alle imod en fjende, som de har været med til at skabe.

Og lad os i destruere betingelserne for islamismens vækst, i solidaritet med de mange muslimer, som lider under den.

De radikale islamister, der bliver tilbage efter »en løsning på Palæstina-konflikten, et opgør med imperialistiske interventioner, en bedre integration af det muslimske mindretal i de europæiske lande«, vil være få og overkommelige for de mange progressive kræfter i den »muslimske verden«, som vi så på gaderne i de arabiske revolutioner.

Bue Rübner Hansen har phd fra Queen Mary University i London og Yannick Harrison er phd-studerende ved Roskilde Universitet og Radboud University.

Se også links om angrebet på Charlie Hebdo på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 7. januar 2015.