Annonce

Kvindehuset
4. januar 2016 - 10:30

Er transkvinder blot en fodnote?

Det er forståeligt, at betegnelsen cis-kvinde vækker modstand f.eks. blandt lesbiske. Men tvangsidentifikation er et vilkår for alle – og vi er nødt til at kunne tale om, hvordan transkvinder fortsat ekskluderes, også fra de fællesskaber, der officielt er begyndt at inkludere transkønnede.

17. september 2015 skrev Signe Flyvbjerg i et indlæg på Queerkraft, hvor Kvindehusets navn foreslås ændret til “Lebbedrengen”. Det gør mig ked af det, da forslaget virker affødt af en misforståelse af transkønnedes behov, hvis ikke af latent fjendtlighed. Det gør mig indigneret, fordi det ligner en fortsættelse af en gammel feministisk tradition for at overse transkvinders blotte eksistens. Transkvinder nævnes, men uden at der tages højde for vores faktiske behov, og uden oprigtig efterspørgsel på vores perspektiver.

Hermed en kritik af Signe Flyvbjergs tekst og andre tekster skrevet af feminister inden for de sidste år, som fokuserer alt for meget på personer tildelt det kvindelige køn ved fødsel, når feminisme og transpersoner diskuteres, og en opfordring til at give grupperinger som Transpolitisk Forum en chance for at komme i gang.

I artiklen Kvindehuse og Lebbedrenge bringer Signe Flyvbjerg også en række bemærkninger om Kvindehusets fortid og bekymringer om sprogbrug – især brugen af ordet “kvinde” og brugen af prefikset “cis-”. Artiklen er langt fra den første, jeg har set blandt ytringer om bekymring ved brugen af “trans-” og “cis-”. Den er heller ikke det første feministiske skriv i Danmark eller verden omkring, der insinuerer, at begrebet “cis-” bliver tvunget på nogen eller brugt til at undertrykke.

Og jeg forstår godt bekymringen ved brugen af “trans-” og “cis-”. Ja, ja, separatisme er ikke uproblematisk. Men jeg vil nu gerne efterspørge lidt mere nuance i disse bekymringer.

Læs artiklen "Kvindehuse og lebbedrenge" hos Modkraft.dk 

Sproglig ligestilling

Ja, med den seneste tendens mod opfattelsen af køn som et spektrum, kommer det til at virke nærmest meningsløst at dele op i cis- og trans-, da det at være cis teoretisk set er umuligt, hvis køn er et spektrum. Ciskønnet kommer derfor til at lyde mere som label for en person, der ikke sætter spørgsmålstegn ved sit køn, og så er det da forståeligt, at nogen ikke ønsker at have det på sig.

Det er selvfølgelig ikke det, cis betyder. Begrebet er blevet til for sprogligt at ligestille folk, der omtales som transkønnede, med folk, der omtales ciskønnede – altså for at angribe idéen om, at det ikke at være trans skulle være så normalt, at det ikke behøver en label.

Det betyder ikke, at transpersoner skal opfattes som mere queer og mere radikale end cis.

Jeg ved godt, at opdelingen i “cis-” og “trans-” som modpoler er polariserende og kan gå ud over dem, som ikke er tilpas med at bekende sig til den ene eller den anden label, men den er nødvendig for at kunne skabe separatistiske rum. Ikke mindst for transkvinder i feministiske kredse præget af transantagonisme. Cis- og trans- er ikke til for at oversimplificere sproget. Begreberne er nødvendige for at kunne italesætte den cissexisme og transmisogyni, der gør Kvindehuset til et sted for kun de mest priviligerede kvinder.

Spar mig for jeres cis-shame

I sommers var jeg til queer festival i Amsterdam. Der gik jeg glip af en workshop om kolonialisme, som efter sigende skulle have været lidt af en katastrofe. En af de skuffede deltagere begræd, at workshoppen var blevet mere som en terapisession for folk, der skammede sig over at være hvide, end en workshop, der styrkede personer påvirket af kolonialisme.

Til tider får jeg også det indtryk, at jeg hjemme i København bliver involveret i lignende terapi for folk, der skammer sig over at være cis, og jeg ville nu egentlig ønske, at ciskønnede selv ville gøre noget ved deres egen skam, lidt ligesom en klog kvinde, der engang fandt på, at white guilt skulle kureres i grupper af udelukkende hvide.

Det kan være ciskønnede, som bliver decideret sure ved at høre ordet cis-, fordi de mener, det er omvendt cissexisme, eller personer som føler sig uretfærdigt gjort ansvarlige for andre ciskønnedes transfobiske handlinger, eller måske ligefrem retfærdigt bebyrdet med skyld for transkønnedes lidelser. I alle tilfælde bliver den her idé om, at der skulle være skam forbundet med at være cis ofte brugt som en undskyldning for at undvige diskussioner om trans. Både den slags diskussioner, man bør have med sig selv, men i den grad også til at undgå diskussioner, andre vil have med en.

Hvis man ikke bryder sig om at blive kaldt for cis, eller ikke bryder sig om at kalde sig selv cis, så bør man overveje, om det er fordi, man faktisk ikke er cis-, eller om det er fordi, man mere eller mindre bevidst prøver at komme uden om en diskussion af cis-privilegier eller cis-sexisme.

Nu forholder det sig heldigvis sådan, at trans- i modsætning til racialiserede identiteter er noget, man selv kan bestemme, så hvis man er utilfreds med at være cis-, kan man jo bare springe ud som trans-. De københavnske trans- og queermiljøer, jeg er med i, er ikke gatekeepers på det punkt. Vi holder af en rummelig tilgang til køn. Og hvis man ikke vil putte label på sig selv, er man altså heller ikke nødt til det for at være en god trans-allieret.

Fint så, hvis man ikke er afklaret eller ikke vil afklares, foretrækker det engelske begreb genderqueer, eller vil undgå ordene på grund af deres etmytologi. Men pas lige på med at opstille brugen af trans- og cis- som en dårligere neologisme (et nyt opfundet ord, red.) for butch eller lesbisk.

De kvindeligt tildeltes grænsekrige

I artiklen "Where have all the butches gone" hos SheWired skriver Roey Thorpe om personer, der i perioden mellem 1930-1960 identificerede sig som lesbiske, men som giver udtryk for, at hvis de var unge i dag, ville de springe ud som transmaskuline. Sådanne tilkendegivelser indikerer, at der er nogle ligheder mellem folk, der kalder sig lesbiske og butches for at løsrive sig fra kvindekønnet, og folk som kalder sig trans-mænd eller trans-maskuline. Dermed ikke sagt, at det er mere rigtigt at kalde sig det ene end det andet.

Alligevel fornemmer jeg en fjendtlighed mellem trans-maskuline og feminister "af den gamle skole", der bekrigede kønsstereotyper, før trans blev mere etableret som radikalt/feministisk/queer.

Med titlen på sin artikel referer Roey Thorpe et spørgsmål, som ifølge hendes udsagn ofte bliver stillet blandt lesbiske af den gamle skole. Lesbiske, der ser trans-køn som et overflødigt ord, for "hvorfor kan de unge ikke bare kalde sig selv butches eller lesbiske i stedet for at introducere ny jargon til kønskampen", synes at være ræssonnementet.

Læs artiklen "Where have all the butches gone?" hos SheWired (engelsk)

Når Signe Flyvbjerg skriver: »For vi var (og er) altså også en del, som var ved at kaste op over overhovedet at befinde os i et hus, der tvangsidentificerede os i så voldsom grad som KVINDEhuset gør. Dengang kaldte vi os lebber, lesbiske, dykes eller andet, der tydeliggjorde, at vores erfaringer formes af at være kønsmæssige overskridere, af at være seksuelt perverse, i langt højere grad end de formes af at være tilskrevet kvinde« i et argument for, at det skulle være en simplificering at tilskrive Kvindehuset en trans-ekskluderende historie, ser jeg en lignende retorik, hvor der ikke skelnes (nok) mellem det at kalde sig lesbisk og det at kalde sig transmand, og hvor normbrud i seksuel praksis ikke skelnes fra transkønnet status.

I denne konflikt mellem personer tildelt det kvindelige køn af den ene eller anden orientering, bliver det nemt glemt, at transkvinder ikke er lige sådan. Altså tildelt det kvindelige køn. Jeg kan godt se, at man kan nedbryde stereotyper og køn på andre måder end ved at kalde sig trans- og cis-, for det har Kvindehusets aktivister bevist i en tid, hvor det at være andet end heteroseksuel alene var nok til at møde en modstand lignende den, transkønnede møder i dag. Men den gamle skole formåede stadigvæk ikke at inkludere transkvinder, og det formår dens sprog heller ikke. Er det virkelig en simplificering at kalde eksklusion af transkvinder for trans-ekskluderende? Eller tæller det kun, når det er normbrydere tildelt det kvindelige køn ved fødslen, der tvangsidentificeres eller ekskluderes?

Det er en ny ting, at jeg som transfeminin person overhovedet bliver tolereret i kvindehuset ligegyldigt mit udseende. Og det er ikke nok. Jeg vil se transkvinder arbejde som en del af de frivillige grupper med hjem i huset, og jeg vil have lov at færdes i huset på lige fod med kvinder tildelt det kvindelige køn ved fødslen – også i biblioteket. Kvindehuset kan ikke erklæres fri for transeksklusion, så længe det tolereres, at nogle grupper i huset fører en transfobisk linje.

Transpolitisk Forum har arrangeret én fest og tre andre events i Kvindehuset indtil videre. Det er faktisk ikke særlig meget, så giv dem lige en chance. Og antallet af transfeminine personer, jeg har set der og været klar over det, kan tælles på en hånd. I sommers blev min kæreste rådet til at undlade at tage mig med til kvindelejren på Femø, så det her er virkeligt kun de allerførste bittesmå skridt.

Ikke alle vil væk fra kvindekønnet

Jeg kæmper stadigvæk en kamp for at få lov til at være kvinde. Jeg kan godt lide, at Kvindehuset hedder Kvindehuset. Og så føler jeg mig overset i en diskussion, der mest af alt ligner en konkurrence om, hvem der er bedst til og hvem der får lov til ikke at være kvinde. Og jeg føler mig egentlig ikke meget mindre overset af, at transkvinder ynkes og er med som fodnote indimellem.

Måske havde man indset, at vi har større bekymringer end en uheldig formulering på en festinvitation, hvis man rent faktisk havde spurgt os ind til vores behov i stedet for at give os en lip service .

Læs mere i artiklen "Cis-kvinder, der snakker om transkvinder med cis-kvinder" hos Killjoy.dk

Jeg vil gerne et sprog, der tilgodeser individets muligheder for at tale om sig selv, sådan som man har det bedst med – med nok nuancer til, at alle kan være med, også hvis det forudsætter noget mellem trans og cis eller noget uden for trans og cis. Og et sprog, der ikke splitter folk op, hvor vi alle kan samles om at bekæmpe ubehagelige normer.
Men jeg har også brug for et sprog, der giver mulighed for at italesætte cis-privilegier, cis-sexisme og trans-misogyni. Det er nemmere i et sprog, som skelner klart mellem trans og cis som binære, eksklusive modsætninger. Og der ER altså cis-kvinder i Kvindehuset, som udøver deres cis-privilegium over transkvinder.

Det kan virke paradoksalt at have både en blød og en hård opdeling af trans og cis, men jeg holder altså på, at vi skal kunne formulere os i mindre fluekneppede og mere klare vendinger, når det gælder om at påpege transeksklusion, sådan som f.eks. gruppen Cis-Semester gjorde i forbindelse med 8. marts-demonstrationen i Malmö, 2015

Læs artiklen "Feministisk kamp er også transkamp" hos Modkraft.dk

Man kan kalde sig køns-nonkonform, overskrider af kønsnormer eller en, der transcenderer køn, uden at sabotere det oplysningsprojekt, trans- og cis- springer ud fra.

Endelig undrer jeg mig over Signe Flyvbjergs forslag om at kalde Kvindehuset “Lebbedrengen”. Det er en sammensætning af to ord, der er kønnet forskelligt, og som derfor leder tankerne hen på en gammel tradition for at opfinde ord, der signalerer kønsforvirring såsom he-she, shemale, ladyboy osv. Ikke blot lyder det som en latterliggørelse af transmænd, der engang har identificeret sig som lesbiske. Det rammer også et ømt punkt hos en lesbisk transkvinde, der er vant til at få stillet spørgsmålstegn ved sit køn, nogle gange for bare at være til, nogle gange for at være lesbisk og nogle gange endda af andre lesbiske.

Det ord er ingen “af-simplicifering” af sproget. Det er bare plat.

Kommentarsporet er lukket, men alle, der ønsker at bidrage til diskussionen, opfordres til at indsende kommentarer mv. til queer@modkraft.dk; alle bidrag bliver vurderet redaktionelt, men behøver ikke være skrevet i en bestemt form, og det kan være alt fra fem linjer til fem sider - eller noget andet end en tekst.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce