Er organisationer for menneskerettigheder blinde?

Mennesker med handicap er besværlige, og den generelle holdning er, at de koster samfundet penge. Derfor er de uønskede, hvad vi ofte konstaterer, når kommunernes økonomi er til debat.

For nyligt citerede pressen et notat fra Randers kommunes socialudvalg, hvor man for at imødekomme spareplanerne måtte konstatere, at der er »kun den mulighed, at nogle af borgerne afgår ved døden« (jf. TV2 Nyhederne 5. juni 2011).

Tidligere har den forhenværende formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin påkaldt sig vrede ved at kalde mennesker med handicap for gøgeunger i det sociale system.

Ironisk nok er det stort set kun i anledning af sådanne provokerende bemærkninger, at handicappolitik overhovedet omtales i medierne. Ellers er pressens omtale af handicappolitik stærkt begrænset.

Ekstrabladets tidligere chefredaktør Hans Engell har ligefrem indskærpet over for en medarbejder, at bladet ikke skal beskæftige sig med »folk, der ikke kan gå« (Information 9. februar 2007).

Mennesker med handicap mener, at de nu er blevet de nye »indvandrere«, som man kan give skylden for landets dårligdom (Information 28. juni 2010).

For nyligt var over 700 medlemmer af danske handicaporganisationer samlet på hotel Nyborg Strand under mottoet »Stop hetzen«. Til trods for velformulerede indlæg og et imponerende fremmøde, fik begivenheden en beskeden pressedækning.

Der er ikke læsere til den slags. Politikerne får heller ikke stemmer på at tale om handicappolitik.

Ikke desto mindre har Danmark tiltrådt den epokegørende FN-konvention fra 2006 om menneskerettigheder for personer med handicap.

Konventionens principper er bl.a.:

• Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer
• Ikke-diskrimination
• Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet

Lande, der har ratificeret denne FN-konvention, skal med mellemrum indgive en rapport til en særlig komité under Højkommissæren for Menneskerettigheder.

Ikke-statslige organisationer har lejlighed til at kommentere de enkelte landes officielle rapporter. Og det er (naturligvis?) i disse såkaldte »skyggerapporter«, man finder de alvorligste kritikpunkter.

Til den kommende session i september i år foreligger der allerede skyggerapporter vedrørende Australien, El Salvador og Sverige.

Disability Council International gør bl.a. opmærksom på, at i El Salvador nægtes personer med visse handicap, bl.a. blinde, retten til at beklæde offentlige embeder.

Human Rights Watch påpeger, at i Australien udsættes kvinder og piger med handicap for tvungen sterilisering.

Forum-Kvinnor och Funktionshinder påviser, at i Sverige er kvinder med handicap generelt dårligere stillet end mænd i en tilsvarende situation.

I menneskerettighedsorganisationer kniber det desværre ofte med forståelsen for, at også mennesker med handicap har rettigheder, som systematisk krænkes.

Amnesty International vedtog ganske vist på sit landsmøde i 2012 en resolution, hvori det bl.a. hedder, at handicapaspektet bør indtænkes i fremtidige kampagner, aktioner, undervisningsmateriale og lignende. Men vi har endnu til gode at se denne udtalelse afspejle sig i praksis.

Der er ikke desto mindre mange sager, der kunne kalde på handling fra Amnestys side. Af sager med en dansk vinkel kan man nævne en, som BT omtalte for et par år siden, der fortalte, hvordan danske FN soldater så passivt til, mens en gruppe serbere i kørestol blev massakreret af kroater i landsbyen Dvor den 8. august 1995 (jf. Information, 29. maj 2012 & BT 4. april, 24. april, 3. maj, 18. maj 2011)

En anden sag handler om en 5-årig retarderet pige med hjertefejl, som lægen ikke vil give et nyt hjerte med den begrundelse, at hun er retarderet. Danske Handicaporganisationer skrev i den anledning i et brev til sundhedsministeren, at det er en »stærkt bekymrende glidebane, når mennesker frasorteres og nedprioriteres med begrundelse i handicap«.

Organisationer, der har til formål at fremme menneskerettighederne, krænker de samme rettigheder, hvis de gør sig skyld i – i bedste fald – uvidenhed og - i værste fald – åbenlyst overgreb mod menneskerettighederne, når de undlader at inkludere mennesker med handicap i deres programmer.

I internetmagasinet Disability Now beskriver menneskerettighedsaktivist Melissa Miller meget rammende denne holdning blandt NGO’er i den lille afrikanske stat Burkina Faso.

Hun fortæller historien om 18-årige gravide Aminata, hvis ben blev læderet af en voldsom forbrænding, da hun var barn. Melissa Miller og en kollega opsøgte lederen af et kvinderettighedscenter blot for at få den sædvanlige besked: »Vi arbejder med kvinder, men ikke handicappede kvinder«.

De brugte mange dage på at ledsage Aminata til forskellige kvindekrisecentre, hvor det samme gentog sig igen og igen. De påpegede det hykleriske i disse holdninger og gjorde opmærksom på, at nationale og internationale love også omfatter rettigheder for personer med handicap, men til ingen nytte.

Kvinder med handicap var ganske enkelt ikke en del af disse organisationers målgruppe. 

WHO gør (World report on disability) opmærksom på, at handicap også er et menneskeretsspørgsmål og tegner et dystert billede af forholdene for en milliard mennesker med handicap.

Rundt om i verden lever mennesker med handicap med dårligere adgang til sundhed, dårligere uddannelse, dårligere økonomi og større fattigdom end mennesker uden handicap.

Mennesker med handicap oplever barrierer i forhold til at få adgang til serviceydelser, som vi andre tager for givet, så som sundhed, uddannelse, arbejde, transport og informationer.

Det gælder ikke mindst i verdens fattigste lande.  Mennesker med handicap er mange steder ikke bare fattige, de er de fattigste af de fattige. De er også blevet kaldt verdens største mindretal og skønnes at udgøre cirka 15 procent af verdens befolkning.

Negative stereotype forestillinger og udtryk, samt stigmatisering møder hver dag  mennesker med handicap i hele verden. Forståelsen i den brede offentlighed for intellektuelt handicap og psykisk sygdom er generelt meget ringe, selv i sundhedssystemet.

Mennesker med handicap udsættes for krænkelse af deres værdighed, f. eks når de udsættes for vold, misbrug, fordomme eller mangel på respekt. Nogle nægtes retten til selvbestemmelse, hvis de f.eks. bliver tvangssteriliseret eller tvangsanbragt i en institution.

Disability Rights International

Hvor WHO beskriver problemerne i generelle vendinger, så retter organisationen Disability Rights International (DRI) i sine rapporter anklagen direkte mod de ansvarlige i en række lande.

Som tidligere Mexico-koordinator i Amnesty International har jeg godt kendskab til menneskerettighedsforholdene i Mexico. Alligevel blev jeg sørgeligt overrasket over at finde en rapport fra 2010 fra DRI og Comisión Mexicana de Defensa y Promición de los Derechos Humano, en af de store og velrenommerede mexicanske menneskerettighedsorganisationer.

Med titlen Abandoned & disappeared sætter den fokus på »Mexicos isolering og mishandling af børn og voksne med handicap«.

I år 2000 havde DRI offentliggjort en rapport om forholdene i Mexico, men den nye rapport afslører, at der ikke er sket forbedringer i løbet af de sidste ti år.

Mexicos daværende præsident Vicente Fox nød ellers stor prestige blandt handicaporganisationer for at have taget initiativet til udarbejdelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det har ikke påvirket forholdene i hans eget land. Rapporten fra 2010 afslører grusomme og nedværdigende forhold, som lobotomi (»det hvide snit«) uden samtykke, børn der er forsvundet fra børnehjem, udbredt snavs og elendighed og mangel på sundhedspleje.

Undersøgelsesteamet besøgte bl.a. en institution, hvor de fandt  gamle koner bundet til deres kørestole. Hverken patienter eller personale kunne forklare, hvordan eller hvorfor disse mennesker var anbragt der.

En blind og rystende kvinde sagde, hun var blevet voldtaget af en ansat, og at hun ville føle sig mere sikker på gaden.

Brugen af fiksering nærmer sig det, som i FN's torturkonvention betegnes som tortur.

Direktøren for DRI Eric Rosenthal udtaler til en avis, at han har været vidne til grusomheder og overgreb i psykiatriske institutioner og børnehjem i andre lande, men kun i Mexico har han været ude for et system, hvor der er en sådan mangel på beskyttelse, at børn bogstavelig talt forsvinder og nogle end ikke har et navn.

I en institution konstaterede undersøgelsesholdet, at man ikke kendte navn, alder eller diagnose på de handicappede børn, man havde i sin varetægt. De fandt også to unge kvinder, som var vokset op i institutionen og nu arbejdede der gratis.

Det skønnes, at ca. 20.000 børn i Mexico er udsat for trafficking, og det frygtes, at mange af de børn, som forsvinder fra institutioner for handicappede, er blandt de misbrugte.

Undersøgelsesholdet konstaterede, at forholdene ikke havde ændret sig i løbet af de ti år, der var gået, siden de lavede deres første rapport.

I en institution i Guadalajara fandt de en mand i kørestol, der var svøbt ind i gaze fra hoved til fødder. Han havde siddet i samme stilling, siden de besøgte institutionen i 1999.

I rapporten, der udkom i 2000, beskrev de en kvinde, der sad fastspændt i sin kørestol. Hendes historie nåede frem til New York Times' spalter, men til trods for det, konstaterede undersøgelsesholdet, at hun stadig sad på samme måde i 2010.

Mange mexicanske institutioner er snavsede, og beboerne går i visse tilfælde rundt på gulve tilsvinede af urin og afføring. Beboerne går i bad og på toilettet i fuld offentlighed, mænd og kvinder mellem hinanden. De har intet privatliv.

Human Rights Watch

Human Rights Watch (HRW) er den eneste store menneskerettighedsorganisation, der også inkluderer handicaprettigheder i deres arbejde.

I 2010 udgav HRW en rapport om kvinder med handicap i det nordlige Uganda (»As if we weren't human«) der i over 20 år har oplevet krige og flygtningestrømme.

I den periode blev mange kvinder invalideret af landminer, såret af skud eller voldtaget af oprørere. De blev aldrig vaccineret mod polio og andre invaliderende sygdomme.

Mange udfordringer møder de internt fordrevne nu, hvor de forsøger at vende tilbage til deres oprindelige hjem eller slå sig ned i mere permanente lejre eller nybyggede landsbyer.

Den proces er selvsagt endnu vanskeligere for kvinder med handicap. De har i mange tilfælde mistet deres netværk og er dermed forsvarsløse over for seksuel vold og mishandling. Deres og deres børns særlige sundhedsmæssige behov bliver sjældent tilfredsstillet.

»Angela er en ung kvinde på 20 år, som er født med et handicap, som gør at hun ikke kan gå. Under krigen måtte hun bæres til lejren for internt fordrevne. Hun bor stadig i lejren i Amuru distriktet.

'Min mand bankede mig. Han gjorde det mange gange, når han kom fuld hjem. Han bankede mig på grund af mit handicap. Han sagde, at jeg var ubrugelig, fordi jeg ikke kunne have sex med ham og ikke kunne lave mad.' Angela henvendte sig til en lokal myndighedsperson, som rådede hende til at blive hos sin mand. Efter fire måneder forlod hun ham.

Ugen før vort interview, blev Angela voldtaget tre gange, da en mand brød ind i hendes hus, hvor låsen var i stykker. Manden kom om natten, og hun kunne ikke identificere ham. Hun havde ikke fortalt om episoden til nogen, heller ikke til sin mor. Angela frygter, at hun igen vil blive angrebet«.

FN's flygtningehøjkommissariat rapporterer i maj 2010, at der er 3.098 personer med handicap tilbage i flygtningelejre i Uganda. De fleste af dem er kvinder.

Mette Hald Hundewadt er kørestolsbruger og  medlem af Amnesty International

Læs mere på hjemmesiden www.amnesty-handicap.dk