»Er du ikke musiker, er det fedeste da at gå ud og finde noget musik og sørge for, at det kommer ud«

Danmark er fjendtlig over for beskidt rock.

Sådan lød det for ti år siden, da Lars Krogh kunne fejre ti-års jubilæum med pladeselskabet Bad Afro Records.

I denne uge er det 20 år siden, han startede selskabet. Men selv føler han ikke, at han har rykket det store ved befolkningens generelle lyst til beskidt garagerock.

- Modsat Sverige har vi aldrig været et rockland. Der er en del metal, men danskerne har aldrig syntes, at hård, beskidt rock var særligt fedt, siger Lars Krogh til Modkraft, som møder ham i hjemmekontoret på Nørrebro. 

Her står altandøren på vidt gab, så resten af husholdningen kan fungere uden for meget røg i lejlighedens andre stuer.

I kontoret sidder Lars Krogh blandt et mindre lager af papkasser og plader. Og når han kigger op på væggen, kan han se plakaten for den koncert på Loppen, der fejrer jubilæet den 5. november.

Han kan ikke rigtig selv forstå, at der lige pludselig er gået 20 år. Men så ser han op på plakaten. Og så må det jo alligevel passe.

Startede som klub for singler

I 1996 startede Lars Krogh Bad Afro som en single-klub, fortæller han. Altså ikke for folk uden en kæreste, men for folk med forkærlighed for vinylformatet på 7 tommer.

- Man betalte et beløb og fik seks singler. Jeg var godt klar over, at den ikke gik i Danmark, så udgangspunktet var at sigte efter eksport til Europa og USA. I 1996 var der ingen herhjemme, der hørte den type rock eller udgav det. Der var lidt en blank side, som jeg forsøgte at fylde ud, fortæller Lars Krogh. 

Og der gik lang tid, før det første danske band kom under selskabets vinger. Indtil udgivelse nummer 15 stod den på svenske, finske og norske bands.

Og ved anden udgivelse tog Lars Krogh en beslutning, der har fulgt pladeselskabet siden og fået nørder til at investere i flere udgaver af den samme udgivelse.

Det med farverne

- Den første single var med et finsk band, som ingen kendte dengang – og stadigvæk ikke kender. Men nummer to var med The Hellacopters. Der var virkelig hype om dem, så den skulle laves i flere oplag. Jeg lavede den første sort, den næste rød og så grøn. Og så gjorde jeg efterfølgende det samme med lp’erne. Jeg har altid bedst kunnet lide sort vinyl, så det synes jeg stadig skal være det første oplag. Det er dejligt nørdet. Men nogen gange hader jeg også mig selv for det. For det er mig selv, der skal sidde og putte de der fucking klistermærker på. Og det tager lang tid.

Sort, rød, grøn, lilla, blå, hvid og orange er rækkefølgen for de udgivelser, der er kommet i op til syv oplag.

- Men jeg skal til at finde på, hvad den ottende farve skal være. De er virkelig grimme, dem de har tilbage. 

Modkultur i sig selv

Bad Afro er DIY/gør-det-selv. Men er det også modkultur?

- Joh, det er det vel. Jeg har aldrig set Bad Afro som politisk. Og meget få af de bands, jeg har, har noget politisk at sige. Den nye Baby Woodrose er temmelig politisk. Men det er vel modkultur i kraft af, at jeg har sat mig for at gøre tingene på min egen måde og prøvet at få det til at lykkes, mener Lars Krogh.

Han kommer til at tænke på et af selskabets største salgsmæssige succeser Spids Nøgenhat: 

- Mange af de typer, jeg har på selskabet er modkultur i sig selv, griner han.

Spids Nøgenhat i Pumpehuset i 2015. Foto: Ole Garde.

Læs anmeldelsen »Spids Nøgenhat: Hjemmerullet modkultur«

Spids Nøgenhat står for den eneste dansksprogede udgivelse fra Bad Afro. Bandets første plade kom i 2001, og rygtet siger, at de solgte 40 plader dengang, fortæller Lars Krogh.

I 2015 spillede de til fredagsrock i Tivoli.

Men han udgiver kun en dansksproget plade mere, hvis Spids Nøgenhat igen indspiller en plade, forsikrer han.

- Jeg har i mange år haft et job ved siden af tre dage om ugen. Men så kom Spids Nøgenhat-pladen, og jeg tænkte, at det nok var et meget godt tidspunk at se, om jeg ikke kunne leve af det. Jeg lever så dårligt af det, men jeg synes, det er sjovt. Men man skal have en Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat engang imellem for at få det til at løbe rundt. Problemet er, at man jo ikke ved på forhånd, hvad der vil sælge, siger Lars Krogh.

Læs interviewet »Forsanger i Spids Nøgenhat er evig teenager og antihelt« 

Kicket

Men stopper Bad Afro så, hvis det ikke sker?

- Hvis man kommer ind i en dårlig stime, og der ikke er nogle bands, der kan sælge plader, kan det godt være, det bliver for surt, starter Lars Krogh, men tænker sig så om en ekstra gang og tilføjer: 

- Men er du ikke musiker, er det fedeste da at gå ud og vælge noget musik og sørge for, at det kommer ud. Det er kicket for mig at finde nogle gode bands og få dem ud til folk.

Har du rykket noget, nu der alligevel er gået 20 år? 

- Der er lige uddelt P3-prisen. Der var ikke nomineret et eneste rockband. Men i 2003 gik Baby Woodrose ind og vandt prisen og spillede på Orange Scene på Roskilde to år i træk. Dengang skete der noget!

- Så kom garagebølgen også udefra bagefter med White Stripes et par år senere. Men om jeg har flyttet noget, ved jeg sgu ikke. Jeg ser det ikke som om, jeg har rykket noget som sådan. Når jeg finder bands, er det stadig med øje på, om de kan sælge i udlandet. 

Bad Afro Records aktuelle udgivelser er med sekstette Narcosatanicos, som Lars Krogh beskriver som den mest brutale udgivelse, han har lavet.

- Da jeg så dem første gang, tabte jeg kæben. Det lyder som noget, der er lige ved at eksplodere, men ikke gør det. Kontrolleret kaos. Men jeg har ikke sendt det til P3.

Narcosatanicos spiller sammen med Baby Woodrose og Telstar Sound Drone på Loppen den 5. september til en udsolgt koncert.