Enhedslistens EU-populisme åbner for pinkwashing og fjendebilleder

På venstrefløjen og andre steder har der været forskellige udlægninger af, hvad det var for et nej, der kom til udtryk ved afstemningen om retsforbeholdet d. 3. december. Den diskussion er dog måske mindre interessant. Mere interessant kan det være at se på, hvilke fortællinger venstrefløjen, med Enhedslisten som hovedaktør på nej-siden, producerede i valgkampen, og hvor de fortællinger peger henad.

Undervejs i valgkampen blev der gentagne gange trukket retoriske kort, der gav mindelser om Junibevægelsens ’velkomst’ til 40 millioner polakker fra afstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998. National selvhævdelse og fjendebilleder spiller kontinuerligt en rolle i EU-debatten også hos en venstrefløj, hvis EU-analyse er farvet af en tværpolitisk EU-modstand, som den tager sig ud hos Folkebevægelsen mod EU.

Homokortet

Et eksempel var at læse i Enhedslistens folder op til afstemningen: ”Danmark vil kunne blive forhindret i at gå foran på retsområdet - for eksempel i forhold til homoægteskaber, bedre rettigheder til fædre og bedre LGBT-rettigheder.”

MF for Enhedslisten Pernille Skipper trak også homokortet i sin artikel på Modkraft d. 24. november, Jeg stemmer nej, fordi er jeg er socialist, hvor hun skrev:

”Mange [EU-medlemsstater] har stadig ikke tilladt registrerede partnerskaber, og et flertal har ikke tilladt homoægteskaber. Nogle har stadig forbud mod abort og rigtig mange har enorme problemer med menneskerettighedskrænkelser og diskrimination. De lande vil også skulle have indflydelse.”

Hvis man forholder sig til det faktuelle, så er spørgsmål om homoægteskaber slet ikke et EU-anlæggende, og havde dermed ikke noget med afstemningen at gøre. LGBT-rettigheder er heller ikke relevant i forhold til retsforbeholdet, men rettigheder for LGBT-personer kan blandt andet findes i diskriminationsforbuddet i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder.

Derudover er det længe siden, Danmark var et foregangsland på LGBT-området sammenlignet med flere af de øvrige medlemsstater.

Diskriminationsområdet, som Skipper også trækker ind i billedet, er ganske rigtigt at finde i flere EU-direktiver, men heller ikke det var relevant for afstemningen. Det ligger nemlig i lovgivning på eksempelvis arbejdsmarkedsområdet. Og selvom Skipper fremhæver diskrimination som noget, der er et problem i andre lande, er det faktisk sådan, at den antidiskriminationslovgivning, vi har i Danmark, kommer fra EU.

Danmark er nemlig ikke noget foregangsland her heller, tværtimod.

At besmykke sin egen dagsorden med LGBT-rettighedernes fortryllende fjer, selvom dagsordenen reelt handler om noget andet, kaldes pinkwashing. Pinkwashing er ikke blot et uskyldigt trick, der får politiske argumenter til at glide lettere ned, men er en taktik, der oftest knytter sig til nationalistiske dagsordener og går hånd i hånd med andetgørelse og nedgørelse af andre.

Vi er vant til at se begrebet pinkwashing anvendt i kritikker af eksempelvis Dansk Folkeparti eller Israel. Men når Enhedslisten ude af kontekst fremskriver Danmark som det foregangsland på LGBT-området, det reelt ikke har været i mange år, og gør menneskerettighedskrænkelser og diskrimination primært til et problem i andre EU-lande, er der anledning til at tænde advarselslamperne. Og anledning til at spørge, hvad det er, der gør, at den slags taktiske manøvrer giver mening for og forestillet legitimitet til et venstrefløjsparti, når der står EU på dagsordenen?

Det er i hvert fald svært at se, hvordan Enhedslisten kan bruge den fortælling til særligt meget, når den værste valgkampspopulisme har lagt sig, og partiet falder tilbage til sin rolle som vagthund i det nationalstatslige parlament.

Menneskerettighederne

På det mere generelle menneskeretlige område har Enhedslisten kørt afsted med en lignende damptromleflad udlægning, der føder en traditionel venstrefløjsfortælling om EU som ene og alene kapitalens ven.

Et eksempel var en plakat om, at ”EU-domstolen har afgjort, at EU ikke kan tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi det vil sætte menneskerettigheder over det indre marked.” Det er en udlægning så tendentiøs, at den balancerer på kanten af lodret løgn.

EU har et traktatfæstet Charter om Grundlæggende Rettigheder, som ligesom al EU-ret er i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det er et krav, at alle medlemsstater og ansøgerlande er tilsluttet konventionen. Der er imidlertid nogle komplekse juridiske problemstillinger ved at underlægge EU-retten konventionen som sådan, og det har EU-Domstolen udtalt sig om.

Det er desuden ikke en korrekt udlægning, at EU-Domstolen skulle være kapitalens forlængede arm – man kan let finde afgørelser fra domstolen, som peger i en positiv retning læst med menneskerettighedsbriller.

Man kan endda hævde, at det er domstolen, der er den reelle vagthund for menneskerettigheder i disse år: Dommene vedrørende Logningsdirektivet og Google i 2014 år bragte retten til privatliv ind i den digitale tidsalder, afgørelserne på diskriminationsområdet er dem, der har banet vejen for mere ligebehandling på det retlige område i Danmark, ligesom domme på asylområdet har været en løftestang for visse typer af asylsager.

Så når Pernille Skipper i ovennævnte tekst fortsætter ad sporet ved at skrive, at ”EU har faktisk ikke engang tilsluttet sig menneskerettighedskonventionen”, er det vanskeligt at læse det som andet end bevidst fordrejning. Er det sådan noget, der sker, når EU-modstanden er blevet det altoverskyggende strategiske mål i sig selv?

Den rumænske dommer

Det er ikke kun homokortet, der er blevet spillet. Andre karakterer er også blevet sat ind på scenen – ikke som dem, det potentielt er synd for, men som dem, man skal værne Danmark mod. Særligt ’den rumænske dommer’ blev etableret under valgkampen som en figur, der fik sit virale liv som skræmmebillede. Den rumænske dommer i ledtog med det uhumske østeuropæiske fængsel. Enhedslistens diskurs gav fin næring til den ide.

Under valgkampen talte Enhedslisten igen og igen om, hvordan danske borgere kunne blive underlagt udenlandske domstole, der kunne finde på grumme ting som ransagninger, aflytninger osv. af danske borgere. Her valgte man konsekvent ud af de 27 øvrige medlemsstater at fremdrage Rumænien, Ungarn og Italien (og i en vis udstrækning Grækenland og Spanien) som eksempler. Ind imellem personificeret som ’en rumænsk dommer’ osv.

En repræsentation, der lidt for præcist reproducerer og spiller på populære forestillinger om et farligt Østeuropa og et korrupt Sydeuropa.

Man spørger igen: Hvilke strategiske horisonter får dette til at give mening for et parti, der ser sig selv som internationalistisk? Og er Enhedslistens internationale samarbejdspartnere fra eksempelvis Rumænien og Italien monstro er enige i, at retstilstanden i deres respektive lande – herunder særligt deres niveau for LGBT-rettigheder og deres dommere – bør være vægtige argumenter for et dansk fravalg af EU-samarbejde?

De kvalificerede bud

Enhedslistens kampagne forsøgte tilsyneladende at appellere til venstrefløjsvælgere med slogans om retssikkerhed og demokrati, mens partiet gik efter den folkelige appel med en generel EU-modstand. I de ’folkelige’ EU-kritiske fortællinger indgik forestillingen om, at høje danske standarder ville risikere at blive hevet ned på andre landes niveau – og her trak Enhedslisten på gamle negative stereotyper om Øst- og Sydeuropa som farlige og korrupte. Samtidig argumenterede Enhedslisten for, at Europol kunne (og skulle) Danmark stadig være med i.

Internationalisme forudsætter ikke EU, og EU-modstand er ikke nødvendigvis nationalistisk, men den er pt. orienteret mod nationalstaten som politisk enhed, og idealisering af det danske demokrati har været et gennemgående træk i den netop overståede valgkamp.

Ærindet her er ikke forsvare EU. Det ville være at skyde forbi. En analyse af EU formes af, hvilke politikområder, man primært ser eller fokuserer på. Og at fremstille EU som udelukkende et nyliberalt og udemokratisk projekt er lige så enøjet som udelukkende at se det som et fredens projekt. EU er komplekst og den politik, der laves, peger både i positive og negative retninger, også set fra en venstrefløjsposition. Sådan er realpolitik.

En væsentlig pointe er, at der netop er meget, man kunne trække frem i lyset fra det realpolitiske game i og omkring EU.

Det er ærgerligt, at Enhedslisten ikke vil, tillader eller lægger op til en reel diskussion af konkrete EU-politikker. For partiets populistiske forfladigelse og afsporing indebærer ikke bare, at der spilles reaktionære taktiske kort, den forringer også venstrefløjens mulighed for at udvikle kvalificerede bud på, hvad vi kan og bør gøre med de udfordringer, vi står overfor.