Venstredrejning
2. juli 2012 - 17:45

Enhedslisten scorer på regeringskrise

På 10 dage har Enhedslisten fået 1424 nye medlemmer. Venstredrejningen skyldes frustration over regeringens forlig med de borgerlige, lyder forklaringen.

Siden regeringens overraskende skatteforlig med Venstre og Konservative forrige fredag har Enhedslisten oplevet en medlemsfremgang på 17 procent. 

Ikke færre end 1.424 personer har de seneste 10 dage meldt sig i det rød-grønne parti, som også stormer frem i meningsmålingerne.

Læs artikler »Enhedslisten sætter ny medlemsrekord« hos Jyllands-Posten.

Årsagen er tilsyneladende en stigende utilfredshed i særligt Socialdemokraternes og SF's bagland over regeringens forlig med de borgerlige – senest i weekenden med en reform af fleksjob og førtidspension.

– Der er enormt mange, der er skuffede over regeringen. Og måske især de politisk aktive, der havde engageret sig i valgkampen for at komme af med den skæve politik, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti førte. Og som nu kan se regeringen lave politik med netop dem. De vælgere er med berettigelse skuffet, og det viser de, siger Nikolaj Villumsen, en af Enhedslistens 12 folketingsmedlemmer, til Jyllands-Posten.

Læs også artiklen »Skatteaftale koster SF medlemmer« hos Modkraft.

Vil lytte på fagbevægelsen

Enhedslisten vil bruge den store opbakning til at forsøge at skabe politiske resultater, der afspejler behovet hos blandt andre fagbevægelsens medlemmer.

Det fortæller partiets gruppeformand Per Clausen i en pressemeddelelse og siger samtidig, at man vil afholde en række dialogmøder, som skal udmønte sig i en række udspil efter sommerferien.

– Der er helt sikkert enormt store forventninger til, at vi kan opnå store resultater i efteråret. Og det vil vi arbejde på. Men det kræver en debat med blandt andet fagbevægelsens medlemmer, så vi kan få tilkendegivelser om, hvad de ønsker sig, udtaler Per Clausen i en pressemeddelelse.

Læs pressemeddelelsen »Rød sommeroffensiv« hos Enhedslisten.

Desuden håber partiet på, at græsrødder og interesseorganisationer, som bliver ramt af regeringens politik, vil øge det udenomsparlamentariske pres for sammen med Enhedslisten at rykke regeringen til venstre.

– Vi appellerer til fagforeninger, handicaporganisationer, regeringspartiernes vælgere og alle anstændige mennesker om at hjælpe os med at lægge pres på regeringen for at få den ind på en solidarisk kurs, siger partiets socialordfører Finn Sørensen.

Læs pressemeddelelsen »S-SF-R sparker til de svage igen« hos Enhedslisten.

Redaktion: 

Annonce