Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Venstrefløj
22. september 2015 - 10:06

Enhedslisten: Reformpolitik og medlemsinddragelse må sættes i centrum

Enhedslisten havde allerede ved S-SF-R-regeringens start et forkert udgangspunkt: Man satte parlamentariske forhåbninger over en kritik af regeringens grundlag og opstilling af et offensivt reformprogram.

Trods fremgangen ved valget i juni står Enhedslisten i dag tilbage på et svagere grundlag end ved valget i 2011.

Fire års parlamentarisk fastlåshed under Helle Thorning Schmidts regering har svækket partiet som den kraft i samfundet, der kan repræsentere de brede lønmodtagers krav.

Partiets evne til at mobilisere og modstå de angreb, der forventeligt må komme eller ville komme fra Socialdemokraterne og SF er også svækket. Partiet kan ikke for alvor udfordre Socialdemokratiets samarbejdslinje over for Venstre, og partiets linje har bidraget til, at Dansk Folkeparti fik frit løb til at udvikle og ’proletarisere’ sin højrepopulisme.

Hele denne misere kræver en ædruelig evaluering af Enhedslistens politik i de fire år under den tidligere socialdemokratisk ledede regering.

Vi vil derfor bidrage til en forhåbentlig saglig diskussion af valgperioden, så der kan drages brugbare erfaringer, i stedet for at der skabes af letkøbte myter.

Det forkerte udgangspunkt

Efter valget i 2011 var forhåbningerne store i Enhedslisten. Nu skulle regeringen ’trækkes til venstre’.

Mange så partiet i rollen som venstrefløjens Dansk Folkeparti. Som partiet, der stod uden for regeringen, men fik synlige indrømmelser på mærkesager i forbindelse med finanslovsforhandlinger og herudover fingeraftryk på større lovforslag – i politikersprog kaldet reformer.

Efter fire år som støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering, kan vi konstatere, at det ikke gik sådan. Hvad gik galt?

Egentlig kan det undre, at partiet ikke var mere kritisk over for den nye S-SF-akse.

For det første fordi S-SF forslaget, Fair Løsning 2020, var mere borgerlig end venstreorienteret politik.

Lad os nøjes med at nævne forslaget om, at folk skulle arbejde en time mere om ugen. Et forslag som gik stik imod det, fagbevægelsen har kæmpet for i 150 år – kortere arbejdstid.

En times mere arbejde for folk, der allerede var i beskæftigelse, vil ikke skabe nye arbejdspladser. Tværtimod ville det på kort sigt øge arbejdsløsheden og dermed svække fagbevægelsen og arbejderklassen.

Hele Fair Løsning 2020 bar præg af udbudspolitik light. Det er uforståeligt, hvorfor Enhedslisten ikke tog kampen op i fagbevægelsen, men nøjedes med en parlamentarisk kritik af ideen og roste forslaget for at indeholde mange positive elementer.

I stedet talte Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse om ’rødt flertal’. Underforstået, at hvis S-SF-Ø havde opnået absolut flertal, ville der have været et rødt flertal. Det er at sætte tro og håb højere end en nøgtern vurdering af de pågældende partiers politik og hensigter.

Partiet blændede sig selv med ordene ’rødt flertal’ og ønsket om at komme af med VK-regeringen. Men det sagde intet om Enhedslistens egne politiske prioriteringer.

Som nævnt gik partiet bl.a. ikke ind for at forlænge arbejdsdagen. Ikke desto mindre figurerer forlængelsen som centralt element i Fair Løsning 2020. Frem for tro og håb skulle man have taget den politiske diskussion med S-SF før valget – ikke kun parlamentarisk, men ude i fagforeningerne og resten af samfundet.

Det kunne have skabt basis for at opbygge en modstand mod forlængelse af arbejdstiden og andre elementer i programmet. Troen forplumrede en reel mulighed for at mobilisere politisk og teste vælgernes politiske opbakning.

Enhedslisten låste sig oven i købet fast i valgoplægget Et retfærdigt Danmark.

Her står der på side 1: »Enhedslisten peger utvetydigt på en socialdemokratisk ledet regering efter valget«. Afsnittet slutter med: »Men en ny regering bliver med stor sandsynlighed afhængig af Enhedslistens mandater efter valget. Den indflydelse, som dette giver os, vil vi bruge på at trække Danmark til venstre. I en solidarisk, grøn og anstændig retning«.

Man må formode, at dette udsagn er godkendt af partiets hovedbestyrelse.

Man har med andre ord godkendt, at der utvetydigt skal peges på en socialdemokratisk ledet regering. Der henvises oven i købet flere steder til en rød politik og en rød regering.

Der er ikke nogen analyse af klassesituationen eller krisen i oplægget. Der er heller ingen analyse af Fair Løsning 2020 eller af den tilslutning eller rettere mangel på samme, som Socialdemokraterne og SF's fælles oplæg var blevet modtaget med. Dvs. der blev ikke foretaget en mulighedsanalyse.

Dernæst blev der ikke offentliggjort en reel analyse af Fair Løsning 2020, der grundlæggende er reaktionært på en række centrale punkter og viderefører VK-regeringens udbudspolitik, udbygger udliciteringspolitikken og godkender en budgetlov mv.

Der var absolut ikke noget rødt i det program. Man kunne knap tale om et brud med VK-regeringens politik. Det er således også en sandhed med modifikationer, at det endelige regeringsgrundlag efter møderne i »tårnet« afgørende bryder med Fair Løsning.

Af disse grunde begik Enhedslisten en taktisk brøler ved at skrive, at man ubetinget ville pege på en socialdemokratisk ledet regering. Tværtimod skulle partiet have gennemkritiseret Fair Løsning og forinden gjort det klart, at det havde fire til fem centrale krav, der skulle tages med i et regeringsgrundlag, hvis Enhedslisten skulle støtte en regering - altså danne parlamentarisk grundlag.

De punkter kunne sagtens være taget fra valgoplægget. Men den linje skulle have været fremført længe før valgets udskrivelse og fremført konsistent under hele valgkampen.

Det var i valgkampen, at især SF var følsom. Men Socialdemokraterne og SF fik politisk friløb under dække af overskriften »et alternativt rødt flertal«. Det eksisterede ikke. Det var en S-SF alliance, og den skulle selvfølgelig både kritiseres og støttes og stilles krav til. Dermed var Enhedslisten med til at skabe illusioner og urealistiske forventninger til en socialdemokratisk ledet regering.

Og det er det forhold, der har forfulgt vores parlamentariske arbejde lige siden.

Ved valget gik såvel Socialdemokraterne som SF tilbage. Fra vores stol betragter vi det som mistillid til S-SF-aksens politiske udspil. Og Enhedslistens fremgang som et håndslag til at stå fast på partiets centrale prioriteringer og politik. Den opfattelse kom ikke til at styre Enhedslistens folketingsgruppe eller hovedbestyrelse.

Enhedslisten fastholdt sin utvetydige støtte til Helle Thorning-Schmidt som statsminister, uagtet der i regeringsgrundlaget stod, den ville videreføre VK-regeringens økonomiske politik.

Dermed afskar partiet sig fra at mobilisere, for hvad skulle der mobiliseres på? Hvordan stille offensive krav til finanslovsforhandlingerne, når man allerede havde indvilget i at være parlamentarisk grundlag for en regering, hvis program var en videreførelse af VKs politik inden for rammerne af en budgetlov, der realiserede EU’s nyliberale nedskæringspolitik i Danmark?

Kunne man så i virkelighedens verden have undgået at blive parlamentarisk grundlag for S-SF-R-regeringen?

Efter vores opfattelse var det en oplagt mulighed: Man kunne have peget på Helle Thorning som forhandlingsleder og samtidig forbeholde sin stilling, indtil man så regeringsgrundlaget.

Enhedslisten kunne derefter have gjort klart, at partiet ikke på det grundlag kunne være regeringens parlamentariske grundlag og samtidig gøre klart, at det ikke umiddelbart ville være med til at vælte den, hvis det skulle komme til en tillidsafstemning.

På det tidpunkt ville Enhedslisten have haft alle muligheder for at forklare, hvorfor S-SF gik tilbage, og hvorfor Enhedslisten ikke ville lægge stemmer til en videreførelse af VK-regeringens politik, og hvorfor man anså sine egne få krav for værende ufravigelige.

Men Enhedslisten gjorde ingen af delene, og således havde partiet og ikke bare folketingsgruppen spillet sig alle kort af hænde, når man selv havde medvirket til at indsætte en regering på et grundlag, der ville videreføre den borgerlige regerings politik.

Herfra var det kun et spørgsmål om, hvor meget vi kunne bremse driften til højre og ikke et spørgsmål om, hvorvidt regeringen kunne trækkes til venstre.

Der var ikke noget at trække med, fordi Enhedslisten ikke uden store problemer kunne vælte den regering, den selv havde medvirket til at sætte ind. Og hvis den parlamentariske mulighed af ovennævnte grunde ikke var en reel mulighed, kunne der hverken presses, mobiliseres eller diskuteres åbent. For enhver mere principiel kritik ville virke som en boomerang.

Hvad blev der af klassekampen?

Godkendelsen af S-SF-R-regeringen og Enhedslistens rolle som parlamentarisk grundlag indebar ikke kun, at partiet afskar sig fra at mobilisere. Partiets organisation og medlemmer mistede også deres centrale funktion som politikudvikler og som dem, der gik ud og kæmpede for partiets politik.

Politikudviklingen og den politiske kamp blev koncentreret omkring folketingsgruppen og det parlamentariske spil. Ikke fordi nogen bare ville det sådan, men fordi den situation, vi havde bragt os i, krævede det.

Afskåret fra at kritisere regeringens åbenlyst neoliberale politik, blev partiets reelle politik og profil i den offentlige politiske debat først og fremmest båret af en socialpolitisk kritik af angrebene på velfærdssamfundet og ikke af en klar klasselinje, hvor man som socialistisk parti grundlæggende tillægger kampen for velfærdsløsninger det gennemgående formål: at forbedre de brede lønmodtagergruppers sociale- og økonomiske tryghed og sikkerhed med henblik på at forbedre deres styrke i den videre klassekamp.

Og her hjælper det ikke, at kritisere finanslovsforhandlingernes lukkede forhandlingsforløb ved at henvise til, at man derved afskar sig fra at mobilisere. For hvad skulle der mobiliseres på?

Hvordan stille offensive krav til finanslovsforhandlingerne, når man allerede i 2011 indvilgede i at være parlamentarisk grundlag for en regering, hvis program var en videreførelse af VKs politik indenfor rammerne af en budgetlov, der nationaliserede EU’s austerity-politik i Danmark? Det indebærer tillige, at al snakken om mistillidsvota ville have været den rene demonstrationspolitik.

En lukket og ahistorisk kritik af det parlamentariske forløb og af folketingsgruppens og hovedbestyrelsesflertallets ageren skyder for det første forbi målet. Alene af den grund, at partiet allerede i 2011 afskrev de mål, som man selv stillede op i valgudspillet »Et retfærdigt Danmark«.

I det udspil er der en række ganske udmærkede krav, som skulle have været fremført sammen med en lige så markant kritik af det Fair Løsning 2020-program, som S-SF havde fremlagt.

Det kunne så have været realiseringen af valgudspillets væsentlige punkter, eller dets udbredelse blandt lønmodtagerne som reelt alternativ, der blev lagt til grund for en vurdering af partiets parlamentariske taktik og faktiske ageren.

For det andet indebar det ’røde’ symbolmageri og godkendelsen af S-SF-R regeringen, at partiet aldrig fik bragt sig i en situation, hvor det kunne mobilisere og inddrage hele partiorganisationen.

Faktisk var al snakken om en et ’rødt flertal’ eller et ’rent rødt flertal’ en barriere for, at Enhedslisten både før, op til, under og efter valget kunne mobilisere for en konkret ’rød politik’ bygget op over de centrale dele af partiets egen politik.

Både for at mobilisere, men også for at advare de mange lønmodtagergrupper og deres faglige organisationer om, at det, der så ud til at være rødt, i virkeligheden ikke var det. Det ville have givet partiorganisationen en central funktion før, under og efter.

Så det er alt for let bare at kritisere ledelsen for at føre lukkede forhandlinger mv., når de ledende organer plus hovedbestyrelsen og årsmødet ikke havde fremlagt en mobiliserende taktik for det parlamentariske arbejde.

For os at se, er det en følge af fire års parlamentarisk fastlåshed, at partiet som socialistisk parti er blevet svækket som den kraft i samfundet, der kan repræsentere de brede lønmodtagers krav. Partiet er også blevet svækket hvad angår evnen til at mobilisere og modstå de angreb, der forventeligt måtte komme eller ville komme fra Socialdemokraterne og SF.

Partiet har også mistet styrken til for alvor at udfordre Socialdemokratiets nye samarbejdslinje, og partiets linje har bidraget til, at Dansk Folkeparti fik frit løb til at udvikle og ’proletarisere’ sin højrepopulisme. For der er reelt ingen andre politiske partier, som kan eller tør udfordre Dansk Folkeparti og samtidig præsentere de mange arbejderstemmer for et reelt alternativ.

Dermed står Enhedslisten trods fremgangen ved valget i juni tilbage på et svagere grundlag end ved valget i 2011.

Enhedslisten – et parti i forandring

Forskydningen af perspektivet mod en parlamentsorientering afspejler sig dialektisk i de politisk-organisatoriske ændringer partiet har været igennem de senere år.

Det er ingen tilfældighed, at det nyligt vedtagne principprogram indebærer, at socialisme opfattes og fortolkes som en demokratisering af ejendomsforholdene og ikke som en ophævelse af kapital-lønarbejdeforholdet eller den kapitalistiske arbejdsdeling.

I kølvandet herpå er det også vores opfattelse, at hvis de organisatoriske ændringer, Enhedslistens hovedbestyrelse har lagt frem til vedtagelse på det kommende årsmøde, vedtages, så er partiet på vej til at blive vælgerforeningsparti, hvis hele funktion vil være bundet til det parlamentariske arbejde.

Det betyder for os at se, at diskussionen af den parlamentariske taktik og grundlaget for den nødvendigvis må placeres i en noget bredere ramme end den, der hidtil er lagt op til.

Det haster faktisk med at revurdere vores principprogram og dets politiske konsekvenser og samtidig udforme en egentlig og konkret socialistisk reformstrategi, der kan binde det parlamentariske arbejde i Folketing, byråd og regionsråd sammen med massearbejdet og også inddrage partiets strategiske linje for holdningen til EU.

(Det er absolut ikke uvigtigt at notere, at Enhedslisten efter kommunal- og regionsvalget i 2013 også opnåede en lokal forankring, det aldrig tidligere havde haft. Hermed opstod en mulighed for ikke kun at føre den politiske kamp i de enkelte kommuner, men tillige muligheden for at forbinde den lokale, den nationale og den internationale kamp mod eksempelvis budgetloven. Heller ikke den mulighed blev grebet af Enhedslistens ledelse. I stedet sidder mange af de lokale byrødder ensomme tilbage, når budgetter skal lægges og nedskæringer gennemføres. At den sammenbinding ikke er sket, henfører vi til fraværet af en samlende, politisk strategi).

For vi kommer ingen vegne med abstrakte formler, som at i nogle perioder har det parlamentariske forrang, mens det i andre perioder ikke har det.

Gennem teoretiske analyser og på grundlag af over 100 års praktiske erfaringer ved vi, at den radikale kamp mod kapitalismen forudsætter en enorm mobilisering og frigørelse af massernes energi og opgøret med den borgerlige udgave af det repræsentative demokrati. Det kræver socialistisk demokrati, hvor dem, der beslutter, også er med til at føre beslutningerne ud i livet.

Hvis ikke, kan vi ikke gennemføre opgøret med vareproduktionen og de anarkistiske markedskræfter og erstatte samfundets økonomiske grundlag med en helt anden form for social produktions- og distributionslogik.

Men når det er sagt, hører det også med, at forholdet mellem socialistisk strategi og parlamentarisk taktik altid har været og vil være spændingsfyldt. Det borgerlige parlament cementerer den kapitalistiske arbejdsdeling og fastholder de klassemæssige underordningsforhold.

På den anden side og af samme grund nærer store dele af lønmodtagergrupperne illusioner om mulighederne for at bruge parlamentet til at realisere sine interesser. De nærer også tillid til de borgerlige friheds- og lighedsværdier.

Det betyder, at et socialistisk parti er tvunget til at udøve positiv parlamentarisme, dvs. at optræde professionelt og seriøst i parlamentet.

Parolen om først og fremmest at bruge parlamentet som talerstol er i bedste fald forsimplet. Selvfølgelig skal man tale fra parlamentet – og tale godt og klart.

Men man skal også arbejde og udføre solidt lovgivningsarbejde - og også handle fra parlamentet ud i samfundet. Men det skal foregå meget præcist, så formidlingen mellem handlen ude i samfundet og inde i parlamentet er klar, overskuelig og logisk.

Der er således en kontinuerlig vekselvirkning mellem initiativer indenfor- og udenfor parlamentet. Hvor initiativet tages, afgøres af den daglige kamps egen dynamik og ens reformstrategi. Det afgørende er, at et socialistisk parti skaber sig moralsk og politisk legitimitet i vælgerkorpset til at kunne handle selvstændigt og uafhængigt af mainstream-partiernes evindelige taktiske spil.

Lad os eksemplificere med henvisning til vores eget valgoplæg til valget 2011.

Når partiets valgoplæg opererer med indgreb overfor bankerne, om gennemførelse af en øget beskatning af de rige, med en betalingsring, med omfordeling for 15 mia. kr. osv. og samtidig sammenholder disse krav med Fair Løsning 2020, så burde man kunne sige sig selv, at Enhedslisten fra dag et ville komme på kollisionskurs med S-SF og hele den borgerlige presse.

Derfor må følgende helt enkle spørgsmål stilles og besvares i hele partiet: Hvad har partiet af modsvar, eller hvad skal partiet have af modsvar? Kan partiet bruge pressen? Kun i begrænset omfang. Kan partiet forklare sig i artikler, kronikker mv.? Kun i begrænset omfang. Hvad kan partiet så gøre?

Vi kunne allerede før vedtagelsen og trykningen af oplægget have besluttet os for, hvordan hele partiorganisationen kunne spændes for valgoplæggets vogn. Hvordan vores medlemmer skulle mobiliseres. Hvad de skulle gøre. Hvorhenne osv.

Hermed opbygges der en stabiliseringsbuffer over for den uvilkårlige parlamentsorientering og spændingsforholdet mellem parlamentstaktik og samlet reformtaktik, som vi vanligvis glemmer.

Når medlemmerne i en større spændingssituation som f.eks. ved kritikken af Fair Løsning 2020 har været ude i fagforeninger, foreninger, bevægelser og gader og stræder for at forklare partiets politik, så har de samtidig sat deres status og autoritet ind på, at partiet også parlamentarisk gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at virkeliggøre partiets egen politik.

Medlemmerne har en helt konkret interesse i, at folkene på tinge gennemfører det, man har lagt frem, eller forklarer hvorfor, det ikke kunne lade sig gøre. Der opbygges med andre ord et systemisk pres, som hvis det forsøges undergravet oppe fra, vil undergrave partiets goodwill.

Og når nu de mange partimedlemmer har været ude og prædike det glade budskab og efterfølgende støder på kritiske røster rundt om, så sættes de under pres. Enten forsvarer de med hud og hår partiets parlamentariske resultater, eller også lytter de og diskuterer med kritikerne (det træner i øvrigt også vores folk).

I første tilfælde lyser deres stjerne kort tid. I andet tilfælde går man ind i en relation, der er knyttet forventninger til. Indfris forventningerne ikke, lyser stjernen også kort her. Det betyder, at kritikken må bæres ind i partiet og ind i folketingsgruppen og partiets ledelse.

Partiet får med andre ord brug for forskellige formaliserede procedurer for at befordre forbindelsen mellem massearbejdet og det parlamentariske arbejde.

I dette gensidige perspektiv giver det for os at se ikke mening at opererer med begreber som ’forrang’ og ’bagrang’. Derimod har vi, som sagt, et akut behov for at afklare det indbyrdes forhold mellem de to begreber ’socialistisk reformstrategi’ og ’parlamentarisk taktik’.

Afsluttende bemærkninger

Vi mener, at det er vigtigt, at evalueringen af politikken under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode skal tage afsæt i den konkrete historiske situation og de eksisterende, politiske styrkeforhold i og udenfor Folketinget.

Vi ønsker med vores kritik, at løfte kritikken op til en mere principiel kritik af parlamentsfikseringen som princip og tendens. Derved kritiserer vi selvfølgelig også det flertal i partiets ledende organer, der som udgangspunkt helt tilbage i 2011 gjorde sig skyldig i parlamentariske illusioner og således har været medansvarlige for beslutningerne.

Efter vores opfattelse kommer vi ikke ret meget længere end til tekniske diskussioner og abeplaceringer, hvis vi ikke fører diskussionen af de sidste fire års parlamentariske arbejde ind i en mere principiel diskussion af forholdet mellem parlamentarisk taktik og socialistisk reformstrategi.

Og ud fra den opfattelse, mener vi, at diskussionen må tage sit udgangspunkt et helt andet sted end i en mere eller mindre abstrakt og kontrafaktisk diskussion af, hvad Enhedslisten kunne have gjort i de konkrete situationer i den forgangne periode.

Diskussionen og analysen må derimod tage sit udgangspunkt i vurderingen af Socialdemokraterne og SF’s politiske opgør med VK og deres politiske program for regeringsmagten samt og ikke mindst af stemningen i fagbevægelsen og blandt lønmodtagerne, herunder deres forventninger og ikke mindst illusioner om, hvad et ’rødt’ flertal egentlige ville og kunne.

For os at se er det forudsætningen for at komme videre med den opgave, der alvorligt presser sig på: Udarbejdelse af en konkret reformstrategi, som også omfatter en linje for den parlamentariske taktik. Og her er det ikke tilstrækkeligt med overordnede formuleringer, som at vi stemmer for den mindste forbedring og mod enhver forringelse.

Her bliver opgaven konkret at bestemme, hvordan den parlamentariske taktik kan fremme partiets reformpolitik og styrke opbakningen hertil blandt lønmodtagerne. Men det skal være reformpolitikken, der bestemmer den parlamentariske taktik og ikke omvendt – og det er hele partiets ansvar og opgave at bestemme den taktik.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Jan Mølgaard og Niels Henrik Nielsen er medlemmer af Enhedslisten.


Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce