Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
31. august 2016 - 15:46

Enhedslisten - permanent opposition eller aktiv forandring?

KOMMENTAR: »En alliance med et småborgerligt, hiphopkapitalistisk og glad iværksætterparti kan, uanset hvor mange sympatiske tanker og ideer Alternativet har, ikke være et socialistisk partis strategiske svar på lønmodtagernes problemer,« skriver tre medlemmer af Enhedslisten, der heller ikke ser noget samfundsforandrende i Enhedslistens nyeste udspil.

Pelle Dragsted vil opbygge en ’forandringsalliance’ med Alternativet og SF, og ELs folketingsgruppe vil afskaffe fattigdomsydelserne.

Afskaffelsen af fattigdomsydelserne var det vigtigste budskab, der kom ud efter ELs folketingsgruppes sommermøde. I hvert fald var det budskabet, som DR formidlede.

Det understreges af folketingsgruppens udspil »Ulighed gør os alle fattigere«, som indeholder fire initiativer:

  • Fra overdanmark til fattigdomsbekæmpelse
  • Fra formuebeskatning til SU og bedre uddannelse
  • Fra selskabsskat til folkeskolen
  • Fra giftskat til billigere økologi 

Afskaffelse af fattigdomsydelserne er ikke et uvæsentligt krav. Men det er ikke det vigtigste.

Hvis EL ønsker at være den samfundsforandrende kraft, partiet hævder at være, så er det kampen for arbejderklassen og andre undertrykte samfundsgruppers politiske og sociale rettigheder, som må være omdrejningspunktet.

Læs også interviewet med Pelle Dragsted: »Dragsted om forandringsalliance: Vi er ikke statister i socialdemokratisk magtspil«

Læs Modkraft-artiklen »David Trads: Elbæk som statsminister efter næste valg? Sagtens...«  

I en sådan strategi er fagbevægelsen den væsentligste kampscene. Det vender vi tilbage til.

Klasseparti eller interesseparti?

»Ulighed gør os alle fattigere« cementerer EL som et interesseparti.

Partiet kæmper for de fattige, de uddannelsessøgende osv. For dem som har mindst mod dem som har mest. En strategi som ligger i forlængelse af politikken hos bevægelser som Occupy Wall Street og Podemos.

Ingen tvivl om at hvis disse bevægelsers krav blev gennemført, ville vi få et bedre samfund. Men der er intet samfundsforandrende i deres krav – og dermed heller ikke i »Ulighed gør os fattigere«.

Samfundet ville fortsat være et kapitalistisk klassesamfund. Hertil kommer, at kampen for disse krav primært er og bliver en parlamentarisk kamp. 

At kæmpe for undertrykte gruppers rettigheder er en naturlig del af det politiske arbejde for et socialistisk parti. Ikke fordi det er synd for disse mennesker, men fordi det er forudsætningen for et opgør med den »syndebukkepolitik«, som også Socialdemokraterne nu har taget til sig i deres nostalgiske kamp for at forsvare den velfærd, partiets ledelse selv så ihærdigt har medvirket til at nedbryde.

At kæmpe for samfundsforandring er imidlertid selve kernen i et socialistisk partis opgave. Og i den kamp er lønmodtagerne krumtappen.

Og hvis man ikke formår at forbinde sig med arbejderklassen, ender venstrefløjen med kun at kunne bekymre sig om den voksende ulighed, tage parti for de ulykkeligste: flygtninge, handicappede, asylansøgere og beklage sig over racisme og sexisme. Medlidenhedens kar er umådeligt, men de visioner, der skulle forandre samfundet, har lidt druknedøden i dette kar.

’Forandringsalliancen’

Pelle Dragsteds forslag om en ’forandringsalliance’ bestående af EL, Alternativet og SF er et andet strategisk initiativ fra ELs side tidligere på året, og som Pernille Skipper gentog på årets folkemøde på Bornholm.

Perspektivet for en sådan alliance er de idéer, der i flere år har cirkuleret blandt ELs inderste kerne om at erstatte Socialdemokraterne som landets største, venstreorienterede parti og gribe regeringsmagten.

Dette kan så ske ved at indgå alliancer, der hviler på så vagt formuleret et grundlag, at man kan rumme ikke-socialistiske partier som Alternativet.

Idéen om denne alliance er med stor sandsynlighed et barn af de frustrationer, der opbyggedes i ELs ledelse efter årene som støtteparti til den tidligere socialdemokratisk ledede regering – frustrationer der i høj grad var selvforskyldte.

Både fordi man, inden man tilsagde regeringen sin støtte, ingen betingelser opstillede for denne støtte, og fordi man valgte at overse regeringsgrundlagets helt centrale udsagn om, at den nye regering ville videreføre den tidligere, borgerlige regerings økonomiske politik i videst muligt omfang.

Men en alliance med et småborgerligt, hiphopkapitalistisk og glad iværksætterparti kan, uanset hvor mange sympatiske tanker og ideer Alternativet har, ikke være et socialistisk partis strategiske svar på lønmodtagernes problemer. Det kan højest være et taktisk skridt i den parlamentariske kamp. 

I denne sag må EL sætte sig ud over sine frustrationer og lade sig lede af en ordentlig analyse af de mange modsætninger, revner og sprækker, den globaliserede kapitalisme, ikke mindst i EU, fremviser.

For den, der forstår denne virkelighed, frembyder kaos jo en excellent situation.

Klassekampen som omdrejningspunkt

Hvis Enhedslisten vil være andet end en korrektion til de herskende samfundsforhold, er der derfor ingen vej uden om, at arbejdet i fagforeningerne er omdrejningspunktet.

Det handler om at genskabe fagforeningerne som en social bevægelse, der kan danne grundlag for alliancer med dele af middelklassen samt andre sociale bevægelser.

Når Socialdemokraterne har så stor indflydelse i fagbevægelsen, skyldes det netop, at ingen partier kommer med et alternativ bud på den økonomiske og politiske udvikling.

Når de store partier – herunder Socialdemokraterne – er enige om at føre en neoliberal, økonomisk politik, forsvinder dette emne fra dagsordenen. Det bliver så at sige et emne uden for diskussion.

I stedet bliver værdipolitikken vigtig. I Socialdemokraternes politik er det blevet åbenlyst, at udlændingedebatten ikke bare handler om værdipolitik, men om økonomi. Og at denne økonomiske dimension tages seriøst af mange, også i arbejderklassen.

Velfærdspolitik handler også om at forsvare velfærden og om almindelige lønmodtagere. »Ofrene« for neoliberalismen er ikke blot flygtninge og indvandrere, men også de studerende, arbejdsløse og først og fremmest lønmodtagerne i almindelighed.

Fem forslag

Skal denne tendens vendes med klassekampen som omdrejningspunkt, er det derfor helt afgørende at komme med et bud på en anden udvikling.

Det er ikke nok at nedbryde Socialdemokraters tillid til deres højredrejede ledere, vi skal også sammen med disse socialdemokrater formulere et alternativ, og det skal gøres i praktisk kamp og alliance for bestemte krav.

Her er fem bud på krav, man kunne arbejde for at skabe opbakning omkring:

  • Dagpengereform - Fordi det handler om at skabe større økonomisk tryghed for den enkelte lønarbejder.
  • Fordeling af arbejdet -Et første skridt mod et opgør med neoliberal, økonomisk politik. Fordeling af arbejdet eller nedsat arbejdstid. Hvis socialdemokraterne siger, det ikke kan lade sig gøre, kan EL spørge, om de så mener, arbejderne skal gå ned i løn for at skabe flere arbejdspladser.
  • Afskaffelse af fattigdomsydelserne - Ingen skal så at sige tabes på gulvet.
  •  Ambitiøs miljøsatsning på vedvarende energi og økologi - Kapitalen vil ikke investere i infrastruktur og miljørigtig energi, men kun score profitten i forbindelse med privatisering.
  •  Frihed til kommunerne - I bund og grund et opgør med budgetloven.

For at sige det kort og lidt propagandistisk: Tiden er inde til, at kapitalen betaler for de goder, den får og de problemer, den skaber. Hvad enten det er arbejdsløshed, sygdomme eller forurening.

  • Kamp mod TTIP og andre globale frihandelsaftaler - I stedet for at fortsætte og forstærke liberaliseringer og privatiseringer skal det gøres vanskeligere at investere spekulativt, omgå beskatning, arbejdsmiljø- og miljøstandarder mv. 

Kampen mod TTIP kan være med til at skabe et internationalt perspektiv og er et eksempel på, hvor der er grundlag for internationalt samarbejde. 

Et regeringsalternativ som perspektiv

Hvis EL ikke bare skal være støtteparti og ikke blot fostre en luftspejling som forandringsalliancen, hvis EL skal kunne arbejde i fagbevægelsen, og hvis EL skal erobre retten til løbende at formulere sin egen politik, skal partiet være i stand til at samle bredt om et regeringsalternativ.

Som Pelle Dragsted formulerer det, og som landsmødet 2015 formulerede det, er det opskriften på permanent opposition, som reelt fritstiller Socialdemokraterne, fordi kun få vil støtte en sådan alliancen. Og man vil ikke kunne arbejde med den parole i fagbevægelsen.

Man kan kun samle en bred bevægelse i fagbevægelsen for en anden og mere progressiv politik, hvis den også indbefatter et regeringsalternativ.

Argumentet for et sådant alternativ udgår fra den kendsgerning, at der er en række akutte opgaver, der trænger sig på for at løse almindelige lønmodtageres problemer.

EL sætter helt naturligt spørgsmålstegn ved, om de borgerlige kræfter i dette land stiltiende vil se på en sådan udvikling.

Nej, det vil disse kræfter ikke ,og derfor skal der mobilisering til. Gennem denne mobilisering vil EL forbedre sine muligheder for at forfægte sin egen politik og på hvert niveau i mobiliseringen være det parti, der kan perspektivere de næste skridt, hvor bl.a. Socialdemokraterne vil træde tilbage eller træde på bremsen.

Den kamp kan ikke vindes parlamentarisk.

Hvis arbejderklassen ikke mobiliseres i fagforeningerne for krav, der opleves relevante, vil den hænge fast i gamle vaner og måder at tænke på.

Den vil forblive tilskuer og alene støtte de partier, der lige her og nu forekommer fornuftige eller troværdige, og det vil ofte være S – eller i værste fald DF.

Omvendt kan EL påbegynde opbygningen af en bevægelse og i fagbevægelsen agitere for, at der skal skabes et pres for, at S-SF-EL går sammen for at skabe et regeringsalternativ.

Et regeringsalternativ er nemlig ikke et parlamentarisk spørgsmål. Og allerede i det arbejde kan EL skabe sin egen platform og troværdighed.

Hvor forandringsalliancen er et parlamentarisk fænomen og ikke fordrer mobilisering af partiet, men derimod passer til fattigdomskampagnen, forudsætter enhedsarbejdet og agitationen for et regeringsalternativ et højt mobiliseret og kvalificeret parti, der på alle niveauer kan argumentere, mobilisere og organisere.

Det er i det sidste perspektiv, at det samfundsforandrende grundlag opbygges, mens der i en parlamentarisk baseret alliance først og fremmest sker smårokeringer indenfor venstrefløjen. Derfor betyder valget af strategi også alt for den videre udvikling af EL.

Følges det første perspektiv, bliver partiet kun rammen om Socialdemokraternes hjælpetropper. Vælger man det andet, skal partiet udvikles til en organisation, hvor medlemmerne skal skoles og organiseres, så de kan handle selvstændigt og samtidig øve indflydelse på partiets politiske linje.

Vælger man den første linje, kan man nøjes med et formelt medlemsdemokrati - den anden linje forudsætter en høj grad af reelt demokrati.

Enhedsarbejde i fagforeningerne og kampen for et regeringsalternativ, hvor EL ønsker at spille en afgørende rolle, kræver en anden måde at tænke politik på, hvor man ikke styres af meningsmålinger, fokusgrupper eller hvorvidt noget er realistisk i Christiansborg-perspektiv, men hvorvidt det skaber opbakning og troværdighed i fagforeningerne og andre steder.

Forfatterne er alle medlemmer af Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce