Enhedslisten og det revolutionære sprog

I artiklen Socialdemokrater og det danske sprog fra 1904 gør arbejdsmand Sørensen sig bekymringer over, at Socialdemokratiets sprogbrug er blevet for svært og frygter dermed, at denne udvikling vil ende med at skubbe arbejdere væk fra partiet i stedet for at tiltrække dem (Socialisten nr. 2, 1904).

Det er især udanske ord som ’arrangere’, ’individuel’, ’kontingent’ og ’revisionistisk’, som arbejdsmand Sørensen bekymrer sig om.

Det har siden hen vist sig, at arbejderklassen var smartere end som så.

Socialdemokratiet fortsatte med at vokse, danskerne lærte at forstå de nye ord, og nu om dage er det svært at føre politik uden at gøre brug af de fleste af disse ord.

Derfor kan det virke som et ekko fra fortiden, at Enhedslisten med den igangværende debat om partiets principprogram nu diskuterer sprogbrug i stedet for politik – og det på grund af den åbenlyse mangel på erkendelse af, at også ord er politik.

Enhedslistens programdebat

På trods af at debatten om principprogrammet fra start er blevet iscenesat som en debat om brug af støvede formuleringer og 70’er-retorik, er denne begrundelse ikke taget op til diskussion.

Fra flere sider er der blandt EL-medlemmer i stedet fremsat synspunkter, der går på, at partiet bedst kan skrive et nyt program ved at foretage en stor udrensning af såkaldte 70’er-udtryk.

Jan Hoby fremsætter således på Modkraft.dk en ønskeliste af ord, han helst så ude af Enhedslistens (og venstrefløjens) ordforråd, mens Rune Lund sammesteds mener, at man bør genopfinde det sprog, der bruges til at beskrive, hvad det er for et samfund, Enhedslisten ønsker sig.

Begge steder knyttes dette ønske ikke til den logiske konsekvens, at man ved at ændre de ord, man bruger til at beskrive verden, også ændrer politikken bag.

At ord forældes er selvfølgeligt givet. Af samme grund udrenser Dansk Sprognævn hvert år et antal obskure og forældede ord fra det danske sprog.

At have et sådant nævn på venstrefløjen er dog en anden sag; for modsat de ord, der årligt forsvinder fra det danske sprog, er begreber som reformisme, centralisme og revolution hverken obskure eller forældede.

De er derimod en fast bestanddel af det ordforåd, vi på venstrefløjen bruger til at beskrive den politiske verden, vi befinder os i.

At angribe brugen af dem er derfor at angribe den begrebs- og forestillingsverden, der knytter sig til dem.

Og det er netop hvad, vores opponenter gør, når de fordømmer ord som værende »70’er-udtryk«: Man bestræber sig på at fortælle, at verden har ændret sig drastisk siden 1970erne, mens venstrefløjen med dens ordforråd – og derved også dennes billede af verden – er forblevet den samme.

Historisk udvikling

Som altid adskiller den historiske situation vi i dag står i sig fra tidligere tiders, og denne nye situation kalder givetvis på nye begreber. Men disse begreber må vokse organisk frem af den politiske kamp og kan ikke skabes kunstigt.

De ord, vi allerede bruger, er også underlagt et pres fra verden, fra skift i den historiske situation, fra politisk kamp og fra ideologisk pres, der på denne måde ændrer ordenes betydning over tid.

Den tyske historiker Reinhart Koselleck viser således, hvordan et af venstrefløjens mest brugte ord, revolution, også ændres gennem historien.

Han skriver, at som forlængelse af den franske revolutions oplysning: »… fra mangfoldigheden af revolutioner, opstod ’revolutionen’«  (Futures past: On the Semantics of Historical Time, Columbia university press, New York (2004) s. 35). I stedet for at revolution betød en cirkulær bevægelse, der i sidste ende vil ende ved sit start punkt, kom revolution til at betyde et markant brud med den eksisterende situation.

Denne ændring i ordets betydning var en afspejling af de bevidsthedsmæssige forandringer mange gennemgik, som følge af samfundets brydsomme udvikling.

Revolution kunne nu ses, ikke som en stabil kraft i balance, men som en drivkraft i Historien (et andet ord der udleder sin nuværende betydning fra samme tidsperiode).

Ordenes betydninger forandrer sig. Således betyder en del af de ord, som Jan Hoby vil have ud af venstrefløjens ordforråd, sikkert allerede noget andet for yngre socialister, end det gør for dem, der havde deres politiske opvækst i skyggen af Sovjetunionen.

Uden at ville foretage en semantisk analyse af de nævnte ord og udtryk, er der dog næppe sket et skred, der besværliggør kommunikation på tværs af generationer og af den grund skulle retfærdiggøre ordenes udviskning.

Ikke desto mindre rammer de nævnte debattører et ømt punkt, når de gør sig bekymringer om, at venstrefløjen i almindelighed – og for indeværende Enhedslisten i særdeleshed – bruger ord, der er uforståelige for den brede befolkning.

Deres diagnose er således korrekt, men medicinen er det ikke, og dette fordi diagnosen er overfladisk og ikke forholder sig til problemets årsag, nemlig den historiske udvikling.

Dette er paradoksalt i og med, at nøglen til denne erkendelse netop ligger i de ofte gentagede »støvede« 70’er-formuleringer; for disse ord stammer (selvfølgeligt) ikke fra 1970-erne men er derimod langt ældre.

Blot var det i 1970erne, at de havde deres storhedstid i den offentlige debat som en afledt konsekvens af den rolle, marxismen spillede på universiteterne rundt om i Europa i denne periode.

Ved gennem universitetsmarxismen at være blevet påvirket af marxistisk sprogbrug, og derved tankegang, bragte nyuddannede kandidater dette sprog ind i den offentlige debat. Den videnskabsteoretiske kamp for marxismen på universiteterne led imidlertid nederlag gennem 1980’erne og 1990’erne og er derigennem forsvundet fra det daglige (og politiske) sprog.

Det skete ikke, fordi ideerne ideologisk led nederlag men derimod fordi, den objektive historiske situation ændrede vilkårene for diskussionen.

Neoliberalismens kamp mod og efterfølgende sejr over fagbevægelsen i denne periode, Sovjetblokkens sammenbrud og det efterfølgende kollaps i kommunistiske og socialistiske partier gennem Europa bidrog således alle til denne udvikling.

Ved at lide nederlag i disse praktiske kampe led den marxistiske videnskabsteori også nederlag på universiteterne.

Derfor tales der i dag, også i den offentlige debat, om ’konstruktioner’ og ’diskursive ændringer’ frem for om produktionsforhold og klassekamp.

Med et klart mål for øje lykkedes det for højrefløjens ideologer at indføre et neoliberalt hegemoni i den offentlige debat, sådan som vi har oplevet det siden hen.

Det politiske ord

I dag er denne situation dog igen ændret, og de socialistiske partier over hele Europa er i fremgang.

Nu er det ikke socialismen, men derimod det kapitalistiske system og dets ideologiske afspejlinger, der er under pres; men hvor de neoliberale ideologer tilbage i 1980’erne aktivt forsøgte at omforme deres politiske sejre til ideologiske sejre, mangler venstrefløjen i dag imidlertid sådanne ideologiske mål.

Frem for at tage ved lære af en sådan fremsynethed og dermed erkende, at det socialistiske projekt ud over faglige og politiske sejre også har brug for at sikre sig det sproglige herredømme i hverdagen, foreslår mere eller mindre prominente medlemmer af Enhedslisten derimod, at vi skal nedbryde og omformulere venstrefløjens egne begreber; begreber, der i sig indeholder en stor del af venstrefløjens ideologiske historie med dens gode såvel som dårlige sider.

Disse begreber, som vi forstår dem i dag, er således blevet til i en modsigelsesfyldt udvikling og bærer dermed hele denne udvikling i sig.

De er ikke blot ord, der kan udskiftes efter forgodtbefindende; de er de sproglige bærere af den marxistiske ideologi. De gør os i stand til at beskrive verden, som vi opfatter den. På en måde, der adskiller sig fra borgerskabets.

Opgiver vi disse ord, er vi dermed overladt til at bruge den borgerlige/kapitalistiske videnskabsteoris begreber; begreber, der i stedet for modsætning lægger vægt på enhed, i stedet for konflikt på symbiose og af den grund kun kan beskrive verden mangelfuldt.

Venstrefløjen behøver den marxistiske videnskabelige terminologi til at sætte ord på dens politiske projekt – et projekt, der trods de mange ændringer verden har set siden, i bund og grund er det samme som for 150 år siden.

Lad os derfor ikke afvikle dem men tværtimod fortsætte den udvikling, som venstrefløjens idéer og ikke mindst begreber har gennemgået i det mellemliggende århundrede.

Det er kampene i hverdagen der afgør om reformisme, centralisme og revolution forbliver brugbare begreber. Det er dem, der afgør, hvilken betydning ordene har, nu og i fremtiden.

Hoby, Lund med flere forsøger at foregribe denne udvikling ved at fremkalde nogle konsekvenser, hvortil der endnu ikke findes de nødvendige betingelser. At gøre dette vil aldrig kunne bidrage til en mere nuanceret og lettere forståelig debat.

I bedste fald er deres forsøg tidsspilde, de intet vil opnå – i værste fald er det skadeligt for venstrefløjens ideologiske udvikling.

I den kommende programdebat bør Enhedslisten derfor først og fremmest sætte ind over for at klargøre betydningen af de begreber, der anvendes i og omkring et erklæret socialistisk parti snarere end af »kommunikative hensyn« at udrense begreber af ideologisk afgørende betydning.

En sådan udvikling ville i sidste ende stille partiet svagt i forhold til dets eget ideologiske historie og ståsted; for som Som Orwell lader en af sine karakterer udbryde i 1984: »Det er en smuk ting ødelæggelsen af ord… Kan du ikke se, at hele målet med Nysprog er at begrænse tankerækken? I sidste ende vil vi gøre tanke-kriminalitet umuligt, for der vil ikke være nogen ord at udtrykke det i.«

Reinout Bosch og Christian Gorm Hansen er medlemmer af Enhedslisten