Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
7. april 2015 - 11:15

Enhedslisten må starte forfra

Når Enhedslisten samles til årsmøde i juni bør der vedtages et mistillidsvotum til hovedbestyrelsen. For ledelsen har fejltolket den politiske situation og kørt partiet ud på et sidespor.

Finanslovsforhandlingerne i slutningen af 2014 var en katastrofe for Enhedslisten. Det endelige forlig betød nye forringelser i ulandshjælpen og absolut ingen politisk kursændring hos regeringen.

Begge dele var klare brud med Enhedslistens principper, vedtaget på forrige årsmøde, hvorfor et mistillidsvotum til hovedbestyrelsesflertallet, der godkendte resultatet vil være helt på sin plads på næste årsmøde i juni.

At der kun blev givet få indrømmelser var til at forudse. For et flertal i hovedbestyrelsen havde på forhånd fastlagt en forhandlingstaktik, hvor man afskrev sine muligheder for at tvinge regeringen til venstre.

Regeringen befandt sig i en situation, hvor dens eneste mulighed for overlevelse efter næste valg bestod i at foretage et kursskifte væk fra den 99%-borgerlige linje, den har fulgt.

Ellers kan den ikke opsamle frustrerede vælgere fra sit bagland. De vil i stedet sandsynligvis blive hjemme i sofaen.

For ikke helt at opgive at føre valgkamp, var regeringen nødt til at indgå forlig til venstre side for at få genetableret »rød blok« som en fortsat regeringsmulighed.

Katastrofalt forløb

Men det havde HB-flertallet åbenbart ikke forstået. For Enhedslisten afskrev i hele forløbet i stedet alle sine muligheder for at presse regeringen:

Først udtalte gruppeformand Stine Brix, at Enhedslisten ikke havde ultimative krav. Det var helt unødvendigt.

Så udtalte hun, at Enhedslisten havde opgivet at få et gennembrud på dagpengene. Det var rigtig dumt.

Så indgik Enhedslisten et forhandlingsfælleskab med SF »for at stå stærkere i forhandlingerne«. Men partiet kom til at stå svagere, fordi det er Enhedslistens mandater, der er de afgørende, ikke SF's.

Så begyndte folketingsgruppen at indgå delforlig før tiden. Det var en katastrofal taktik, som der var advaret imod i forvejen.

Det endelige forlig var derefter. Selv om der stadig er et kæmpestort flertal i befolkningen for at tilbageføre dagpengereglerne, blev hele Socialdemokraternes og fagtoppens bagland ladt næsten helt i stikken

Enhedslisten forpassede en mulighed for at presse en kursændring igennem.

Kursændring nødvendig

Det bliver meget vanskeligt for Enhedslisten at genvinde den tabte troværdighed.

Når man allerede på forhånd peger betingelsesløst på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat ved det kommende valg, er perspektivet for Enhedslisten på landsplan nu nærmest politisk selvmord.

Partiet skal nok få fravalgs-stemmer. Men om partiet opnår 10, 12 eller 14 mandater er parlamentarisk temmelig ligegyldigt med det sandsynlige kommende borgerlige flertal.

Og hvis Thorning-Schmidt fortsætter som regeringsleder, uden modspil fra Enhedslisten, kender vi allerede resultatet.

Folketinget kunne have været en vigtig politisk kampplads for Enhedslisten, da partiet var tungen på vægtskålen.

Da man opgav at udnytte de muligheder, mistede partiet retningen.

Under de kommende års sandsynlige borgerlige mørke bliver der nok ikke meget plads til folketingsmedlemmerne fra Enhedslisten i pressen.

Det bliver Dansk Folkeparti, der vil optræde som landets »sociale samvittighed« – og sikkert ikke i noget større omfang.

Selvkritik?

Jamen, var der slet ingen i partiets ledelse, der kunne forudse denne katastrofe? Jo nogle kunne, og nogle fandt efterhånden ud af det. Men de er for få.

I det nye venstrefløjsmagasin Solidaritet nr. 1 fra februar 2015 optræder hovedbestyrelsesmedlemmet Pia Boisen ret stålfast i sin kritik af finanslovsforligene, og også Michael Voss er ret kritisk.

Men Pelle Dragsted, som ellers er en fremragende spydspids for partiet i den aktuelle mediedebat, tager helt fejl og forsvarer partiets forhandlingslinje.

Hans hovedargument handler om, at Lars Løkke Rasmussen og Venstre har været billigt til salg som et alternativt flertal.

Men det holder altså ikke i 2014. Da Enhedslistens ledelse besluttede, at man ikke kunne vælte ministre/regeringen under nogen omstændigheder, låste det udelukkende Enhedslisten fast til en position som modtagere af enkelte politiske bagatel-indrømmelser.

Enhedslisten skulle have stillet et mistillidsvotum til Corydon i både lærerkonflikten og Dong-sagen, så meget selvrespekt måtte man da kunne mobilisere.

Men uden reelle trusler har regeringen kunnet blæse på Enhedslisten i hele dens levetid.

Problemet er, at Enhedslisten har spildt kostbar, dyrekøbt tid til at opbygge et reelt samfundsforandrende projekt. Udviklingen har i stedet betydet, at det er blevet meget svært at kende forskel på SF og Enhedslisten i det politiske landskab.

Og de parlamentariske muligheder er antagelig udtømte for nogle år.

Hvad skal et parti som Enhedslisten så stille op?

Enhedslisten må starte forfra

Den politiske situation for Enhedslisten vil fremover være forandret med et Socialdemokrati, der næppe kommer til magten igen som et reformparti.

Med dette udgangspunkt er Enhedslisten nødt til at begynde forfra og forstå, hvad venstreorienteret politik handler om, og hvordan man får udbredt den i befolkningen.

Det er blandt andet de spørgsmål, man burde diskutere på det kommende årsmøde.

Men det ser desværre ud til, at det mest kommer til dreje sig om at konsolidere apparatet og få personer indvalgt på diverse poster for en længere periode.

HB-flertallet har stillet forslag om, at HB-medlemmer i fremtiden skal sidde i ikke ét år, men to år ad gangen, og at folketingskandidater tilsvarende kun skal vælges hvert andet år – mod nu et. Og ansatte skal nu kunne beholde deres job i 10 år.

Det virker ikke betryggende, at hele partiets ledelse ikke skal kunne udskiftes på et årsmøde. Det ser ud til at medlemmer af ledelsen ønsker at opbløde nogle af Enhedslistens hævdvundne demokratiske partilove for at bevare egen magt.

Det varsler ikke godt for fremtiden.

Opbyg lokale bevægelser

Der er i stedet brug for en diskussion af, hvordan Enhedslisten fremover i stedet kan udvikles til redskab for samfundsforandring.

Vælgerforeningsstrukturen i Enhedslisten, hvor man kun får mobiliseret medlemmerne hvert fjerde år er dømt til døden. Det parlamentariske niveau vil næppe give Enhedslisten succes fremover.

Der skal en meget større og anderledes indsats til.

Man må kigge sig omkring i verden. Nøje undersøge de politiske mekanismer i Grækenland, Spanien, Sverige, Norge, Tyskland for at lade sig inspirere til, hvordan skaber man en bevægelse i Danmark, der organiserer en bevægelse for de vigtigste ting: en solidarisk politik på et bæredygtigt grundlag?

Klimakrisen er intet mindre end en kapitalistisk systemkrise. Men det har kun få forstået.  

Også hovedbestyrelsen er tydeligt fodslæbende (mens miljøudvalget dog kæmper for sagen).

Det et nødvendigt, at Enhedslisten blander sig med andre og hjælper med til at opbygge bevægelser, der fokuserer på lokal grøn og økologisk produktion, sociale varmestuer, massivt pres på byrådene til at afhjælpe den sociale nød hos de mest udsatte grupper, lokal overgang til vedvarende energi, aktioner for ungdomsboliger, deltagelse i allerede eksisterende fællesskaber i lokalområdet, lokalt organiseret boykot af varer og firmaer og lande, der forgifter og undertrykker osv.

Det må blive et must for alle afdelinger landet over at prioritere sådan en indsats i – eller selv tage initiativ til – en eller flere lokale bevægelser, som har et socialt og/eller bæredygtigt sigte.

De unge skal også med. SUF skal ikke nøjes med nogle få studentikose stunts engang imellem.

Det giver ikke særlig meget kontakt til den øvrige befolkning at dele løbesedler ud ved supermarkederne om lørdagen, venstrefløjen skal i mere direkte forbindelse med omgivelserne.

Venstrefløjen har tidligere dannet lokale boligrådgivninger, strejkestøttekomitéer og byplan/trafikgrupper, der har fungeret som en ikke-parlamentarisk venstrefløj i samfundet.

Selv om det er andre tider i dag, må princippet om at blande sig lokalt stadig være rigtigt.

Afdelingerne bør »adoptere« et passende antal lokale bevægelser, som kæmper på græsrodsniveau for sociale og bæredygtige formål.

Selvfølgelig skal alle initiativer så køre parallelt på de sociale medier.

Hvis Enhedslisten er i stand til at anlægge sådan et perspektiv på dets aktivitet, er der en fremtid for partiet. Ellers ser det sort ud.

Johan Keller er medlem af Enhedslisten Gladsaxe

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce