Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
18. juni 2014 - 12:52

Enhedslisten har et antifascistisk dilemma

Det er ikke Antifascistisk Aktion, men intern polemik og Enhedslistens fravær af antifascistisk strategi, der igen og igen skaber problemer for partiet.

Enhedslisten er fanget i et antifascistisk dilemma. På den ene side er det udelukket at støtte Antifascistisk Aktion (AFA) på grund af organisationens blakkede ry. På den anden side har partiet ikke noget seriøst bud på, hvad samfundet skal gøre i stedet for at konfrontere fascister direkte.

Som socialister kan man ikke forfalde til blåøjet naivitet. I Enhedslisten er vi nødt til at forholde os til, at vores politiske ordfører får trusler fra nazister, at fascistiske hooligans har angrebet partikammerater i Århus, og at Gyldent Daggry i Grækenland bruger våben mod Enhedslistens samarbejdspartner Syriza. Hertil kommer utallige overfald mod minoriteter og marginaliserede både i udlandet og herhjemme.

Det er med den bevidsthed, alle i Enhedslisten er enige om, at fascisme skal bekæmpes med demokratiske midler, der er proportionelle med truslen. Men ethvert menneske har selvfølgelig ret til at forsvare sig, hvis man bliver angrebet. Og derfor anser en del af Enhedslisten det alene som en medieproblematik at samarbejde med Antifascistisk Aktion.

Af grunde, jeg ikke forstår, erklærer man blind tillid til organisationen, selvom ingen kender deres rules of engagement’.

Når AFA selv, en sjælden gang imellem, giver lyd fra sig til omverdenen, så omtales deres aktivisme altid som noget defensivt. »Antifascisme er selvforsvar«, lyder en fast overskrift.

Problemet er bare, at det er uklart, hvad Antifascistisk Aktion betegner som selvforsvar.

Muligvis omfatter det også, hvad man kan kalde ’preemptive strike’. Altså et præventivt angreb med afsæt i formodningen om et forestående angreb fra modparten.

Det siger AFA selv

I Antifascistisk Aktions manifest, der indtil 2009 lå på deres hjemmeside antifa.dk, skriver organisationen selv:

»[Vi vil, red.] fysisk forhindre dem [fascister, red.] i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.«

Jeg vil anbefale enhver, der støtter sig til dette citat at se det i sin sammenhæng. Det kan man gøre her.

Hvorvidt manifestet stadig er gældende politik, ved jeg ikke. Det er dog tydeligt at sproget er ændret siden 2009.

I kronikken »Antifascisme handler om at forhindre vold« fra foråret 2012, skriver organisationen:

»For at foregribe volden kan man blive nødt til at bekæmpe fascismen aktivt. Det vil sige stoppe dem, når de offensivt prøver at manifestere sig og erobre gaden, såvel som når de prøver at vokse sig stærke. Måder at gøre det på er, at blokere, når fascister vil demonstrere, at fjerne deres propagandamateriale fra ens kvarter og at være forberedt og jage dem væk, hvis de prøver at angribe os, når vi selv mødes og demonstrerer.«

Her er der skruet ned for antydningerne, der tidligere gav så rig anledning til spekulationer. Men igen vil jeg anbefale at man ser citatet i sin fulde sammenhæng.

Med lanceringen af »aktionskonceptet ALERTA« i 2013 sker der igen noget. Her står civil ulydighed centralt og man siger direkte, at man ikke (tilsigtet) vil skade nogen personer.

Om aktionskonceptet gælder for alt Antifascistisk Aktions arbejde eller alene de erklærede ALERTA-aktioner vides ikke. Og det er selvfølgelig væsentligt.

Samtidig kan man konstatere, at AFA aldrig har gjort nogen nævneværdig indsats for at imødegå de anklager, der flere gange er blevet fremsat mod organisationen i offentligheden.

Kun i generelle vendinger har man konstateret, at man ikke er voldelige og at der ikke er »en eneste aktivist i AFA, der er dømt for vold,« som det formuleres i kronikken fra 2012.

80 års historie

Det er afgørende, at man ikke forfalder til logikken om, at fordi man ikke afviser konkrete påstande, så er det fordi de er sande.

Det fremgår klart af Grundlovens § 78 at voldelige foreninger skal opløses ved dom.

Når anklagemyndigheden efter 20 år med AFA i Danmark ikke har rejst sådan en sag, så må man formode at der ikke er belæg for det. Særligt set i lyset af den parallelle oprustning af PET’s budgetter og værktøjer.

Det kan også tænkes at en organisation som AFA, der lever højt på at blive opfattet som farlig af det yderste højre, ikke har nogen interesse i benægte rygter om vold og overfald.

Man kan heller ikke ignorere, at organisationen har politiske rødder helt tilbage til 1932, hvor tyske kommunister skabte Antifaschistische Aktion som værn mod nazistpartiet militante stormtropper.

At fornægte fysisk modstand mod fascisme vil i den sammenhæng blive ligeså absurd som at fornægte den danske modstandsbevægelses legitimitet.

Et påtvunget dilemma

Selvom meget altså peger på, at der er sket et skifte i Antifascistisk Aktion, så kender omverdenen stadig ikke deres »rules of engagement«. Man ved simpelthen ikke hvad de gør, og hvad de ikke gør.

Et samarbejde med AFA er derfor at udskrive en politisk blankocheck på hele Enhedslistens vegne. Uanset om man sidder i Hovedbestyrelsen eller i en lokalafdeling.

Politisk kapital er til for at blive investeret. Men i den her sammenhæng kan jeg simpelthen ikke se formålet. Det vil ikke styrke Enhedslisten. Det vil heller ikke styrke AFA.

Og vigtigst af alt i denne sammenhæng, så vil det ikke styrke antifascismen.

Enhedslistens hovedbestyrelse har lavet en udtalelse, som utvetydigt, siger at partiet ikke samarbejder med organisationer, der bruger vold.

Til trods for ovenstående uklarheder omkring AFA’s egentlige praksis, så er der er bred enighed i partiet om at udtalelsen udelukker samarbejde med dem.

Det mest interessante er, at det ikke er Antifascistisk Aktion selv, der er ivrige for at få sit logo placeret ved siden af Enhedslistens.

Sidste år indkaldte Nej til moskeer i Danmark til demonstration på Københavns Rådhusplads og en initiativgruppe af AFA med flere mobiliserede til moddemonstration.

Det var imidlertid medlemmer fra Internationale Socialister (IS), der førte an i at kontakte Enhedslistens lokalafdelinger for at få dem som anbefalere, uden at fortælle at AFA var medarrangør.

Konsekvensen blev at Enhedslisten arrangerede en alternativ demonstration. Udsigten til at antifascister, med partiet som anbefaler, ryddede Rådhuspladsen med magt skabte simpelthen et behov for aktivt at distancere sig til AFA.

Det er velkendt at Internationale Socialister arbejder strategisk med at iscenesætte situationer, hvor Enhedslistens ledelse tvinges til at distancere sig fra andre venstrefløjsgrupper, så fraktionen kan hverve blandt de medlemmer der er utilfredse og ønsker et mere kompromisløs alternativ.

Det er formentlig også i den kontekst, det skal tolkes, når Anna Rytter fra Internationale Socialister udtaler ubetinget begejstring for Antifascistisk Aktion op til urafstemningen i Enhedslisten.

Afstemningen kan med stor sandsynlighed afgøre om fraktionens omfavnelse af den kontroversielle organisation fremover vil ske fra Folketingets talerstol.

Det hører selvfølgelig med, at det netop var Internationale Socialister, der var mål for bombeattentatet i Søllerødgade, hvor en ung antiracist blev dræbt.

Terrorangrebet i 1992 var den direkte anledning til stiftelsen af Antifascistisk Aktion i Danmark.

Fordømmelse rammer Enhedslisten selv

Omvendt er Enhedslisten nødt til at lære at leve med at Antifascistisk Aktion er derude.

Partiet hverken kan eller skal tage ansvaret for, hvad alle andre render og laver. Og man er nødt til at affinde sig med, at der formentlig altid vil være nogen, der ikke vil sidde på hænderne overfor en fascistisk trussel.

Kigger man på Europas historie og udviklingen nu i Grækenland, så er det også svært at bebrejde dem.

Specielt når Enhedslisten ikke selv har noget bud på, hvordan fascismen i stedet skal bekæmpes. Hver gang man fordømmer aktive antifascister, bliver det derfor også pinligt tydeligt, at partiet ikke selv har en antifascistisk strategi.

Indtil man har dét, så burde Enhedslisten måske bare lade være med at blande sig. Det tror jeg faktisk også Antifascistisk Aktion ville foretrække.

Til den demonstration, der tjente som eksempel ovenfor, var fascisternes mobilisering heldigvis en komplet fiasko.

Selvom der var 700 tilmeldte på Facebook dukkede ’kun’ omkring 40 kendte højreekstremister op og heilede på Rådhuspladsen.

Forleden var det nogenlunde det samme fremmøde på Christiansborg Slotsplads, da Danmarks Nationale Front afholdt demonstration.

Enhedslisten mobiliserede ikke til moddemonstration. Alligevel var fremmødet denne gang langt større end og stærkt nok til at stoppe fascisternes manifestation.

Da 10.000 demonstranter i marts gik på gaden i Malmö i forargelse over det fascistiske knivoverfald på en gruppe venstrefløjsaktivister, heriblandt antifascisten Showan Shattak, var der to fællesafgange fra København.

Flere hundrede tog med under Antifascistisk Aktions faner. Enhedslistens afgang samlede under 20. 

Der er altså intet der tyder på, at Enhedslisten i dag har nogen som helst betydning for den antifascistiske mobilisering, når det yderste højre går på gaden.

Det betyder imidlertid ikke, at partiet ikke har antifascistisk betydning.

Socialisme er antifascisme

Fascismens nemme løsninger med svage syndebukke trives under økonomisk krise. Derfor er der brug for et troværdigt socialistisk parti, der kan kritisere det system, der skaber kriserne, anvise reelle løsninger og mobilisere befolkningen.

Det vil ethvert forhold med AFA være en barriere for.

Fattigdom og andre iboende konflikter i kapitalismen er en forudsætning for fascisternes mobilisering. Når Enhedslisten bekæmper kapitalismen bekæmper man altså også fascismen.

Læser man de tekster fra Antifascistisk Aktion, som jeg har citeret fra, så er det faktisk også deres analyse.

Det fritager imidlertid ikke Enhedslisten fra at engagere sig i den direkte antifascistiske kamp. Forsøger man at ignorere fascismen, vokser den sig blot stærkere i skyggernes ro. Den skal konfronteres.

Derfor – og fordi man konsekvent kritiserer andres – har Enhedslisten brug for sin egen antifascistiske strategi.

Strategien kunne blandt andet indebære et opgør med berøringsangsten for emnet, så partiet markerer sig mere offensivt mod fascistiske tendenser i ind- og udland.

Enhedslisten skal konsekvent være dem, der udpeger de rette skyldige for krise og utryghed, så muslimer og indvandrere ikke gøres til syndebukke.

Vi  bør også vedholdende insistere på at få vækket efterretningstjenesternes højre øje.

Og så skal paritet selvfølgelig støtte konkrete lovændringer, som fx dobbelt statsborgerskab og juridisk kønsskifte, der trækker stik modsat af fascisternes ensretning.

Debatten er forhåbentlig på vej.

I Socialistisk Ungdomsfront (SUF) er den i hvert fald i gang. Senest med Silas Marker og Magnus Esmarks indlæg Antifascisme er brød på bordet. Det er bestemt læseværdigt.

Selvom de to ikke vil sætte antifascistisk arbejde på formel, som de formulerer det, så kridter de banen op for en konstruktiv diskussion.

Forhåbentlig kan det føre til mindre afstandstagen og mere antifascisme.

Filip Soos er medlem af Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce