Enhedslisten er uden internationalt perspektiv

Forslaget til Enhedslistens nye program, der er udsendt af partiet hovedbestyrelse, udmærker sig ved at være uden internationalt perspektiv.

Socialdemokratiet og SF har EU som det omdrejningspunkt i deres internationale perspektiv; Enhedslisten vil have Danmark ud af EU, men det siger ikke noget om, hvordan EL vil påvirke udviklingen i Europa.

Det er katastrofalt, at EU kun nævnes med enkelte ord og ikke i et selvstændigt afsnit; især når Danmark bliver stadig mere påvirket af direktiver, domme og påbud fra EU.

Når man så søger på Enhedslistens hjemmeside, finder man en kort redegørelse på én A4 side (1.9.2011), hvor der står følgende:

»Men sammen med venstrefløjspartier i resten af Europa arbejder vi for at skabe et anderledes socialt, bæredygtigt og demokratisk samarbejde«. 


Hvorfor bruger man ikke et principprogram til at fortælle noget om det alternativ til EU, man arbejder for?

Internationale institutioner nødvendige 

Hvorfor skal vi bekæmpe integrationen i EU?

I forslaget skriver man, at internationale organisationer som verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Internationale Valutafond (IMF) og EU i krisetider presser velfærd og sociale rettigheder og løfter beslutningerne hen, hvor kapitalen står stærkt:

»EU og IMF er samtidig redskaber for de rige kapitalistiske landes dominans over resten af kloden."

Tja, forkert er det jo ikke, men helt utilstrækkeligt som en vigtig del af et internationalt perspektiv.

Disse internationale organisationer er ikke selvstændige væsener med egne mål og dagsordener. De er kun en afspejling af den kapitalistiske økonomis vilkår.

De angreb på velfærden og lønarbejdernes levevilkår, vi har oplevet i Danmark, er ikke et resultat af internationale organisationers pres, men af den hjemlige klassekamp.

Disse organisationer er også udtryk for et reelt behov for institutioner til at regulere den internationale orden, dels for at forhindre et økonomisk sammenbrud, dels forhindre krige og konflikter.

Men da kapitalismens økonomiske system er dominerende i verden, så får internationale institutioner en vis politisk slagside, må man nok sige.

Selv FN kan ikke være upåvirket af stormagterne og markedsøkonomien. Alligevel støtter vi FN, fordi den trods alt har en større grad af uafhængighed.

Det er netop behovet for stabile internationale institutioner, der får socialdemokratiske partier og fagbevægelser og SF til at støtte disse internationale organisationer. For hvis ikke man vil støtte de etablerede internationale institutioner, så må man være tilhænger af en verden uden internationale organisationer.

Hvis man stiller aktiviteten i græsrodsbevægelser, fagforeninger og socialistiske partier op som aktuelt alternativ til de kritiserede internationale organisationer, så står man uden svar på, hvordan staterne skal samarbejde under de nuværende forhold.  

Europas Forenede Stater 

Det er meget fornuftigt, at lande i en verdensdel samarbejder om fælles problemer, transport, kommunikation, bekæmpelse af kriminalitet, og opbygning af friere handel osv. Det sker også i Afrika og Latinamerika.

Det samarbejde undgår ikke at afspejle de politiske styrkeforhold, mellem landene og internt i landene.

Det europæiske samarbejde begyndte efter Anden Verdenskrig for at undgå gentagelse af freden efter Første Verdenskrig, hvor Tyskland blev isoleret.

USA pressede på, også den amerikanske politiske ledelse ønskede et samlet Europa, der kunne knyttes tæt til USA og give en vestlig blok afgørende indflydelse i verden, ikke mindst på baggrund af Sovjetunionens voksende styrke efter 1945.

Det særlige ved EU i sammenligning med samarbejdsorganisationer på andre kontinenter er, at Vesteuropa er tæt knyttet til USA gennem en militær alliance. Dette underbygges af, at de europæiske lande er økonomisk afhængig af USA, idet USA er verdens største økonomi.

Forløbet i udviklingen frem til det aktuelle EU har været, at først begyndte man med nogle konkrete projekter med genopbygning af Europa efter krigen og udbygning af samarbejdet mellem de gamle krigsmodstandere Frankrig og Tyskland, så skulle dette udvides med oprettelse af et fælles marked med seks deltagende lande, på grundlag af en Romtraktat, der rummede løfteparagraffer om udvidelse af samarbejdet.

Så indførte man det indre marked, som skulle øge konkurrencen og dermed virksomhedernes produktivitet. Det skulle også indebære en afvikling af nationale monopoler såsom statslige jernbaner, flyselskaber, postvæsen osv.; privatiseringen af statslige virksomheder skulle bidrage til effektiviteten.

Dermed er der indført en ny dynamik i det europæiske samarbejde.

Da muren faldt i Berlin, og de to tysklande skulle genforenes, krævede den franske regering indførelsen af en økonomisk og monetær union for at sikre sig imod et styrket Tyskland; den fælles valuta kræver samordning af landenes økonomiske politik og harmonisering af stadig større dele af lovgivningen.

Nu har man for længst forladt det punkt, hvor EU handler om konkrete opgaver, nu skal samarbejdet fremmes vha. harmonisering oppefra.

For at effektivisere samarbejde har man gradvist flyttet flere beslutninger fra nationale parlamenter over til toppen i EU. Man arbejder målrettet på at gøre EU til en statslignende sammenslutning med fælles symboler, flag og hymne, og en fælles europæisk historiebog.

Man står dog samtidig med det problem, at nationalstaterne ikke kan ophæves. Disse uklarheder udløser en voksende folkelig modstand imod mere magt til EU.

Hvad er alternativet til EU?

Teksten på hjemmesiden kan læses på den måde, at Enhedslisten arbejder sammen med andre partier på venstrefløjen i Europa om at bygge en helt ny verden op nedefra; græsrodsbevægelser, fagforeninger og socialistiske partier kan skabe nye internationale organisationer.

Er det det, Enhedslisten mener? 

Europæisk samarbejde fornuftigt

Udgangspunktet for en kamp imod integrationen i EU må være, at et samarbejde mellem de europæiske stater er en fornuftig ting. En eventuel udmeldelse af EU vil ikke gøre Danmark mindre økonomisk afhængig af Vesteuropa og USA. Det er denne afhængighed, EU-tilhængerne spiller på.

Venstrefløjens mål med Europa må være at overbevise et flertal af de danske vælgere om at rejse spørgsmålet om en anden form for tilknytning til EU, eventuelt en udmeldelse.

Det kan sætte en kædereaktion i gang, der tvinger de ledende kredse i EU til drøfte muligheden af et »EU i flere hastigheder«.

Uden for EU kan Danmark opnå en stilling som Norge, et suverænt land med nogle konkrete aftaler med EU. Andre lande uden for EU er Schweiz og Island.

Hvis man vil påstå, at vi ikke først kan melde os ud af EU, og derefter regne med fordelagtige aftaler med EU, hvor vi kun vil have det gode og ikke påtage os forpligtelser, kan dette afvises.

Et suverænt Danmark kan lave aftaler med EU til gensidig fordel - og med gensidige forpligtelser. EU opnår ikke noget ved at forsøge at straffe Danmark.

Det må indebære en anden form for europæisk samarbejde, der bygger på suveræne stater, og det er derfor vigtigt, at venstrefløjen har konkrete forslag til dette alternative europæiske samarbejde.

Venstrefløjen må have et perspektiv for et anderledes samarbejde mellem de europæiske stater, hvor der lægges vægt på konkrete opgaver, der kan gennemføres; en udbygning af det europæiske transportsystem i mere miljøvenlig retning vil være en vigtig opgave, desuden regulering af handel og andet.

Enhedslisten stiller jo løbende forslag i Folketinget om forbedringer for lønarbejderne, selv om det ikke rokker ved samfundets kapitalistiske natur, men de andre partier kan presses, så nogle gange går gode forslag igennem.

Det samme må Enhedslisten gøre internationalt.

En ny internationale?　

Et sammenhængende international perspektiv er som nævnt fraværende i forslaget til nyt program. I stedet finder man nogle formuleringer af mere ubestemmelig art:

»Arbejderklassen og undertrykte i Danmark har mere til fælles med de samme grupper i Bangladesh, USA eller Sverige end med storaktionærerne i danske banker og koncerner. Derfor bekæmper vi pression og de krigseventyr, der har til formål at styrke kapitalismens magt på kloden. Og derfor opfordrer vi til fælles organisering og aktivitet på tværs af landegrænser og international solidaritet. Internationalt samarbejde mellem forskellige fremtidige socialistiske demokratier vil desuden kunne skabe bedre forudsætninger for at skabe en verden uden fattigdom og krig, og hvor vi sammen passer på vores fælles planet.«

Hvad mener man med disse sætninger?

Enhedslisten vil opfordre danske lønarbejdere til at gå sammen med arbejdere i alle dele af verden om at opbygge »en fælles organisering«! Hvad er det for fælles organisering, man tænker på? Er det tænkt som alternativ til EU, Verdensbanken og WTO?

Det er ikke holdbart, at Enhedslisten i sit principprogram taler om nye internationale organisationer, uden at give den mindste antydning af, hvad det er for organisationer, der skal opbygges.

Hvis det vigtigste element i Enhedslistens internationale strategi skal bestå i opbygning af koordinerede bevægelser nedefra, så kan perspektivet kun være at skabe en socialistisk internationale, som det er forsøgt før af socialdemokrater, kommunister og troskister.

De ovenfor citerede sætninger er muligvis tænkt som en parallel til Enhedslistens perspektiver for socialismen her i landet.

I Danmark skal socialismen - efter Enhedslistens mening - vokse frem fra neden, næsten uden om Folketinget, på tilsvarende måde skal en ny verdensorden vokse frem af fælles kamp af bevægelser, fagforeninger og socialistiske partier.

Har Enhedslisten en strategi, der handler om at opbygge socialistiske bevægelser, der går uden om staten og uden om alle internationale organisationer og smelter sammen med tilsvarende bevægelser i andre lande, indtil man er stærk nok til at vælte statsapparaterne omkuld og indlede opbygningen af international socialisme?

Hvad skal der så ske i tiden mellem kampen her og nu og socialismen? Hvad ville man gøre i det tilfælde, Ukraine gik bankerot og valutaen raslede ned, så man ikke kunne betale for den nødvendige import?

Alternativet til Den Internationale Valutafond og WTO kan ikke være et samarbejde mellem arbejdere i Danmark, Bangladesh og andre lande; der er også her og nu brug for institutioner, der kan hjælpe lande, der er ved at gå fallit og som kan samordne aftaler om den internationale handel osv.

Med andre ord, socialister må have et perspektiv for en anden international orden, selv om den ikke i dag kan blive socialistisk.

Socialisme ikke kun nedefra 

For at vende tilbage til det internationale perspektiv, så tror jeg, at det svage internationale perspektiv i forslaget netop skyldes den gamle forestilling om, at socialismen skal vokse frem nedefra »gennem folkemassernes kamp.«

Hvis det er Enhedslistens mening, så får man svært ved at formulere et internationalt perspektiv. Verden består jo nu en gang af statsmagter, de sociale bevægelser er vigtige, men skrøbelige.

Enhedslisten kommer ingen vegne med sit internationale perspektiv, før man indser, at vejen til socialismen går over en forening af bevægelser, der kæmper sig frem nedefra, og partier, der erobrer statsmagten »oppefra«, som i vor del af verden sker gennem parlamentarisk kamp.

Jeg sætte gåseøjne om oppefra, for de parlamentariske muligheder vil selvfølgelig afhænge af styrkeforhold ude i samfundet. Pointen er, at staten rummer en magt, der ikke bare kan erstattes af sociale bevægelser.

Det fornuftige standpunkt er, efter min mening, at bevægelser og fagforeninger har deres formål, som man støtter og deltager i.

Et socialistisk partis formål er at få magt over staten og bruge den magt til at fremme solidaritet og lighed og på længere sigt socialisme.

For at opnå det formål, må det socialistiske parti indgå kompromisser undervejs.

Et socialistisk partis udenrigspolitik skal – lige som i indenrigspolitikken – bevæge sig på to niveauer, der støtter hinanden.

Bevægelsernes kampe skaber styrkeforhold og bidrager til at fremme en solidarisk kultur; og bevægelser og fagforeninger kan støtte hinanden og lære af hinanden hen over landegrænser.

Det socialistiske partis opgave er at forsøge at presse regeringen til at føre en anden udenrigspolitik, og det kan man også diskutere med partier i andre lande.

Det er nærliggende, at mange af partiets medlemmer er aktive i bevægelserne og deltager i formuleringen af deres krav, andre medlemmer vil være mere aktive i at formulere partiets politik dvs. forslag til en ny dansk udenrigspolitik.

For at sammenfatte. Enhedslistens program må også indeholde noget, der viser hvilken udenrigspolitik, Danmark bør føre, nu og i fremtiden.

Ernst Dahl er tidligere medlem af Enhedslisten.

 Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.