Annonce

English defence league
10. oktober 2013 - 20:42

Engelsk venstrefløj: Du bliver aldrig stueren, Tommy

Venstrefløjen i England er ikke synderligt begejstret for, at lederen af højrefløjsgruppen English Defence League, Tommy Robinson, er hoppet over til tænketank startet af muslimer, der ønsker at bekæmpe ekstremisme. 

Leder af English Defence League, Tommy Robinson og hans højre hånd Kevin Carroll, annoncerede tirsdag den 8. oktober, at de med øjeblikkelig virkning trækker sig fra den kontroversielle højrefløjsgruppe, som de selv var med til at starte for fire år siden.

Årsagen til den opsigtsvækkende beslutning er, at gruppens strategi med symbolske gadedemonstrationer, der ofte er endt i sammenstød med politi og antiracister, ifølge de to højrefløjsledere har udspillet sin rolle, da det nu er lykkedes at sætte islamisme på den politiske dagsorden.

Nyheden blev overbragt på et velbesøgt pressemøde, som de to aktivister havde indkaldt sammen med antiekstremisme-tænketanken Quilliam Foundation, der er grundlagt af tidligere yderligtående muslimer, som i dag arbejder for at begrænse religiøs ekstremisme. 

Tommy Robinson fortalte, at han nu vil fortsætte kampen mod islamisme – og højreekstremisme – sammen med moderate muslimer.

– Jeg anerkender faren ved højreekstremisme og mener, at islamistisk ideologi skal bekæmpes med demokratiske ideer, ikke med voldelige midler, udtalte Tommy Robinson blandt andet.

Læs artiklen »EDL leader Tommy Robinson quits group« hos BBC.

Læs artiklen »EDL: Tommy Robinson and deputy Kevin Carroll quit far right group« hos The Guardian.

Ingen glæde på venstrefløjen

English Defence League (EDL) har afdelinger over hele Europa – herunder i Danmark – og har siden stiftelsen i 2009 udviklet sig til den største højreorienterede gadebevægelse i England i årtier. 

Mens de lokale afdelinger i Danmark og andre lande sjældent har kunnet mobilisere mere end 50 mennesker, så har man i England kunne samle flere tusinde til demonstrationer mod politisk islam, også kaldet islamisme.  

Nyheden om, at bevægelsens ledere har trukket sig og indledt samarbejde med moderate muslimer, skaber dog ingen begejstring på venstrefløjen – snarere tværtimod.

United Against Fascism, der har stået bag mange demonstrationer mod EDL, mener, at de antimuslimske ledere er blevet presset af de folkelige antiracistiske protester og har erkendt, at deres konfrontatoriske strategi har spillet fallit.    

Men at de stadig grundlæggende er racister.

– Robinson og de andre forlader en synkende skude. Men leoparder kan ikke fjerne deres pletter. Dette er alene et taktisk tilbagetog og ligesom andre europæiske ledere fra det yderste højre vil Robinson og Carroll bruge andre metoder – muligvis parlamentariske, til at sprede deres islamofobiske budskaber, siger Steve Hart fra United Against Fascism.

Læs udtalelsen »Tommy Robinson resignation from EDL« hos United Against Fascism.

Antifascister: Tommy er en løgner

Samme kritiske holdning går igen hos gruppen South London Anti-Fascists, som i en udtalelse skriver, at de »ikke hilser meddelelsen (om ledelsens exit, red.) velkommen«.

Aktivisterne mener, at Tommy Robinsons, og andre tidligere medlemmer af EDL's, engagement i tænketanken Quilliam Foundation blot er udtryk for taktiske hensyn og en begivenhed, der afslører hvordan højrenationalisme er blevet mainstream. 

Quilliam-tænketanken blev grundlagt i 2008 af tidligere medlemmer af den yderliggående muslimske gruppe Hizb ut-Tahrir, som ønsker at udbrede demokrati blandt muslimer. 

Læs artiklen "Revealing Quilliam, the Muslim Destroyers of the English Far-Right" hos Vice Magasin.

Læs om tænketanken Quilliam hos Wikipadia. 

Men ifølge antifascisterne ønsker tænketanken kun EDL-folkene fordi det kan øge deres chancer for at modtage offentlige midler.  

– Quilliam er desperate efter at opnå troværdighed efter at have mistet statsmidler og Lennon (Tommy Robinsons borgerlige navn, red.), der står overfor alvorlige retssager, har blot øjnet en politisk fremtid og ønsker at afgifte sit brand, skriver de venstreradikale aktivister, som betegner den tidligere EDL-leder som en »notorisk løgner« og »svindler«.  

Læs »Statement on Tommy Robinson’s announcement« hos South London Anti-Fascists.

TV-interview ændre intet

I en række interviews med de britiske medier har Tommy Robinson forklaret, at han ikke har ændret holdning, men alene ønsker en ny platform, så hans budskab om, at politisk islam er den største trussel mod demokratiet i England bliver hørt og forstået. 

Han forsøgte i ugens løb at forklare både BBC's og Channel4's seere, at han ikke har noget imod muslimer generelt, men blot ønsker kontrol med, hvordan mellemøstlige stater finansierer moskeer i England samt indført et stop for muslimsk indvandring indtil problemerne med muslimsk ekstremisme er »løst«. 

Han understreger samtidig, at han adskillige gange har taget afstand fra både vold, racisme og højreekstremisme, og at han er tilhænger af et demokratisk og multikulturelt samfund.  

Se interviewet med Tommy Robins hos BBC Newsnight.

Se interview med Tommy Robins hos Channel4.

At Tommy Robinson ikke har ændret holdninger får en politisk iagttager på avisen The Guardian til at konkludere, at hele sagen siger mere om 'anti-ekstremisme industrien' end noget andet, og kalder den tidligere højreleders afstandstagen fra højreekstremisme for »sludder«.  

Læs kommentaren »Tommy Robinson's EDL resignation was disingenuous nonsense« hos The Guardian.

Splittelse kan blive et mareridt  

Det største antifascistiske medie i England, magasinet Searchlight, nøjes med at omtale nyheden i en kortfattet artikel, som alene bygger på en pressemeddelelse fra Quilliam Foundation tænketanken. 

Læs artiklen »Shock as EDL leader Tommy Robinson quits over ‘dangers of far-right extremism’« hos Searchlight Magasin.

Den tværpolitiske tænketank Demos skriver i en analyse, at ledelsens exit fra EDL ikke i sig selv er overraskende – men at konsekvenserne kan blive det.

Umiddelbart kan fraværet af en samlende figur betyde, at organisationen vil blive splittet i flere mindre grupper, som kommer til at afspejle den diversitet som eksisterer i bevægelsen i dag: fra nynazister over hooligans til mere 'almindelige' borgere, der blot er sure på regeringens politik overfor den hvide arbejderklasse.

Sådan lyder vurderingen i en analysen med titlen 'Where next for the EDL', som fortsætter:

»Og for at gøre tingene endnu mere kompliceret, så har Tommy sagt, at han vil starte en ny gruppe, og den vil med stor sandsynlighed støde sammen med de resterende EDL-støtter. Dette er en mareridtssituation: Mange små, vilde EDL undergrupper i aktion forskellige steder samtidig og tilbagevendende kampe med moddemonstranter,« skriver analytiker Jamie Bartlett og forudser, at en øget decentralisering af den antimuslimske bevægelse ikke betyder, at den forsvinder.

»Den vil være sværere at inddæmme og vil nemmere kunne brede sig. Derfor tror jeg ikke, at vi har set det sidste til hverken English Defence League eller Tommy Robinson endnu«.

Læs analysen »Where next for the EDL?« hos Demos.

Læs om projektet »Inside the EDL« hos Demos.

Læs artiklen "EDL Select Dorset's Tim Ablitt as New Leader After Tommy Robinson Quits" hos IBT.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce