En underlig dom

Østre Landsrets dom i injuriesagen Jørgen Dragsdahl mod Bent Jensen er i hvert fald på ét centralt punkt ganske mærkværdig.

Bent Jensen har under hele sagen påberåbt sig sin videnskabelige autoritet som historieprofessor samt i denne egenskab også formand for Center for Koldkrigsforskning. Det har landsretten lagt stor vægt på.

Uanset, at Bent Jensens noget håndfaste sprogbrug undertiden synes at ligge langt fra et velovervejet studium foretaget af en faghistoriker, må man gå ud fra, at de almindelige kriterier for videnskabelig forskning er gældende for Bent Jensens udsagn, skriftligt og mundtligt.

Landsretten fastslår, at samtlige Bent Jensens udsagn om Dragsdahl er ærekrænkende (egnet til at nedsætte Jørgen Dragsdahl i medborgeres agtelse.) Man må gerne krænke andre folks ære, hvis man kan bevise, at udtalelserne er sande. Kan man ikke det, er krænkelserne ubeføjede, og man bliver dømt til at betale en eller anden form for erstatning.

Landsretten udtaler i dommen: »… der skal således foretages en samlet afvejning, hvor der navnlig skal lægges vægt på sigtelsernes karakter og alvor, om der er ført sandhedsbevis for eller i øvrigt har været et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sigtelserne om agentvirksomhed og desinformation, samt de vide rammer for Bent Jensens ytringsfrihed.«

Det interessante her er, at retten opdeler beviskravet i to kategorier. Et egentligt »sandhedsbevis« og et »tilstrækkeligt faktuelt grundlag«, som altså må formodes at være noget andet og mindre krævende end et sandhedsbevis.

I den kommenterede straffelov 2012 s. 487 hedder det:

»Kravet om sandhedsbevis kan fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder….. Hvis journalister fremkommer med faktuelle beskyldninger, skal de handle i god tro og overholde det journalistiske krav om pligt til at kontrollere rigtigheden. Selv hvis en udtalelse må karakteriseres som værdidom, er det krav, at der er tilstrækkeligt faktuelt grundlag for at fremkomme med den kritiske værdidom.«

Udtrykket »tilstrækkeligt faktuelt grundlag« i straffelovskommentaren er hentet fra praksis vedrørende ytringsfrihedsbeskyttelsen i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det skal i øvrigt bemærkes, at uddraget af den kommenterede straffelov henviser til et værk, der er skrevet af en af landsrettens tre dommere. Konventionens ytringsfrihedsbeskyttelse er naturligvis relevant, da Bent Jensen henvender sig til offentligheden.

Men her kommer det mærkværdige ind.

Den nævnte praksis efter konventionen handler i alt væsentligt om journalisters ret til at ytre sig. Bemærk også det citerede uddrag, der anfører krav til »journalister« og henviser til »journalistiske krav«.

Men Bent Jensen udtaler sig jo ikke som journalist, men som forsker med en lang og hæderkronet videnskabelig karriere bag sig. For Bent Jensen må det da være en mærkelig oplevelse at se sig behandlet som journalist, når han nu ihærdigt og med stor succes har bestræbt sig på overfor retten at tegne billedet af en seriøs videnskabsmand.

En forsker arbejder under ganske andre vilkår end journalister og må vel derfor bedømmes efter en målestok, der drejer sig om, hvorvidt forskeren lever op til almindelige krav om videnskabelighed, herunder brug af gængse og anerkendte kildekritiske metoder. Krav der ikke kan stilles til den journalistiske profession allerede, fordi journalister ikke er videnskabsfolk, men underlagt journalistiske krav om efterprøvning af rigtigheden af de fremsatte påstande.

Retten forlader hurtigt kravet om sandhedsbevis og henholder sig derefter alene til spørgsmålet om, hvorvidt Bent Jensen har haft et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine påstande samt, hvorvidt han har været i god tro. Dette bliver udslaggivende.

Men giver det overhovedet mening at diskutere god eller ond tro, når det drejer sig om historievidenskab?

Bent Jensen har som forsker dels en række videnskabelige principper at iagttage og dels som historieforsker en privilegeret adgang til et betydeligt antal klassificerede og afklassificerede dokumenter hos Politiets Efterretningstjeneste. Der er altså nok at være kildekritisk overfor.

På baggrund af dette skal Bent Jensen drage sine videnskabeligt holdbare konklusioner.

Endelig forholder retten sig til et særskilt forhold, kaldet desinformation.

Jørgen Dragsdahl skulle angiveligt ud fra en objektiv betragtning have viderebragt urigtige eller vildledende oplysninger, som tjener en fremmed stats efterretningstjenestes interesser.

Retten bemærker, at det ikke kan kræves, at Bent Jensen skal føre sandhedsbevis for de ærefornærmende sigtelser om desinformation, men henset til sigtelsens karakter er det et krav, at Bent Jensen har haft et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sin kritik.

Retten anfører videre om dette forhold, at det er udtryk for en kritisk vurdering af Jørgen Dragsdahls arbejde som journalist og debattør og, at der er tale om såkaldte kritiske værdidomme (»value judgments«). 

Jamen er det en historieforskers opgave at fremkomme med kritiske værdidomme? Skal en seriøs historiker ikke blot konstatere, hvad han på grundlag af en kritisk kildebedømmelse er nået frem til?

Eller har Bent Jensen i rettens optik umærkeligt skiftet rolle fra videnskabsmand til lederskribent på et dagblad?

Noget kunne tyde på, at retten har foretaget denne jævnføring på baggrund af dens tolkning af praksis efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Denne praksis drejer sig som nævnt som alt overvejende hovedregel om journalistisk ytringsfrihed.

Så vidt ses retten ikke på noget tidspunkt at have overvejet, om der bør stilles andre og skærpede krav, fordi Bent Jensen ikke er journalist, men forsker.

Landsrettens dom efterlader således flere principielle spørgsmål ubesvarede. Svarene er væsentlige for spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser og bør snarest gives i en afgørelse i Højesteret.

Leif Hermann er bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening.