En revolutionær vej til socialisme

Pelle Dragsted har skrevet en grundig replik til min artikel ”Reformisme i Enhedslisten” (publiceret på Socialistisk Information 23.2.12 og på Modkraft 4.3.12). Pelles artikel hedder ”Vi står på samme side” (Socialistisk Information 8.3.12/Modkraft 16.3.12).

I sin replik opfordrer Pelle mig til at forklare, hvordan jeg opfatter udviklingen fra situationen i dag frem til et socialistisk samfund. Det vil jeg gerne forsøge, men først lige et par bemærkninger om rammerne for debatten:

Pelle mener, at jeg i har påduttet ham synspunkter, han ikke har. Det mener jeg bestemt ikke. Læsere, der er i tvivl, vil jeg opfordre til at genlæse den tekst, jeg oprindeligt citerede fra, min artikel og Pelles svar – og selv vurdere.

Der er masser af politiske vurderinger og holdninger, Pelle og jeg er enige om.

For mig er dette ikke en diskussion om, hvem der kan være medlemmer af Enhedslisten, men om hvilken strategi, vi skal arbejde sammen ud fra.

Jeg synes, at det er helt afgørende, at det kommende årsmøde tager diskussionen om program og strategi alvorligt og ikke kortslutter den ved at følge HB’s forslag om at skrotte det nuværende program uden diskussion og begynde forfra med at skrive et nyt.

”Hvordan forestiller Michael sig, at udviklingen fra i dag til, at et socialistisk samfund er tilvejebragt, vil sig ud skridt for skridt?” Sådan spørger Pelle. Der er selvfølgelig grænser for, hvor detaljeret nogen er i stand til seriøst at besvare det spørgsmål. Men spørgsmålet formulerer fint, hvad jeg også mener en socialistisk strategi må besvare.

Objektive og subjektive betingelser
Når jeg tænker socialistisk strategi, tager jeg afsæt i to centrale forudsætninger:

For det første har arbejderklassen i en bred definition, der omfatter flertallet af befolkningen i Danmark, et objektivt behov for at afskaffe kapitalismen og erstatte den med et socialistisk samfund. Kapitalismen kan kun i begrænsede perioder skabe enkelte fremskridt for arbejderklassen og andre grupper i samfundet. Under kapitalismen vil vi om og om igen blive udsat for angreb på leveforhold, økonomiske kriser og ødelæggelse af naturgrundlaget. Det gælder uanset, om traditionelle borgerlige partier har regeringsmagten, eller om reformistiske partier er i regering – så længe de lader sig begrænse af kapitalismens rammer.

For det andet opfatter det store flertal af arbejderklassen ikke situationen sådan. Der eksisterer i arbejderklassen ikke en forståelse for kapitalismens begrænsninger eller for, at det både er nødvendigt og muligt erstatte den med et socialistisk samfund.

Strategiens centrale udfordring
Det er denne modsætning, som en socialistisk strategi må løse. Derfor kan en socialistisk strategi ikke isoleres til de krav, der er vigtige i dag, og de aktiviteter, der skal til her-og-nu. Den kan ikke isoleres til det konkrete brud med kapitalismen, og den kan ikke begrænse sig til, hvordan vi forestiller os, at socialismen skal se ud.

En socialistisk strategi må udgøre en overordnet plan for, hvordan vi bidrager til, at arbejderklassen opnår en bevidsthed om nødvendigheden af et opgør med kapitalismen, en forståelse for, hvordan vi afskaffe kapitalismen og den organisatoriske styrke til at gennemføre det.

Min opfattelse af denne proces er baseret på en marxistisk analyse af samfundet og af de erfaringer, arbejderbevægelsen har gjort sig fra midten af 1800-tallet og frem til 2012. Det er ikke min private copy-rightede analyse og strategi. Det et er en forståelse, som er udviklet af partier, politiske strømninger og individer parallelt med kapitalismens udvikling, og som jeg vil kalde den revolutionære marxisme. De konkrete formuleringer i denne artikel er det selvfølgelig kun mig, der har ansvaret for.

De fleste vigtige elementer i denne strategi genfinder jeg i Enhedslistens principprogram, men jeg vil her forsøge at beskrive så præcist som muligt, hvordan jeg opfatter det.

Modsætningerne mellem klasserne
Fordi kapitalismen kun fungerer, når kapitalejerne opnår stadig højere profit, vil den del af produktionsresultatet, som arbejderklassen får, hele tiden være under pres. Kapitalismen vil gå fra krise til krise af vekslende styrke. Det betyder, at arbejderklassen – og andre samfundsgrupper – må reagere, hvis de ikke vil have deres leveforhold forringet – for slet ikke at tale om, hvis de ønsker forbedringer.

I særlige perioder kan arbejderklassen opnå fremskridt. Det kræver en kombination af en stærkt organiseret arbejderklasse og en kapitalisme i en opgangsperiode. Men når kapitalismen har været i stand til at undgå og udskyde krisen, vender problemerne forstærkede tilbage, og begrænsede reformer bliver til kontrareformer. Det oplever vi til fulde i dag. I hele Europa rulles gamle reformer tilbage. Selv borgerlige må konstatere, at en hel generation unge i dag sandsynligvis vil få en tilværelse med ringere leveforhold end deres forældre. Det har taget fart efter 2008, men det har stået på længere. Vi kan i dag ikke pege på mange velfærdsreformer fra de sidste 30-40 år, som ikke allerede er afskaffet eller under massivt pres fra politikerne. Samtidig begynder reallønnen at falde.

Spontan modstand
Presset kommer fra kapitalismen som system, fra kapitalejerne og fra de politikere, der vælger at administrere kapitalismen. Det fører til reaktioner fra arbejderklassen, fra dele af den eller fra andre grupper, som kommer under pres. Det foregår ikke altid så hurtigt, så markant og på den måde, vi som socialister ville ønske det.

Men på den ene eller anden måde reagerer arbejderklassen før eller siden med protester, demonstrationer, strejker, boykotter, besættelser og anden form for modstand. Den danske arbejderklasse har ikke været under samme pres som i mange andre europæiske lande. Men selv her så vi fra 2006 og frem til årsskiftet 2010/2011 en række protester, demonstrationer og strejker mod angreb på velfærden.

Aktive socialister kan være med og være ”fødselshjælpere”, men grundlæggende bliver de ikke skabt af socialisterne. Det er en spontan reaktion mod den måde, kapitalismen fungerer på konkret. Det er i disse reaktioner, at kimen til et opgør med kapitalismen ligger.

Bedre styrkeforhold
Som resultat af disse kampe kan arbejderklassen opnå små sejre og forbedre styrkeforholdene i forhold til kapitalen. Klassen kan styrke en selvstændig organisering i form af en aktivisering og demokratisering af fagbevægelsen grundorganisationer, klubber og fagforeninger og med opbygningen af samarbejder på tværs af arbejdspladser og fag, f.eks. i tillidsmandsringe. I situationer, hvor fagbevægelsen er for stærkt kontrolleret af bureaukrater, kan det også tage form af nye organisationsformer på og på tværs af arbejdspladser.

I den traditionelle socialistisk strategitænkning fokuserede man på kampe, delsejre og organiseringer, der var funderet på arbejdspladserne. Efter min mening er det stadig helt afgørende af to grunde. Dels er det her, at arbejderklassen har sin objektive samfundsstyrke, fordi samfundets produktion og øvrige funktion kan lammes, når arbejderklassen kollektivt nægter at medvirke. Dels fordi arbejdspladserne udgør et faktisk kollektivt fællesskab og dermed kan være udgangspunkt for at handle sammen og erkende fælles interesser.

Men arbejderklassen reagerer også mod konkrete udslag af kapitalismen i andre sammenhænge: Med afsæt i forsvaret af boligforhold, i forsvaret af kollektive velfærdsydelser eller i modstanden mod krige, klimaødelæggelser eller mod dobbeltundertrykkelse af særlige grupper i samfundet. Derfor opstår der også kampe og organisering omkring disse konflikter.

Politisk bevidsthed
Det er i forbindelse med disse protester og konflikter, at holdninger for alvor rykker. Det er her, at større eller mindre grupper i arbejderklassen kan erkende den faktiske modsætning til arbejdsgivere/kapitalistklasse/politiske ledere/systemet som sådan. Lige så uforståeligt det kan være for en overbevist socialist, at folk accepterer tingenes tilstand og støtter borgerlige politik, lige så overraskende kan arbejderklassens bevidsthed ændre sig. Det sker, når man løsriver sig fra dagligdagens rutiner og vante tankegang og f.eks. nedlægger arbejdet, organiserer en demonstration, koordinerer protester med forældre på resten af landets skoler, osv. Nogle gange kan bare det at være ”tilskuer” til omfattende mobiliseringer, betyde, at man radikaliseres politisk.

Det er sket gang på gang i historiens løb. Jeg har selv oplevet det blandt arbejdskolleger. Velfærdsprotesterne fra 2006 til 2010 fulgtes fase for fase af en tilsvarende politisk bevægelse fra blå blok til Socialdemokratiet og fra Socialdemokratiet til SF. At det lykkedes S og SF at ødelægge det hele i løbet af et års tid, viser kun, at der skal mere til end spontan bevægelse.

Lige som arbejderklassen som sådan bevæger sig politisk mod venstre, når der er mobilisering og organisering, lige sådan forbedres muligheden for at overbevise mindre grupper om et samlet socialistisk perspektiv og behovet for at opbygge et socialistisk parti.

Dobbeltmagt
Kampe, delsejre og arbejdsklassens organisering bevæger sig i bølger. Arbejderklassen bliver slået tilbage. Reformer undergraves eller tilbagerulles. Organiseringer bliver nedbrudt eller gjort ufarlige gennem bureaukratisering og indsovsning i det kapitalistiske samfunds daglige funktion.

Men mulighederne opstår igen. Hvis det er lykkedes at fastholde dele af den selvstændige organisering, og hvis en bredere gruppe har fastholdt bevidstheden om kampens nødvendighed gennem tilbageslaget, så kan klassekampen skærpes til et niveau, hvor arbejderklassens krav, selvtillid og organisering er så stærke, at det kapitalistiske samfund ikke kan rumme det. Vi har tidligere i historien set, hvordan strejkende arbejdere har overtaget basale samfundsstrukturer som trafik, fødevare-forsyning og hospitalsvæsen. Lige her og nu eksisterer sådanne isolerede initiativer i Grækenland.

Når den slags initiativer bliver generaliseret over hele landet, vil arbejderklassens organiseringer stå over for det kapitalistiske samfunds organisering med arbejdsgiverorganisationer, pro-kapitalistiske partier, kommunale og statslige apparater, politi og militær. Arbejderklassen kan og vil ikke acceptere den herskende samfundsform. Kapitalen og dens medhjælpere kan ikke acceptere arbejderklassens krav og begyndende overtagelse af magten.

Det kan man kalde en dobbeltmagt-situation.

I den situation er der kun to muligheder: Enten går arbejderklassen og dens allierede hele vejen og overtager samfundsmagten, herunder kontrollen med de vigtigste dele af produktion og distribution. Eller også bliver den slået tilbage, og det gamle system bliver reetableret ofte i en væsentlig mere brutal udgave.

Det første er min opfattelse af en revolution.

Revolution
Den revolution må nødvendigvis være arbejderklassens eget værk, dvs. aktivt støttet af et flertal i befolkningen. Hvis det kun er et mindretal, der støtter det, vil det ikke være muligt at overvinde en så magtfuld modstander som kapitalen, der har et statsapparat i ryggen. Hvis det kun er et mindretal, der er bag, vil man ikke kunne løse de opgaver, der skal tages hul på bagefter, når kapitalen som samfundsmagt ikke længere står i vejen. Hvis det kun er et mindretal, vil det ikke være, arbejderklassens magtovertagelse og dermed ikke den socialisme, jeg mener, vi skal slås for.

Netop fordi det er flertallets samfundsomvæltning, har vores side i kampen ikke som udgangspunkt behov for at bruge magt. Vi skal ikke tilstræbe voldelige kampformer, og jeg mener ikke, at vi kan udelukke konkrete historiske omstændigheder, hvor magtanvendelse ikke bliver nødvendig. Omvendt skal man være forsigtig med at udelukke, at arbejderklassen må tage fysiske magtmidler i brug. En samfundsklasse, som har så meget magt og rigdom, som kapitalistklassen har, vil næppe læne sig tilbage og sige: Nå, tager I det fra os, det var ærgerligt, så må vi jo finde på noget andet at lave. Kapitalistklassen har et enormt magtapparat med politi og militær, og hvis det ikke er anvendeligt, har de økonomi til at finansiere privat politi og militær. Og så er der hele det internationale aspekt, som jeg har ignoreret i denne artikel af pladshensyn.

En konfrontation med sådanne kræfter er ikke noget, vi ønsker. Men prisen i form af lidelser og død kan hurtigt blive meget større, hvis vi og arbejderklassen på forhånd har udelukket det.

Revolutionering af samfundet
Magtovertagelsen er ud fra min forståelse af det kapitalistiske samfund og klasseforholdene en nødvendig og afgørende del af revolutionen. Men magtovertagelsen er langt fra hele revolutionen.

Med magtovertagelsen skaber vi grundlaget for at opbygge et socialistisk samfund. Vi fratager kapitalistklassens dens kvælende magt over samfundets udvikling. Vi opbygger samfundet omkring nye, demokratiske organiseringer, som kombinerer den økonomiske sfære (produktion og arbejdspladser) med den politiske (deltagelse, valg og valgte repræsentanter). Demokratiske beslutninger ligger bag alle vigtige afgørelser i alle dele af samfundet i stedet for kapitalistklassens magt og i stedet for blinde markedskræfter.

Dermed er forudsætningerne skabt for at afskaffe udbytning og undertrykkelse, men også kun forudsætningerne. Over en lang periode vil samfundet skulle gennemgå en fortsat revolutionering, hvor der gøres op med rester af kapitalens materielle magt og med rester af kapitalismens ideologiske magt. Afgørende i denne proces er også den internationale situation. Har vi gennemført en revolutionær magtovertagelse i et af de første lande og skal kæmpe mod en fjendtlige omverden, eller følger vi i slipstrømmen på en europæisk revolutionær bølge?

Revolutionære og Folketinget i dag
Pelle beder specielt om, at jeg redegør for, hvordan jeg opfatter parlamenternes, herhjemme Folketingets rolle i processen. Det vil jeg besvare, opdelt i tre fase: i dag, frem mod den revolutionære situation og efter magtovertagelsen.

Folketinget kan beslutte alt om samfundets udvikling – ifølge de formelle regler og den borgerlige ideologi. Det er langt fra sandheden. Alene forventningen om, at et par større kapitalejere vil flytte arbejdspladser og kapital som reaktion på et lovgivningsinitiativ, kan få næsten alle partier til opgive forslaget på forhånd. De højtstående embedsmænd i statsapparatet forfølger ofte deres egen fortolkning af landets eller systemets interesser. For slet ikke at tale om de beslutninger, der træffes af EU.

Ikke desto mindre skal socialister prioritere at stille op til og fungere i Folketinget

For det første tror det store flertal af arbejderbefolkningen, at her ligger magten og identificerer politik med Folketingsarbejde. At ignorere det vil være at isolere sig fra arbejderklassen.

For det andet er det her, at der er mulighed for at implementere de delsejre arbejderklassen vinder gennem mobilisering eller mere indirekte pres på partierne. Hvis vi afviste at udnytte den indflydelse, som vores opbakning i befolkningen kan give i Folketinget under de nuværende forhold, ville vi svigte.

Parlamentet op til magtovertagelsen
Hvad på vejen mod en dobbeltmagt-situation og under magtovertagelsen? Langt hen i processen vil den stigende opbakning til vores synspunkter sandsynligvis afspejle sig i Folketingets sammensætning, og Folketinget vil i det store hele kunne afspejle flertallets synspunkter med forbehold.

Men jo nærmere vi kommer den revolutionære situation, jo større sandsynlighed/risiko er der for, at Folketinget ikke vil afspejle flertallets syn på, hvad der nu skal ske. Som nævnt tidligere ændrer politisk bevidsthed sig med ekstrem fart under mobiliseringer. Det vil en organisering af arbejderklassen med løbende valghandlinger og ret til tilbagetrækning kunne afspejle lynhurtigt - fra basisniveau til landsdækkende koordineringer.

Men et folketing med fire-årige valgperioder vil nemt halte bagud og dermed ligge langt til højre for arbejderklassen i den konkrete situation.

Som jeg også har været inde på, er der stor risiko for, at kapitalistklassen ikke vil acceptere flertallet, hvis flertallet vil afskaffe dens magt og ejendom. Det vil kunne give sig udslag i, at regeringen nægter at udskrive valg. I den situation må vi som socialister støtte den faktiske bevægelse, det faktiske flertal, hvis det står i modsætning til et Folketing, der er blevet holdningsmæssigt overhalet.

Det kan måske ikke udelukkes, at det lykkedes løbende at forny Folketingets sammensætning, så vi får en situation, hvor en socialistisk regering, der gennemfører vidtgående indgreb i kapitalens magt, og som støtter arbejderklassens revolutionære organisering. Her er jeg til gengæld rimelig overbevist om, at kapitalens respekt for parlamentet vil være væsentligt mindre end den, arbejderklassens faglige og parti-ledere har udvist gennem tiderne.

Parlamentet efter revolutionen
Efter magtovertagelsen vil fundamentet i beslutningsstrukturen være de organiseringer, der gennemførte magtovertagelsen. En form for demokratisk basisorganisering på arbejdspladser, uddannelsessteder, lokalområder og andet, som udpeger repræsentanter på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Her skal der naturligvis være fuld frihed til at danne partier og parti-lignende organiseringer.

Skal der også være et parlament, dvs. en forsamling valgt gennem nationale valgprocedurer på tværs af arbejdspladser mm.? Den revolutionære marxisme har traditionelt afvist den mulighed. Jeg er lidt mere i tvivl. Selv den mest demokratiske rådsstruktur vil have et problem med at afspejle arbejderklassens faktiske synspunkter gennem et indirekte valg fra arbejdsplads til lokalt niveau til regionalt niveau til nationalt niveau. Repræsentativiteten risikerer at gå fløjten, og det gør også mindretalsbeskyttelsen.

På den anden side vil et parlamentarisk organ under socialismen skulle adskille sig på afgørende områder fra Folketinget, som vi kender det i dag. Det bliver nødvendigt at gennemføre et opgør med den form for parlament, hvor der udskilles et elitært lag af levebrødspolitikere, der ser det som deres opgave at træffe de ”nødvendige” og de ”upopulære” beslutninger, som et flertal er imod.

Jeg er helt klar over, at jeg her efterlader flere løse ender og ubesvarede spørgsmål. Noget af det er behandlet i to udtalelser fra SAP:

"Her står SAP"
"Hvad er SAPs projekt"

Der kan være et afsnit eller to, jeg ikke er helt enige i, men i det store billede tegner de et godt billede af, hvordan jeg ser på det..

Mere eller mindre socialistisk
Selv om jeg ikke kom hele vejen rundt, blev det en lang omgang. Derfor vil jeg ikke bruge meget plads på at kritisere de synspunkter, Pelle fremlægger i sin artikel.

Det er heller ikke så nødvendigt, fordi Pelle på alle måder bekræfter min tese om, at han arbejder ud fra en reformistisk vision om en proces, der gradvist omdanner samfundet til socialisme. I den seneste artikel går han oven i købet et skridt videre og taler om, at et samfund kan være mere eller mindre kapitalistisk og mere eller mindre socialistisk.

Jeg har svært ved at se, hvordan man kan nå frem til den opfattelse. Bagudrettet rejser det i hvert fald spørgsmålet om, hvornår Danmark var mere socialistisk end i dag. Hvor socialistisk var det da? Det er ikke kun et polemisk-retorisk spørgsmål. Hvis Pelle kan pege på et tidspunkt, hvor Danmark var mere socialistisk, så kan vi analysere kapitalismen i Danmark på det tidspunkt. Det vil kunne bringe os nærmere en reel afklaring af, hvad det er, vi kan opnå gennem reformer, og hvad der sker, når arbejderklassen opnår delsejre uden at anfægte systemet som sådan.

I min første artikel – og indirekte i denne – har jeg forklaret, hvorfor den reformistiske vision er en naiv illusion. Det er ikke, som Pelle reducerer det til, et spørgsmål om gætteri. Det er et spørgsmål om at sætte sig ind i og forstå den samfundsform, vi lever i, og de klassekræfter, der fungerer i samfundet.

På en eller anden måde kan jeg forstå, at socialister, der levede i 50’erne og 60’erne kunne nå frem til den overbevisning, at vi lidt efter lidt kan gøre samfundet mere og mere socialistisk. Til nøds er det også forståeligt, at unge, hvis politiske bevidsthed blev dannet fra slutningen af 80’erne og frem til 2008 – og som ikke har studeret arbejderbevægelsens historie – kan få samme tanke. De voksede op i en periode uden alvorlige økonomiske kriser, og deres politiske verdensbillede blev primært dannet under en VK-regering, hvor de reformistiske partier ikke havde mulighed for i praksis at vise, hvor konsekvent de underlægger sig kapitalismen og konsekvenserne af det.

Men hvordan kan man fastholde denne tankegang i 2012, hvor reformer til arbejderklassens fordel hverken økonomisk eller politisk er på dagsordenen, men hvor tværtimod traditionelle borgerlige partier og reformistiske partier i Danmark som i resten af verden er enige om ”nødvendigheden” af kontrareformer? Selv på de punkter, hvor nogle socialdemokratier forsøger at adskille sig med forslag om at ”kickstarte” økonomien, er det kombineret med benhård anti-velfærdspolitik, og det er åbenlyst urealistisk, at sådanne kickstarter kan løse krisen. I endnu højere grad kan man sige det samme om klimakrisen og kapitalismen.

Konsekvenser
Som jeg også nævnte i den første artikel, er det den grundlæggende reformistiske vision, Pelle har formuleret sin støtte til. Jeg vil godt her gentage, at Pelle ikke dermed har givet udtryk for, at han tager ”the full Monty”.

Det er positivt, at Pelle klart giver udtryk for, at han ikke tilslutter sig centrale dele af den reformistiske pakke, som vi kender den fra S og SF i dag:

Pelle mener, at udenomsparlamentariske mobiliseringer vil spille en vigtig rolle.

Pelle mener ikke, at vi skal opnå reformerne gennem klassesamarbejde.

Pelle mener, at man skal fortsætte kampen for reformer, selv om den møder modstand fra den økonomiske elite.

Det er et godt udgangspunkt. Så længer vi holder fast i det i Enhedslisten, er vi på rette spor. Men jeg har svært ved at forestille mig, at så forskellige opfattelser af vejen til socialisme, som Pelle og jeg har, ikke også vil få konsekvenser for de handlinger og de politiske valg, vi træffer i dag og i morgen. Men det må vi jo se.

Under alle omstændigheder vil en Enhedsliste med Pelles vision som sin strategi eller en Enhedsliste uden nogen fælles opfattelse af vejen til socialisme ikke kunne løse én af de vigtige opgaver for et socialistisk parti, nemlig at forberede sig selv og andre på det næste skridt og det næste skridt igen frem mod en socialistisk revolution. Hvem skal så gøre det?