Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
principdebat
13. april 2012 - 14:25

En revolutionær, men demokratisk vej til socialismen

Jeg tror heller ikke, at et fuldt udviklet socialistisk samfund kan etableres uden modstand fra eller sammenstød med kapitalist-klassen, skriver Pelle Dragsted i en replik til Michael Voss.

Michaels seneste replik i vores debat om vejen til socialisme bekræfter mig i mit hovedsynspunkt i mit første svar - nemlig, at Michael, tiltænkt eller ej, overdriver de uenigheder vi har og de praktiske implikationer af dem.

Når jeg læser Michaels redegørelse for, hvordan han forestiller sig udviklingen frem imod en socialistisk samfundsforandring, kan jeg stort set erklære mig enig i det hele. Og jeg har ganske enkelt svært ved at forstå, hvordan den proces, han beskriver, står i grundlæggende modsætning til den proces, jeg har beskrevet i mit indlæg. Jeg mener nærmere, de er komplementære.

I den udstrækning, der findes en uenighed, mener jeg ikke, at den handler om den klassiske modsætning mellem reform og revolution, men nærmere om et spørgsmål om, hvor stor vægt vi lægger på det demokratiske aspekt i processen og visionen.

Jeg vil i det følgende komme ind på nogle af de områder, hvor vi (muligvis) har en uenighed.

Vold – kun som demokratiets selvforsvar

Michael skriver, at han ikke mener, at vi på forhånd skal udelukke, at ”magtanvendelse” eller voldelig konfrontation bliver nødvendigt, i forbindelse med en socialistisk samfundsforandring.  Det mener jeg, som jeg også har skrevet tidligere, heller ikke at vi kan eller skal.

Men jeg mener, at det bør fremgå klokkeklart i vores program og i vores politik, at vores ønske og strategi, er at skabe socialisme ad demokratisk og ikkevoldelig vej. Og at det kun er i det tilfælde, hvor et mindretal gennem vold eller kup forsøger at forhindre flertallets (folketingets) demokratiske beslutninger, at væbnet forsvar for demokratiet kan komme på tale.

Forhåbentligt kan dette selvforsvar udøves af det eksisterende magtapparat, enten fordi det bevidsthedsskred, som er sket i befolkningen – ikke er gået soldater og politifolk forbi, eller fordi de i det mindste har mere respekt for grundloven end for den økonomiske elites interesser.

Det kan vi næppe forudsige i dag. Men hvis politi eller militær allierer sig med mindretallet og forsøger at vælte en demokratisk valgt socialistisk regering ved kup, så er det klart, at de må erstattes af andre, som er loyale overfor demokratiet.

Det afgørende her er altså, at det aldrig må være os, som ved hjælp af vold forsøger at vinde magten uden om demokratiet, men at vores magtanvendelse kun vil ske som et forsvar for demokratiet.

Kup eller demokratisk magtovertagelse

Derfor bliver jeg også bekymret, når Michael åbner for noget, der efter min mening ligner en kup-lignende magtovertagelse.  Michael erkender som udgangspunkt, at folketinget vil afspejle en bevidsthedsudvikling i befolkningen, og at en stigende tilslutning til socialismen, vil afspejle sig i at socialistiske partier vil øge deres mandattal.

Men samtidig skriver han, at folketinget i en revolutionær situation, kan ”halte bagefter” og ikke repræsentere befolkningsflertallet, hvis befolkningen pludselig radikaliseres hurtigt. Og at man i dette tilfælde skal være parat til at ”tage magten og gennemføre socialisme” selvom befolkningen ikke gennem en valghandling, har givet sin opbakning. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der her tale om et udenomdemokratisk kup, og jeg er ikke beroliget af, at Michael mener, at der er andre måder at konstatere, at flertallet i befolkningen bakker op om socialismen. Det er der andre gennem historien, der også har påstået.

I den situation hvor folketinget ikke længere afspejler den bevidsthedsudvikling, som er sket i befolkningen, må man gennem en generalstrejke eller lignende tvinge regeringen til at udskrive valg, eller væbne sig med revolutionær tålmodighed og afvente næste valghandling. Hvis befolkningens opbakning til socialismen ikke kan holde fire år, så bliver det nok uanset hvad svært at opbygge socialismen.  

Derfor mener jeg, at det er afgørende at fastholde, at befolkningen nødvendigvis skal have vist sin opbakning til en socialistisk samfundsforandring gennem en fri og hemmelig valghandling.   

De historiske erfaringer med såkaldt socialistiske magtovertagelser tvinger os til at være klokkeklare på dette område. 

Folketingets rolle

Det samme gælder efter min mening spørgsmålet om folketingets rolle under socialismen. Jeg er glad for, at Michael erkender, at rådssocialistiske strukturer og indirekte repræsentation i flere led kan have afgørende demokratiske begrænsninger, og at et parlamentarisk organ med direkte valg dermed kan være nødvendigt.  Men det er for mig problematisk, at Michael fastholder en ”tvivl” på dette spørgsmål.

Med de erfaringer, vi har fra den ”virkeliggjorte socialisme” og proletariatets diktatur mener jeg ikke, at der er plads til tvivl om hvorvidt, der under socialismen skal være et parlament, der udpeger regeringen, og som befolkningen gennem et direkte valg har mulighed for at afsætte.

Selvfølgelig skal dette parlament være endnu mere demokratisk end i dag, med rotationsregler, lønninger på niveau med befolkningen, gennemsigtighed etc. Og selvfølgelig skal det være suppleret med et langt mere demokratisk samfund på alle niveauer fra arbejdsplads og udannelsessted til lokalsamfund.  Men dette er en supplement til og ikke en erstatning for et folkevalgt parlament. 

Som jeg skrev i mit forrige indlæg: ”Problemet er ikke det parlamentariske demokrati, men den udenomparlamentariske magt, som den økonomiske elite udøver under kapitalismen”.

Jeg vil arbejde for at det slås klarere fast i et fremtidigt program, at folketinget selvfølgelig vil bestå, og jeg er glad for at Michael omend ”tvivlende” åbner op for dette.

Mere eller mindre socialistisk

Michael mener, at jeg bekræfter, min ”reformistiske vision”, når jeg skriver, at der indenfor de samfund, vi kalder kapitalistiske, foregår en stadig kamp om kapitalkræfternes indflydelse, og at samfundet således gradvist kan flyttes i mere socialistisk retning.

Men Michael skriver i sit eget indlæg, at der efter en socialistisk samfundsomvæltning, vil være ”rester af kapitalisme”. Dermed erkender han jo sådan set, at samfundsformationer sjældent er fuldstændige. At de ofte rummer forskellige og modstridende sociale relationer. På præcis samme måder mener jeg, at den kapitalisme, vi lever under i dag, ikke er total. At samfundet rummer relationer, som er ikke-kapitalistiske – og som vi kan bygge videre på.

Jeg tror, det er direkte skadeligt for mulighederne for samfundsforandring, hvis vi opfatter og beskriver kapitalismen som total og almægtig.  Som om alt, der foregår i samfundet, var underordnet kapitalismen. På den måde gør vi kapitalismen til et monster, der er nærmest umuligt at slås imod.

Jeg tror, det er klogere, at opfatte vores samfund som mere komplekst og sammensat. Herunder erkende, at mange sociale relationer allerede i dag opererer udenfor eller i modsætning til kapitalistiske logikker. Og at der i disse relationer findes noget, vi kan bygge videre på.

Vi kan jo vælge at opfatte velfærdsstaten som et smart kapitalistisk komplot, der bare handler om at reproducere arbejdskraften. Eller vi kan se den som resultat af en klassekamp, hvor arbejderklassen har aftvunget sig indrømmelser, og som har grundlagt nogle sociale relationer, som begrænser kapitalkræfternes magt i samfundet. Og som rummer vigtige kim til en fremtidig socialistisk samfundsorganisation.

På samme måde kan vi vælge at opfatte staten som intet andet end et redskab for kapitalens magtudøvelse. Igen mener jeg, at det er forkert. Sådan var den russiske stat muligvis, da Lenin skrev sine teorier. I dag bør vi erkende, at en stat som den danske, nok er under afgørende indflydelse af den økonomiske elite, men samtidig også til en vis grad afspejler samfundets klassestyrkeforhold. Hvis staten alene var et redskab for kapitalinteresserne, havde vi næppe selskabsskat, miljølovgivning, arbejdsmiljøregler etc.

Det, jeg argumenterer for, er altså, at inden for de samfund, som vi over en bred kam definerer som kapitalistiske, kan den økonomiske elites magt og dominans i samfundsstrukturerne og på staten være større eller mindre. Og den kan rulles frem og tilbage. Og at denne rullen frem og tilbage har en afgørende betydning for samfundets styrkeforhold, og dermed for mulighederne for samfundsforandring.

Et samfund med en stor demokratisk offentlig sektor, vil f.eks. være langt mindre sårbar overfor økonomisk pression fra den økonomiske elite.

Men jeg vil gerne gentage, at dette synspunkt ikke betyder, at jeg tror, at et fuldt udviklet socialistisk samfund kan etableres uden modstand fra eller sammenstød med den økonomiske elite/kapitalist-klassen. Jeg tror bare, at der allerede inden dette brud vil være sket nogle magtforskydninger i samfundet og være etableret sociale relationer, der kan bygges videre på, når socialismen skal etableres.  

Og jeg har faktisk svært ved at forstå, hvorfor dette synspunkt skulle være antagonistisk ifht. den proces som Michael beskriver i sit indlæg.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce