En ny revolutionsbølge kan være påbegyndt

1. Kort revolutionshistorie

Den kommunistiske revolution i årene 1917 til 1921 udgjorde det første verdensomspændende angreb på kapitalismen.

Proletariatet i Rusland og Tyskland var spydspidsen i den kommunistiske offensiv. Målet var etableringen af et kommunistisk samfund uden penge og stat.

Men i såvel Rusland som Tyskland led revolutionsforsøget nederlag og blev knust af henholdsvis socialdemokratiet og inddæmning og stalinisme.

I Tyskland var kombinationen af parlamentariske valg og frikorps for stærk for den tyske arbejderklasse. I Rusland blev revolutionen inddæmmet af Vestens hovedmagter, der lagde indbyrdes stridigheder på hylden med henblik på at undgå at revolutionen spredte sig.

Det kapitalistiske svar på revolutionsbølgen var massivt og tog bl.a. form af kontrarevolutionære overgangsfænomener som fascisme og nazisme.

Amadeo Bordiga beskriver Anden Verdenskrig som den endelige destruktion af den kommunistisk revolutions første offensiv (i fx »Il marxismo dei cacagli«).

Det revolutionære nederlag ledte til integrationen af arbejderklasserne i nationalstaterne, hvad enten det var i Vestens velfærdssamfund eller i østblokkens statskapitalistiske bureaukratier.

Det lykkedes næsten helt for den antifascistiske kamp og den statsstyrede modernisering efter Anden Verdenskrig at fortrænge de kommunistiske revolutioner, men i løbet af 1960’erne fandt der en delvis genopdagelse af det revolutionære perspektiv sted.

I årene fra 1968 til 1977 blev verden igen scene for en global proletarisk offensiv, hvor arbejdere og unge studerende afviste fabrikkens samlebåndsarbejde og det fritidsliv, som den keynesianske løn-produktivitetsaftale muliggjorde.

Adgang til øget konsum og tilfredsstillelse af umiddelbare materielle behov og muligheden for et fritidsliv var ikke nok for de nye generationer, der udfordrede efterkrigstidens reformisme med krav om endnu mere og dermed eksponerede den vesteuropæiske arbejderbevægelses accept af de kapitalistiske produktionsbetingelser.

De unge krævede meget mere og lancerede krav om selvbestemmelse. Arbejderkontrol og autonomi blev tidens løsenord.

Ungdomsoprøret trak på den kommunistiske revolution og de efterfølgende opstande i Spanien i 1936, Ungarn 1956, men uden at ’68-oprøret formulerede et egentligt alternativt socialt projekt.

Svaret fra kapitalen kom prompte i form af en tilbundsgående kapitalistisk modoffensiv, der spredte de stridige subjekter og erstattede dem med ny teknologi og lønslaver langt væk fra kapitalens centrum.

Perioden fra begyndelsen af 1970’erne og frem blev derefter ét langt tilbagetog for proletariatet, de få undtagelser til den neoliberale kontrarevolution kan tælles på en hånd (først og fremmest den latinamerikanske venstredrejning med Chavez, Lula, mv. og da taler vi om statskapitalistiske reformer med henblik på at styrke den nationale kapitalakkumulation og ikke socialisme).

2. 2011 var et brud

Efter mere end 30 års neoliberal kontrarevolution udgør plads-bevægelsen, der spredte sig fra Tunis og Cairo til Madrid, Barcelona og Athen og videre til New York og en lang række byer i USA i løbet af blot et halvt års tid, en afgørende ændring fra énsidet klassekamp til aktiv proletarisk modstand mod kapitalens sparepolitik.

Den nye protestcyklus har ganske vist endnu ikke forårsaget nogen afgørende ændringer i den førte sparepolitik og ikke for alvor udfordret den herskende orden, men den har gjort det muligt at tale om krisen på en helt anden måde end tidligere.

Der er sket et vigtigt sprogligt skifte, som har løftet krisen ud af privatsfærens selvanklagende individualiseringsdiskurs over i en kritisk offentlig samtale om krisen og sparepolitikken. Fra at have været personligt ansvarlig for at være arbejdsløs, have gæld, være hjemløs eller være objekt for politibrutalitet skete der et skifte, som synliggjorde det strukturelle i problemerne.

3. Arabiske revolutioner

Der blæser friske vinde fra den anden side af Middelhavet. De arabiske masser har sat sig i bevægelse.

De arabiske revolter, hvor lokale pjaltedespoter som Ben Ali, Mubarak og Gadaffi mistede magten, Assad kæmper desperat for at undgå samme skæbne, er indtil videre den mest omfattende udfordring af den herskende orden.

Men også der har den herskende orden indtil videre formået at kontrollere det revolutionære opbrud og kanalisere frustrationen over i støtte til den lokale elite, moskeen og militæret. Pjaltedespotierne holder endnu stand.

Men stridighederne mellem det lokale borgerskabs forskellige fraktioner vidner om krisens accelererede tempo og de grundlæggende økonomiske problemer i regionen. Alle forsøgene på at afspore utilfredsheden konfronteres med den økonomiske miseres hårde realitet, og radikalisering af de store ungdomsarbejdsløse befolkninger tager blot til.

Nil-deltaet har reelt været i en fase af permanent uro siden 2006, og alt tyder på, at krisen blot vil spidse til i Ægypten, Tunesien, Libyen, Syrien, Irak, Sudan og formodentlig også i Algeriet.

4. Pladsbesættelsesbevægelsen

Protesterne, der startede i Tunesien i december 2010, spredte sig hurtigt til andre lande i Nordafrika og Mellemøsten, Ægypten, Libyen, Sudan, Bahrain etc. og hoppede i løbet af kort tid videre til Sydeuropa. Pludselig var det offentlige rum scene for systemkritiske protester, der eksplicit afviste at lade sig indskrive i de allerede etablerede pseudo-politiske konfliktlinjer.

Protesterne havde hver og én specifikke lokale årsager, men de var alle protester mod den massive sparepolitik, som regeringer verden over implementerede efter udbruddet af finanskrisen i 2008. Sparepolitikken forenede modstanden.

Den herskende orden havde forskellige udtryk fra Ægypten til Spanien til USA, men i hver national kontekst var det selve det politiske system, der stod for skud og det politiske establishments deltagtighed i korruption eller knæfald for finanskapitalen.

Protesterne refererede eksplicit til hinanden og lånte protestformer fra hinanden. Fra Cairo til Madrid til Athen var pladsbesættelsen den nye modstandsform. Hvor alterglobaliseringsbevægelsen i de sene 1990’ere og tidlige 2000’ere blokkerede topmøder og demonstrerede i én by af gangen, så var den nye protestbevægelse kendetegnet ved en længerevarende besættelse af lokale pladser.

Pladserne blev på den måde steder for sociale eksperimenter, hvor der blev afprøvet nye socialiserings- og beslutningsprocesser hinsides de etablerede politiske former. Bevægelserne forenede mange forskellige grupper, der var fælles om at føle sig røvrendt af den herskende orden.

Diversiteten betød, at der kom mange forskellige former for kritik til udtryk, fra mere moraliserende anklager mod finanskapitalen til egentlig kapitalismekritik.

Pladsbesættelsesbevægelsen indledte den nye periode, og siden december 2011 og Occupy-bevægelsens umiddelbare opløsning som følge af interne stridigheder og ydre pres fra en udfarende statsmagt er der ikke gået længe mellem, at nye protester er brudt ud andre steder.

Listen er lang: Brasilien, Bulgarien, Tyrkiet, Thailand, Cambodja, Bosnien, Ukraine. Der er tale om et diskontinuert net af optøjer, der endnu ikke samler sig i en sammenhængende overordnet modstand mod kapitalismen, men stadig flere stedet spidser tingene til.

5. Sparepolitik

Regeringer verden reagerede på finanskrisen ved at intensivere den nedslidning, som i mere end 20 år har været den dominerende regeringsmåde.

Svaret på den bristede gældsboble var besparelser. I mere end to årtier har det allerede været den IMF-sanktionerede fremgangsmåde i den tidligere østblok og i Latinamerika, Nord-afrika og Sydafrika med frygtelige konsekvenser til følge alle steder.

Nu er sparepolitikken vendt tilbage til Vesten, og i Sydeuropa har konsekvenserne været særligt tydelige, her er samfund blevet revet fra hinanden med henvisning til nødvendigheden af at stramme op og privatisere.

På en anden måde end i 1968 er de protesterende masser i nord og syd nu fælles om at se frem til et liv på kanten af lønarbejdet eller i gæld, hvad Michael Denning kalder et lønløst liv (i teksten »Wageless life«).

I 1968 spillede begivenhederne i Vietnam og Latinamerika også en mobiliserende rolle for ungdommen i Vesten, men mere som reference end som levet hverdag. Nu er ungdommen i nord og syd bundet sammen af udsigten til en liv uden fremtid, som Mårten Björk og Natacha López skriver i Utan framtid.

Unge i New York, Madrid og Athen har slet ikke de samme muligheder som deres forældre og begynder at nærme sig livsbetingelser, der ikke er væsensforskellige fra deres brødre og søstre i Cairo og Rabat.

6. Statsbankerot

I virkeligheden er sparepolitikken et udtryk for de kapitalistiske staters svaghed.

Den umiddelbare løsning på den økonomiske krise vil være at pumpe penge ud i økonomien og øge det offentlige forbrug.

De kapitalistiske stater har imidlertid kun i begrænset omfang været i stand til at gøre noget sådant, da de stort set alle sammen i forvejen har oparbejdet en stor gæld. Derfor har staterne været nødsaget til både at låne og bruge penge og samtidig lancere en omfattende sparepolitik.

Staterne er fanget af den foregående periodes manglende vækst og har allerede gennem en længere periode optaget store lån.

Vi er nu i en situation, hvor de store økonomiers statsgæld ligger som en bombe under enhver forestilling om et kommende opsving.

Det åbner for radikale perspektiver: Hvis tiltroen til staternes evne til at opretholde værdiernes værdi udfordres eller helt forsvinder, så vil pengene pludselig ikke have nogen værdi overhovedet, og så vil fanden for alvor være løs.

7. Ufuldendt omstrukturering

Krisen er et udtryk for et længerevarende profitabilitetsproblem i den kapitalistiske økonomi, som blandt andre Robert Brenner beskriver.

Lige siden der skete en opbremsning af den bugnende efterkrigstidsøkonomi, der blev muliggjort af to verdenskrige og depressionen, har kapitalen haft svært ved at skabe tilstrækkelig profit.

Fra 1970’ernes begyndelse og frem har kapitalen forsøgt at ‘genfinde’ sig selv ved at skære ned på udgifterne til den variable og den konstante kapital (især infrastruktur).

Konsekvenserne har delvist været usynlige i den vestlige verden takket være de store mængder kredit, der har opretholdt en del af velfærden, men de sidste to årtier er afviklingen af velfærdstaten for alvor accelereret, også i Danmark.

I andre dele af verden har perioden været karakteriseret af underudvikling og eksklusion.

Krisen begyndte med andre ord for mere end 40 år siden, og neoliberalismen er i retrospektiv et langt kriseregime, hvor der er blevet sparet på den sociale reproduktion med henblik på at skabe merværdi.

Den neoliberale globalisering er et forsøg på at genskabe mulighedsbetingelserne for en ny ekspansion, men et forsøg som ikke er lykkedes.

Den lange række af kriser og bobler i løbet af de sidste fire årtier er et udtryk for dette forhold. Kapitalen forsøgte at løse opbremsningen af økonomien og den voksende arbejdermilitans ved at flytte produktionen. Outsourcing som flugt fra genstridige arbejdere i Vesten.

8. Mirakuløs profitskabelse

Den neoliberale kapitalismes fundament er ustabilt. Kapitalismen forsøger altid at holde produktionsomkostninger i ave, men den behandler almindeligvis arbejdet som både en udgift og en investering.

Den neoliberale globalisering er imidlertid drømmen om profit uden lønarbejdere, en art dopet kapitalisme, hvor kapitalen forestiller sig, den kan skabe merværdi uden merarbejde.

9. Eksklusion og slumliv

Siden sidst i 1970’erne, og især efter at den kinesiske økonomi blev åbnet, er hundrede millioner i Latinamerika, Nordafrika, Sydafrika og Asien blevet indrulleret i lønslaveri. Men samtidig er flere og flere mennesker blevet ekskluderet fra økonomien på globalt plan inden for de sidste 30 år.

Selvom der har fundet en gigantisk forøgelse af kapitalismens produktivitet sted i de tre årtier, og den neoliberale globalisering har fjernet en række barrierer for dens udvidelse, så har kapitalismen ikke været i stand til at skabe en tilstrækkelig mængde profitproduktion til at inkludere en voksende verdensbefolkning i lønarbejdet.

Flere og flere har svært ved at blive lønarbejdere og komme ind i kapitalens metabolisme, som Marx kalder det. Væksten i uformelt arbejde og slumbeskæftigelse er et udtryk for denne udvikling, som Mike Davis beskriver i Planet of Slums.

Som følge af de omstruktureringer, der fandt sted fra begyndelsen af 1970’erne og frem – teknologisk innovation, outsourcing og nye ansættelsesformer – er en voksende del af proletariatet blevet overflødig for produktionen af merværdi.

De kan ikke længere anvendes som nødvendigt arbejde, arbejde der skal fungere som merarbejde og generere kapital. De er udenfor. De udgør ikke engang en industriel reservearmé, men er bare ekskluderet fra den kapitalistiske økonomi (Den udvikling kommer også til syne i det forhold, at det primært har været finanskapitalen, der er ekspanderet, og ikke andre dele af økonomien).

10. Revolution og kontrarevolution: 1917-1960

Udgangspunktet for den nye protestcyklus og de arabiske revolutioner er på godt og ondt de gamle revolutioners nederlag. De kommunistiske revolutioner i Europa i 1917 til 1921 mislykkedes hver og en, i Rusland, i Tyskland, i Ungarn.

Borgerskabet inddæmmede den proletariske satsning og isolerede den russiske revolution, der døde og aldrig nåede at blive andet end en politisk begivenhed og siden blev til statskapitalisme.

Stalins ‘socialisme-i-et-land’ udraderede effektivt det internationale perspektiv og identificerede socialisme med staten og nationen.

I Vesteuropa skulle der ganske vist endnu en verdenskrig til, før kapitalen blev så stærk, at den kunne integrere en voldsomt decimeret arbejderklassen i nationalstaterne. Men i 1945 var det en realitet, i såvel øst som vest var arbejderklassen blevet integreret.

Den gamle arbejderbevægelse var død, og selv antikoloniseringen formåede ikke at igangsætte den revolutionære bevægelse i Vesten. Først i begyndelsen af 1960’erne begyndte der at ske noget igen.

11. Ungdomsoprør og rekuperation af autonomien

1968’er-årene står som betegnelse for den subversive bølge, der gik gennem store dele af verden og effektivt rystede den herskende smag fra 1960 til 1977. Ungdomsoprøret var en afvisning af gerontokratiet.

Churchill, Eisenhower, De Gaulle og Adenauer havde alle selvhøjtideligt beholdt magten efter afslutningen på Anden Verdenskrig og henviste konsekvent til deres antifascistiske meritter som legitimation for deres styre.

De unge vrængede af den selvhøjtidelige borgerlighed, som statsmændene og generalerne lagde for dagen.

Derfor blev 1968 et langt mentalt eksperiment, hvor efterkrigstidens funktionsopdelte samfund blev afvist til fordel for, hvad Jacques Rancière kalder en lighedens politik, hvor det sanselige bliver delt på en anden måde hinsides naturaliserede pladstildelinger: de studerende er i skole, arbejderne er på arbejde.

Pludselig var de parisiske studerende ‘tyske jøder’ og sloges med politiet i gaderne i Latinerkvarteret.

Protesterne kom som en overraskelse på et tidspunkt, hvor den materielle velstand var højere end nogensinde, og hvor velfærdsstaten sørgede for uddannelse og kultur til alle hinsides klasseskel.

Perioden var kendetegnet ved paroler om ‘ideologiens afslutning’ og ‘en afsked med proletariatet’, og en ny generation af lønarbejdere og unge studenter radikaliserede den institutionelle reformisme og ville ikke længere lægge bånd på sig selv.

Mange krævede meget mere i løn og meget mindre arbejde, og en mindre gruppe krævede det hele.

Dermed blev det mådehold, der havde været en vigtig del af efterkrigstidens løn-produktivitets-aftale, kastet overbord. Modstand mod kedelige arbejdsforhold og hårdt slid ved samlebåndet manifesterede sig som arbejdsnedlæggelser, sabotage og vilde strejker.

1968-revolutionen adskiller sig fra den kommunistiske revolution i årene mellem 1917 til 1921, idet der aldrig nåede at ske en egentlig materialisering af revolutionen uden for hverdagslivet.

I den revolutionsbølge, der rullede fra Rusland til Tyskland og Ungarn i årene 1917 til 1921, var projektet en ophævelse af det kapitalistiske samfund og en afvikling af pengeøkonomien. Så langt nåede 68-er-protesterne ikke. Bevægelsen fra idé til deal og videre til projicering fandt ikke sted i ’68-årene i samme grad.

I stedet var 1968 en lang bevidsthedsundersøgelse, hvor der blev eksperimenteret med identitet, køn, seksualitet, kunst og musik.

På den måde skete der en udvidelse og en intens undersøgelse af den revolutionære proces, der bag om ryggen på sig selv pegede på den samtidige nødvendighed af socio-materiel omkalfatring og kritikken af hverdagslivet.

1968 var tilsynekomsten af nye subjekter, der ikke gik restløst op i den historiske materialismes klassekategorier. Men udvidelse blev også afvikling, den revolutionære proces blev diffus og spredt, og proletariatet i Vesten holdt igen og accepterede en neoliberal udgave af autonomi og selvstyring i form af løsere moral og opløsningen af skellet mellem arbejde og fritid takket være nye mikro-teknologier som computeren.

12. Statskapitalismens déroute

1968 rettede et direkte slag mod både den socialdemokratiske velfærdsmodel og den sovjetiske statskapitalisme, nationalakkumulation nej tak.

I den efterfølgende periode – fra 1968 til 2011 – er den statsstyrede moderniseringsmodel blevet yderligere diskrediteret og har vist sig som ude af stand til at opretholde efterkrigstidens løn-produktivitetsmodel og velfærd.

Murens fald synliggjorde den sovjetiske økonomis selvmodsigelser, som Bordiga allerede tidligt havde påpeget (i fx Dialogato con Stalin).

Og i løbet af 1990’erne og 00’erne degenererede velfærdsmodellen til ren krisestyring, i 1990’erne  med henvisning til globalisering og i 00’erne med reference til undtagelsestilstanden og terrorbekæmpelse.

De to tidligere konkurrerende statskapitalistiske løsninger, den socialdemokratiske og den stalinistiske statskapitalisme, har begge fået et skud for boven. Så langt, så godt. Perioden siden 1970’ernes begyndelse har synliggjort deres funktion som vedhæng eller appendiks til den borgerlige revolution.

Den stalinistiske statskapitalismes sammenbrud i Sovjetunionen afslørede dennes historiske opgave som først og fremmest destruktionen af præ-kapitalistisk landbrug.

Reaktionerne på finanskrisen har vist, hvor sønderskudt det 20. århundredes reformisme i virkeligheden er i det nye århundrede. En reformisme på højde med krisen mangler endnu at manifestere sig.

Neoliberalismen har stadigvæk hegemonisk status, og ingen steder er det muligt at køre frem med keynesianske modeller.

Fraværet af den reformistiske diskurs, der spillede en helt central rolle i etableringen af efterkrigstidens velfærdssamfund, viser, at der i dag ikke er plads til alternativer i den globale kapitalistiske akkumulation. Enhver snak om grøn kapitalisme er eksemplarisk, for situationen er næsten helt forstummet. Situationen er højspændt, og der er endnu ingen udveje.

13. Permanent verdensrevolution

Trods ihærdige forsøg på at standse opbruddet, spreder protesterne sig: Så sker der noget i Ægypten, så er de tyrkiske byer i oprør, så fortsætter protesterne i Chile, tusinder er pludselig på gaden i Brasilien, så er Bulgarien scene for protester, så flammer det op i Bosnien og springer videre til Ukraine, så sker der igen noget i Kina,  i Thailand bølger det frem og tilbage, så er det Cambodja. Vi lever i optøjernes tidsalder med Alain Badious term.

Flere og flere større byer i Middelhavsområdet, i Ægypten, i Spanien, i Bosnien, men også i Ukraine er gået ind i en fase af konstant uro. Det er tilfældet i Cairo, Mahalla, Madrid, Sarajevo, Istanbul, Izmir, Kiev og Lviv. I Syrien raser borgerkrigen.

Og i takt med at protesterne tager til, falder de reformistiske illusioner om nationaldemokratiet og de nationale arbejderklassers fredelige overleven.

Det er afgørende, for kun ved at sprede sig, kan den igangværende protestbølge sejre.

Hvad enten det drejer sig om Ægypten, Syrien, Bosnien eller Ukraine, så skal revolutioner sprede sig ellers dør de ud… Det er en af lærerne fra de tidligere revolutioner.

Det kommunistiske perspektiv er permanent verdensrevolution. Hvis en revolution begrænses til en national kontekst tager den kontrarevolutionære dynamik over.

Det hidtidige forløb i Ægypten illustrerer dette hinsides enhver tvivl: Den herskende klasse eller fraktioner fra den sætter sig på den politiske ledelse af opbruddet og annullerer det kapitalnegerende perspektiv.

Situationen i Syrien taler også sit tydelige sprog, her er tonearten helt igennem tragisk, her har en revolutionær opstand udviklet sig til massedød og en spiral af statsterror og modterror sponsoreret af udefrakommende imperialistisk magter, der alle ønsker at se det revolutionære opbrud forbløde.

Hvad bør der gøres? Det er vigtigt, at de revolutionære i Ægypten, Bosnien, Ukraine etc. ikke isoleres. Hvis deres modstand og håb ikke skal gøres til skamme, skal der etableres en international solidaritetsbevægelse. Kun såfremt revolutionen er international, har den en chance.

Den neoliberale omstrukturering skabte et globalt arbejdsmarked, derfor må revolutionen være global. Chancerne for at lykkes er uden tvivl minimale, men spørgsmålet er vel, om der er andre muligheder, hvis vi skal undgå en biosfærisk nedsmeltning.

Kommunisme eller destruktion af planeten!

Mikkel Bolt er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns universitet.

Artiklen er hans bidrag til et internetmødet om revolution i det 21. århundrede, som Enhedslistens Internationale Udvalg afholdt lørdag den 1. marts 2014.