Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Nekrolog
24. marts 2012 - 13:08

En gudbenådet stilist

Kontradoxa offentliggør to nekrologer over Tørk Haxthausen. Den første er skrevet af Anders Lundkvist, der har kendt Tørk i to årtier og samarbejdet med ham i tidsskrifterne SALT, Kritisk Debat og Modkraft-redaktionen Kritik & Kaos. Den anden er skrevet af Tørks hustru Ulla Paul og journalist Jan Eskildsen, der ligesom Tørk var det i sine sidste år, er bosat i Sandvig på Bornholm. 

Anders Lundkvist:

Tørk er død, 87 år gammel. Han blev ramt af hjertestop i sit hjem i Sandvig på Bornholm. Klar i hovedet til det sidste, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse hans sidste bidrag i Modkraft sektionen, Kritik og Kaos: Demokrati – har vi prøvet dét?.

Der produceres ikke mange af Tørk’s slags i dag.

Han var et multimenneske, uden nogen formel uddannelse. Kultur og politik, kan vel være overskriften. Han malede; skrev TV- og radiospil; producerede en lang række kortfilm, især fra Tanzania, hvor han opholdt sig 1970-76, udsendt af Danida; han skrev en lang række skønlitterære og politiske bøger; og så var han en uafhængig samfundsdebatør på venstrefløjen.

Som ganske ung deltog Tørk i frihedskampen under den tyske besættelse, indtil han i 1944 måtte flygte til Sverige. Han fortalte engang om en oplevelse. Der var en razzia i København, og han måtte flygte ind i en butik. Straks han kom derind skete der to ting: Manden tog telefonen for at ringe til politiet, mens konen hjalp Tørk med at finde bagudgangen. Den danske splittelse mellem samarbejdspolitik og modstand kunne ikke få et mere sigende udtryk.

Jeg har kendt Tørk de sidste knap 20 år og besøgt ham og hans kone, Ulla, da de boede i Sverige.

Vi var redaktører ved og bidragydere til tre venstrefløjsmedier. Først SALT i 90'erne, så Kritisk Debat, og senest Kritik og Kaos på Modkraft.

Det var Tørk, der fandt på sidstnævnte titel, og kombinationen af de to ord udtrykte egentlig i en nøddeskal, hvordan han skrev. Han var kritisk, også overfor venstrefløjen, og samtidig var han aldeles uforudsigelig. Han havde altid en anden, uortodoks vinkel på tingene, og han skrev om stort set alt. I tiden på Kritisk Debat havde han sin egen klumme, Tørk’s Hjørne, hvor han surfede på nettet og fandt de mest besynderlige, men altid sigende hjemmesider, om alt fra dansk højrepopulisme over klima til amerikansk våbenindustri.

Tørk var en gudbenådet stilist.

Hans sætninger fandt altid det rette udtryk. Ikke en millimeter ved siden af. I en periode var jeg hans redaktør. Et let job, for der var næsten aldrig noget at rette, end ikke kommaerne. Og han var 100% pålidelig, når det kom til deadline. Her var han alt andet end uforudsigelig.

Af hans bøger vil jeg fremhæve to.

Dr. H. fra 1983, der handler om Parvus, en eventyrlig skikkelse, der – faktisk – levede omkring 1. Verdenskrig og begyndelsen af 20'erne. Han var kommunist, havde forbindelse til Lenin og i øvrigt også til Stauning, fordi han hjalp de danske socialdemokrater med import af kul fra Tyskland under krigen (det fik Parvus et meget fint ur for). Han var også spekulant og tjente en formue, samt muligvis tysk agent. Bogen kan varmt anbefales, bl.a. fordi den er spændende som en agentroman. Dette modsigelsesfulde – og kaotiske – liv fascinerede ikke overraskende Tørk.

Ritmesteren og revolutionen fra 2000 består af hans fars breve fra den russiske revolution, hvor han agerede som dansk diplomat. Faren var stokkonservativ, men de giver et fantastisk billede af hvordan revolutionen var på hverdagsplan, neden under avisoverskrifterne.

Tørk var vist aldrig medlem af noget parti, men der var ingen tvivl om at hans hjerte – og hovede – lå til venstre. Han kunne harmes over uretfærdighed og ryste på hovedet af verdens uforstand, men altid på en behersket og ofte lettere ironisk måde.

Tørk døde ikke ’mæt af dage’. Engang udkastede han en teori om at mennesker burde leve 300 år. De første 100 til at lære hvordan man lever, de næste 100 til at leve, og de sidste 100 år til at reflektere over livet.

Tørk blev ikke 300 år, men hans liv lykkedes. Derfor er det ikke sørgeligt, kun trist, at han ikke er mere.

Tørk var en god mand, også for den danske venstrefløj.

Æret være hans minde.

Oversigt over Tørk’s bøger og anden aktivitet på Wikipedia

Læs om Tørk’s arbejde i Tanzania på sitet www.u-landsnyt.dk

 Se også links om Tørk Haxthausen på Tidslinjen 22. marts 2012


Jan Eskildsen og Ulla Paul:

Tørk Haxthausen er død

(7. oktober 1924 – 22. marts 2012).

Historien om Tørk er for omfattende til at stå i en nekrolog, så det må vente. Han blev i årenes løb kendt som journalist, forfatter, maler, instruktør, debattør, konsulent. Hans aldrig hvilende engagement i samfundet førte i de senere år til, at han skrev til Salt, Kritisk Debat, netmediet Modkraft, men også Bornholms Tidende, hans lokalavis.

Tørk Haxthausen blev født i 1924 som søn af legationsråd, kontorchef C. F. Haxthausen og Alix H., (født Brønnum Scavenius), der på det tidspunkt boede i Oslo. Tørk gik på flere skoler, herunder Metropolitanskolen. Efter realeksamen i 1941 frekventerede han Bizzie Høyers Tegneskole. I begyndelsen af 2. verdenskrig meldte han sig ind i DKP, i den tro at han ville få et gevær, så han kunne kæmpe mod nazisterne. Det fik han ikke, i stedet kom han på politisk skolebænk, men senere blev han bedt om at løse forskellige opgaver.

Der skulle afleveres beskeder på bestemte adresser, og jøder skulle advares, eller have at vide, at de skulle af sted til båden. Tørk havde kun kontakt med den person, der gav ham opgaverne, sådan var det at være ung i BOPA, for det var dem, han løste opgaver for, uden at vide det. Da han blev stukket til tyskerne, kendte han derfor ikke noget til dem eller de personer, han blev udspurgt om.

Velvillige danske fangevogtere bandt ham til en stol og gennemtævede ham i dagevis. Hver aften fik han at vide, at han ville blive henrettet næste morgen. Til sidst opgav de, og han blev sat på fri fod, men i 1944 måtte han selv tage til Sverige, fordi det var blevet for farligt for ham at være i København. Efter krigen tog han tilbage til Danmark. I 1948 blev han udmeldt af partiet, men hans kritiske blik på samfundets udvikling var skarpt til det sidste.

Tørk Haxthausen udstillede sine malerier i Århus i 1946 og var tilknyttet Henning Larsens kunsthandel i København fra 1947, ligesom han i perioden udførte diverse illustrationer og bogomslag. Samme år blev han leverandør til Politikens tillæg Magasinet, og her skrev han i begyndelsen kun om emner af sociologisk og populærvidenskabelig karakter. Det var dog ikke nok for Tørk, der havde mange ideer og konstant skrivekløe, og derfor gerne ville beskæftige sig med andre områder også. Det fik han ikke lov til, han skulle holde sig til sine egne emner.

Redaktionen modtog senere noveller og andet poetisk stof fra Ove Brønnum og Johannes Nielsen, og det blev bragt. Efter et stykke tid fik en i redaktionen en mistanke, for typerne fra skrivemaskinen i de tos artikler lignede ikke kun hinanden, men også dem i artiklerne fra Tørk. Om det var ham? Det måtte han så indrømme – men artiklerne blev bragt.

Tørk skrev i de kommende år utallige artikler og mere end 20 bøger, dels under eget navn, dels under navnene Ove Brønnum, Chad C. Mulligan og Johannes Nielsen. Han har også brugt pseudonymet Johannes G. Larsen. Når han blev ved med at bruge pseudonymer, var det fordi han ikke kunne få sine ting optaget under eget navn. Kvaliteten fejlede dog ikke noget, så bare han sendte det ind under et af de andre navne, så gik det. Han beherskede alle former fra artikler til essays over noveller og romaner til filmmanuskripter og videnskabelige rapporter.

I 1959 lavede han sin første kortfilm for Statens Filmcentral. Derefter var han involveret i 50 kortfilm. Dertil kom radioreportager og features, seks radiospil og lige så mange TV-spil. Som konsulent ved Danmarks Radio arbejdede han med fremmedfilm og senere med tv-teater, for hvilket han skrev stykkerne Vægteren, Udvikling, Systemerne strammer, Kirsebærhaven og Strenge tider.

I årene 1970-76 var Tørk udsendt af Danida som produktionschef til Tanzania, hvor han fik stablet et film- & lydstudie på benene. Det førte til produktion af 11 kortfilm og en spillefilm, hvor manuskriptforfatteren Tørk også var instruktør og producent.

Erfaringerne derfra førte til andre opgaver, ikke mindst TV-serien Udvikling (1982-83), der var delt i tre afsnit Ankomsten, Tørken og Vandet. Dem instruerede han i samarbejde med Morten Arnfred, og serien viste vanskelighederne ved kloge danskeres ulandsarbejde. Serien blev set af mange, da Ghita Nørby, Kirsten Olesen, Ole Ernst og Peter Steen havde store roller. 

Serien efterlod seeren med en skepsis i forhold til arbejdet i et udviklingsland – hvad kan vi egentlig lære dem. Det førte til, at Tørk var med i en tv-debat, hvor han fortalte, at serien var realistisk, og den byggede jo på hans egne oplevelser. Udsendelserne var underholdende, men overordnet set var der tale om en kritik af dansk kulturimperialisme. En problematik, der stadig er aktuel.

Det var såkaldt almindelige menneskers historie og deres leveforhold, som havde Tørks interesse, og han solidariserede sig med dem, uanset hvor han var – Afrika, Jugoslavien eller Sovjetunionen. Han fortalte selv, at han havde været heldig, at han havde fået lov til at arbejde med så mange forskellige ting, og at han havde fået uegennyttig hjælp fra mange sider. På samme måde hjalp han selv de mennesker, han arbejdede sammen med derude, så de selv kunne betjene det udstyr, der skulle bruges til film, reportager osv.

Tørk arbejdede seriøst med sit stof, og var ikke kun en flittig skribent, som hans redaktører kunne regne med. På en god dag var han blandt de bedste, og så var det ligemeget om det gjaldt solvarme, udvikling af demokratiet eller den lokale kat, der var væk nogle dage for så at komme hjem og lade som ingenting.

Da Tørk og hustruen Ulla flyttede til Sverige i 1994, lovede han hende, at han ville stå først op hver morgen, tage opvasken og lave morgenmad. Efter 2006 videreførtes løftet i Sandvig på Bornholm. Og det var ikke til diskussion. Heller ikke i de sidste uger, da han var træt af penicillin og sit svigtende helbred. Han havde jo lovet det.          

Hvor træt han end var, så fortog det sig, når han satte sig til computeren for at skrive sit næste indlæg. Og sådan døde han. Ved tastaturet.

Tørk Haxthausen efterlader hustru og seks døtre.

Hans sidste artikel – »Demokrati – har vi prøvet dét?« – kan læses her.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce