En »demokratisk revolution« er begyndt i Spanien

[Barcelona, Spanien:] Efter tre ugers forhandlinger har borgerbevægelser nu sat sig på byrådsmagten i Spaniens største byer.

Det spanske kommunalvalg den 24 maj udformede sig som en katastrofe for de traditionelt dominerende partier i Spanien. De konservative mistede næsten 2½ million stemmer, og for første gang i et kvart århundrede sidder de ikke på magten i landets hovedstad, Madrid.

Valget er et tegn på store forandringer i Spanien op til parlamentsvalget til efteråret.

Her kan det venstreorienterede parti Podemos - måske under nyt navn - komme til magten, hvilket vil ryste europæisk politik og gøre en ende på Grækenlands isolation i EU.

Resultatet i kommunalvalget er ikke kun et tegn på, at der er større forandringer på vej. Og det er ikke kun et resultat af utilfredshed med fem års økonomisk krise, hård nedskæringspolitik og korruptionsskandaler.

Resultatet er også tegn på en nytænkning af demokrati og politik.

Mange byråd er nu dominerede af brede folkelige bevægelser, hvis program er at indføre deltager-demokrati og at stoppe tvangsauktioner og korruption samt tage aktiv del i arbejdskampe på lønmodtagernes side.

Og de spanske kommuner nyder en langt højere grad af selvstændighed og selv-finansiering end de danske.

Bevægelserne

Den første af de nye valgplatforme blev startet i Barcelona i juni 2014.

Inspirationen kom fra det nye parti Podemos, som havde vundet over en million stemmer til Europaparlamentsvalget med kun fire måneder på bagen.

I Madrid og mange andre byer blev der snart taget lignende initiativer. Alle steder startede blev de nye kampagner præsenteret som forslag til indbyggerne og de forskellige sociale bevægelser, græsrodsnetværk og partier.

I stedet for tage udgangspunkt i en programmatisk enighed, skabte man åbne samarbejdsprocesser. Det erklærede mål var ikke at være almindelige partier indenfor det normale politiske spektrum, men være brede, folkelige bevægelser.

Derfor beskrev man ikke sig selv som venstreorienterede alternativer til de eksisterende partier, men som redskaber for forandring i en mere social, bæredygtig og solidarisk retning.

Podemos og en række mindre partier gik med i de nye bevægelser. Men et meget stort antal deltagere kom fra forskellige grædsrods-organisationer, eller direkte fra gaden.

Mange af deres aktivister har udviklet deres evner i den såkaldte15-Maj-bevægelse, som begyndte med plads-besættelserne i 2011, efter inspiration fra Tahrir pladsen i Cairo.

Det samme er tilfældet i for lignende valgplatforme, som har vundet valget i andre af Spaniens store byer, såsom Valencia, Zaragoza, Cádiz, Santiago og A Coruña.

I alle byerne har de nye bevægelser dog kun flertal ved hjælp af mere traditionelle centrum-venstre-partier som er gået stærkt tilbage i de seneste år.

Mange steder skal det socialdemokratiske parti PSOE nu vende sig til at være støtteparti for radikale folkelige bevægelser.

Kvinderne i front

Ada Colau fra Barcelona en Comú (Barcelona i Fællesskab) er kendt og elsket over hele Spanien som talskvinde for husrettighedsnetværket PAH (Plataforma de Afectados por la Hipoteca, Platformen for folk ramt boliglån – dvs. udsættelsestruede).

PAH er den måske stærkeste bevægelse, som er opstået i den spanske krise, og den har over 200 grupper i landet.

Ada Colau er flere gange blevet anholdt for at deltage i PAH’s modstand mod de over 350.000 tvangsauktioner, som er foregået siden krisen begyndte.

Manuela Carmena fra Ahora Madrid (Madrid Nu) er en pensioneret højesteretsdommer, som er højt respekteret for sit menneskerettighedsarbejde.

Hun blev kendt, da hun som advokat i 1970’erne forsvarede fagforeningsfolk og arbejdere, som blev fængslet af Franco-regimet, og hun var i starten af 80’erne medlem af det spanske kommunistparti.

Disse kvinder er ikke blot populære frontfigurer, men udtryk for en anden måde at føre politik på.

De nye bevægelser er i høj grad feministiske, og udtryk for et opgør med den klassiske konfrontatoriske, »maskuline« måde at lave politik på. Mange peger på, at denne form for politik er grundlaget for bevægelsernes styrke og effektivitet.

I Barcelona en Comú, som jeg har fulgt tæt, har der været overraskende få magtkampe og ideologiske skænderier, og ekstremt stor deltagelse blandt grupper, der normalt enten er fodsoldater i partipolitik eller holder sig væk.

De fleste af disse forandringer i den politiske kultur handler om tonen og formen i møderne, og her er husrettighedsbevægelsen PAH en klar inspiration.

Det er sigende, at den første tweet fra Ada Colau på valg-aftenen bestod i et billede af trætte mødre og fædre, som tog sig af deres børn backstage.

Hun skrev: »Vil du se hvad POLITIK er, med store bogstaver? Uden omsorg er ingen sejr mulig.«

En demokratisk revolution?

De nye bevægelser står også på andre måder for en anden måde at lave politik på. Her kan jeg nævne nogle eksempler fra Barcelona en Comú.

Normalt er det vanskeligt at skabe alliancer af eksisterende partier, for der er altid forskelle i både samfundsanalyse og forståelsen af mål og midler.

I Barcelona en Comú valgte man at gå en anden vej. Den underskriftsindsamling, som skal til for at blive opstillingsberettiget, spurgte ikke borgerne om de var enige i partiets program, men om de ønskede skabelsen af et samlet kandidatur, der kunne vinde og forandre Barcelona.

Det lagde pres på eksisterende venstrefløjspartier for at deltage. Kriteriet for deres deltagelse i dette »sammenløb« var ikke fuld enighed i politikken, men i bestemte etiske retningslinjer for hvordan politik skal foregå.

Det handlede om demokratisk deltagelse i udformning af politikken, begrænsede valgperioder, enhedsløn til de valgte og om organisatorisk gennemsigtighed og åbenhed.

En Comús politik blev så udviklet i 13 forskellige åbne tematiske arbejdsgrupper, som talte almindelige mennesker, akademiske specialister, politiske aktivister, advokater og NGO-folk.

Herved blev der skabt en stor vidensbase og lavet alliancer med forskellige eksisterende organisationer og forskellige professionelle grupper, herunder mange offentligt ansatte.

Barcelona en Comús politiske prioriteter blev så vedtaget i et åbent primær-valg, hvor alle var inviteret til at registrere sig, hvilket knap 6.000 gjorde brug af.

Efter En Comú er blevet valgt har man genåbnet registreringen af folk. Målet er at skabe en bred folkelige deltagelse i bestemmelsen af En Comús prioriteter, hvilket potentielt vil lægge pres på deres støttepartier i byrådet.

En Comús liste over »10 prioriteter for Barcelona« inkluderer:

1. Bekæmpelse af prekaritet, fattigdom og ulighed, og skabelsen af gode jobs.
2. Stop tvangsauktioner og skab billige boliger.
3. Sænk priserne på vand, elektricitet og gas og tilbagerul privatiseringer af offentlige tjenester.
4. Ryd op i den politiske verden, afskaf fryns og pamperi, og skab transparente og deltager-baserede politiske processer.
5. Støt små virksomheder, freelancere og den kooperative økonomi.
6. Gør Barcelona til et internationalt referencepunkt som en retfærdig og demokratisk by.
7. Luk flygtningelejrene i byen.

Flere af disse forslag kan kun gennemføres, hvis der sker politiske ændringer på nationalt plan.

Barcelona en Comú og de andre borgerbevægelser opfatter da også sig selv som en del af en bredere forandring af Spanien, som inkluderer et forsøg på at vinde regeringsmagten til valget dette efterår – og en vilje til at byerne kan danne fælles front mod centralregeringen, hvis den stiller sig i vejen for de forandringer de ønsker på kommunalt plan.

Perspektiver for det spanske parlamentsvalg

Byrådsvalgene har åbnet en ny strategisk debat i Podemos, for i de fleste tilfælde klarede de nye valgplatforme sig bedre, end Podemos har gjort, når organisationen har stillet op under eget navn – som ved regionsvalget i Andalucien, der blev afholdt i marts.

Podemos er ellers blevet udråbt til hele den europæiske venstrefløjs håb sammen med Syriza.

Og tidligere i år stod partiet til at blive landets største med 27% i meningsmålingerne. Men i de seneste måneder er Podemos faldet i meningsmålingerne, helt ned til 15-17%.

Det er der to grunde til. På den ene side er mange af deres borgerlige protest-vælgere sprunget over til det forholdsvis nye liberale parti Ciudadanos (Borgere), som medierne har promoveret som et alternativ til de gamle og stærkt upopulære partier.

Samtidig er Podemos rykket politisk mod midten for at promovere sig selv som regeringsdueligt, mens man har centraliseret kommunikationen og beslutningsmagten.

Podemos’ success er i høj grad blevet beskrevet som et resultat af en medie-fokuseret populistisk strategi, som nåede ud til mange, som normalt ikke ville stemme eller stemme på venstrefløjen.

Men det er kun halvdelen af historien. I deres første mange måneder var Podemos en egentlig bevægelse med mange hundrede aktive lokale og tematiske »cirkler«. Og i et land, hvor tilliden til den politiske elite, politiske partier og medierne er ekstremt lav, betyder den lokalt opbyggede tillid meget.

Og det er i den bredt favnende lokalforankring i eksisterende bevægelser, at de kommunale valgplatformes succes skal findes.

Derfor diskuteres det nu internt i Podemos, om man igen skal styrke cirklerne, hvis indflydelse og engagement ellers er blevet begrænset, i løbet af partiets centraliserings-proces.

Samtidig diskuteres det bredt, om der skal skabes lignende »sammenløb« frem mod regionsvalgene i september og parlamentsvalget, som sandsynligvis bliver i november.

Ideen er, at de succesfulde kommunale bevægelser kan give Podemos en ny form for lokalforankring.

I Catalonien er der planer om at opstille den feministiske og venstreorienterede nonne Teresa Forcades som fælles-kandidat til det regionale parlament.

Og det klassiske venstrefløjsparti Izquierda Unida (Forenet Venstre) har foreslået Podemos at lave en fælles opstilling under et nyt navn.

Det er endnu uklart, om Podemos er villig til at opgive sit veletablerede navn, eller om de mere folkelige bevægelser har tillid til det gamle parti Izquierde Unida, som aldrig formåede at opsamle utilfredsheden og politikerleden på samme måde som Syriza har gjort i Grækenland.

En historisk udvikling

Under indsættelsesceremonien på rådhuset i Barcelona sagde byens første latinamerikanske borgerrepræsentant, Gerardo Pisarello, følgende:

»Det der skete den 15. maj 2011 og nu den 26. maj er, at vælgerne har sagt, at de vil have mere og bedre demokrati. Mere politisk demokrati, og mere økonomisk demokrati. Mere demokrati her i institutionerne. Og mere demokrati udenfor, i kvartererne, i skolerne, i virksomhederne, på arbejdspladserne. Dette opråb kommer delvist fra en gammel stemme. Det er stemmen fra det libertære, republikanske Barcelona, fra Joan Peiró og Lluís Companys’ Barcelona. Det er det Barcelona, som altid har gjort oprør mod en centralistisk, autoritær, uretfærdig magt. Det er det Barcelona, som mange gange har vist, at det er muligt at skabe måder at producere, arbejde og leve i fællesskab i stedet for i den rå konkurrences alle mod alle.«

Referencen til 1930ernes Barcelona er ikke helt ved siden af.

Ada Collau er ikke bare byens første kvindelige borgmester, hun er også den første folkelige og venstreorienterede borgmester siden det revolutionære demokrati under den spanske republik.

Mange taler derfor om, at 1930’ernes proces er blevet genåbnet. Franco vandt den økonomiske og kirkelige elites opbakning ved at love at knuse republikkens eksperimenter, og eliten accepterede afskaffelsen af demokratiet som prisen for det.

Efter Francos død blev demokratiet genetableret, men uden den demokratiske revolutions gevinster: demokratiet på arbejdspladsen, landreformerne til fordel for jordløse bønder, kooperativerne, og afskaffelsen af oligarkiet.

På den måde blev Francos historiske sejr indskrevet i den nye forfatning i 1978. Pisarellos tale er et tegn på, at Spanien nu er gået ind i periode, hvor folkevalgte igen vil stille spørgsmålstegn ved 1970’ernes historiske kompromis.  

Bue Rübner Hansen er ph.d og forsker i sociale bevægelser i Spanien.

Baggrund:

• Om de spanske kriser og den nye demokratiske revolution: http://www.information.dk/516454
• Om byen som stedet for radikalt demokrati: http://roarmag.org/2015/03/barcelona-en-comu-guanyem/
• Om Barcelona en Comús opståen og interne organisering: https://soundcloud.com/soundsofmovement2/a-different-way-of-doing-politics-a-chat-about-barcelona-en-comu
• Om Barcelona en Comús centrale folk: https://www.opendemocracy.net/can-europe-make-it/kate-shea-baird/beyond-ada-colau-common-people-of-barcelona-en-com%C3%BA
• Om Barcelona en Comú og feminisme: http://roarmag.org/2015/04/barcelona-en-comu-feminist-revolution/