En bølge af gensidig mistillid

»Jeg kan ikke se nogen vej ud af krisen, med mindre vi skaber mere tillid til de fremtidige muligheder i vores økonomi«

Mario Draghi, leder af Den europæiske centralbank, 9. oktober 2014

I de sidste mange måneder har chefanalytikerne i den Europæiske Central Bank (ECB) og i det tyske Finansministerium været på overarbejde.

På trods af gentagne politiske forsikringer bl.a. fra tyskerne om, at Euro-krisen var overstået, var ECB og de tyske finansanalytikere pinligt klar over, at det langtfra var tilfældet.

De hårde data, kan ikke bortforklares, længere.

Set fra ECB’s nye domicil trak nye sorte skyer sammen i horisonten hen over 2014. Ikke mindst, da det venstreorienterede parti Syriza så ud til at vinde det kommende parlamentsvalg i Euro-zonens mest forgældede land, Grækenland.

Syriza gik til valg på både at ville rydde op i en korrupt politisk administration og samtidig genforhandle Grækenlands gældsaftale med den såkaldte Trojka (EU/ECB/IMF). En aftale, der siden maj 2010 har dikteret Grækenland en historisk stram sparepolitik som modydelse for store kriselån.

Fejlspecificeret sparepolitik

Men Trojkaens reform- og først og fremmest sparepolitik har ikke haft den virkning, som man, ud fra økonomiske modelberegninger, påstod den ville få.

Arbejdsløsheden er eksploderet, og ungdomsarbejdsløsheden er på få år kommet over 50%. Lønninger og pensionerne er faldet dramatisk, det samme er produktionen (BNP) - fattigdommen og nøden er vokset tilsvarende.

Den græske middelklasse havde fået nok. Derfor støttede flere og flere Syriza, og da det græske valgsystem tildeler det største parti 50 ekstra mandater, var der i perioder udsigt til at Syriza kunne få absolut flertal.

ECB-analytikerne og EU-kommissionens hovedpine, var:

• dels det manglende realpolitiske manøvrerum som en halvfærdig økonomisk og monetær union af gældsramte og recessionstruede økonomier havde skabt.
• dels læren fra finanskrisen i 2008:

Da den neo-konservative amerikanske finansminister, tidligere CEO for Goldman Sachs, Henry Paulson, i september 2008 besluttede ikke at udarbejde en redningsplan for investeringsbanken Lehman Brothers, udløste det en global kædereaktion af gensidig mistillid. Kreditmarkederne frøs til. Ingen banker og realkreditinstitutioner vidste hvor mange af deres subprime relaterede lån, der var værdiløse, og hvor mange ‘giftige’ lån og aktiver andre banker havde på bogen. Alle frygtede at blive sendt til tælling.

George W. Bush endte med at blive den amerikanske præsident, der gennemførte de største statsopkøb (nationaliseringer) og statslige kriselån (bankpakker) i USA’s historie!

Verden gæld er vokser

Den samlede gæld i verden har været kraftigt voksende siden finanskrisen.

I 2007 var den samlede globale gæld på ca. 900 millioner millioner kroner, i 2014 var den vokset yderligere med 400 millioner millioner kr. (McKinsey Global institute analysis).

Hele verdens finansielle systemer er bygget op omkring denne kæmpe og voksende gæld. Det gælder også for mange store europæiske banker, der har lånt betydelige summer til de lavvækstramte europæiske regeringer.

En større nedskrivning af værdien af denne gæld, kan gøre mange banker insolvente.

Casino kapitalisme

Samtidig foregår en stigende del af handlen med værdipapirer og valuta igennem high-frequency trading.

Hvor datacentre på milisekunder handler på verdens børser med beløb, der er mange gange verdens samlede bruttonationalprodukt, og mange af disse handler er højt gearede.

Der spekuleres for lånte penge, så selv en marginal gevinst bliver betydelig. Men det betyder omvendt, at tab kan blive af en tilsvarende størrelse.

Den amerikanske Knight Capital Group tabte f.eks. i 2012 440 millioner dollars på under en halv time, da der var en fejl i deres nyinstallerede investeringsalgoritme.

Grexit

Det store spørgsmål, som ECB, det tyske Finansministerium og EU-kommissionen har arbejdet med de sidste mange måneder er, hvad der sker, hvis Grækenland forlader Euroen (den såkaldte Grexit).

Kan det udløse en finansiel dominoeffekt, der ligesom i 2008 på få timer kan komme helt eller delvis ud af kontrol?

Derfor er der udarbejdet en lang række computersimulerede model-senarier for at afdække risici og selvforstærkende panikreaktioner på finansmarkerne (kapitalflugt), udløst af en bølge af gensidig mistillid.

Kun få kender ECB’s reelle risikovurdering, der indirekte er lagt til grund for den slagplan og forhandlingsstrategi, som Eurogruppen, EU-kommissionen, IMF og ikke mindst Tyskland har lagt overfor den nye græske regering.

At de mente, at en græsk udtræden af Euroen og en mere eller mindre kontrolleret statsbankerot var til at håndtere – altså for EU – var ikke overraskende. Alt andet ville have svækket både deres forhandlingsposition og finansmarkedernes tillid til Euroens stabilitet.

ECB’s politik afdækker deres analyser

Men at mange af de røde advarselslamper har stået og blinket, kan man bl.a. se af det forhold, at ECB den 22. januar 2015 søsatte et program, hvor centralbanken opkøber statsobligationer for mange milliarder.

Programmet omfatter ikke Grækenland. ECB har også indført negative renter og stillet store beløb til rådighed for de nationale banker i Euro-zonen. Ligesom centralbankchef Mario Draghi har udtalt, at ECB ville gøre »whatever it takes« for at redde Euroen.

Euro-gældskrisen, Syrizas valgsejr, de økonomiske sanktioner mod Rusland, deflationstruslen (negativ inflation) og vækstkrisen har fået ECB til at føre en udlåns- og opkøbspolitik, som en del – herunder Tyskland – mener er på kanten af centralbankens mandat.

Men når EBC alligevel er kommet igennem med det, må forklaringen være, at ECB’s modelberegninger af den europiske økonomi, både med og uden Grexit, er temmelig alarmerende. 

Eurokrisen er på ingen måder afblæst. Heller ikke med den græske aftale.

Man har købt sig lidt tid – om 3-4 måneder skal der laves en ny midlertidige aftale med grækerne.

Hvis økonomien i 2015 er i bedring, bliver det ulige nemmere. Men hvis lavvæksten fortsætter, bliver det meget vanskelig at gennemføre sparepolitikken ikke mindst i de mange statsgældsramte Euro-lande, hvor gælden opgøres som procent af et måske faldende BNP.

Finanspagten er designet til vækst, men vil forstærke landenes problemer betydeligt, når den som følge af ikke mindst austerity-politikken udebliver.

ØMU’ens strukturelle handlingslammelse

De grundlæggende problemer er strukturelle. Enten vil lande forlade Euroen (eller blive presset ud) og gå statsbankerot, eller også skal der ske en yderligere integration i EU, hvor den monetære unionen udbygges med en politisk, social og økonomisk union.

Den nuværende situation er næppe langtidsholdbar.

Hvem gavner et Euro-kollaps?

Et scenarie, hvor Euroen braser sammen, vil være et meget stort tilbageslag og medføre et kraftig splittet, disintegreret og politisk svækket Europa, hvor både den globale finanskapital og f.eks. Rusland, Kina og USA kan spille de enkelte EU landene ud mod hinanden.   

Mange af de højre-nationalistiske partier, der gik kraftigt frem ved Europa Parlamentsvalget, ønsker vel et Euro-kollaps? Den mistillid, som de har til muslimer, kan så udbygges med en mistillid til andre EU-lande og deres hensigter.

Genopfinde Europa

Så på mange måder skal Europa til at genopfinde sig selv.  Genopfinde et samarbejde, hvor landene og befolkningerne igennem gensidig tillid, hjælper hinanden.

Grækenland er fanget i en delvist selvforskyldt gældsfælde. Men kan det f.eks. begrunde en langvarig ungdomsarbejdsløshed på over 50%? Eller at syge ikke kan blive behandlet og andre sulter – er det et sådan Europa vi vil ha’ mere af?

Det tager lang tid at ændre EU-traktaten. Sidste gang gik der over syv år, og selvom konstruktionsfejlene i den monetære union har været kendt i årevis, var der ikke for 10 år siden politisk vilje til at begynde at rette dem med Lissabontraktaten.

To ubrugelige modeller

Så den ene side er der en risiko for, at vi får et endnu mere teknokrati- og Trojkastyret Europa.

På den anden side kan der ske en re-nationalisering, som de britiske konservative og de højre-nationalistisk partier ønsker.

Ingen af disse to modeller har udsigt til at virke. Men de kan gensidig forstærke hinanden og fastholde Europa i en handlingslammende benlås.

Alternative samarbejdsstrukturer

Der er derfor (også) brug for nogle helt andre samarbejdsstrukturer, hvor decentrale netværk af virksomheder, grupper i civilsamfundet, uafhængige offentlige organer, EU-embedsmænd og europæiske borgere samarbejder med hinanden i åbne, ikke-hierarkiske fora om skræddersyede afgrænsede formål.

Euro-krisen skal først og fremmest bruges til at fremme den gensidige tillid, der er en basal forudsætning for solidaritet.

Hvordan man skaber denne tillid, har analytikerne og centralbank-teknokraterne i ECB næppe noget svar på, selvom det netop er gensidig mistillid, de frygter mere end noget andet. 

Den store regnefejl

Der er tilsyneladende også en begyndende erkendelse af, at de basale modelforudsætninger, som ikke mindst efter finanskrisen er lagt til grund for den tyske austerity-politik, har været helt forkerte (!)

I 2013 fremlagde IMF en forskningsrapport, Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers, der klart påviser, at de gængse økonomiske modeller katastrofalt undervurderede sparepolitikkens negative konsekvenser.

Økonomerne forventede, at sparede man (f.eks. Grækenland) en Euro på statsbudgettet, ville det koste omkring 0,5 Euro i tabt vækst. Den faktiske virkning var på mere end 1,50 Euro.

Læs også Per Henriksens artikel også »Regnefejl på regnefejl danner grundlag for sparepolitikken« på Modkraft

De tyske økonomer er ikke dumme, de ved det godt.

Men når denne erkendelse har så vanskeligt ved at trænge igennem ‘asfalten’, er det på grund af de politiske konsekvenser af den fejlkonstruerede monetære union.

Tyskerne har indtil nu afvist fælles Euro-obligationer, derfor vil en græsk gældseftergivelse betyde, at Eurolandene selv skal dække alle tabene over de nationale budgetter, der er underlagt finanspagten. Af ikke mindst indenrigspolitiske årsager (højre-nationalismen) er denne mulighed fravalgt af Eurogruppen.

Grækerne og alle os andre, der ønsker et anstændigt, samarbejdende Europa, har gode argumenter for, at den førte politik ikke fører os derhen.

Kampen står mellem et solidarisk, demokratisk Europa med institutioner og traktater, der understøtter dette – eller et re-nationaliseret, disintegreret Europa, hvor fanden og finanskapitalen tager de svageste, og de rigeste profiterer på det.

Det kan ikke afvises, at højre-nationalismen vinder.

Men i såfald bliver det et langt kollektivt selvmål, og ikke den Morten Korch-idyl, som man kan få indtryk af de mener, det vil ende med.

Per Henriksen er medlem af SF.