Annonce

Adoptionskritik
27. marts 2013 - 12:15

En adopteret vender tilbage

Om at overleve sit eksil og sin adoption. Og om at vende tilbage til Korea og arbejde for at skabe forandring i et velstående samfund, der stadig anser transnational adoption som løsning på sociale problemer.

Seoul, December 31, 2012

Seks år efter at jeg færdiggjorde manuskriptet til Fugitive Visions [1] bor jeg stadig i Korea. Det fællesskab af returnerede adopterede, som jeg er en del af, er det samme som dengang, om end vi nu er flere. Mellem os tæller vi tre adopterede, som afsoner fængselsstraffe i koreanske fængsler, og omkring ti adopterede uden amerikansk statsborgerskab, som er blevet deporteret af den amerikanske regering for at have begået kriminalitet.

Af de koreansk adopterede, der er blevet sendt til Sverige gennem årene er mere end 110 personer døde. Deres unge alder peger på dødsårsager som selvmord og andre former for vold. Og selvom amerikanerne ikke fører statistik på samme omfattende måde som de nordiske lande, er det let at finde avisoverskrifter, som viser, at tolv koreansk adopterede er blevet myrdet i USA af deres adoptivforældre.

Også russiske børn er blevet myrdet af deres adoptivforældre. På lidt mere end et årti er nitten russiske børn blevet misbrugt eller omsorgssvigtet med døden til følge i USA, hvilket har medført, at Rusland pr. 1. januar 2013 implementerer et forbud mod internationale adoptioner til USA. Forbuddet betyder, at Korea vil gå fra at være den fjerdestørste afgiver af børn til amerikanske forældre til at være den tredjestørste afgiver, kun overgået af Etiopien og Kina. Dette må være skamfuldt for alle de koreanske studerende, som rejser til USA for at studere.

På trods af Koreas økonomiske mirakel og velstand i bestemte segmenter af befolkningen, bliver der stadig afgivet 900 børn til international adoption hvert år, ligesom der stadig er børn, som bor på børnehjem, og ligesom der stadig mangler tilstrækkelig støtte til udsatte familier. Det omgivende samfund presser stadig kvinder til at afgive deres børn, hvis børnene er født uden for ægteskab. For fædre er det stadig tilladt at opføre sig uansvarligt og afstå fra at yde støtte til deres børn. Ligesom forældre, der bliver skilt, stadig placerer børn på børnehjem. Kvinder tjener stadig færre penge end mænd, og derfor er mange afhængige af mænd for at overleve økonomisk. I forhold til kønsligestilling er situationen blandt de værste på verdensplan. Det internationale adoptionsprogram er intet andet end en destillering af samfundets fordomme og regeringens svigt i forhold til at sikre tilstrækkelig velfærd for alle.

Vil Park Geun-hye, der som den første kvinde indtræder i præsidentembedet den 25. februar, ændre denne situation? Jeg vil gerne være håbefuld, men realiteten er, at sidste gang hun boede i Cheong Wa Dae[2] blev 51.563 børn sendt ud af landet, heraf 33.200 under hendes tid som førstedame. Hvad har hun nogensinde gjort for de svageste i samfundet?

Hvis vores nye præsident fremsætter en undskyldning til internationalt adopterede og vores familier – og hvad enten det sker i oprigtighed eller som et forsøg på at redde ansigt – må en sådan undskyldning være meningsfuld. Det betyder, at den uhensigtsmæssige adfærd først bliver nødt til at stoppe. Regeringen er tvunget til at gøre en meget større indsats for at beskytte børns rettigheder og støtte de familier, som de er en del af, hvis international adoption skal komme til en afslutning.

En meningsfuld undskyldning må også inkludere åbenhed i forhold til ulovligheder. Referaterne fra de højtstående møder, hvor der er blevet taget beslutninger vedrørende adoptionsprogrammer, må lægges frem, så vi kan få indsigt i, om de beslutninger blev truffet isoleret – og med barnets bedste for øje – eller om de indgik i nødhjælps- og handelsaftaler med andre lande med det formål at akkumulere fremmedvaluta. På samme måde må de privatejede adoptionsbureauers samlede arkiver, som har sorteret under Ministeriet for Sundhed og Velfærd, offentliggøres. I fald der ikke har været ulovligheder, må de med stolthed kunne fremvise protokoller og budgetter, som ikke blot rummer udgifter til pleje af børn, men også de udgifter som hidrører lønninger, fast ejendom, internationale rejser, gaver og erkendtligheder givet til ledere af børnehjem og de personer, som har fundet børn til adoption.

Der er gået 41 år siden min krop blev solgt for 800 amerikanske dollars. På trods af alle odds har jeg og mange andre internationalt adopterede overlevet vores eksil og adoptioner for at vende tilbage til Korea. Mit håb er, at vores tilstedeværelse, i modsætning til vores fravær, vil væve sig sammen med Koreas moderne historie, og at vi vil finde en måde, hvorpå vi kan være til nytte, ikke for de magtfulde, men for de svageste i dette demokrati, som stadig er under udformning, og hvor så mange stadig kæmper for at leve værdige og humane liv.

 

Læs introduktionen til temaet »Adoption og migration«

Læs mere om temaet »Adoptionskritik«

 

Jane Jeong Trenka er præsident for organisationen TRACK (Truth and Reconciliation for the Adoption Community), der er baseret i Seoul. Udover »Fugitive Visions« har hun skrevet »The Language of Blood« (Graywolf Press, 2005) og redigeret antologien »Outsiders Within: Writing on Transracial Adoption« (South End Press, 2006).



[1] Artiklen er tidligere udgivet som efterord til den koreanske oversættelse af Fugitive Visions. An Adoptee’s Return to Korea (Changbi Publishers, 2013). Fugitive Visions er oprindelig udgivet af Graywolf Press (2009). Den koreanske oversættelse er udgivet af Changbi Publishers (2013).

[2] Den koreanske præsidentbolig.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce