Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
18. april 2010 - 15:19

Eliterne triumferer – og får de lov, er vi på røven!

Eliternes Triumf er en fortælling om klassesamfundet, som det ser ud i dag. Lars Olsen har lavet et stort analysearbejde. Han viser med statistik og interviews, at det danske folketing på få årtier har ændret sig, fra tidligere at være forankret i de forskellige samfundslag til nu næsten udelukkende at bestå af en lille højtuddannet elite.

Hvor folketingspolitikerne tidligere kunne danne en folkelig modpol til højtuddannede eksperter og embedsmænd i ministerier, tilhører de nu samme elite. Sammen med professionelle meningsdannere i toppen af de danske medier og den økonomiske elite danner de en kreds, hvor al magt i dagens Danmark er centreret – og kredsen bliver mere og mere indspist.

Over 70 procent af de yngre folketingsmedlemmer er akademikere eller studerende på akademiske uddannelser

75 procent af befolkningen anser det for et stort problem, at »beslutningstagere er så langt væk fra almindelige danskeres levevilkår og hverdagserfaringer«

Men det bliver værre endnu! For hvad sker der, når man sætter denne elite til at bestemme over vores hverdag?

Lars Olsen fokuserer i Eliternes Triumf på nogle af de reformer, som er blevet indført over de sidste ti år og viser konsekvensen af en politik ført uden indsigt i realiteterne på gulvet.

Hvem er denne elite?

Mange ting binder eliten sammen. Baseret på den undersøgelse som Capacent har lavet til Eliternes Triumf hiver Lars Olsen nogle fællestræk frem.

De, som tilhører eliten, har de højeste uddannelser, de har de mest indflydelsesrige jobs og ofte de højeste lønninger.

 

Også i deres holdninger er der fællestræk, som skiller dem ud fra resten af befolkningen. For eksempel mener et klart flertal, at udflytning af arbejdspladser er en pris, som er værd at betale for globaliseringens fordele.

Her er de klart ude af trit med den brede befolkning.

Det gælder også i forhold til afskaffelse af EU-forbeholdene. Her er befolkningen delt midt over, mens kun 28 procent af eliten er imod.

Men der er også forskelle i eliten. Baseret på den undersøgelse som Capacent har lavet til bogen inddeler Lars Olsen eliten i tre segmenter:

Den økonomiske elite – toppen i dansk erhvervsliv. Dette segment udmærker sig ved at være meget liberalistiske. De går ind for sænkning af skatten, selvom følgerne bliver ringere offentlig service. De skiller sig også ud fra resten af befolkningen i holdningen til dagpenge og efterløn. Her er der flertal for begrænsninger, mens der i befolkningen kun er 25 procent som deler det synspunkt.

DJØF-laget – embedsmændene øverst i den offentlige sektor. Denne gruppe adskiller sig fra de andre segmenter, og den brede befolkning, ved en konsekvent afvisning af øget kontrol i den offentlige sektor. Lars Olsen påpeger dilemmaet i at de, på trods af deres kritiske indstilling til kontrol, stadig er dem, som arbejder for at få indført kontrol i det offentlige.

Kultur- og uddannelseseliten – er ledere og nøglepersoner fra medier, kultur og uddannelse

Dette segment afviger mest markant fra befolkningen på indvandrespørgsmålet. I den brede befolkning mener 55 procent, at »Danmark er tæt på grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge fra mindre udviklede lande vi kan integrere«, kun 29 procent er uenige.

I kultur- og uddannelseseliten er det lige omvendt. Her er 53 procent uenige i spørgsmålet mens 32 procent støtter det.

Oprør mod de bedrevidende

Det er især oprøret mod kultur- og uddannelseseliten, som det er lykkedes Venstre og Dansk Folkeparti at profitere på. Med udlændingepolitikken som springbræt har de tordnet mod smagsdommere og meningstyranni.

Det er blandt andet denne strategi, som har flyttet flere hundrede tusinde almindelige lønmodtagere over midten og sikret højrefløjen flertal de sidste ti år.

Den førte politik er dog slet ikke anti-elitær. Mens den værdipolitiske kamp har stået på, har VKO forgyldt den økonomiske elite og givet DJØF laget i toppen af det offentlige mere magt.

Vi har altså en stærk og højtuddannet elite i Danmark, men så er det jo godt at folketingsmedlemmerne kan udgøre en modpol og repræsentere den brede befolkning på tinge…

Folketinget 1884 til nu

Da de danske arbejdere i 1884 fik valgt egne repræsentanter til den lovgivende forsamling, var det et fremskridt af de helt store. Det var Socialdemokratiet, som fik valgt to medlemmer. 40 år senere blev arbejderpartiet det største i folketinget og dannede regering med cigarsorterer Thorvald Stauning som statsminister.

Socialdemokraterne og senere de andre arbejderpartier har stadig repræsentanter i Folketinget, men noget er ændret.

Tidligere var vejen til politiske poster i Socialdemokratiet som cigarsorterens: født i en arbejderfamilie, praktisk arbejde, fagligt aktiv og aktiv i partiet og herefter stillet op til kommunalbestyrelse eller Folketing.

I dag er afsættet for en politisk karriere i folketinget er ikke længere arbejdslivet og faglige tillidsposter, det er en uddannelse som cand.scient.pol eller anden universitetsgrad. Her har SF og Enhedslisten dog ikke noget at lade Socialdemokraterne høre. Situationen er ikke meget forskellig her.

I resten af Folketingets partier er billedet det samme. Når man kigger på de yngre folketingsmedlemmer kan man oven i købet se en skræmmende tendens.

71 procent af de folketingsmedlemmer, som er født efter 1969, har en lang videregående uddannelse eller er studerende ved en sådan uddannelse. Det skal sættes overfor at kun 6 procent af befolkningen har en lang videregående uddannelse. Blandt den samme gruppe er der kun seks som er ufaglærte eller med faglig uddannelse, tre af dem er fra Dansk Folkeparti.

Det vil sige at folketingspolitikerne ikke længere er den folkelige modpol, som de tidligere kunne være til de højtuddannede embedsmænd og eksperter. De deler nu i vid udstrækning social baggrund og uddannelse.

Krage søger mage

Det samme gælder i privaten. Også her søger de højt uddannede sammen med andre højtuddannede.

Lars Olsen sætter et billede på: Hvor juristen tidligere fandt sammen med sekretæren fra kontoret bliver han i dag gift med en anden akademiker. Dette gør, at det erfaringsgrundlag fra dårligere stillede, som juristen tidligere kunne få del i via sin ægtefælle, går tabt. Resultatet bliver, at snakken omkring bordet bliver en anden og to højtuddannede kan bekræfte hinanden i deres tankesæt.

Samtidig søger de veluddannede sammen i kvarterer med andre som ligner dem. Dette skyldes til dels huspriserne, som er steget kraftigt de sidste 15-20 år.

Eliten får mindre og mindre berøring med en meget stor del af den danske befolkning: der ikke har en lang videregående uddannelse, der ikke har ejerbolig, der bor i udkantsdanmark eller som ikke kan hjælpe deres børn med lektierne, fordi de ikke selv har gået i gymnasiet.

Da det samtidig er den samme elite, som har magten, er faren indlysende. Det er elitens hverdagserfaringer og tankesæt, som kommer til at ligge til grund for beslutningerne i vores samfund.

Det man ikke ved, har man ikke ondt af

Et eksempel, Lars Olsen drager frem, til at vise at beslutningerne tages af folk, som ikke har hverdagserfaring med det, de tager beslutning om, er nogen af de store reformer, som er vedtaget i Folketinget de sidste 10 år.

Reformerne har f.eks. sat sit præg på Faaborg, som er hårdt ramt af det, som eksperterne kalder strukturudvikling. Faaborg blev, som en del af kommunalreformen i 2007, nedlagt som selvstændig kommune, og rådhuset flyttet til Ringe.

Politistationen lukkede i 2005 som en del af politireformen. Domhuset blev med domstolsreformen lukket i 2007, og en af de store offentlige arbejdspladser, Faaborg sygehus, er under afvikling og lukker helt i 2011.

Samspillet mellem forskellige beslutninger har på under ti år forvandlet en by fra købstad til udkantsområde. Men beslutningerne er ikke tilfældige. De bunder i en management-tankegang, som er meget populær i Dansk Industri og blandt embedsmænd i stat og kommuner, fokus er her på effektivisering og centralisering.

Udannelsessystemet bliver også tilrettet de højtuddannedes præmisser og ud fra deres tankesæt.

Lars Olsen fremdrager et eksempel fra den virkelige verden: Da han skulle hjælpe sin datter med at skrive opgave i 10. klasse, var det et krav til opgaven, at hun skulle skrive en problemformulering, redegøre for metodeovervejelser og perspektivere projektet.

Det er den slags, som skaber social ulighed.

Skoleelever med forældre, der har en akademisk uddannelse, kan jo sagtens få hjælp til den slags, men hvis ens forældre er SOSU eller trykker … hvad gør man så?

For nogle år siden blev denne akademisering af uddannelser debatteret i Politiken. En undersøgelse fastslog, at akademiseringen var en væsentlig årsag til frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen. Resultatet blev en ændring af uddannelsen.

Det er ikke kun i den udførte politik at beslutningstagerne lider under manglende berøringsflader med almindelige mennesker. Et af resultaterne er også, at de bliver nødt til i højere grad at hente input andre steder fra.

Hvor politikerne tidligere kunne hente informationer fra egne erfaringer eller hverdagen på gulvet hos venner, naboer eller familie, gør man nu i højere grad brug af fokusgrupper og vælgerundersøgelser.

Det synes Lars Olsen egentlig ikke er nogen dårlig ide, men han pointerer at fokusgrupper og vælgerundersøgelser kun kan bruges til at vurdere de emner, som allerede er oppe i debatten. Politikudviklingen kommer til at handle om det, som allerede er på dagsordenen, og ikke det, som kommer til at være det i morgen.

Lille Lars vs. Gucci-Helle

Eliternes Triumf slår fast, at beslutningstagere og meningsdannere i Danmark kommer fra de samme snævre kredse, at denne tendens er tiltagende og at det har indvirkning på de beslutninger de tager.

Og hvad kan man så gøre ved det?

For det første kræver det, at de højtuddannede accepterer de begrænsninger som ligger i deres sociale miljø. Det kræver også, at alle vi andre ikke lader dem glemme det, eller spiller med på deres forsøg på at fremstille sig selv som folkets repræsentanter.

Her tænker jeg på f.eks. på en cand.jur fra Nordsjælland, som fremstiller sig som »lille Lars fra Græsted«.

For venstrefløjen er opgaven klar: Partierne må sikre, at deres folketingsgrupper afspejler befolkningen. Ikke bare for at udvide berøringsfladerne, men også fordi vælgerne nemmere kan identificere sig med nogen, som kommer fra samme baggrund som dem selv (skræmmeeksemplet er her den medieskabte »Gucci-Helle«).

Faktisk tror jeg, et sådan skifte er en nødvendighed, hvis venstrefløjen skal vinde den store samling arbejderstemmer tilbage, som hjalp de borgerlige til magten i 2001.

Rasmus Bredde er grafiker og fagligt aktiv.

Lars Olsen: Eliternes Triumf – Da de uddannede klasser tog magten, Forlaget Sohn 2010.

Anmeldelsen bringes også i  det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce