Annonce

Elevdemo
12. maj 2016 - 0:00

Elever indhyllede Christiansborg Slotsplads i røg

Onsdag demonstrerede hundredevis af elever i København imod lange skoledage, dårlige arbejdsbetingelser for lærerne og forringet undervisning. Demonstranterne sluttede af med at indhylle Christiansborg Slotsplads i røg.

Skoleelever indhyllede onsdag eftermiddag Christiansborg Slotsplads i røg, da de demonstrerede mod skolereformen.

Elevbevægelsen En Stor Mellemfinger Til Den Nye Skolereform anmeldte demonstrationen på deres Facebook-side med opfordringen til elever i København og omegn om at »gå på gaden i stedet for i skole« for at vise »at vi også har noget at skulle have sagt«. 


Foto: Peter Kenworthy

Og det var en opfordring, som adskillige hundrede elever, der var mødt op iklædt alt fra solbriller, Burger King-kroner, »togskinne«-bøjler, skateboards, tørklæder, dreadlocks og Exploited t-shirts, havde valgt at følge. 

Læs også: »Utilfredse folkeskoleelever rammer gaden igen: Vi er færdige med at spørge pænt«


Foto: Brian Berg

- Det, vi synes er galt med reformen, er, at vi går så langt tid i skole. Man bliver stresset og skoletræt,« fortalte en talsmand fra elevinitiativet En Stor Mellemfinger Til Den Nye Skolereform i en tale foran Christiansborg.  

- Skolereformen er en forklædt nedskæring, der ødelægger folkeskolen. Og politikerne tror at vi er sådan nogle computere, som man kan stikke et UBS-stik ind i og overføre viden til. Men vi vil have en ordentlig skole, hvor man gider komme og hvor man har indflydelse, sagde han, mens Liberal Alliances Anders Samuelsen og flere andre politikere så til oppe fra deres vinduer.

»Hvorfor er de egentlig ikke i skole her midt på dagen?« spurgte Anders Samuelsen og lagde denne video op på sin Facebook-væg:

Tid til fritid

Laura, Petrine og Emilie fra 7.u på Langelinieskolen i København havde i hvert fald noget, de gerne ville have sagt til politikerne på Christiansborg.

- Det kunne være fedt med nogle kortere dage, for man har ikke tid til fritid. Politikerne havde også lovet os en time til motion ud over frikvarter, men det har vi ikke fået. Til gengæld har vi stadigvæk lektier for, selvom de havde lovet os at vi ikke skulle have det, og selvom det er fedt, at vi har tid til lektierne på skolen, er det ikke nok, fortalte de tre piger.

Fuck-fingre, romerlys og politi

Allerede da demonstrationen bevægede sig fra Regnbuepladsen til Christiansborg, blev der kastet med et par æg og sprunget et par kanonslag, til lyden af kampråb som »tid til fritid, ny reform nu« og Rage Against the Machines »fuck you, I won’t do what I tell you«, der bragede ud af højtalerne fra en lastbil.


Foto: Peter Kenworthy

Dette blev fulgt op af hundredvis af fuck-fingre der, akkompangeret af elever der sang »langefinger, langefinger, hvor er du, her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag,« blev peget op mod Christiansborg.

Og pludselig, midt under en tale, iførte 8-10 aktivister sig hætter og affyrede kanonslag og romerlys, der indhyllede store dele af Christiansborg Slotsplads i en tyk røg. 

En af romerlys-aktionærerne blev hevet med ind i en politibil og øjensynligt givet en opsang, hvilket fik nogle af eleverne til at følge efter og diskutere med politiet, samt bryde ud i »politikontrol skaber mere vold«.


Foto: Peter Kenworthy

Kort tid efter blev han sluppet ud igen. 

Læs den tale, en repræsentant fra En stor mellemfinger... Holdt 1. maj.

Læs Modkraft-artiklen »Elever giver fingeren til skolereformen: Vi vil ikke finde os i hvad som helst«

Læs artiklen »Nu slår eleverne tilbage«

Danske elever har det højeste antal timer blandt OECD-landene. 76 procent af eleverne siger i en undersøgelse, foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2015, at skoledagen er for lang. Der er desuden over 7.000 færre lærere i folkeskolen i dag end i 2009, mens klassekvotienten er steget fra 20,4 til 21,7 ifølge analyser foretaget af Danmarks Lærerforening.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce