Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Baggrund
14. juni 2013 - 12:05

Elektrikerne får mere kædeansvar

Aftale med et tysk og et dansk el-firma forøger antallet af overenskomster med kædeansvar i Dansk El-forbund, og dermed strammes kampen mod social dumping op.

Kært barn har flere navne. Sådan også med det krav, som fagbevægelsen har rejst i overenskomstforhandlingerne igennem flere år, men ikke fået igennem: kædeansvar.

Men med indgåelsen af to tiltrædelsesaftalerne til Elektrikeroverenskomsten om et ’hvervgiveransvar’ har Dansk El-forbund rykket grænsen tættere på for at få et kædeansvar indført, mener el-forbundet.

Kædeansvaret er i aftalen med el-forbundet formuleret således:

»Parterne er enige om, at i de tilfælde, hvor hvervgiver anvender underentreprenører, udliciterer arbejdsopgaver eller anden samarbejdspartner til andre virksomheder, garanterer hvervgiver, at løn og øvrige arbejdsforhold bliver overholdt i henhold ti nærværende aftale«.

Roskilde-sagen

I det seneste nummer af Elektrikeren, forbundets medlemsblad, beskrives det, hvordan en aftale med det tyske firma Controlmagic, som har entreprisen på kraftvarmeværket Kara Noverens i Roskilde, har bragt kædeansvaret ind i forhold til de ca. 15 underentreprenører, der bygger værkets ovn.

Aftalen betyder, at ’hvervgiveren’, altså den, der har bestilt arbejdet, skal garantere for enhver betaling, som ikke er opfyldt, fra første til sidste led i byggekæden.

– Den bestemmelse tager højde for det forhold, vi har oplevet så tit: En underentreprenør kommer ind og opererer nogle uger, og inden vi får etableret en sag, er vedkommende ude af landet igen, siger Erik Magdal fra forbundet.

Brugbar metode

Med en ny aftale med energiselskabet GreenGo Energy lægges der endnu en tiltrædelsesoverenskomst til billedet af ansvar i byggeriet. At bruge tiltrædelsesoverenskomster som redskab til at sikre ordnede forhold, synes at være en brugbar metode.

– Det er helt sikkert en måde at indgå nye overenskomstaftaler på fremover. Det er da starten på en god udvikling, siger forbundssekretær i DEF, Ole Tue Hansen, til Elektrikeren.

Dansk Byggeri genstridig

I årevis har byggearbejdsgiverne vægret sig ved at indføre kædeansvar. Det går Ole Tue Hansen til at konkludere:

– De store virksomheder kan stadig se deres fordel i at benytte billige underleverandører. Jeg tror, det er derfor, vi har så svært ved at komme igennem med kravet på det overordnede niveau, siger han.

Artiklen bringes også på hjemmesiden for Byggefagenes Samvirke

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce