Annonce

Venstrefløj
15. maj 2013 - 17:31

EL afviser klapjagt på 1.maj-ballademagere

Enhedslisten vil ikke deltage i SF og S' jagt på »udemokratiske aktivister« på den yderste venstrefløj efter larmeprotest og håndgemæng i Fælledparken 1. maj. SF-formand er skuffet.

Efterspillet til den meget omtalte og omdiskuterede larmeaktion i Fælledparken den 1. maj, hvor Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og SF-formand Annette Vilhelmsens taler blev overdøvet, er ikke slut.

I forbindelse med en buhe-aktion, hvor mange hundrede mennesker deltog, omstod der håndgemæng mellem medlemmer af regeringspartierne og personer med forbindelse til den venstreradikale bevægelse foran scenen.

Episoden fik dagen efter SF og Socialdemokraterne til at henvende sig til Enhedslisten for at få partiets opbakning til en fælles fordømmelse af det, der kaldes »antidemokratiske kræfter« og »fascisme« på den yderste venstrefløj.

Da Enhedslisten først skulle behandle henvendelsen på et bestyrelsesmøde udsendte de to partier deres egen udtalelse.

Mandag den 12. maj holdt Enhedslisten i København så bestyrelsesmøde – og partiet har besluttet ikke at støtte fællesudtalelsen, men i stedet formulere en selvstændig afstandstagen fra politisk vold generelt.  

Strategi mod revolutionære

I Enhedslistens soloudtalelse tager partiet »skarpt afstand fra vold«, men slår samtidig fast, at »københavnerne naturligvis er i deres fulde ret til at give deres mening til kende overfor talerne på 1. maj«.

Læs Enhedslisten Københavns udtalelse om 1. maj i Fælledparken her.

Enhedslisten har ifølge Modkrafts oplysninger afvist SF og Socialdemokraternes udspil, da partierne ikke skelner mellem mange hundrede 'almindelige' mennesker, som protesterede mod regeringens repræsentanter med buh-råb, og så venstreradikale aktivister, der antændte en røgbombe, kastede æg og deltog i håndgemæng med medlemmer af de to regeringspartier.

Samtidig ønsker Enhedslistens ikke at støtte SF og Socialdemokraternes forslag  om at lave en fælles strategi partierne imellem for at bekæmpe de »antidemokratiske« og voldelige »revolutionære kræfter«, man mener florerer på den yderste venstrefløj.

Læs SF og S' »Fælles udtalelse om de antidemokratiske angreb i Fælledparken« hos Socialdemokraterne i København.

Skuffelse hos SF

Formand for SF København Rasmus Rose ærgrer sig over, at Enhedslisten ikke vil være med til at sætte ind overfor »ekstremisme« på venstrefløjen.

– Enhedslisten mangler stadig at svare på, hvad man vil stille op overfor de antidemokratiske tendenser på venstrefløjen, og jeg undrer mig over, at man åbenbart ikke vil bekæmpe de venstreradikale sammen med os andre, siger Rasmus Rose til Modkraft.

Hvordan vil I bekæmpe de venstreradikale?

– Jamen vi vil nu gå sammen med Socialdemokraterne og formulere en køreplan for, hvad der skal til. Jeg forestiller mig både eksterne og interne kampagner i partierne, som kan sætte fokus på problemet, siger SF-formanden.

Er der problemer med venstreradikale internt i SF siden I vil lave en intern kampagne?

– Nej. Men hvis vi finder ud af, at nogle af vores medlemmer er med til voldelige aktioner, så vil de blive ekskluderet. Det er afgørrende er at vi har en forsat dialog om det her i partierne.

De udemokratiske kræfter, I ønsker at bekæmpe, er det også folk, som buh'er?

– Nej, det er ikke udemokratisk at buh'e, men hvis man ikke lader hinanden komme til orde, så er det et problem.

Vil uenigheden om 1.maj-balladen få konsekvenser for samarbejdet mellem jer og Enhedslisten i København?

– Nej, vi har et godt forhold til Enhedslisten, og denne her sag vil på ingen måde påvirke samarbejdet, vurderer Rasmus Rose.    

Læs bloggen »En ubehagelig 1. maj« og deltag i debatten hos Modkraft.

Læs artiklen »Venstreradikale afviser politikeroverfald« hos Modkraft.

Læs artiklen »Derfor blev regeringen angrebet i Fælledparken« hos Modkraft.

Se linksamlingen »1. maj 2013 - Slaget på Fælleden« hos Modkraft. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce