Ekstremfeministisk top 10

Det sidste år har budt på et væld af feministiske tekster, initiativer og åbenbaringer. For eksempel har både Danmark og Storbritannien fået nye feministiske magasiner: Friktion i Danmark og HYSTERIA i Storbritannien.

Her er et personligt udvalg af de stærkeste feministiske tekster.    

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement. 

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Det er derfor min holdning, at det til enhver tid er feminismernes business at engagere sig i kampen mod denne magtorden og tilbyde andre veje til erkendelse af verden.

De følgende tekster handler ikke nødvendigvis om ’kvinder’ i gængs forstand, men om at udfordre begreber som ’normalitet’ og om modet til at være på tværs, være besværlig, være en killjoy, selv når det bliver lidt ubehageligt i ’søsterskabet’.

Placeringen af teksterne er ikke hierarkisk og der er ingen orden.

Kom i gang og svælg i ødelæggelsen af den patriarkalske dagsorden.

Maja Lee Langvad: Hun er vred

Hvis jeg kunne skrive en ode til Langvads bog Hun er vred hver eneste dag, så ville jeg have gjort det.

Hun er vred er et mesterværk, som ikke kun giver stemme til transnationalt adopteredes oplevelser, men sætter ord på følelser og erfaringer, som mange transnationalt fordrevne som for eksempel indvandrere og flygtninge også kan genkende: Følelsen af at blive usynliggjort, at blive mødt med taknemlighedskrav og forventningen om total assimilation og overgivelse til den dominerende kultur, selv når man ikke selv har valgt at blive flyttet ‘hertil’.

Jeg følte, at hun talte direkte til mig i sin bog.

Og så skaber hun noget stort, forløsende og konstruktivt ud af vreden. Det kræver noget at turde behandle netop vrede, der er en af de mest tabubelagte affekter i vores højproduktive, konkurrenceprægede samfund, hvor enhver afvigelse fra idealet om det evigt humørstabile og lykkesøgende individ bliver patologiseret af lægevidenskaben, psykiatrien og fortalerne for ‘enhver er sin egen lykkes smed’.

Alle burde læse Hun er vred.

Læs Friktions læsning af Hun er vred

Læs Modkrafts anmeldelse af Hun er vred

Fuambai Sia Ahmadu: Why the term female genital mutilation (FGM) is ethnocentric, racist and sexist – let’s get rid of it!

Fuambai Sia Ahmadu argumenterer fra både et personligt og akademisk standpunkt, hvorfor betegnelsen female genital mutilation bærer på en kedelig historie af eurocentrisk kolonialisme og racisme.

Inden din indre white saviour får et føl på tværs på vegne af både vestlige, somaliske og andre afrikanske kvinder, der arbejder imod kvindelig omskæring, skal det lige gøres klart at Ahmadu ikke forsøger at sprede et budskab om eller reklamere for kvindelig omskæring.

Jeg læser hendes tekst som en protest imod den måde, vi i Vesten italesætter den praksis og skriver den ind i narrativet om afrikanske og andre ikke-vestlige kvinder og kulturer som tilbagestående, præmoderne og misogyne, samtidigt med vores egen blindhed for de kropslige praksisser, der undertrykker piger og kvinder i Vesten.

Ahmadu har fået mange op af stolene og har modtaget vrede mails og beskeder blot for at stille spørgsmål til omtalen af kvindelig omskæring.

Modigt, radikalt og banebrydende.

Læs Fuambai Sia Ahmadus tekst i Hysteria Periodical

Sarah Ahmed: Not in the Mood 

Professor i Race and cultural studies på Goldsmiths University of London, Sara Ahmed, der i Danmark mest er kendt blandt affektteoretikere, behandler i dette essay begreberne attunement og misattunement, som forklarer, hvordan det at ’stemme i’ (min oversættelse) med fællesskabet i nationale følelser kan være et krav, der stilles fra majoriteten, og hvor det at være misattuned, altså at nægte at stemme i med majoritetens ekskluderende fællesskab, kan være politisk modstand i sig selv.  

Som eksempel nævner hun de uskrevne regler om at skulle ’glæde sig’ over det royale bryllup i Storbritannien og de kæmpe udgifter, der var forbundet med det, som en tilkendegivelse af at høre til, stemme i og underordne sig hvad majoriteten påbyder alle at føle.

Alt imens massive sociale besparelser bliver gennemtvunget med konsekvenser for de mest underprivilegerede befolkningsgrupper.

Nej tak, siger Sarah Ahmed til at stemme i med majoritetens nationale glædesrus: I’m not in the mood. 

Læs essayet her

Zanan magazine – iransk feministisk magasin 1992-2008 og 2014-

Modsat hvad mange tror og skriver i internationale medier, er Zanan ikke Irans eneste feministiske magasin. Men det er den publikation, der har fået mest omtale i vestlige lande, måske fordi den har præsenteret de mest religionskritiske synspunkter siden sin begyndelse i nuværende form i 1992.

Zanan fortjener omtale, fordi det på trods af adskillige forsøg på udslettelse fra myndighederne og en total nedlukning i 2008, alligevel har formået at vende tilbage i 2014 med den samme chefredaktør, den utrættelige feminist og aktivist, journalisten Shahla Sherkat, der på trods af trusler, stævninger og retsforfølgelse ikke er til at stoppe.

Hun står bag artikler, der dækker international politik, kvinder i fængsel, kunst og kultur, feministisk økonomi og reproduktive rettigheder , men ”aldrig opskrifter på chokoladekage”, rygtes hun for at have sagt. 

Det er ikke altid ukompliceret at dele historier om ikke-vestlige feminismer i en dansk/vestlig kontekst.

Iranske og mange andre kvinders feministiske kamp kan let blive indskrevet i en imperialistisk agenda, hvor endemålet ofte bliver en hierarkisk opdeling af nogen, der er ovenpå og derfor skal redde de andre, som dermed også aflæses som knapt så selvrealiserede, ofre og værdige til vores medlidenhed, i bedste fald.

I værste fald bliver fortællingerne brugt til at legitimere islamofobi, diskrimination og endda invasioner, alt sammen i kvindefrigørelsens navn. Får Afghanistan og Iraks skæbner klokkerne til at ringe? 

Også internt i Iran kan den internationale opmærksomhed være et tveægget sværd.

Mange gange er uretfærdige domme blevet omstødt på grund af initiativer fra Amnesty Internationals kampagner. Det kan nogle gange redde liv. Men omvendt kan det også have været den internationale opmærksomhed, der forårsager forfølgelsen i Iran til at starte med.

Som den iranske feminist, advokat og menneskerettighedsaktivist, nobelprisvinderen Shirin Ebadi, siger er internationalt pres, sanktioner og kampagner mest med til at styrke den hjemlige konservative dagsorden imod en fælles ydre fjende.

Jeg vil på trods af dette alligevel gerne give et shout out til Zanan, fordi vi i Danmark ved alt for lidt om andre feministiske bevægelser, særligt i det Globale Syd og ’tredje verden’.

Lad os nu få hovedet ud af r**** og kigge lidt mere ud mod verden.   

Se Zanan Emrooz (Dagens Kvinder) her

Zanan Emrooz’ facebookside

Hysteria manifesto

Tidsskriftet Hysteria, der første gang udkom ultimo 2013 og er før blevet omtalt i Modkraft,  har i 2014 omskrevet sit manifest, der nu lyder:

HYSTERIA higer efter radikal åbenhed ved at involvere sig i flydende, kritiske dialoger, der søger at afklæde sig normaliteten, og hindre undertrykkende strukturer i at fungere og næres.

HYSTERIA er et kollektiv født ud af de sammenflettede og modstridende feminismer, der er reaktioner på historisk undertrykkelse.

HYSTERIA tror på at forkaste enhver dominerende instans i alle dens manifestationer og søger at integrere alle undertryktes anstrengelser i vores aktivisme.

HYSTERIA søger at bekæmpe sprog, der fremmedgør marginaliserede befolkninger, som vi bistår i solidaritet. HYSTERIA placerer disse stemmer i rampelyset og støtter hele spekret af udtryk, særligt de, der taler i første person.

HYSTERIA higer efter at udstille magtrelationer og udnyttelsens virkeligheder med en insisteren på alles lighed gennem en kontinuerlig diskussion om, hvad lighed omfatter. Vi nægter at slå os til tåls med nogen rigide definitioner.

HYSTERIA er kritisk overfor illusioner om binære størrelser såsom ‘tryg’/‘farlig’, ‘privat’/‘offentlig’ der fjerner opmærksomhed fra de undertrykkende strukturer, som HYSTERIA søger at udstille.

HYSTERIA ved ,at feminismer er for alle og ikke kun tilgængelige for det priviligerede mindretal. Feminismer bør overskride og forstyrre alle hindringer og grænser pålagt af kolonialismen.

HYSTERIA udfordrer med fornøjelse kapitalismen ved at dokumentere kritiske feminismer.

Uden hysterisk solidaritet er vi
vildledte af patriarkatets selvregulering

Manifestet er oversat fra engelsk af Emma Holten, Bjørk Grue Lidin og Nazila Kivi. Har du lyst til at oversætte manifestet til andre sprog, så kontakt Hysteria.

Hysteria arbejder på at tilbyde feministiske vinkler, der normalt ikke får taletid i mainstream medier. Det er vigtigt at støtte dette arbejde.  

Læs manifestet på engelsk her

Lene Myong: Frihedens racistiske præmis

2014 bød på en ny tiltrængt blog, peculiar.dk, hvor Forskergruppe i affekt, der er tværfaglig og tværuniversitær, blogger om aktuelle og relevante samfundsdebatter i et affektteoretisk perspektiv.

Du kan læse mere om, hvad affektteori er i denne introduktion.

Adjunkt Lene Myong undersøger i denne artikel forholdet mellem ’ytringsfrihed’ og racisme i de herskende debatter i Danmark, hvor antiracismen forsøges præsenteret som en ny form for racisme eller sindelagskontrol af de, der ønsker at bevare retten til at ytre sig racistisk. 

Myong sammenfatter racisme- og hvidhedsdebatten i de danske medier og trækker en rød tråd mellem udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling, den danske kulturelites benægtelse af strukturel racisme, det danske forsvar for Dan Parks billeder og debatten om de ’politisk korrekte’ svenskere, der reviderer Pippi Langstrømpe og ikke finder dansk humor på bekostning af minoriteter særligt underholdende.

»De mange afvisninger af strukturel racisme som begreb fik blandt andet den effekt, at de pointer, som gik på, hvordan racialisering kan erfares som et ulighedsskabende grundvilkår i menneskers liv blev udlagt som minoriteternes forsøg på at bedrive fundamentalistisk og biologiserende identitetspolitik. I debatterne blev disse pointer etableret som et større problem end racismen selv. En klassisk logik, hvor den som påpeger (strukturel) racisme bliver anset som racismens egentlige ophavsperson, mens den, som forholder sig stille og farveblindt til spørgsmålet om race, får adgang til at forstå sig selv som hævet over racismen, fik i den forbindelse stor betydning.«

I lyset af de debatter og konfrontatoriske linier, som de rethaveriske racismebenægtere gerne vil fremprovokere i kølvandet på de politisk motiverede mord på det franske satireblad, Charlie Hebdo, og senere mordene i København, er denne tekst blevet endnu mere relevant.

Man kan læse Lene Myongs tekst her

Mons Bissenbakker: Hjælp er noget, vi alle sammen har brug for

Peculiar.dk er akademisk aktivisme. Har man blot det mindste kendskab til forskningsmiljøer og det pressede forskerliv, så ved man, hvor stor en gave peduliar.dk egentlig er.

Det kræver stor dedikation at bruge tid og ressourcer på at formidle affektteoretiske analyser eller teorier om fællesskaber og diskrimination i tilgængeligt format.

I denne tekst forklarer lektor på Københavns Universitet og medlem af Forskergruppe i affekt, Mons Bissenbakker, hvordan privilegier virker i praksis.

Ofte kan det være svært at forklare de privilegerede, hvorfor de netop er dét, altså privilegerede. Det er jo ikke sådan, at privilegier mærkes. Privilegier er netop fraværet af at blive bevidstgjort om sin eksistens som noget andet, det afvigende.

At forsøge at gøre normkonforme mennesker bevidst om deres privilegier ville svare til at skrive ’uden arsenik’ på madvarer. Det føles ikke rigtigt som et privilegie, lige indtil man sætter sig ind i, at der faktisk er arsenik i mange andres havregryn og den ikke-giftige pakke kun er forbeholdt nogle mennesker med bestemte egenskaber.

»Der er mange måder at forstå diskrimination på. Der er de former for diskrimination, som udspringer af overlagt undertrykkelse. De er ofte sanktioneret i love og er forholdsvis nemme at få øje på. Men diskrimination kan også foregå på andre måder. Fx gennem det, man kunne kalde strukturel eksklusion. Det er en form for forskelsbehandling, som er mere indirekte, men – måske netop derfor – mindst lige så virkningsfuld. Der er umiddelbart forskel på, om en butik hænger et skilt i vinduet med »Kørestolsbrugere forbydes adgang«, eller om der på skiltet står »Adgang for alle«. Men hvis der er tre trin op til butikken og ingen rampe, så er resultatet i praksis det samme for kørestolsbrugeren.«

Bissenbakker omtaler dokumentarfilmen Examined Life, hvor kunstneren Sunaura Taylor og filosof og kønsforsker Judith Butler i et kapitel af filmen under en gåtur undersøger tilgængelighed i det offentlige rum: Hvem er det indrettet til? Hvad antager det for at være normen, uden at det er italesat som direkte eksklusion? Hvem kommer automatisk til at være ekskluderet, blot ved et rums fysiske indretning?

»Butlers og Taylors samtale får mig til at tænke på Sara Ahmeds undersøgelser af hvidhedens – og dermed privilegiets – fænomenologi. Det markante ved privilegiet er, siger Ahmed, at det netop opleves som et fravær (snarere end som et nærvær) af oplevelse. At være privilegeret er ikke ensbetydende med at føle sig privilegeret, men snarere det modsatte. At være privilegeret er netop at slippe for følelsen af at være privilegeret. Det er at blive hjulpet uden at føle sig hjulpet.«

Læs Bissenbakkers tekst her

Athena Farrokhzad: Vitsvit

Jeg ville ønske, at jeg ikke i så høj grad kunne identificere mig med Farrokhzads smertefulde erfaringer med at være barn af politiske flygtninge, der var meget mere glade for deres nye land, end virkeligheden tillod.

For nogle af os, mange af os, er koloniseringen af vores kroppe og sind allerede kommet ind med modermælken og helt inde fra intimsfæren.

Den stammer ikke kun fra tilværelsen i eksil, der efterhånden bliver det nye hverdag. Nej, den kommer indefra, hvor valget til tider er at kamouflere sig eller holde op med at eksistere.

Hun kunne have skrevet om min mor her i sin indledning:

»Min familie kom hertil i en marxistisk idétradition

Min mor fyldte straks huset med pyntenisser
Vejede plastikgranens fordele og ulemper mod hinanden
som om problemet var hende

Om dagen skelnede hun mellem lange og korte vokaler
som om lyden der kom fra hendes mund
kunne vaske olivenolien ud af huden

Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen
På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere
end en nordlandsk vinter

[…]

Tænk at jeg sugede på de bryster
Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund«

Den internaliserede kolonisering, der også giver én styrken til at tale magten imod på magtens eget sprog, er en dyr pris at betale for at bryde igennem majoritetens døve ører. Men Farrokhzad gør det, og dét voldsomt og fri for omklamrende konsensus.

Vitsvit udkom på dansk i august.

Læs Farhiya Khalids læsning af Vitsvit på Modkraft

bell hooks med flere: Are you still a slave?

Dette er  undtagelsesvis ikke en tekst, men en video optaget på The New School i New York, der viser en længere samtale mellem en af de største figurer i Black feminism, kulturteoretikeren bell hooks, aktivisten Janet Mock, dokumentarinstruktøren Shola Lynch og forfatter Marci Blackman.  

Uanset genre, har jeg ikke tænkt mig at gå ind i en diskussion om hvorvidt Beyoncé er en rigtig feminist eller ej, og hvorvidt hendes appropriering af ordet feminist egentlig hjælper eller skader den feministiske sag.

Det vigtige i denne samtale er, at bell hooks ikke bekymrer sig om, hvorvidt hun ødelægger den gode stemning blandt alle de Beyoncé-benovede og fastholder fokus på, at B og andre, der tager ordet feminist til sig indenfor populærkulturen, stadig opererer indenfor det kapitalistiske system.

En af årets mest interessante samtaler.

Se samtalen på video her:

Hysteria revista: Manifesto Gordx 

Det feministiske magasin om køn og kultur, Hysteria Revistá, der har base i Mexico og er udkommet siden 2013, bragte sidste år et manifest om tykke kroppe, skrevet af aktivisterne Constanza Alvarez og Samuel Hidalgo.

På engelsk har lignende bevægelser, der sigter på at nedbryde fordomme og fejlinformationer om tykke kroppe, efterhånden mange navne: Fat activism, fat liberation, fativism, fat power eller size acceptance.

I Danmark er denne bevægelse stadig spirende, men findes blandt andet som kropspositivitet, der gennem ’radikal kropskærlighed’ søger at generobre ejerskabet over kroppen og dens mange udformninger.

Aktivisten Andrea Storgaard Brok fra Normstormerne har skrevet en tekst om kropspositivitet og opfordrer aktivister og feminister til at tage kropskampen op. Jeg ser frem til at følge med i at projektets udvikling.

Læge og kønsforsker Birgit Petersson, der leder afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Københavns Universitet, har i mange år talt imod den hegemoniske kropsopfattelse, der ligestiller tynde kroppe med sundhed og patologiserer tykke kroppe.

Hendes kritik indeholder også elementer af kapitalismekritik. Nu får dette engagement også gennemslag blandt unge feministiske aktivister. 

Manifesto Gordx bruger det kønsneutrale endelse -x i det ellers meget kønnede spanske sprog og arbejder således for at sprænge kønnet undertrykkelse på flere planer.

Manifestet er oversat og omskrevet fra spansk af Nazila Kivi og forfatter og aktivist Fernanda Milán.

Fernanda Miláns officielle facebookpage kan findes her

The Fat Manifesto

Our body, The First Enemy
Is now in the fat present
Because you are not born fat, you become fat
We enunciate: “some girls are bigger than others”

We are the AnarCorporeals*

We proclaim:
That above all, we will reconstruct our lives from who we are, from what suppresses us,
the abundance of flesh that wants to live.
we are greedy and tempted, pure eros turned into pleasure by the good table
and the Bacchanalia

We like the warmth it gives us in winter days
and the resistance to restraint, to good looks and everything vanilla

We are the trenches of fascism residing in the skin
we are the overflow of living in oral pleasure
because we like to eat and we don't want to repress ourselves from these desires
just to make my family, my partner of the month
or the boss who refused to hire because of my looks
like me

We are the walking complaint of the inconsistency of the body democracy
at any cost.
Because our stomachs’ pleasures won't be bought.

We are the ones who resist,
we won’t disappear in order to balance corporal differences

Because being fat is not anecdotical, it’s political , against all what’s established.
It does not fit, it is excessive, it blows up limits, seams and clothes, buses
seats, borders, fiction, desires.

Here are my folds, here are my rolls, here is the body,
that is not complying, that one that
apparently no one wants to fuck, this sick body.

We speak as fat ones, abundant ones, from the stretch marks, the cellulites,
the oily and greasy rolls that are all over our overflowed bodies,
those academisc nicknames, equating beauty with health
making proletarians more desiring than desirable.

We speak, the abundant radical transfeminists.

Because is not enough to destroy gender roles if we don’t tear down the corporal norms as well.

Because deep inside we made it gag, your system of Vigor, Strength, Fertilization and Force (of labor and military)

We speak, the fat ones who eat no meat, the ones who believe that racism, sexism, heterosexism
and specimism are bound to be destroyed.

The ones who don't want to work, the ones who want to stop being, abort.
The ones who do not want to give birth,
who want to strike.

We are also talking, we the hairy, smelly fat ones, the ugly ones,
hyperfeminine fags who are not even in porn, except as a fetish,
the truckers, the scruffy ones,

The ones who burp at the table, disgusting, disturbing, excessive, never silent or neat.

We were those chubby ones who weren’t asked to dance,
the one who always broke the diet, embarrassed,
the one who covered herself the "slutty chubby one"
the one you wanted silenced,

the pig, the pork, the obese, the fat ball, the oily one, the whale, the Java, the dusty
one, the Gonzalo Cáceres, the ball/balloon, the butter. For the rest of our body
is a big changed shape balloon.
For the others our body is a deformed and greasy balloon.

Because we all are potential abundant anorexics.

No, we will not modify, or be accepted for "what we are inside," or keep self-torturing with diets
or extreme exercise, we want the desires to be unlean and our bodies to be transformed to
potentially desirable ones, for the simple fact of being bodies.

We speak for the fat ones that are still in the space of silence, shame, ridicule ... We invite you not
to coming out of the closets of the sizes, but to destroy them ...

The mirror is not a reflection of reality, what we see in it, is nothing but a construction that
needs to be deconstructed.

Let’s show our claws, howl like wolves and leave the space of silence
Today Fat, yesterday whore, tomorrow wolf....

*sammentræk af ordene anarki og kropslighed.

Se video med manifestet på spansk:

Nazila Kivi er redaktør på tidsskriftet Friktion og blogger på Modkraft