WikiLeaks bliver af amerikansk og britisk efterretningstjeneste stemplet som »ondsindet fremmed aktør« og »slyngelhjemmeside«. USA’s regering har lagt pres på fremmede regeringer for retsforfølgelse af Julian Assange.
WikiLeaks og Julian Assange har haft særlig opmærksomhed hos den amerikanske efterretningstjeneste NSA, og hos NSAs britiske modstykke GCHQ.
Det viser dokumenter, der er tilvejebragt af Edward Snowden, og offentliggjort i en artikel på det nystartede webmagasin The Intercept.
Læs »GCHQ Spies on WikiLeaks Visitors« hos The Intercept
Artiklen, der er skrevet af journalisterne Glenn Greenwald og Ryan Gallagher refererer blandt andet intern kommunikation mellem højstående ledere i NSA, der diskuterer muligheden af at udpege WikiLeaks som en »ondsindet fremmed aktør«.
Det mærkat betyder, at organisationen WikiLeaks kunne udsættes for ekstensiv overvågning, og at de juridiske restriktioner, der i almindelighed begrænser NSA’s mulighed for at overvåge amerikanske borgere, falder bort.
Dokumenterne viser også, at den amerikanske regering har sat WikiLeaks grundlægger, Julian Assange, på en liste over eftersøgte personer, der normalt er forbeholdt mistænkte terrorister, narkosmuglere og andre, som den amerikanske regering ønsker at finde, fange, eller slå ihjel.
Et indlæg fra 2010 på den såkaldte »Manhunting timeline«, hvor der gøres status over menneskejagten, omtaler den amerikanske regerings opfordring til Australien, Storbritannien, Tyskland og syv andre unavngivne lande med soldater i Afghanistan, om at retsforfølge Assange, hvis hans vej skulle falde forbi deres territorium
Assange, der i øjeblikket sidder eksileret på Ecuadors ambassade i London er, hedder det i dokumentet, »grundlægger af slyngel-hjemmesiden WikiLeaks« og »ansvarlig for offentliggørelsen af 70.000 klassificerede dokumenter om krigen i Afghanistan«.
Indsatsen gælder imidlertid ikke blot Assange, der omtales som »ikke-statslig aktør«, men også sympatisører, donorer, advokater og andre i det »menneskelige netværk«, der støtter WikiLeaks
Blandt de lækkede dokumenter, som Snowden har givet til journalisterne er også en Powerpoint præsentation fra NSA’s britiske modstykke GCHQ, Government Communications Headquarters.
Dokumentet, der blev fremlagt på SIGDEV konferencen, hvor teknospioner fra den såkaldte Five Eyes alliance mødes viser, hvordan GCHQ har brugt computersystemet ANTICRISIS GIRL til at overvåge og registrere besøgende på WikiLeaks.
Ud over at registrere de individuelle IP-adresser på computere, der tilgår WikiLeaks hjemmeside, kan programmet indsamle information om brugere, der er nået Wikileaks server via en søgemaskine.
ANTICRISIS GIRL ved, hvilke søgeord der har bragt WikiLeaks hjemmeside på listen over søgeresultater.
Fra sit eksil i London har Julian Qassange reageret på afsløringen af overvågningen af WikiLeaks ved at opfordre Obama til at udpege en særlig anklager.
Han peger på, at WikiLeaks er en journalistisk organisation, og at forfølgelsen af WikiLeaks medarbejdere, sympatisører og læsere er i strid med amerikansk lov.
»Ingen, ikke engang NSA, skal have lov til straffrit at angribe journalister. Vi har bedt vores advokat, dommer Baltazar om forberede en passende reaktion«, hedder det i en erklæring offentliggjort på WikiLeaks hjemmeside.
Læs »NSA and GCHQ spying on WikiLeaks« hos WikiLeaks
Læs »Obamas angreb på den fri presse er de værste siden Nixon« på Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96