Det er ikke EU’s skatteborgere, der har penge i klemme i Grækenland og skal betale, hvis gælden eftergives.
Eurokonstruktionen er baseret på en monetaristisk forestilling om, at penge- og finanspolitik befinder sig i adskilte sfærer. Men sammenhængen mellem dem er nu erkendt af selv Den europæiske Centralbank.
Ironisk nok er der imidlertid ved at udvikle sig to poler i EU: en der vil klare problemerne med pengepolitisk udpumpning og en anden, der må bruge 'skatteydernes' penge.
I modsætning til centrum-højre fremstillingen er det ikke Nordeuropa, der må punge ud via finanspolitikken. Desværre er venstrefløjen også i vildrede om, hvordan det hænger sammen.
Ikke bare er penge- og finanspolitik sammenvævede mekanismer, men de er også intimt forbundne med kapitalmarkederne.
Jeg vil i denne artikel først bringe lidt økonomisk grundstof. Det er nødvendigt for at få etableret den rette baggrund for forståelse af Grækenlands situation og manglen på holdbarhed i de gængse argumenter.
Til sidst ses på Grækenlands valgmuligheder og konsekvenserne af et Grexit.
Man sondrer normalt mellem finans- og pengepolitik. Den første er i hænderne på regeringen via finansministeriet, den sidste styres af nationalbanken.
Finanspolitik drejer sig om statens udgifter i forhold til dens indtægter. Er der underskud på statsfinanserne, må regeringen låne.
Det vil være bekendt, at 'keynesiansk' politik går ud på bevidst underskudsbudgettering i nedgangstider. Altså at staten pumper flere midler ud, end den har, og at den ved at bruge dem til investeringer eller offentligt forbrug kan stimulere den private sektor.
Tankegangen er så, at dynamiske effekter vil få gang i økonomien, skatteindtægterne vil stige, og gælden kan tilbagebetales.
Nu er den erkendelse dog ved at dæmre, at investeringer i f.eks. infrastruktur ikke behøver finansieres over det løbende budget på grund af deres lange tidshorisont.
Ja, mange projekter placeres i mere eller mindre privatretlige selskaber med blandet offentligt/privat ejerskab. Evt. bidrag til finansieringen fra statens side sker via kapitalmarkedet, og budgetimplikationerne neutraliseres via brugerbetaling.
Tilbage til grundforholdet. Hvis staten har underskud, må den altså låne.
Det gør den typisk ved at udstede statsobligationer af kortere eller længere varighed, som almindelige borgere, banker eller udlandet, inkl. mere eller mindre aggressive finansfolk, køber.
I vore dage er der i forvejen en masse gældsinstrumenter på markedet, der groft sagt repræsenterer gamle statsunderskud.
Faktisk er statsobligationer et særligt segment af kapitalmarkederne, der ville bryde sammen uden dem, for de lægger en bund under andre finanspapirer.
Når staten er aktiv på kapitalmarkedet via sin finanspolitik, smitter det af på den pengerente, som banker kan låne til i deres nationalbanker eller af hinanden.
Det er en af makroøkonomiens nu forkastede ortodoksier, at pengepolitikken ikke skulle have noget med statens finansråderum at gøre.
Eurofædrene byggede på den antagelse - eller prøvede aktivt at skille de to sfærer ad, bl.a. fordi der ikke var politisk vilje til andet.
Finanspolitikken forblev i princippet udelukkende national, mens kun penge- og valutapolitikken blev transeuropæisk i eurokonstruktionen.
Dvs. helt så enkelt er det ikke, faktisk blev en slags meget grov finanspolitisk grundlov opstillet omkring euroen.
EU's Vækst- og Stabilitetspagt krydret med den senere såkaldte finanspagt (der rettelig skulle hedde 'finanspolitiske pagt') har lagt dæmper på de deltagende EU-landes mulighed for at føre ekspansiv finanspolitik, for statsgæld må ikke overstige 60% af BNP, og statsunderskuddet skal holdes på den rigtige side af 3% af BNP.
Det er det, der kaldes finanspolitisk disciplin.
Med de par dogmer slået fast blev den grundlæggende rolle for Den europæiske Centralbank (ECB) at sikre stabile priser, defineret som en inflationsrate (=prisstigningstakt) på mindre end 2% om året.
Da systemet blev sat op i sluthalvfemserne, havde man tydeligvis ikke fantasi til at forestille sig, at problemet kunne gå hen og blive lave prisstigninger afbrudt af periodiske prisfald.
Der er sat vandtætte skotter op omkring ECB’s mekanisme for pengeudstedelse.
Banken må ikke købe nyudstedte obligationer fra finansministerier i medlemslandene eller finansiere staterne direkte. Medlemslandene må i øvrigt heller ikke købe hinandens obligationer, det er det der hedder en 'no bail-out clause'.
Private banker 'køber' euroer af ECB mod at stille godkendte aktiver som sikkerhed i en kort periode. ECB sætter et mål for renten, der fastsættes på hyppige auktioner.
De aktiver, der skal gives som dækning, kan godt være statsobligationer, så ad denne omvej kom finanspolitikkens effekter på pengepolitikken ind igen.
I euroens begynderår før finanskrisen kunne alle eurozonens banker låne relativt billigt og til en ensartet rente. Markedsrenten på statsgæld var også nogenlunde den samme i alle eurolandene.
Alt det her er brudt sammen, og ECB indrømmer, at finans- og pengepolitik spiller sammen.
Den har ligefrem i 2012 udgivet en rapport, der hedder »Monetary and Fiscal Policy Interactions in a Monetary Union.«
Eurokrisen ligger i forlængelse af finanskrisen i 2007/08.
Irland, der var blevet hjemsted for en florissant og dristig banksektor i det midtatlantiske, så sine nye banker med udenlandsk oprindelse krakke én efter én under finanskrisen på grund af de giftige instrumenter, de havde kastet sig over.
Den spanske central- og ikke mindst de autonome regioner havde lånt til mere eller mindre nyttige turismeinfrastrukturprojekter (lufthavne, der ikke bruges, flotte veje). Den private sektor lånte for at cementere kysterne og bygge time-share lejligheder af vekslende kvalitet og satte derved bankernes soliditet på spil, da byggebranchen kom i vanskeligheder.
Grækenland udbyggede sin sociale sektor, holdt en olympiade, men uden at have ordentlig offentlig finansstyring.
Den irske gæld var ikke steget væsentligt før finanskrisen, men i anden runde drønede den i vejret på grund af udgifterne til at redde banksektoren.
Så kom de store internationale spekulationsfonde til, og via stigende præmier på kredittabsforsikringer ('credit default swaps') tvang de renten i vejret på de svage landes gæld.
Efter at der var gået hul på illusionen om rentefællesskab, skulle Irland, Grækenland, Portugal og Spanien temmelig pludselig til at betale enorme renter på deres gældspapirer - op til 30% på et vist tidspunkt for Grækenlands vedkommende - mens Nordeuropa stadig kunne glæde sig over lave renter.
I første omgang mæskede de nordeuropæiske og internationale kreditorer sig i de højtforrentede statsgældspapirer. Lige indtil kriselandenes skatteindtægter ikke mere forslog til at klare gældsserviceringen.
Det var startskuddet for eurokrisen i slutningen af 2009.
Euroarkitekturen blev tvunget til at udvikle sig, for ECB havde ikke instrumenterne til at hjælpe PIGS-landene, som de så charmerende blev kaldt.
Treenigheden (trojkaen) af EU Kommissionen, ECB og IMF satte sig sammen. ESFS (European Financial Stability Facility) og senere ESM (European Stability Mechanism) blev etableret for at forlænge gældsløbetiden for de gældsplagede lande og tilføre dem ekstra midler, bl.a. for at klare de tidligere indgåede gældsforpligtelser.
Eurolandene har indbetalt ca. 11% af de 700 milliarder euro, som ESM kan intervenere for. Resten er kun dækket af garantier. Tyskland står for 27% af det samlede ansvar.
Stort set finansierer ESM sig via markederne med sikkerhed i grundbeløbet og garantikapitalen, når 'mekanismen' skal redde et nødstedt land.
Pudsigt nok må ESM godt støtte via opkøb af statsobligationer på det primære marked. Så ECB - der i realiteten står bag ESM, selvom det formelt er eurolandene, der gør det - har ved hjælp af en armslængdemekanisme overvundet sine traktatmæssige begrænsninger.
IMF fylder på fra sidelinjen, men spiller i virkeligheden en nok så stor rolle som indpisker og har nogle ufravigelige betalingsterminer på sine kreditter.
Grækenland blev allerede fra den første redningspakke ('bail-out'-program) stillet over for en række betingelser, hvis gennemførelse overvåges strengt.
De kan koges ned til følgende hovedtemaer:
Derudover skal det løbende refinansiere gælden, således at de penge, der reelt tilføres den græske økonomi gennem programmerne og pakkerne, er minimale.
Private kreditorer blev i 2012 i forbindelse med den anden redningspakke til Grækenland tvunget til at tage en nedskrivning på den pålydende værdi af deres udeståender på mere end 50%.
Dér brast den sidste illusion om, at statsobligationer ikke er forbundet med risiko.
Den græske gæld står i dag ifølge EU’s regnemåde til ca. 177% af BNP, lidt mere end i 2012, men retfærdigvis skal siges, at andre regnskabsmetoder, der indregner de implicitte lettelser på grund af pakkerne, ville nedsætte procentsatsen betragteligt.
Et gennemgående træk har været, at inflationen i nord har været lammende lav. Det har væksten også. ECB havde ikke instrumenter til at sætte fut i den.
Misundeligt kiggede den på de amerikanske og britiske nationalbankers pengepolitiske frihedsgrader til at opkøbe de papirer, de havde lyst til på markedet med det formål at stimulere investeringerne via en lavere rente ('quantitative easing').
At der så mest er kommet et oppustet aktiemarked ud af det, er en anden sag. Det kan i hvert fald hævdes, at hvis USA nu har genoptaget sin rolle som vækstlokomotiv, skyldes det ikke pengepolitikken.
Via den kreative måde, som ECB allerede havde omgået sine traktatmæssige bindinger på, var den nu parat til at tage endnu et skridt, og i 2012 annoncerede ECB-præsident Mario Draghi sit 'outright monetary transactions' (OMT)-program, der tillader banken direkte køb af godkendte aktiver inkl. visse statsobligationer.
Men stadig med den gammelkendte begrænsning, at de ikke må være frisk fra fad fra de nationale finansministerier (i modsætning altså til ESM).
Programmet er blevet raffineret, og i januar i år lancerede Draghi et længevarende - mindst 18 måneder - udvidet køb af aktiver ('expanded asset purchase'), med et månedligt køb af aktiver for 60 milliarder euroer.
Så renten falder og falder for dem, der har noget værdifuldt at sælge. For det er jo ikke således, at ECB må købe græske statsobligationer. Niet.
Effekten er, at bunden under pengemarkedsrenterne falder.
Ifølge tekstbøgerne bliver valutaen dermed svækket. Det er også sket. Euroen er faldet over for dollaren. Ikke ilde set fra et eksportsynspunkt, men fra andre vinkler måske ikke så godt.
Det er en interessant parentes, at Danmark kom i klemme, da Schweiz opgav sin løse binding til euroen. Kronen blev det næste objekt for de internationale spekulanter, der svømmer i penge. Kunne Danmark blive tvunget til at forlade det snævre selvpålagte bånd omkring euroen, ville kronen ryge i vejret og betydelige gevinster kunne hentes hjem, hvis man sad på kroner, der ville blive mere værd målt i andre valutaer.
Så ud med penge på markedet, opkøb af obligationer af alle slags, inkl. kreditforenings-, ned med en i forvejen lav rente som resultat. Det har den danske nationalbank sørget for.
Absurd er det, at 30-årige ejerboliglån nu kan fås til en fast rente på 1,5%-2%.
Når storbanker kan låne så billigt, har de i hvert fald færre renteudgifter, og spændet mellem indlåns- og udlånsrenten må være rekordhøjt.
Undtagen hvis de sætter pengene ind på en konto i visse nationalbanker, hvor de skal betale for at have dem stående.
Til gengæld pålægger de mere utraditionelle eller svage lånere en uforholdsmæssigt høj rente. Bankerne er mere end banker, de er førende i klassekampen-fra-oven.
Gang i økonomien kommer der vel heller ikke i større stil, selvom den europæiske økonomi er i svag bedring efter den langvarige recession, og ECB-folket er lige nu helt euforisk over egne forudsigelser om forventet vækst i EU.
I den situation har Grækenland sagt, at det her er for absurd. Når det skal betale tilbage, skal det virkelig klemme sine borgere for at gøre det.
For at gøre ondt værre lukkede ECB også for de græske bankers adgang til simpel likviditet. Pengekassen blev dog lirket op igen, da Grækenland havde fået en tænkepause på fire måneder til bl.a. at definere en ny genopretningspolitik.
I og med at indkomsterne falder i Grækenland, er det svært at se, at der er meget mere at hente i skatter, selvom skatteopkrævningen og -systemet blev forbedret allerede under den gamle regering.
Det skrev jeg om i avisen Arbejderen den 12. februar »Grækenland og Danmark – to valutapoler«
Der Spiegel bragte den 20. februar en Grexit-artikel, der bl.a. viser, at Tysklands potentielle tab på en græsk fallit vil være begrænsede, for de græske rente- og tilbagebetalinger på bail-out midlerne er stort set suspenderet indtil 2020.
Og eurolandene garanterer jo kun. For Tysklands vedkommende drejer det sig om 65 milliarder af de 240 milliarder euro, som Grækenland har fået bevilget - men endnu ikke fået fuldt udbetalt - gennem de to redningspakker.
Hvis garanterne engang efter 2020 skulle punge ud, kan det nok klares gennem operationer på kapitalbudgettet og ikke som en direkte udgift.
Når man så modstiller, hvor billigt de rige nordeuropæiske lande kan optage obligationslån under de nuværende renteforhold, så ærlig talt, hvad snakker vi om?
For Grækenland er det anderledes. IMF skal modtage betalinger på 1,5 milliarder euro i løbet af marts, hvoraf landet nu har betalt ca. 1/5, og den græske stat har anden kortsigtet gæld, den skal honorere inden juli.
Alt i alt beløber disse poster sig til 7 milliarder euro. Det svarer nogenlunde til de penge, landet vil få i udbetaling af ovennævnte bail-out penge, når 'institutionerne' er tilfredse med, at Grækenland lever op til betingelserne.
Indtil det sker om højst fire måneder, er kassen lukket i for den græske stat, mens ECB påstår, at den i de sidste par måneder har finansieret Grækenland (bankerne) med 100 milliarder euro.
Skatteindbetalingerne halter bagefter tidsplanen i Grækenland, så der er også en manko på den konto.
I og med at græske banker nu nyder godt af ELA ('Emergency Liquidity Assistance'), kan de ikke få yderligere likviditet gennem ECB, og de kommercielle banker kan derfor ikke låne til staten.
Altså: Staten har ingen penge, bankerne har ingen penge, og borgerne, der skal betale skat, har også undladt at indbetale et par milliarder i dette år alene.
Syriza-regeringen mener, der ligger penge hos de rige. Det er nok rigtigt, men man ved jo, hvor gode sådan nogle er til at flytte dem. Så kapitalkontrol diskuteres.
Hellere etablere den før end siden, kunne man mene.
Hvis Grækenland må give op over for kravene eller af simpel pengemangel, inden de fire måneder er udløbet, kan det blive nødt til at erklære betalingsstandsning. Det er der ingen procedure for, så man kan kun tænke sig til, hvad der vil ske.
Selvfølgelig kan man forestille sig, at EU og den strenge tyske finansminister Wolfgang Schäuble finder en måde at hjælpe på, fordi konsekvenserne ellers ville være for dystre for Europa.
Ikke, og det skal understreges igen, ikke fordi EU, herunder Tyskland og dets skatteborgere, er økonomisk afhængige af Grækenlands gældstilbagebetalinger.
Heller ikke fordi EU-systemet frygter direkte finansiel nedsmeltning. ESM er godt polstret, bedyrer de ansvarlige.
Men for det første er der politiske konsekvenser i form af nederlagsstemning og mulig afsmitning på andre lande. Det er andre bedre til at skrive om end mig.
Men for det andet og nok så væsentligt skal finansmarkedets reaktion også tænkes ind.
De store kapitalfonde kan sende hvilket land/hvilket aktiv, de vil ad h. til ved en hurtig ind-og-ud manøvre, så de kan i løbet af ingen tid spekulere kraftigt imod euroen via dens svageste led.
I tilgift til så meget andet har ECB også fået den rolle at samle op efter storbankernes markedsadfærd, og ikke kun de europæiske, men også de internationale. På det punkt kan der komme alvorlige vanskeligheder.
For det tredje kan man i de nordeuropæiske mainstream-landes insisteren på Grækenlands rette kurs se en beskyttelse af storbankerne. De siges nu at være godt polstret, men deres solvens ville blive truet af alt for mange yderligere gældsnedskrivninger, for slet ikke at tale om gældslikvidering.
Så EU har al interesse i at beholde Grækenland i folden.
Skulle en Grexit alligevel blive nødvendig, må Grækenland finde andre venner og kan i sidste ende blive tvunget ud af EU.
Ikke fordi det officielle EU ønsker det, som sagt, men det skulle være bekendt, at politikere ikke altid helt forstår dybden i, hvad de har med at gøre. Og med de økonomer, de har til at rådgive sig, bliver det ikke meget bedre.
Den nye græske regering bedyrer, at den ikke ønsker en Grexit/EUxit. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Eller rettere det ser ud, som om der er to skoler inden for Syriza.
Uanset hvad kan det vel blive konsekvensen.
Med hensyn til betingelserne for at blive i euroen er den græske regering klart villig til, ja, vil under alle omstændigheder reformere staten, uanset om Grækenland er inde eller ude.
Men den ønsker samtidig at rulle nogle af de sociale nedskæringer tilbage eller kompensere med nye støtteordninger til den del af befolkningen, der lever i elendighed. Og den vil forbedre mindstelønnen.
At den ikke er vild med at privatisere offentlige forsyningsselskaber, skyldes måske ikke kun venstreorienteret automattænkning. I den nuværende situation vil et frasalg eller andre forsøg på at tiltrække udenlandsk kapital nemlig tage form af brandudsalg og end ikke tilføre væsentlige midler.
Det ville helt klart være et afglobaliseringsprojekt at gå tilbage til drachmen. Den vil nok kunne lanceres til kursen ved euroens oprettelse, men så fluks styrtdykke. Dermed vil gælden skyde voldsomt i vejret målt i drachmer, og det er klart, at Grækenland måtte erklære sig konkurs.
Bankerne skulle nationaliseres eller kontrolleres strengt. Landet måtte bevæge sig i retning af langt mere autarki, dvs. egenproduktion.
Det ville nærmest blive tvunget i en socialistisk retning og dermed helt ud af EU, hvad man jo kan glæde sig over eller til, men det vil(le) være en hård overgang, og dets sociale løfter ville ikke kunne holdes i første omgang.
Den eneste logiske udvikling for EU er at blive en egentlig overførselsunion, dvs. der skulle indgås en finanspolitisk musketéred mellem landene.
At systemet vægrer sig, er et tegn på, at der endnu ikke er grænseoverskridende overførsler, heller ikke ved evt. eftergivelse af den græske gæld, selvom netop det er påstanden.
Et fælles skattesystem til at hindre skatteunddragelse ville være mere end ønskeligt ud fra flere andre synsvinkler. Men hvis en fælles udgifts- og skattepolitik blev gennemført, ville det ikke være det EU, vi kender.
Man kan fra en anden vinkel undre sig over EU-politikernes, ikke mindst det officielle Tysklands, holdning. At ødelægge Grækenland, drive det længere og længere ud over kanten, er vel ikke noget, der just gavner det tyske erhvervsliv.
Eller måske er det blot en anden version af klassekamp-fra-oven. Som sagt ligger der en kraftig støtte til storbankerne i det nuværende EUropæiske projekt.
Karen Helveg Petersen er redaktør af tidsskriftet Det Ny Clarté og medlem af Modkraft-sektionen Politisk økonomi.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96