COP19 var så stor en farce, at en række civilsamfundsgrupper udvandrede fra forhandlingerne. Det må være et signal til handling.
Forventningerne var på nulpunktet allerede fra starten af COP19, den 19. konference for parterne i FN's rammekonvention om klimaforandringer (UNFCCC), som blev afviklet i Warszawa, Polen, fra den 11. til den 23. november. På baggrund af de foregående topmøder – fra København i 2009 til nu – var tegnene ikke opmuntrende. I stedet for at bevæge sig fremad er forhandlingerne gået baglæns og har endda opløst den svage klimaregulering, der fandtes.
Man er gået fra »forpligtelser« til »løfter« om reducerede udledninger, Kyotoprotokollen opblødes og begrænses mere og mere, og ved COP19 har lande med store historiske udledninger som Japan erklæret, at de i stedet for at reducere deres udledninger med 25 procent vil øge dem med 3 procent frem til 2020 i forhold til deres CO2-udledninger i 1990. Listen af rige lande, der har trukket sig ud af Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode omfatter nu Canada, Australien, Rusland og Kina.
Kløften vokser mellem, på den ene side, hvad videnskaben og naturen fortæller os med gentagne og stadigt voldsomme uvejr, tørker og vejrfænomener uden for sæsonen, og på den anden side regeringernes ambitioner, forpligtelser og tiltag under UNFCCC. Den seneste og langt stærkeste tyfon, som har ramt Filippinerne, er endnu en budbringer. Som den filippinske klimachefforhandler, Lucille Sering, udtrykte det, »er det nok Filippinerne i år, men det kan blive dit land næste gang«.
Allerede flere uger inden forhandlingerne startede, kaldte civilsamfundsgrupper COP19 for »Kapitalens COP« (»Corporate COP«). Værtslandet fandt det hverken mærkeligt eller usmageligt at afholde den Internationale Kulkonference i et nærliggende konferencecenter i samme periode som klimaforhandlingerne. Kul er en af hovedårsagerne til de drivhusgasser, som forårsager klimaforandringer, og uanset hvor meget spin man laver om at kunne producere »clean coal«, så forbliver kul kul – det bliver aldrig rent.
Læs artiklen »Klimamøde i erhvervstoppens skygge« hos Modkraft
Det var meningen, af finansieringen skulle stå i centrum for denne COP, men der kom ingen reelle forpligtelser til at garantere de 100 milliarder dollar, som var blevet lovet af de udviklede lande. Disse gentog oven i købet, at beløbet ville være inklusive bidrag fra de spekulationsorienterede CO2-markeder og den private sektor. Man havde talt om en »Tab og skader«-mekanisme til at kompensere udviklingslande ramt af klimaforandringer, men også på det punkt er det endelige resultat svagt.
Målet må være at få de årlige globale udledninger ned på en mængde svarende til 38 gigaton CO2 i 2020 for komme ind på en sti, der gør det muligt at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Med UNFCCC-forhandlingerne får vi udledninger svarende til 57 gigaton CO2 i 2020, kun 1 gigaton mindre end uden nogen tiltag.
Den nye aftale, som man taler om skal gennemføres i 2020, bliver meget svag, hvis den baseres på frivillige løfter, sådan som USA ønsker det. Så bliver det for sent, når vi allerede er på en sti mod 4 grader eller mere. Forskere siger, at de globale udledninger skal toppe i 2014, men foreløbig ved ingen, hvordan eller hvornår de vil toppe.
Vi befinder os i en klimanødsituation, og derfor må alle lande have bindende forpligtelser, hvor man anvender princippet om "fælles, men differentieret ansvar". USA, Europa, Japan, Canada, Rusland og andre historiske udledere må påtage sig reduktioner på 50 procent frem til 2020, og vækstøkonomier som Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika må også sætte årstal på, hvornår de topper, for at nå målet om 38 gigaton CO2-ækvivalent i 2020.
Udviklingslandene må følge en anden udviklingsvej end de historiske udledere, det vil sige fordele energiforbruget retfærdigt og undgå overforbrug og spild. Retten til udvikling kan ikke bruges til at forurene miljøet og berige eliter, mens resten af os oversvømmes af fattigdom og snavs.
COP19 var så stor en farce, at en række civilsamfundsgrupper udvandrede fra forhandlingerne. Der kunne ikke gøres noget af betydning inden for topmødets rammer, og det ville være uholdbart at blive ved med at legitimere en kurs, som gavner de store selskabers interesser på bekostning af en brændt klode.
Læs udtalelsen fra de udvandrende NGO'er: »Enough is Enough«
Udvandringen fra COP19 må være et signal til handling. De nationale og globale klimapolitikker bliver ikke lagt om, før stærke sociale bevægelser tager fat på kampen for retfærdighed – økonomisk, politisk og miljømæssigt, på tværs af lande og kontinenter. Kampen må handle om konkrete mål som f.eks. at
For at imødegå klimaforandringerne er det nødvendigt, at vi kæder to slags initiativer sammen: reformlovgivning og civil ulydighed, sultestrejker og nationale høringer, massive protester og kreative individuelle handlinger, forbrugeraktioner og boykotter, besættelse af banker og vejblokader, politisk pression og udbredelse af gode eksempler. Vi må ikke forspilde energi i sekteriske skænderier. Det gælder om altid at prøve at gå videre fra det oprindelige mål, at fremme bredere og stærkere former for organisering og mobiliseringer af arbejdere, bønder, oprindelige folk, kvinder, unge, trossamfund, migranter, intellektuelle, kunstnere, menneskerettighedsaktivister.
Vanviddet i klimatopmøderne og kapitalinteresserne bag dem kan kun stoppes gennem folkemagt.
Focus on the Global South er en international NGO med hovedkontor i Thailand.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96