Annonce

Hackersag
22. oktober 2013 - 14:35

Efter frifindelse i Byretten: »Det antifascistiske researcharbejde fortsætter«

Vi vil fortsat indsamle og offentligørre oplysninger om den yderste højrefløj, siger venstrefløjsaktivister, som tirsdag i Københavns Byret blev frikendt for hacking, men dømt betinget fængsel for besiddelse af personfølsomme oplysninger.

Tre personer med tilknytning til venstrefløjsgrupperne Antifascistisk Aktion og researchkollektivet Redox blev tirsdag i Københavns Byret idømt betingede fængselsstraffe på 60 dage for via en computerserver at have haft adgang til og dermed være i besiddelse af private oplysninger om mellem otte og 10 højreekstremister.

Én person fra samme personkreds blev desuden idømt betinget fængsel i fem måneder, da han ifølge retten var medvirkende til et voldeligt overfald på tre højreekstremister på Nørreport Bodega tilbage i oktober 2009.

Tre personer i sagen – der af pressen er blevet døbt både 'hackersagen', 'Redox-sagen' og 'spionagesagen' – blev frikendt for alle anklager.

Desuden blev samtlige syv personer der var på anklagebænken fuldstændigt frikendt for anklagemyndighedens oprindelige påstand om hackning af op mod 6.000 personer fra den yderste højrefløj.

Læs artiklen »Hackersag faldet på gulvet i retten med et brag« hos TV2.

Læs pressemeddelelse fra Københavns Byret her: »Dom i sag mod syv personer med tiltale for hacking samt grov vold«.

Fra terror til frifindelse

Sagen mod de syv erklærede antifascister startede i foråret 2010, men er siden skrumpet betydeligt. 

Politiets Efterretningstjeneste (PET) rejste i første omgang sigtelse for overtrædelse af den milde terrorparagraf i straffeloven og to af de tiltalte sad som følge heraf varetægtsfængslet i sagen.

Men da Statsadvokaten i april 2013 var klar med et anklageskrift, så var terroranklagen droppet til fordel for en påstand om omfattende hackning samt vold og hærværk.

Læs artiklen »Antifascister slipper for terrortiltale« hos Modkraft.

Da sagen startede i september erkendte enkelte af de anklagede, at de har haft adgang til en computerserver i Fredericia, som angiveligt indholdt oplysninger om omkring 2.000 personer og organisationer på den yderste højrefløj.

Da anklagemyndigheden under selve retssagen hverken har kunnet dokumentere, at der rent faktisk har fundet hacking sted eller at de tiltalte har deltaget i hærværk eller udøvet vold, så blev de fire dømte alene taget til indtægt for det, de selv havde indrømmet.

Læs artiklen »Forsvarere i spionagesag: Dommen var korrekt« hos Politiken.

Aktivister: Vi fortsætter

Venstrefløjsaktivisterne har indsamlet oplysninger om højrefløjen for at bruge dem i forbindelse med researchgruppen Redox' journalistiske arbejde med at skrive artikler og raporter. 

Desuden er oplysningerne løbende blevet formidlet til de danske medier.

I en pressemeddelelse sendt til Modkraft skriver venstrefløjsaktivisterne, at de vil fortsætte deres indsamling og formidling af oplysninger om aktiviteter på den yderste højrefløj, da de mener, at det kan være med til at forhindre fascistisk terror.

Det antifascistiske researcharbejde fortsætter, blandt andet i samarbejde med den etablerede presse. Det ville være forkert, både af os og resten af samfundet, at vente med at tage den militante højrefløj alvorligt, til at den når at vokse sig stærk, skriver aktivisterne.

Besøg Redox' hjemmeside her.

Læs hele pressemeddelelsen fra de tiltalte i hackersagen:

Der er i dag afsagt dom i PET-sagen imod syv danske antifascister, ca. 3½ år efter sagens start.

Den voldelige fascisme hører ikke fortiden til.

I mange europæiske lande har fascistiske bevægelser vind i sejlene. Senest har græske Gyldent Daggry fået en del medieopmærksomhed, efter det politiske mord på en græsk venstreorienteret 18. september i år. Herhjemme forbereder Danskernes Parti, som i øvrigt åbent støtter Gyldent Daggry, den største nazistiske valgindsats i Danmark siden Anden Verdenskrig.

Historien viser hvor vigtigt det er at afdække den fascistiske trussel mod demokratiet, fagbevægelsen, de etablerede partier og forskellige minoritetsgrupper.

I flæng kan man nævne eksempler så som Breiviks massakre på Utøya (2011), den tyske nazicelle NSU's talrige mord, bombeanslag og bankrøverier (1998-2011) og brevbomben imod Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade på Nørrebro (1992). Vi, de syv tidligere tiltalte, har bidraget på forskelligt niveau til at dokumentere fascistiske aktiviteter i Danmark.

Dette projekt har i høj grad været retssagens centrum.

Vi er blevet frifundet i alle forhold der indbefattede en mistanke om vold, på nær et enkelt, hvor én blev dømt for at være tilstede ved et slagsmål mellem nazister og antiracister, uden dog selv at begå vold. Det antifascistiske researcharbejde indebærer ikke vold og har aldrig gjort det. Muligheden for at anke denne dom vil nu blive overvejet, i samråd med advokaterne.

Ingen blev dømt for hacking.

Allerede på retsagens første dag vedkendte de fire tiltalte i hackingforholdet, at have benyttet materiale til rapporter og bøger, som man godt vidste var fremskaffet ved hjælp af hacking. Det blev dog også gjort klart, at dette kun var tilfældet med en meget lille del af vores materiale, hvilket byretten nu har givet os ret i. De fire tiltalte i forholdet blev dømt for besiddelse af hackede oplysninger vedr. otte personer. Et tal, der er milevidt fra anklageskriftets oprindelige 6.000 personer og foreninger.

Det antifascistiske researcharbejde fortsætter, bl.a. i samarbejde med den etablerede presse. Det ville være forkert, både af os og resten af samfundet, at vente med at tage den militante højrefløj alvorligt, til at den når at vokse sig stærk. Den menneskelige pris er for høj.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce