Krigen i Syrien ser ud til at skulle afgøres af stormagtspillet mellem Syrien, Saudiarabien, Rusland og Iran – med USA og Europa på sidelinjen – ikke den syriske befolkning selv.
Fredsforhandlingerne i Geneve om borgerkrigen i Syrien, der endelig fredag den 29. Januar er gået i gang, skulle oprindelig være startet mandag den 25. januar 2016, men de blev på grund af tyrkiske og saudiske protester mod syriske kurders deltagelse udskudt.
Tyrkiet og Saudiarabiens vellykkede protester vidner om, at forhandlingerne ikke kun handler om at finde en holdbar fredsløsning i Syrien og en stabilisering af regionen, men også om de eksterne aktørers prioritering af nationale interesser og magtpositioneringer.
I modsætning til USA og EU har Tyrkiet, Iran, Saudiarabien og Rusland på hver deres vis bidraget til eskalering af borgerkrigen i Syrien. Og det er i høj grad dem, der sætter dagsorden for hvad skulle kriterierne for forhandlingerne i Geneve.
Borgerkrigen i Syrien startede oprindelig som en folkelig, indenrigspolitisk politisk opstand mod Al Assad-regimet i 2011.
Men i den langvarige borgerkrig har den udenlandske støtte til de konkurrerende parter i borgerkrigen omdannet landet til en arena for magtspillet i regionen.
Alt tyder på, at krigen vil vare længe endnu - indtil de nævnte staters ønsker og interesser blive opfyldt. Men de modstridende interesser vil gøre det svært at finde en fælles løsning, der kan tilfredsstille alle aktører.
Saudiarabien støtter både den syriske opposition og andre islamiske grupperinger i Syrien, men landet også at være også hovedsponsor for Islamisk Stats (ISIS) aktiviteter i Irak og Syrien.
Det samme gælder for Tyrkiet, som officielt deltager i bekæmpelsen af ISIS, men gør det på meget passiv vis. Der har i international presse være flere beretninger fremme om, at Tyrkiet aktivt støtter ISIS , blandt andet gennem opkøb af olie fra ISIS-kontrollerede områder i Syrien.
En af hindringerne for fred i Syrien og bekæmpelse af ISIS er Tyrkiets og Saudi Arabiens modstand mod de syriske kurders deltagelse i forhandlinger.
De kurdiske styrker i den sekulære milits, Democratic Union Party (PYD), har ellers været nogle af de mest effektive landstropper, der på det seneste har generobret mange landområder fra ISIS.
Iran og Rusland støtter derimod Al Assad-regimet – Rusland med bombninger og Iran med militær tilstedeværelse. Det sker med afsæt i både fælles, men også forskellige interesser.
Irans støtte til Al-Assad regimet kan bl.a. forklares ud fra præstestyrets drøm om at placere sig som den dominerende regionale stormagt. Iran har strategisk allieret sig med Assad-styret helt tilbage fra starten af 1980’erne i et forsøg på etablering af en shiitisk akse mellem Iran, Irak, Syrien og Hizbollah i Libanon.
Ruslands støtte til regimet skal forstås som led i landets forsøg på genetabling af sig selv som verdensstormagt og modpol til både EU og USA. Syrien som den eneste allierede, som Rusland har tilbage i regionen.
Fælles for Iran og Ruslands støtte til Al Assad-regimet er ønsket om at danne en fælles front mod USA og Vesten i regionen.
De udenlandske interventioner i den syriske borgerkrig vidner om en svækket amerikansk og europæisk mellemøstpolitik.
Allerede ved udbruddet af borgerkrigen i Syrien i 2011 kunne man konstatere, at USA og EU var meget tilbageholdende med forsøg på at finde løsninger, der kunne bringe krigen til ende. De lod passivt krigen udvikle sig – et tegn på stormagternes manglende handlekraft.
Men nu, hvor krigen har resulteret i omfattende ødelæggelser, masseflugt og fordrivelser søger USA og EU desperat efter løsninger – ikke kun på grund af situationen i regionen, men også fordi mange flygtninge er søgt mod Europa og har presset det europæiske asyl- og integrationssystem.
Den seneste tids begivenheder tyder på, at EU har givet efter for Tyrkiets krav.
Tyrkiet huser lige nu omkring to millioner syriskes flygtninge. Den situation bruger landet til at afpresse EU.
EU har bevidst lukket øjnene for Tyrkiets indenrigspolitiske forhold, herunder den tyrkiske regerings militære nedslagtning af landets egne borgere i de kurdiske områder. Det forholder sig også passivt til Tyrkiets støtte til ISIS samt landets blokering for reelle fredsforhandlinger i Syrien.
Desværre tyder udviklingen på, at det er krigens eksterne sponsorer – på begge sider af borgerkrigen – der kommer til at bestemme fremtiden for Syrien; ikke den syriske befolkning selv.
Allan Hassaniyan er kandidat i globale studier, politik og administration fra Roskilde Universitetscenter
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96