Drenge græder ikke i dansk teaterudgave

Teaterstykket Boys don’t cry er en scenisk udgave af filmen af samme navn.

Filmen bygger på den virkelige historie om den unge Brandon i USA. Biologisk set er han kvinde, men han identificerer sig som mand og lever således som transkønnet.

På grund af småkriminalitet med biltyverier og checkfalsknerier forlader han hjembyen, Lincoln. For en tid slår sig han ned i anden lille by, Falls City, Nebraska.

Her får han forbavsende hurtigt venner og bliver forelsket i den unge kvinde, Lana. Hun elsker ham, som han er. Først som en anderledes mand, end hun er vant til, omsorgsfuld og sød. Både i og udenfor sengen. Siden med viden om, at han har en kvindekrop.

De mandlige venner føler sig til gengæld voldsomt truet og udfordret af Brandon. De føler sig berettiget til at voldtage Brandon. Siden slår de ham ihjel for, at han ikke kan vidne mod dem (i teaterstykket begås forbrydelserne af en »ven«).

Begivenhederne vakte (naturligvis) opsigt i medierne i USA og betød en tiltrængt opmærksomhed på hate crimes. 

Brandon blev dræbt i 1993 – 21 år gammel. Filmen kom i 1999.

Teaterstykket har i marts spillet kort på Det Kgl. Teater. Det spiller igen på Mungo Park i april.

Teateropsætning ligger sig tæt op af filmen

Teaterstykket følger stort set strukturen fra filmen. Der er et par tidsspring frem og tilbage, som jeg ikke umiddelbart husker filmen havde. Men under alle omstændigheder minder teaterstykket om filmen i stemning og iscenesættelse.

Et  hyperenergisk og velspillet ensemble på fem skuespillere hopper ud og ind i forskellige roller. Bortset fra kvinden, som spiller Brandon. Hun er stort set på hele tiden.

Filmen kom dog mere under huden på Brandon som person. Nærbilleder og klipning på film kan gøre meget for at centrere en person.

I aktion på scenen virker Brandon lidt utydelig og tilbagetrukket blandt de andre figurer. Han fremstår klarest, når han er sin egen fortæller og taler direkte til publikum.

At dække over noget

Stykket begynder med at gengive den yderst intimiderende afhøring af Brandon efter voldtægten. Den kan bedst karakteriseres som en tredje voldtægt (- den anden var den egentlige voldtægt; den første voldtægt er det voldsomme overgreb, da »vennerne« forinden tvinger Brandon til at trække bukserne ned og vise sit køn.)

Det betyder, at Brandon fra starten ekspneres som en person, der både er offer og ikke den person, han giver sig ud for at være. 

Det havde måske tjent historien om at være transkønnet bedre, hvis forestillingen havde startet med en Brandon i fuld power som mand.

Teaterstykket kommer fra starten til at reproducere retssystemets intimiderende iver efter at fokusere på Brandon som værende (biologisk) kvinde.

I City Falls følger vi Brandon hos sine nye venner. Han strammer brysterne ind. I buksen har han en sok og siden hen en »packer« for at passere som biologisk mand.

På et tidspunkt får han menstruation, ganske ubelejligt. Vi ser ham stikke en tampon op. At Brandon er biologisk kvinde er hermed cementeret for publikum.

Brandon er indkaldt til retten i Lincoln for småkriminalitet og har på et tidspunkt hugget penge fra sin bedste ven. Et stykke af vejen skjuler han sin kriminelle fortid for sine nye venner.

Transkønnetheden og småkriminaliteten synes at virke gensidigt forstærkende for skabelsen af hans identitet som »undercover«. Ikke videre sundt, men ikke desto mindre så blomstrer Brandon i Falls City – velsagtens for første gang i sit liv.

Den mandlige kønsrolle i den heteronormative verdensorden

Som historien om Brandon er vinklet og struktureret, oplever jeg, at dens hovedfokus bliver den mandlige kønsrolle og en kritik af den - snarere end på Brandons person og transkønnethed.

Hans gode ven fra Lincoln pointere, at det nok er lidt tricky for Brandon (som transkønnet) at slå sig ned i et white trash-miljø.

Ufrivilligt eller frivilligt (eller blot i min fortolkning) leder historien opmærksomheden hen på, at Brandon synes tiltrukket af et white trash-machomiljø, fordi maskuliniteten er så rendyrket rå, at han føler sin egen identitet som mand bekræftet.

Mændene benytter sig af en slags maskulin dominans for at hævde sig.  Overfor hinanden, overfor kvinder.

Den maskulinitet er ikke indlejret i krop og sind på samme måde i Brandon. Opvokset som biologisk pige har han en anden historik i sin socialisering.

Men Brandon falder til her. Han balancerer på en knivsæg for ikke at falde igennem, men bliver accepteret som en af deres - gutterne.

For mig at se fremstår Brandon selv som værende lidt rigid heteroseksuel i sin kønsopfattelse. Han kalder sin bøsseven for en tøs og stjæler penge for at købe gaver til sine kærester.

Jeg ved ikke, hvordan Brandon var i virkeligheden. Som skildret i filmen og i teaterstykket udfordrer han ikke den maskuline dominans som mentalitet. Han omgår den delvis ved at være sødere mod kvinderne, end mændene i øvrigt er.

Men han har alligevel fundet sin plads i den. Af nød, af lyst? Måske af begge dele.

Titlen, Boy don’t cry, er yderst velvalgt. Mange steder i verden, og vel især i dette miljø, må mænd ikke udvise svaghed, og man indrømmer aldrig, hvis man er offer for noget.

Det er også Brandons overlevelsesstrategi. Indtil voldtægten. Her bryder hans identitet som mand sammen på mange måder. Voldtægten er ikke »kun« seksuel.

Det vist ikke er pointen med queertankegangen, -  at mime heteronormative mønstre, når man nu kan performe køn anderledes og bryde kønsstereotyp gentagelse(stvang). Og hvor transkønnede i kraft af deres vilkår kan gå forrest.

Men Brandon er jo ikke sat på jorden for at yde queer-tankegang retfærdighed.

Som i virkelighedens historie om Brandon håndhæves den heteroseksuelle kønsdiktomi fortsat i teaterforestillingen. Den omstyrtes ikke.

Blot har en biologisk kvinde fået adgang til den mandlige position i denne verdensorden (– og det er grelt nok, som det viser det sig, med katastrofale konsekvenser i form af voldtægt og drab).

Historien følger som sagt virkeligheden, men jeg synes, at teaterstykket dyrker afsløringen af Brandons biologiske køn. Det er fremdriften i iscenesættelsen. Som om den nyder at rive masken af Brandon, som politimanden tydeligvis gør under afhøringen af Brandon.

Forestillingen reproducerer en spektangulær vinkel, som den samtidig tilsyneladende forsøger at gøre op med.

Penetration overvinder krænkelse og fastholder kønsdiktomi

To samlejescener fungerer som bærende søjler for fortællingen om Brandons stigning og fald som mand: elskoven med Lana og senere den nye »ven«, Johns, voldtægt af  Brandon.

Den første gør Brandon til mand som en fantastisk elsker, der forstår at tilfredsstille sin kæreste.

Jeg har lidt svært ved at følge, hvorledes Lana ikke opdager, at der er en »packer« eller dildo, men her har man virkeligheden at holde sig til. Formentligt var det sådan.

Den anden penetration sønderriver Brandons kvindeskød, og viser den mandlige penetrations negation – voldtægten. 

Begge scener viser heteroseksuel seksualitet som en urkonstruktion: manden (eller ham, som er positioneret som mand) penetrerer kvinden. Først på lykkelig vis. Dernæst på tragisk.

I centrum har teaterforestillingen dermed en næsten obligatorisk begivenhed i traditionel mainstream-fiktion: en mand (Brandons nye ven) begår seksuelt overgreb på en kvinde (Brandon).

Forløsning eller demaskering

Overordnet anskuet tematiserer Boys don’t cry maskulin dominans med sin fastlåste heteroseksuelle diktomoni. Den påpeger diktomiens svagheder, men bryder ikke for alvor med dem.

Den viser, at mandens position trods alt har noget magt, et vist råderum at agerer ud fra, men kvindens position er passiv og i nogen grad afmægtig.

Som jeg husker filmversionen af Boys don’t cry, så insinuerede den, at Brandon som barn (måske) havde været udsat for incest. Det viser sig at være et faktum for virkelighedens Brandon.

Måske resulterede det i »at dække over noget« blev en inkorporeret del af Brandons væren, hvor småkriminaliteten blot var en lille ting.

Måske var det derfor, at det hårde mandemiljø tiltrak ham, fordi han her i høj grad kunne identificere sig med den subjektposition, som sexmisbrugeren havde haft overfor ham.

Derved kunne Brandon overtegne, udviske og komme overens med den magtesløshed, han må have oplevet som pige. Dog i en konstruktiv udgave.

Det kan virke absurd, at Lana og Brandon har sex sammen, efter han er blevet voldtaget. Men scenen fremstår som stykkets forløsning. Meget rørende.

Lana vil se og røre Brandons krop. I dette seksuelle møde med Lana, viser Brandon hvem han er, en transmand, uden at dække over noget.

Samtidig kan scenen også opfattes som udtryk for, at det omsider er lykkedes den heteronormative verdensorden at stoppe kønsmaskeraden, som den opfatter Brandon og transkønnethed som eksempel på. Brandon er demaskeret og fremstår som kvinde.

Eventministeriet/Det kongelige teater og Mungo Park: Boys don’t cry

Instruktør: Anders Lundorph

Har spillet på Det Kgl. Teater. Spiller igen på Mungo Park i Allerød den 14-16. april.

Læs om virkelighedens Brandon på hjemmesiden triviavoces.com (engelsk)