Identitetsdannelse er det modsatte af overfladiske livsstile. Uddrag af Peter Schultz Jørgensens bog: »New York og kampen for byen«.
De er trodsige. Beboerne på trappen i Albee Square har modtaget et brev.
Hvad der står i det, er de ikke sikre på. De kan kun læse spansk, og de kender i øvrigt ikke rigtigt deres rettigheder.
Budskabet fra Department of Housing, Preservation & Development er ellers kort. Når flyttebilerne kommer i morgen tidlig, skal de være klar til at forlade deres bolig.
Det vil ikke være noget usædvanligt syn i Downtown Brooklyn, hvor mange andre også er sat på gaden, selvom de har boet her i årevis.
»Vi vil lave blokade i morgen«.
Wanda Imasuen fra ‘Families United for Racial and Economic Equality’ (FUREE) har organiseret folk fra lokalsamfundet. De vil forhindre, at familierne bliver sat ud.
Da HPD eksproprierede ejendommene til nedrivning, var de forpligtede til at skaffe beboerne en passende lejlighed. I stedet er de henvist til et af de hårde kvarterer i Brownsville længere ude i Brooklyn eller helt til Bonx.
»The city is a slumlord. – De har bedt om nøglen uden at give et formelt varsel«.
Wanda peger samtidig op mod flere nye tårne med mange tomme boliger, som er lavet til nogle helt andre newyorkere end dem, der bor her i Albee Square.
FUREE kæmper for at holde sammen på stumperne i de communities i Downtown Brooklyn, som er under hårdt pres.
For at sætte tryk på byomdannelsen har bystyret og developere angrebet identiteten i gaderne omkring livsnerven Fulton Mall, der i årtier har været en handelsgade for farvede communities i Brooklyn.
Blokken skal rives ned for at give plads til en p-kælder med den nye Willoughby Square Park ovenpå. På developersprog bliver den kaldt Bryant Park of Brooklyn.
Parken bliver omkranset af hoteller, butikscentre samt tårne med ejerlejligheder og kontorer. Turen er kommet til Downtown Brooklyn, der ligger bekvemt tæt på Manhattan. Det nye tilnavn DoBro er et varsel.
En global glat og homogen elitær identitet trænger ind. Et brudfyldt identitetsclash er i gang.
»Opdag den nyeste perle i Downtown Brooklyns fremspirende nabolag: det stilfulde Sheraton Brooklyn New York. […] Vi ligger i et unikt kvarter med kunstgallerier og gode restauranter og bekvemt i forhold til de store lufthavne. Vi er blot 1,5 miles fra Manhattan og har få minutter til Wall Street, Chinatown, SoHo, Times Square og Little Italy«.
Sådan præsenterer Sheraton New York sine fire stjerner, hilser de nye tårne og byder velkommen til den verden, de har bragt med sig. Ikke et ord om gaderne nedenfor.
Ved at sænke blikket fra Manhattans skyline og ned i byen under, dukker et væv af andre identiteter, sociale klasser og kulturer op, som længe har haft hjemme i kvarteret omkring Sheraton.
Abolitionist Place står der på et gult skilt i vinduet i et rødt rækkehus lige over for Sheraton.
Duffield Street 227 er et monument i afroamerikanernes historie om kamp for frihed. Alligevel var huset ved at ende som brokker og brædder for at give plads til det nye. Efter en hårdnakket insisteren fra communitiet endte det dog med, at det blev bevaret.
I 1800-tallet kæmpede abolitionistbevægelsen for ophævelsen af slavehandel. Over 100.000 slaver flygtede og blev hjulpet væk fra markerne i Sydstaterne. De var et bytte for slavejægerne, der hævede en dusør for hver slave, de afleverede.
På flugtruterne – underground railroads – til Nordstaterne eller til Canada var der tilholdssteder, hvor de kunne få ly.
Det lille hus i Duffield Street var en af stationerne. Det var et helle for en stund, inden de fra kælderen, usete, kunne krybe gennem en tunnel videre mod friheden.
Der var flere af denne type steder i Brooklyn. Et af dem var Plymouth Church i Orange Street, som blev kaldt Grand Central Depot.
Harriet Tubman (1822-1913) var en af de stærke kvinder i bevægelsen. Hun havde selv været slave, men flygtede og blev organisator af flugtruter. Hun bar våben og var i øvrigt den første kvinde i borgerkrigen, der havde ansvaret for en militær operation.
Harriet Tubman var senere aktiv i New Yorks sufragettebevægelse og var medstifter af the National Association of Colored Women (NACW) i 1896.
Huset i Duffield Street blev også et skjulested for kvindeaktivister af alle farver, der var forfulgt af myndighederne.
Gaden har fået det alternative gadenavn Abolitionist Place. Fulton Street fik i 2005 også navnet Harriet Ross Avenue.
På et murmaleri When Women Persue Justice i Bedford-Steuvesant er Harriet Tubman portrætteret sammen med andre kvinder, der har haft betydning for kvindernes placering i samfundet, ikke mindst de sorte.
Hun var en af byens progressive kæmper, der pegede på et paradoks, da hun om sin indsats sagde: »Jeg befriede tusinder af slaver. Jeg kunne have befriet tusinde mere, hvis de bare vidste, de var slaver«.
Willoughby Street er en parallelgade til Fullton Mall, hvor FUREE holder til. Alle er i sving. Under skiltet Be Green – Help The Earth Live hænger en opslagstavle, hvor der står, hvad Valery, Wanda, Cynthia og Zakia skal lave i dag den 6. juni.
Ved siden af hænger en løbeseddel: Take Back our Community Meeting! Furee organiserer overvejende farvede kvinder fra familier med lav indkomst.
Det er påfaldende, hvor mange kvinder der er aktive i byens community-organisationer. Valery Jean er en af dem. Hun er leder af FUREE:
»Det går nok tilbage til borgerrettighedsbevægelsen, hvor kvinder var den usynlige styrke, der mest var i baggrunden. De lavede til gengæld meget groundwork, door knocking, strategisk planlægning m.v. Dem, der var talsmænd og synlige, var mænd. Det spiller også ind, at USA er et meget patriarkalsk land. Både i den måde den politiske struktur fungerer og i forhold til værdsættelse af arbejde. Kontorarbejde er mere værd end pasning af børn, som jo typisk blev udført af kvinder. Vi organiserer primært kvinder, fordi de er de mest udsatte. Vi har en fælles forståelse for, at det er dem, der står frem i kampen og indgår i community-arbejdet. De mænd, vi har med, holder sig lidt i baggrunden«.
FUREE blev dannet i 2001 af 15 kvinder, der ville kæmpe for lighed i forhold til race, køn og økonomi.
Valery Jean er vokset op i kvarteret og gik i high school på den anden side af gaden.
En af frontlinjerne mellem rige og fattige i New York går gennem Downtown Brooklyn.
»Jeg kender kvarteret og har set forandringerne. Jeg har bidt mærke i en vedholdenhed blandt folk, som har boet her i ti, tredive eller halvtreds år, og som ønsker at opretholde bydelens identitet på trods af den hårdhændede byfornyelse, der presser lejepriserne op og ændrer kulturen. Gentrifiers bliver opmuntret til at komme her for at shoppe, arbejde og bosætte sig. De oprindelige beboere og små virksomheder bliver presset ud. Byen har været mere aggressiv og ageret mindre transparent her end andre steder. Vi kæmper for at kunne leve vores liv uden indblanding og leve, som vi vil, og være dem vi gerne vil være, på betingelser som vi selv har skabt. De vilkår, vi har nu, kommer udefra. Derfor sætter vi os til modværge. Ved aktionen i morgen i Albee Square kan vi blive arresterede. Men hvis vi ikke markerer os, kan vi ikke forvente at få det, som er fair. It has to be done! We are not afraid, Peter«.
Fulton Mall strækker sig over otte blokke fra Adams Street ved Brooklyn Borough Hall i vest til Flatbush Avenue i øst.
Gaden er også et knudepunkt for kollektiv trafik med Long Island Railroad og de 13 røde, grønne, blå, gule, orange og lysegrønne subwaylinjer.
Handelen kom til gaden i begyndelsen af 1800-tallet. Fulton Street lå tæt på færgerne til og fra Manhattan.
Da Brooklyn Bridge og Manhattan Bridge var bygget, blev placeringen ved brohovederne endnu bedre. Stormagasiner, teatre og restauranter gav liv i gaden under højbanen, der blev revet ned i 1940, for at skabe et bedre miljø. Fulton Street var et af byens førende handelsstrøg, især for Brooklyns middelklasse.
Men så ændrede gaden karakter. Fra 1950 til 1969 skrumpede den hvide andel af Brooklyns befolkning fra 90 procent til 60 procent. Den hvide middelklasse sivede ud af byen til de nye forstæder og shoppingcentre.
Denne udvikling fortsatte i 1970’erne, hvor lukningen af Brooklyn Navy Yard og afviklingen af andre industrier samt havnefunktioner var et stort tab af arbejdspladser.
De centrale dele af New York blev udtyndet og forfaldt på grund af krise, arbejdsløshed, kriminalitet, manglende investeringer og tilbagetrækning af offentlig service.
Andre sociale grupper, der nu kunne betale de lavere priser, flyttede til det udtørrede center, som eliten og middelklassen havde opgivet.
Fulton Mall blev dog ved med at være en livlig handelsgade. Nu for de farvede bydele i et Brooklyn, der havde fået den største koncentration af afroamerikanere i USA. De var mindre velstående, mindre hvide og havde ikke tætte forbindelser til magtens kanaler.
Brooklyn havde ikke længere en høj status på rådhuset. I The Plan for New York City fra 1969, som var den sidste byplan for hele byen, blev situationen beskrevet:
»Spredningen af slummen i det centrale Brooklyn, som er en af de største og værste ghettoer i landet, kalder på omfattende programmer, som er i stand til at hamle op med de bedrøvelige forhold, som har ført til civil uro og modløshed blandt beboerne«.
Fulton Mall blev nedgjort.
Flere forsøg på at lokke middelklassekunderne tilbage blev sat i værk. Gaden fik nyt inventar, vagter og et miljø med stemninger som indkøbscentrene i forstæderne, hvor de efterstræbte kunder kunne føle sig trygge og hjemme.
Som noget særligt i byen blev Fulton Mall i 1980’erne også delvist omlagt til gågade.
Lige meget hjalp det. Fulton Mall blev ved med at være domineret af afroamerikanere, folk fra Caribien og latinoer. De kom til fra hele byen, nogle endog fra New Jersey og Westchester County.
Byportene, der var sat op i hver ende af gaden, blev for den hvide middelklasse markører af, at her stoppede deres verden. For de farvede var de en invitation til deres gade.
I kvartererne rundt om gaden var ændringerne i gang. Middelklassen begyndte at sive tilbage til byen i 1980’erne.
Først til Manhattan. Siden til Brooklyn, hvor Park Slope, Carroll Garden, Cobble Hill, Boerum Hill, Prospect Heights og Fort Greene var billige alternativer til Manhattan.
Gentrifriceringen sprang fra kvarter til kvarter, hvor især de karakteristiske brownstones har været populære. Fulton Mall kom til at ligge som en ø omkranset af kvarterer, der var taget tilbage, overvejende af den hvide middelklasse.
Fulton Mall har med 100.000 besøgende dagligt den tredje højeste omsætning pr. m2 i nogen gade i New York. Lejeprisen var tilsvarende høj. Men kunderne var stadig ‘de forkerte’. Det var en shoppingdestination for afroamerikanere og andre farvede.
I 2006 var det stadig kun hver tiende, der handlede i gaden, som kom fra kvartererne omkring, mens fire ud af fem kom fra farvede bydele længere ude i Brooklyn.
For disse meget forskellige communities opfyldte Fulton Mall en mangfoldighed af behov, fordi den var tilpasset deres kultur, etnicitet og pengepunge.
En gades karakter er ikke givet på forhånd. Fulton Malls sjæl blev skabt af et kompleks af identiteter, der er aflejret af folk fra forskellige communities i Brooklyn, som bragte noget med sig til det samme rum.
Igennem årtier har de brugt og skabt nogle fælles udvekslingszoner af fortove, gadehjørner, butikker og trappen ned til subwayen.
Identiteter er vævet ind i gaden via møder, tegn og fortællinger. En del ting kunne bedst købes her: parykker, smykker, plader og hjemmebrændte cd’er med hiphop, gospel samt taler af Malcolm X og Martin Luther King, solbriller, kasketter, bibler, sportssko, elektronik, selvudgivne bøger, shea butter m.v.
»And hit the Fulton Mall for the sneakers on my feet«, sang Beastie Boys også i nummeret: An Open Letter to NYC.
Identitet er ikke neutral i forhold til de miljøer, vi færdes i – vi bærer den med os og er bevidste om, at den skaber noget, der markant eller i små nuancer gør os fælles med nogle og skiller os ud fra andre.
Identitetens overflade kan også være et stempel. Afroamerikanere får ofte påtrykt det homogeniserende begreb ’sort identitet’, der alene relaterer sig til hudfarven, selvom de har forskellige sociale, kulturelle og geografiske baggrunde.
Identitetsmarkørerne kryber ind under huden. Sort hår har både været et symbol for afroamerikanere og et felt for stigmatisering.
Kunsthistorikeren Russell Ferguson skriver:
»In the complexity of this social code, hair functions as a key ‘ethnic signifier’ because, compared with bodily shape or facial features, it can be changed more easily by cultural practices such as straightening. Caught on the cusp between self and society, nature and culture, the malleability of hair makes it a sensitive area of expression«.
Hår kan sættes, klippes, formes og farves. Den oprindelige ‘etniske kulør’ kan bleges, og håret strækkes med brandsår og hovedpine til følge.
Mange sorte kvinder er under pres – jo lysere og mere glat hår desto bedre. Det koster tid samt penge til en hårindustri, der årligt omsætter for 9 mia. $.
Håret har spillet en rolle i kulturelle og politiske manifestationer. Dreadlocks og afrohår fulgte med Black Pride- og Black Power-radikaliseringen i 1960’erne. Det blev et symbol for egenværdi og frigørelse.
Gadens butikker med smertefrie parykker vidner om, at håret stadig er et legende felt, men også om, at det glatte hår er en mulighed for en assimileret eller en ironisk fremtræden. Begge dele er til salg.
Fulton Malls kommercielle profil minder om 125th street i Harlem og Fordham Road i Bronx, men stemningen er en anden. Et fællestræk for disse gader er, at de er mere end handelsgader.
Igennem årtier er der dannet sociale netværk og vaner. Der er mange håndtryk og hilsner. Folk kommer for at mødes og være sammen med andre, spise og ose.
A place where people shop in downtown Brooklyn
Where I can be found if you’re lookin
So when I come in the Mall, and then I start to roam
You wouldn’t think it’s a store, you would think it’s my home
Cause when I come in the place, then I hang up a sign
Reads ‘home sweet home’ – this house is mine.
Sådan udtrykte rapperen Biz Markie det i sin berømte Albee Square Mall. Minderne er, hvad der er tilbage. Albee Square Mall med masser af boder og småbutikker blev revet ned i 2008 for at give plads til det nye indkøbscenter - City Point.
Identiteter bliver til i interaktion med verden. De danner betydninger og materialiserer sig.
Stoffet er den kollektive erindring, stedernes miljøer, fantasier, symboler og traditioner. Ingredienserne bliver arrangeret og rearrangeret i den sociale, økonomiske og fysiske kontekst, der danner skillelinjer.
»... in general terms, who constructs collective identity, and for what, largely determines the symbolic content of this identity, and its meaning for those identifying with it or placing themselves outside of it«, skrev sociologen Manuel Castells.
Kampen om identitet handler derfor om både den symbolske og fysiske tilstedeværelse i byen, hvor forskellige værdier og interesser tørner sammen i et identitetsclash.
De nye indbyggere i kvartererne omkring gaden fandt den stadig tarvelig, utryg og fremmed, og de savner deres kædebutikker, en Frappuccino hos Starbuck eller en French Vanilla Cupcake hos Au Bon Pain.
Først og fremmest ser de frem til, at der kommer flere ligesom dem selv, så Fulton Mall igen bliver en gade med en shoppingidentitet, hvor de kan konsumere deres livsstil.
For som Sharon Zukin, der er professor i sociologi ved Brooklyn College og the Graduate Center, CUNY, skriver:
»Shopping is how we satisfy our need to socialize – to feel we are a part of public life […] shopping has come to define who we, as individuals are and what we, as a society want to become«.
Geografen Neil Smith beskriver et skifte i gentrificeringen. Fra at være båret af prisudviklingen på boligmarkedet bliver den et element i en bevidst bystrategi, der omfatter shoppingmiljøer, kontorer, cultural districts, havnefronter, universiteter og forskningscentre samt lov og orden i stor skala.
Han kalder det den revanchistiske by, fordi eliten på den måde tager de tabte byområder tilbage, som de selv havde forladt. Denne proces har fundet sted mange steder i New York – især under borgmester Bloomberg.
Neil Smith skriver:
»The rallying cry of the revanchist city might well be: Who lost the city? And on whom is revenge to be exacted?«.
Neil Smith var en vigtig stemme i New York, som desværre døde i september 2012.
Den revanchistiske genopdeling af byens sociale geografi sker ofte under slogans som Regionalt vækstcenter, Creative City eller World Class City.
Byen bliver defineret af den, der har magten til at producere rummet, designe det, og som også er i stand til at udelukke andre og reproducere og forny sin egen magt ved at skabe og omdefinere rummet og dets legitime anvendelse.
Og som Sharon Zukin skriver:
»Building a city depends on how people combine the traditional economic factors of land, labor, and capital. But it also depends on how they manipulate symbolic languages of exclusion and entitlement. The look and feel of cities reflect decisions about what – and who – should be visible and what should not, on concepts of order and disorder, and on uses of aesthetic power«.
Mens Chinatown i den anden ende af Manhattan Bridge indgår som et ‘gult’ etnisk kulturelt distrikt i byens branding, så anses Fulton Mall for at være en lomme med en ‘sort og brun identitet’, som står i vejen for den sidste omdannelse af et mere velstillet og ‘hvidt’ Downtown Brooklyn.
Bystyrets strategi er derfor at ændre gadens identitet for at fremme en udskiftning af butikker, kunder og beboere.
Vest for Manhattan, på den anden side af Hudson River, ligger New Jersey, og øst for på den anden side af East River ligger Brooklyn.
I løbet af 1990’erne sivede mere end 20.000 jobs til New Jersey, hvor alt var billigere. New York Citys andel af arbejdspladser i regionen var faldende.
Alligevel var det svært at finde kontorflader på Manhattan, hvor lejen blev mere end fordoblet i tiåret.
De strategiske vækstområder var Lower Manhattan, Midtown, Manhattan West samt Long Island City i Queens. Downtown Brooklyn blev udset til at blive Lower Manhattans discountbaggård med Class A space without Class A rents.
Arbejdsdelingen betød, at der skulle være back office-funktioner som IT-afdelinger, produktudvikling, administration, sikkerhed, marketing, jura og andre aktiviteter uden repræsentation eller kundekontakt.
Metro Tech blev opført i Downtown Brooklyn af Forest City Ratner Company fra 1990 til 2004.
Strategien var både at revitalisere det gamle bycenter og at stoppe flugten af arbejdspladser til New Jersey, hvor de var begyndt at omtale sig selv som Wall Street West, med Goldman Sachs Tower som den enorme og tykke provokatør lige ud for Manhattans sydspids.
Det virkede ikke. Bystyret satte derfor en bredere aktion i gang via sine to magtfulde organer.
Department of City Planning (DCP) lægger rammer for byplaner, mens Economic Development Corporation (EDC) er et entreprenant organ med store muskler, penge og handlefrihed til at være en direkte operatør i byudviklingsprojekter.
Som lokal aktør blev Downtown Brooklyn Partnership (DBP) (10) sat i verden for at koordinere aktiviteterne, der var delt mellem tre Business Improvement Districts (BID).
Rezoningsplanen for Downtown Brooklyn blev vedtaget i 2004 og gav 22 blokke en ny skyline. Det gik hurtigt og forløb uden protester. Brooklyn Community Board 2 nåede end ikke at stemme, før det var for sent. Samtidig dumpede megaprojektet AtlanticYard ind ad bagdøren. Efter planen skulle der bygges kontorer til titusinder af ansatte og skabes ‘a world-class cultural hub’.
Men New Brooklyn tog delvist en anden retning, for det var boligbyggeriet, der eksploderede.
Condo-tårnene The Brooklyner med 51 etager samt Avalon Fort Greene, Oro i Gold Street m.v. viste fremtiden for Downtown Brooklyn.
Siden 1929 havde Williamsburg Savings Bank, som Brooklyns højeste bygning, været den arkitektoniske markør med verdens største ur, der viste tiden mod fire verdenshjørner.
I 2006 købte basketballstjernen Magic Johnson bygningen og lavede det meste om til ejerlejligheder i det, der nu hedder One Hanson Place.
Folk i Brooklyn følte, at de blev kørt over ende. En af de gamle butiksejere sagde:
»Improvements? I’m dying from improvements«.
Mange af dem, der var vant til at komme i Fulton Mall, var usynlige i byplanudviklernes optik. De hørte ikke deres stemmer og nedgjorde det, der var, som noget bras.
På byplansprog er der mange koder for, hvad der er godt og dårligt. DBP så kun grunde til at rydde op og frisere gademiljøet.
De primære redskaber var, ud over rezoning og partnerskaber, kædebutikker, vagter og urbant design.
De nye butikker har få varer med hyppige skift i kollektionen. De skaber et miljø for en anden livsstil, som er mere generel. Butikkerne har ikke de særlige relationer til kvarteret og livet i gaden, som de oprindelige butikker, der opstod i interaktion med kunderne.
Sharon Zukin fortæller:
»Shopping spaces not only delineate a corporate landscape of power. They also discipline our bodies and our minds. […] Shopping forces us both to take account on our place in society and to imagine what it would be like to rise above it. When shopping is a social encounter, when it is done in the supposedly democratic air of a public space, this imagined upward mobility gives us a sharp experience of being on the edge between freedom and inequality. If a man goes unaccompanied into Victoria’s Secret, or a McDonald’s worker enters a Giorgio Armani store, they feel the thrill and pain of an unavailable yet all-to-visible world, with its own code of difference, style, and value«.
Vagter med tunge pistoler i bæltet og et øje på enhver, der entrer butikken, skaber et shoppingmiljø, der er lige så trygt for de ’passende’ kunder, som det er utrygt for de ’upassende’.
Glasfacaden og udstillingen bag er i sig selv en barriere. Den signalerer et niveau, der kan få mange til at føle sig som det, Zygmunt Bauman kalder ufuldstændige forbrugere, fordi hverken livsstil eller pengepung matcher.
Sharon Zukin uddyber:
»If we dare to enter a store whose facade we read with foreboding, we are primed for arrogance, rejection, and rebuke … If we are homeless, young, or dark-skinned, the discipline of shopping in downtown stores or upscale malls is strictly enforced by curfews, locked doors, products chained to racks, and the refusal of sales clerks to serve us«.
De oprindelige butikker har farverige skilte og reklamerer med alt, hvad de har. Kædebutikkerne har blot deres navn: H&M, Timberland eller Banana Republic.
Fulton Mall Improvement Association giver rådgivning, økonomisk støtte og samarbejder med skiltedesignere for at få butikkerne til at lave deres facader om efter manualen for den nye id entitet.
En hegemoniserende identitet, baseret på de ’naturlige’ markedsvilkår, blev rullet ud.
Urban design er et stærkt værktøj til neutralisering af et byrum. Fulton Mall genopstod i 2011 i en ny skikkelse med Fulton Pole-gadelamper, bredere fortove, Kentucky Coffee, træer, den nye Fox Square ved JPMorgan Chases græske tempel og City Point-shoppingcenter.
Fulton Mall er i dag reduceret til en æstetisering via de homogeniserende repræsentationer, der er et postulat om en økonomisk og social stabilitet i en gade, der fundamentalt set er ustabil.
Valery Jean fortæller, at der mange steder i New York foregår en sådan suburbanisering:
»Downtown Brooklyn Partnership arbejder på at ændre gadens identitet for at fremme en gentrificering og skifte indhold. Byen er bevidst gået efter at få fjernet identitetstræk for at gøre stedet salgbart til gentrifiers og opmuntre dem til at flytte ind. Det sker bag en sky af kodeord. De taler for eksempel om, at stedet ikke har en tilstrækkelig diversitet, om behov for vækst og transformation – nu også om en kulturel udvikling«.
Andre værktøjer er et kulturdistrikt og et megaprojekt.
Mellem Flatbush Avenue og Fulton Street ligger Brooklyn Academy of Music (BAM), Mark Morris Dance Group, Theatre for a New Audience m.v. sammen med andre kunst- og kultursteder.
Det er et kulturmiljø med en rig diversitet, som nu bliver løftet ind i den nye udvikling med en iscenesættelse som BAM Cultural District.
Lige på den anden side af Atlantic Avenue er byens næststørste byggeprojekt i gang.
Real estate-giganten Forest City Ratner (FCR) har købt et tidligere baneterræn af MTA for en god pris. Atlantic Yards får 15 tårne med kontorer og godt 6.500 boliger.
Bruce Ratner pressede projektet igennem ved, allerede inden det var officielt, at sikre støtte fra både guvernør George Pataki og borgmester Michael Bloomberg.
At han var borgmester Bloombergs gode ven har næppe skadet det kontroversielle projekts forløb med mange vanskeligheder.
Det har også hjulpet, at projektet har fået 750 mio. $ i direkte eller indirekte støtte fra skattebetalende borgere.
Atlantic Yards blev lagt under Empire State Development Corporation (ESDC), så de formelle procedurer med offentlige høringer kunne undgås. FCR manipulerede også Brooklyns communities ved at indgå separate aftaler, såkaldte Community Benefit Agreements (CBA).
Otte organisationer forpligtede sig til offentligt at støtte Atlantic Yards-projektet. Den ene var ACORN.
Kirkelige kræfter dannede Downtown Brooklyn Neighborhood Alliance, der støttede projektet og fik 50.000 $ af FCR samt 54 billetter og adgang til en suite under alle events i Barclay Center.
Bruce Ratner lovede til gengæld 10.000 jobs, og at halvdelen af boligerne ville blive billige. Arenaen giver 2.000 jobs, hvoraf 1.900 er på deltid og uden sygesikring.
Develop Don’t Destroy Brooklyn samlede bred modstand mod projektet og lavede deres egen byplan – The UNITY Community Development Plan.
Den var baseret på en helt anden strategi end den, bystyret og developerne fulgte. Først og fremmest skulle udviklingen af Atlantic Yards ske ud fra de omkringliggende communities' behov.
Fysisk skulle bydelen sys organisk sammen via byomdannelsen med en mangfoldighed af funktioner, små parker og forløb. Planen rummede ikke et sportscenter med 18.200 siddepladser og 220 events om året.
Barclays Center blev indviet i efteråret 2012. Det er opkaldt efter den britiske bank, som har betalt 400 mio. $ for at få sit navn eksponeret i tyve år.
For at have noget at fylde i centret købte Bruce Ratner i 2004 basketballklubben New Jersey Nets for 300 mio. $.
Han gik i strategisk alliance med en af Ruslands rigeste oligarker, Mikhail Prokhorov, der har overtaget 80 procent af Nets' basketball club via Onexim Sports and Entertainment Holding og næsten halvdelen af Barclays Center Arena.
FCR har samlet en bemærkelsesværdig investeringsportefølje af 300 mio. $ i subsidier fra newyorkernes skat og en russisk oligark.
Hiphop-stjernen Jay Z indskød en mindre kapital, men er til gengæld en vigtig PR-figur for FCR.
Dertil har 498 kinesiske millionærer, mod en investering på 249 mio. $, fået ret til permanente green cards for ophold i USA.
Barclay Center og de kommende nye boliger har sat Flatbush Avenue under pres. Kædebutikkernes trendy cafeer og restauranter har afløst møbelbutikker og pc-reparatører, der ikke kunne klare tredoblingen af lejen.
Hvor skal vi få vasket vores tøj og repareret vores sko, spørger beboerne, som også er utilfredse med, at der er så mange parkerede biler i deres gader, når der er events.
Ravi Aggarwal var en af dem, der satsede på den nye udvikling. Han ændrede navnet på sin butik til Arena Bagels. Men Ravi havde fejllæst stemningen i kvarteret, og kort efter hed den A.R.E.A. Bagles.
Barclay Center ligner en gentagelse af Yankee Stadium i Bronx, hvor de lokale fans, pga. høje billetpriser, må følge deres hjemmehold i medierne frem for på lægterne.
Da borgmester Bloomberg holdt den sidste af de årlige taler til byen i Barclay Center, sagde han:
»It is the latest sign of just how hot Brooklyn has become«.
Fulton Malls kommercielle succes opstod i symbiosen mellem kunder og butikker. Der var en stabil tilstand på grund af den løbende tilpasning. Butikkerne lå der længe, fordi de havde mange stamkunder.
Omsætningen blev skabt af mange, der købte lidt, og ikke af få, der købte dyrt. Det er en skrøbelig tilstand, hvor selv små prisstigninger holder kunder med lave indkomster væk.
I gaden ses skiltet Pawn Shop – pantelåner – med store bogstaver. Med mindre typer står der også: Sneakers, Tatoo, Jewelry, Optical, Cellular og We Buy Gold, og i vinduet: parfume, We Fix Phones og guldtænder. Et neonskilt inde i butikken tilbyder en tatovering.
Flere butikker er som et lille marked med stader, en disk og hylder bagved. Pladsen er lejet for en kort periode ad gangen og bliver udnyttet intensivt til en samlet større husleje.
Arealerne i stueplan var så meget værd, at ejerne fjernede trapperne til etagen ovenover for at udnytte pladsen helt.
1.-salens vinduer er muret til, og facaderne er lejet ud til reklamer. Huslejen i Fulton Mall er så høj, at flere kædebutikker hidtil har holdt sig væk.
En af sælgerne holder meget af gaden:
»Her kan man møde alle mulige slags mennesker. Du kan føle dig fri og klæde dig, som du vil, og sige, hvad du vil. Mange af dem, der kommer her, får ikke den følelse andre steder i New York«.
Samspillet mellem gadehandlere, boder og butikker skabte en fleksibel dynamik, som giver flere en mulighed for at komme i gang uden en stor startkapital eller risiko for at lide et meget stort tab.
»Jeg begyndte selv med at stå i døren for at lokke kunder ind i butikken. Siden flyttede jeg indenfor og begyndte at sælge parfume. Jeg har en hylde med det billige, som folk kan betale, og så en med de dyre ting, som de sælger henne i Macy’s til 89 $, som folk så kan købe her for 69 $«.
Gadehandleren udenfor har stablet bøtter med African Shea Butter og Black Soap. På bordet står rækker med halvandet hundrede flasker med forskellige dufte, sæber og parfumer: Nubian Musk, Ocean Lounge, Honey Rain, God Friday og så videre.
Gadehandleren har fingeren på pulsen.
»Det er blevet dårligere nu. Vi bliver også chikaneret af den nye tone i gaden og af politiet. De nye butikker klager for at få os væk fra deres nye fine gade. Det vil ændre gadens farve«.
Flere fortæller samme historie.
Tomme boder vidner om, at alt ikke er okay her:
»Forretningerne går dårligt nu. Om fem år er vi alle sammen væk. De rige hvide tager gaden tilbage. Vi var her, da ingen andre ønskede at være her. Det her er mit hjem, jeg vil ikke flytte nu, bare fordi de siger, jeg skal«.
Siden rezoningen er over halvdelen af de små forretningsdrivende enten flyttet eller er blevet tvunget til at lukke.
Going out of business eller Commercial space for rent er iøjnefaldende skilte i gadebilledet. Voldsomme lejestigninger, skatter og vigende salg tog livet af dem.
En kæde er brudt. Der er slået hul nu. Wall Street Journal omtaler City Point som en genfødsel af Downtown Brooklyn og Fulton Mall.
I Willoughby Street blev en række butikker lukket, fordi der skulle bygges nyt. Men det hele frøs til, da krisen ramte.
Kunstnere fyldte de tomme butiksvinduer med værket Willoughby Windows.
Lige overfor, hvor de trodsige beboere stod på trappen, fordi de skulle sættes på gaden, lå Albee Square Mall.
Der ligger nu et midlertidigt butikscenter Dekalb Market. Det består af containere, der danner stræder og en stor plads.
Albee Square Malls boder er erstattet af små butikker i containere med et andet indhold og en anden kundekreds: Cool design + Cool Vibe = Dekalb Market. Der er events, en radiostation, torv med mad, DJ’s, økologiske fødevarer og tilmed en community garden.
Der er plukket godt i bylivskatalogerne med den råfine midlertidige æstetik tilsat et anstrøg af subkultur og noget alternativt, der skaber en markedsstemning, der drager de cool brooklynitter.
De vænner sig til at komme her, mens Fulton Mall og City Point omdannes til den nye kundekreds.
Fulton Mall blev skabt af folk, der kom der med identiteter fra de forskellige communities i Brooklyn.
I den nye Fulton Mall er det omvendt, her bliver kundekredsen skabt af butikker og kulturprogrammer.
Boliger og butiksmiljøer bliver presset ud. Afroamerikanere flytter fra det centrale Brooklyn mod øst. Der bor 800.000 afroamerikanere i Brooklyn.
I de nærliggende boligområder, Fort Green og Clinton øst for Downtown Brooklyn, er andelen af sorte mennesker faldet med omkring en tredjedel på ti år. (23) Andelen af hvide er fordoblet til 35 procent af de bosatte.
Fulton Mall var en social, økonomisk og kulturel kobling for afroamerikanerne i de spredte sorte bydele i Brooklyn. Mens de før var synlige for hinanden i gaden, bliver de nu klemt ud af den. De bliver gjort mere usynlige og individualiserede, mens de bliver presset tilbage i deres ’ghettoer’.
Der opstår et brud mellem forskellige communities og identiteterne, som er vævet ind i byens dybdestrukturer af historie, særheder, miljøer, symboler, økonomi, sociale forhold, fortællinger og kulturer, der bliver svækket.
Identitet er det modsatte af overfladiske livsstile. Retten til identitet handler om ligeværdighed og anerkendelse af både individer og communities, deres ret til at skabe byens miljøer samt til at være en del af beslutningsprocesserne.
Take Back the Community er et af FUREE’s slogans i kampen for denne identitet, der også indbefatter boliger og jobs.
Valery Jean fortæller:
»Et community er et sted, hvor du har dit hjerte og kan hænge din hat. Et sted du er forbundet til, og hvor du er tilpas. For os handler det om at styrke folk til at tage det tilbage og genopbygge det. Vi arbejder med at gøre folk stærkere ved at øge bevidsthedsniveauet med konkrete metoder til at organisere communities. Vi vil gøre communities til steder, hvor du kan få ideer om muligheder, hvor du kan få drømme og realisere dem«.
I et byområde, der er under pres og omdannelse, opstår brudflader.
»Når kvinderne ser, at vi faktisk har en styrke sammen, indser de også, at de kan blive en del af en forandring. Men de forstår også, at der er masser af lommer med interne konflikter i communitiet. Formænd for beboerforeninger og kirker får ofte penge af developerne for at få dem til at holde deres folk i ro. Der er også folk, der ønsker et dyrere supermarked, fordi de anser billig mad for at være af dårlig kvalitet. Der er folk, der mener, at det er fint med alle de ny ejerlejligheder, blot fordi byggerierne skaber jobs«.
FUREE benytter sig af rapporter, der dokumenterer forholdene, som f.eks. Out of Business om små virksomheder i Downtown Brooklyn og Food Fight.
»Vi har lavet dem sammen med folk fra communitiet for at fokusere på det, som er vigtigt for dem. På den måde skaber vi et rationelt grundlag for diskussioner og beslutninger, som ellers tit er meget følelsesladede, når det drejer sig om race og køn. Vi er nødt til at opbygge vores basis som et afsæt for vores politiske krav. Mange, der bor i et bymiljø, som ikke fungerer, føler ikke, at de er en del af et community. De føler ikke, at de hører til, at de har retten til at være en del af det, til at bruge og forandre deres kvarter. De første skridt i den retning er vigtige. Når de først har krydset den grænse, bliver en del meget aktive og udvikler sig enormt. Sådan får vi de ledere, som er så vigtige for at kunne skabe et samfund, hvor alle har deres rettigheder og midlerne til at leve deres frie liv, nedbryde og ændre de strukturer, der skaber uligheden og ufriheden i forhold til klasse, race og køn«.
For abolitionistbevægelsen gjaldt det kampen for retten til at være menneske og blive omfattet af menneskerettighederne.
I en moderne urban sammenhæng er retten til interaktion i et territorium en forudsætning for dannelse og udfoldelse af identitet, der skaber sammenhæng og indhold i lokalsamfundet.
For organiserede og handlende mennesker kan en identitet bidrage til en overskridende praksis, som er baseret på en etik og nogle principper, der adskiller sig fra de kræfter, der stigmatiserer communitiet og undergraver dets eksistensgrundlag.
For FUREE er det kampen for at kunne blive i den del af byen, hvor de hører til.
Valery Jean lægger vægt på ordene:
»Et community er et sted, hvor du kan få ideer om muligheder, hvor du kan få drømme og realisere dem. Vi ved alle, at det nuværende system ikke virker. Vi ser depressionen, tab af jobs, vi er med i en krise, hvor der ikke er boliger, som folk kan betale. Vi vil skabe en ny vision for verden og for den måde, vi lever sammen på i byen. Hvis vi var en større organisation, kunne vi gøre det hurtigere, men vi banker på døren for at åbne den til en verden af muligheder, som, vi ved, vil vise sig«.
Som Harriet Tubman sagde:
»Enhver stor drøm begynder med en drømmer. Husk altid, at inden i dig har du styrken, tålmodigheden og passionen til at nå stjernerne og forandre verden«.
Artiklen er et kapitel i Peter Schultz Jørgensens bog New York og Kampen for Byen. Udgivet på forlaget Frydenlund.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96