Annonce

Udland
22. oktober 2013 - 14:31

»Dette er angrebspiloter med handsker af stål«

Chefen for piloter bag et helikopterangreb i Irak, der kostede mindst 12 mennesker livet - afsløret af Wikileaks og Chelsea Manning - forsvarer sine underordnede: »De gjorde deres bedste under ekstreme og surrealistiske omstændigheder«.

I et interview med den amerikanske militæravis Army Times, står oberstløjtnant Chris Walach frem og forsvarer besætningen på den Apache Helikopter, der i juli 2012 fra luften skød og dræbte mindst 12 ubevæbnede civile på den irakiske jord, blandt andet to journalister fra Reuters.

Episoden er blevet kendt, fordi optagelserne fra kameraerne ombord blev lækket til Wikileaks af Chelsea Manning, mens han arbejdede som efterretningsanalytiker i Irak og endnu kaldte sig Bradley til fornavn.

Læs »Commander defends Apache pilots in WikiLeaks video before ’The Fifth Estate’ movie release« hos Army Times

Det handler om piloternes integritet

– Dengang troede jeg, at Wikileaks udlægning med tiden ville blive visket ud. Men i stedet er den vokset til et ond gespenst, der ikke lader sig mane i jorden, udtaler Walach til Army Times.

Walach, der ikke hidtil har udtalt sig, bliver interviewet i forbindelse med en ny spillefilm om Wikileaks, »The Fifth Estate«

Han henviser til den efter hans opfattelse alt for positive opmærksomhed, som Wikileaks er blevet mødt med

– Nu bliver Wikileaks og Assange igen glorificeret. Dette handler om at forsvare mine folks og min enheds integritet, udtaler han. 

Læs »Wikileaks-soldat risikerer dødsstraf« på Modkraft

De er der for at vinde

Walach mener, at Mannings læk af optagelserne til Wikileaks af den såkaldte »Collateral Murder«-video, uretfærdigt udstiller hans underordnede som skydegale.

Skytten, der bemander helikopterens 30 mm maskinkanonen gennemhuller blandt andet en mand, der forsøger at redde sårede civile ud af kampzonen. De to børn i bilen bliver begge hårdt såret, og undervejs i optagelserne høres besætningen more sig over blodsudgydelserne på jorden.

– Der er mange meninger om, hvad der skete den dag. Men i sidste ende gjorde mine kamppiloter deres bedste under ekstreme og surrealistiske betingelser, fastslår Walach, og uddyber:

– I Irak kan man ikke give piloter i Apache helikoptere lyserøde handsker på og sende dem ind i den ultimative boksearena og bede dem om at tjatte til deres modstander. Dette er angrebspiloter med handsker af stål, og de går ind i ringen med eksplosive slag. De er der for at vinde. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce