Det systemoverskridende skal stå klart i Enhedslistens program

Allerførst vil jeg takke Curt Sørensen for et spændende indlæg – og undskylde, at jeg ikke har haft tid til at gå ind i debatten før.

Curt Sørensens indlæg sætter fingeren direkte på vigtige svagheder i programmet og på problemstillinger, hvor der er forskellige holdninger i skrivegruppen, i hovedbestyrelsen og i partiet som sådan.

Curt Sørensens indlæg »Bedre end sit rygte, ikke uden problemer« hos Modkraft.

Læs teksten forlæns

Jeg vil også gerne takke for den positive tilgang, ikke mindst anerkendelsen af, at programmet faktisk fastholder vigtige socialistiske og marxistiske grundprincipper.

Det er vigtigt at holde sig for øje, fordi man nemt kan få den opfattelse i medierne, at programprocessen handler om et opgør med partiets principper.

I den forbindelse vil jeg opfordre til, at man holder sig for øje, at analysen og definitionen af kapitalismen som et undertrykkende og udbyttende system, der skal afskaffes og erstattes med socialisme netop er grundlæggende for hele teksten.

Nogle af de første kritikere har haft en tendens til at læse »baglæns«. Når de støder på formuleringer, der ikke er lysende klare og måske ligefrem kan fortolkes som værende i modstrid med en marxistisk og revolutionær tilgang, så lader de dem »dementere« grundanalysen.

Jeg mener, man må læse teksten omvendt, nemlig at uklare formuleringer skal fortolkes i lyset af den indledende kapitalisme-analyse.

F.eks. følger der efter afsnittet om kapitalismen som samfundssystem generelt et afsnit om de særlige træk ved dansk kapitalisme i dag.

Det afsnit er der for at udbygge og detaljere den generelle kapitalisme-forståelse, ikke for at dementere den.

Det revolutionære brud

Curt Sørensen påpeger, at det er vigtigt at skelne mellem på den ene side revolutionen som den/de ændringer af samfundet, der skal til for at afskaffe kapitalisme og opbygge socialisme, og på den anden side revolutionen som den ændring af magtforholdene i samfundet, der gør det muligt at gå i gang med denne opgave.

Det er jeg helt enig i. Curt Sørensen har nok ret i, at denne vigtige skelnen ikke er klokkeklar i teksten, men vi har i hvert haft til hensigt at formulere en forståelse for, at revolutioneringen af samfundet fortsætter – også efter et afgørende brud.

Samtidig er det en kendsgerning, at der er en betydelig uenighed i skrivegruppen – og i resten af partiet – om karakteren af det revolutionære brud.

Der er ikke enighed om, at modsætningerne i samfundet på et eller andet tidspunkt vil blive så tilspidsede, at der må ske en relativ hurtig ændring af de centrale magtforhold – hvis kapitalens magt og kapitalismen nogensinde skal afskaffes.

Parallelt med denne uenighed er der en åbenlys uenighed om statsmagtens karakter.

Det vidste alle i skrivegruppen, inden vi gik i gang med arbejdet.

Et program for hele Enhedslisten

Selv havde jeg som udgangspunkt ikke nogen problemer med de grundsynspunkter, det står i det eksisterende principprogram.

Men samtidig havde jeg erkendt, at der ikke er – og aldrig har været – et reelt kendskab til programmet, en reel forståelse for det eller en reel opbakning til alle dele af det blandt partiets medlemmer.

Det har aldrig fungeret som et program for Enhedslisten, dvs. som grundlaget for partiets politikudvikling og aktiviteter.

Af mange grunde generede det i mange år ikke de medlemmer, der var uenige med programmet – måske netop, fordi det ikke havde konsekvenser.

Men efterhånden som Enhedslisten så ud til at få større indflydelse, begyndte pressen at bore i det – og dermed kom det op til overfladen, at førende talspersoner (spidskandidater) ikke kunne eller ville forsvare alle dele af programmet.

En længe eksisterende situation kom op til overfladen – og uenighederne blev sat på spidsen.

I den situation kunne vi, der bakker fuldt ud op om de marxistiske og revolutionære standpunkter i det gamle program, vælge at kæmpe for, at alle de gode principper i det gamle program blev bevaret, inklusiv forståelsen for statsapparatets kapitalistiske karakter, nødvendigheden af det revolutionære brud, risikoen for, at den herskende klasse ikke bøjer sig for flertallets krav om store forandringer, og nødvendigheden af at opløse de centrale dele af statsapparatet og erstatte det med noget nyt.

Det kunne føre til ét af to udfald.

Det mest sandsynlige ville være, at vi blev stemt ned, og at andre alene definerede det nye program. Det noget mindre sandsynlige ville være, at vi fik flertal, hvorefter en betydelig gruppe, der er uenig, ville forlade partiet.

Fra jeg var med til at starte Enhedslisten i 1989 har jeg haft den opfattelse, at projektet handler om at skabe et antikapitalistisk parti, hvor der er plads til forskellige ideologiske strømninger og forskellige vurderinger af vejen til socialisme.

Inden for rammen af en grundlæggende kapitalismekritik, modstands mod kapitalismens konsekvenser og visionen om et ikke-kapitalistisk samfund skulle vi samle bredest muligt.

Derfor har jeg altid været tilbageholdende med forsøg på at skærpe Enhedslistens politiske grundlag i revolutionær retning, længere end sammenholdet kunne bære.

Af samme grund vurderer jeg, at når nu spørgsmålet om program er kommet på dagsordenen, skal vi hellere vedtage et program, der reelt samler alle dele af den antikapitalistiske venstrefløj end for enhver pris at fastholde alle elementer fra det gamle program.

Alle analyser og synspunkter, jeg står for, behøver ikke fremgå af programmet, men omvendt vil jeg naturligvis heller ikke stemme for et program, hvor der står noget, jeg er lodret uenig i, som f.eks. at vi gradvist kan opnå en større og større position i Folketinget og lidt efter lidt vedtage mere demokrati og bedre velfærd… og så på et tidspunkt er kapitalismen væk og socialismen indført.

Godt, men ikke godt nok

Samme tilgang til skrivearbejdet havde de andre medlemmer af gruppen – ikke nødvendigvis med samme argumentation. Plus minus en træskolængde synes jeg, at det er lykkedes.

• Der er naturligvis de to steder i teksten, hvor vi ikke er enige, men har præsenteret hvert vores forslag
• Der er nogle »smuttere«, set med mine briller; formuleringer, jeg gerne ville have undværet og en vigtig pointe, som ikke kom med. Det falder helt tilbage på mig selv, som ikke var omhyggelig nok i en lang proces med mange omskrivninger.
• Og så er der selvfølgelig alt det, der bare kan gøres bedre. Det har ikke nødvendigvis noget med uenigheder at gøre, men er pointer, som kan stå tydeligere, og argumenter, der kan være skarpere

Spiren til socialisme

Som en konsekvens af ovenstående tilgang foreslog jeg ikke, at den nye tekst skulle indeholde en formulering om statsmagtens klassekarakter. Den lod vi ligge, men konsekvenserne af vores forskellige opfattelser af staten dukkede selvfølgelig op på anden vis undervejs.

Det er bl.a. det, der har ført til de to modstående afsnit, Version A og Version B.

For mig er det vigtigt at fastslå, at enhver samfundsaktivitet, der ligger i offentligt regi (stat, region eller kommune) ikke er et ubetinget gode for arbejderklassen, og at en udvidelse af den offentlige sektor ikke i sig selv skaber socialisme, og at den offentlige sektor dermed ikke er spiren til socialisme. Derfor var vi et flertal i gruppen, der ikke kunne støtte Version B.

I stedet fremlægger vi et afsnit, der påpeger de gevinster, der kan ligge i at løsrive en samfundsaktivitet fra den direkte profitproduktion og flytte det over i den offentlige sektor, hvor der i princippet kan tages politiske beslutninger om det.

Samtidig forsøger Version A at påpege:

1. At samfundsaktiviteter nogle gange placeres i den offentlige sektor, fordi det svarer til kapitalens behov
2. At fremskridt, der er opnået som resultat af bevægelse og kamp, og som udmøntes i offentligt regi ofte forvrides og også fungerer som kontrollerende og disciplinerende i forhold til arbejderklassen
3. At statslige, regionale og kommunale aktiviteter er underlagt de begrænsninger, som kapitalismen og kapitalens behov sætter

Derfor konkluderer afsnittet af spiren til socialisme ligger i kampen for velfærd, kampen for demokrati og kampen mod de forvridninger og begrænsninger, som kapitalismen altid vil sætte for aktiviteter, der er en del af den offentlige sektor.

Denne formulering skal åbenlyst ses som en modsætning til formuleringen om, at de offentlige institutioner er spiren til socialisme. Derfor er det ikke en fuldgyldig definition af spiren til socialisme. Hertil hører naturligvis også kampen direkte imod kapitalen og kapitalejerne.

Jeg mener derfor ikke, at Curt Sørensen udlægger Version A rimeligt, når han skriver, at den også lægger op til, at bevare og udvikle de nuværende offentlige institutioner.

Kapitalisme er ikke demokrati

Parallelt og overlappende med uenigheden om den offentlige sektor som ikke-kapitalistisk område var uenighederne om, hvorvidt man kan beskrive vejen til socialisme som en »udvidelse« af demokratiet.

Mit udgangspunkt er, at kapitalismen grundlæggende er udemokratisk. Arbejderklassen tilkæmper sig demokratiske rettigheder og demokratiske muligheder – og mister nogle af dem igen.

Jeg er enig med alle andre i skrivegruppen om, at kapitalismen findes i mange varianter, og at nogle af dem begrænser arbejderklassens demokratiske muligheder væsentligt mere end andre.

Men medarbejderindflydelse på arbejdspladserne, trykkefrihed uden økonomisk trykkemulighed og frie valg til kommunalbestyrelser og parlamenter betyder efter min mening ikke, at vi lever i »et demokrati«.

Jeg har derfor arbejdet for, at der ikke står i programmet, at Danmark er »et demokrati«, og vores strategiske opgave (vejen til socialisme) består i at »udvide demokratiet«.

Det er bl.a. derfor, at jeg har været med til at stille forslaget om Version A i modsætning til B. I Version B optræder »udvidelsen af demokratiet« netop som en central del af strategien og kan læses som »det strategiske projekt«.

Manglende præcision og klarhed

Til gengæld må jeg indrømme, at mit ønske om at undgå begrebet »udvide demokratiet« ikke helt er lykkedes i resten af teksten.

En gennemgang af teksten med søgefunktionen viser, at den type formuleringer optræder fire gange i den del af teksten, jeg har »skrevet under på«.

Det er ikke optimalt, og det er dermed en af de »smuttere« i mit arbejde i programudvalget, jeg nævnte ovenfor.

Hver for sig er de fire sætninger ikke nødvendigvis fejlagtige, men helt klart præcise.

To af de fire steder lyder således:

»Det ændrer ikke ved, at arbejderbevægelsens sejre – velfærdssamfundet – i sin kerne har udvidet demokratiet.«

»På samme måde arbejder Enhedslisten konstant for at udvide demokratiet for at give mennesker større mulighed for indflydelse på eget liv.«

Som sagt bryder jeg mig ikke om at anvende begrebet »demokratiet« om det danske samfund og lige så lidt »velfærdssamfundet«.

Men den grundlæggende pointe i de to sætninger her er, at arbejderklassen gennem kamp kan opnå demokratiske rettigheder og muligheder, og at Enhedslisten arbejder for dette. Og det er jeg enig i.

Begrebet optræder også to steder som en del af beskrivelsen af socialismen:

»Den socialisme, vi arbejder for, udvider demokratiet.«

»Socialisme indebærer også, at demokratiet udvides til at omfatte økonomiske beslutninger og arbejdslivet.«

Den grundlæggende pointe i det første af disse citater er, at socialismen er mere demokratisk end kapitalismen. Man kan kalde det en gedigen underdrivelse, men forkert er det vel ikke.

Det er heller ikke forkert, at under socialismen vil de økonomiske beslutninger for første gang underlægges arbejderklassens og dermed befolkningsflertallets magt.

Problemet er, at passagen kan læses, som om at økonomien og produktionen blot er yderligere en sektor, der får demokrati.

I modsætning til sådan en læsning er det efter min mening vigtigt at forstå, at arbejderklassens magt over økonomien er grundlaget for og forudsætningen for et samfund, der reelt er demokratisk på alle felter – hvilket også står andre steder i teksten.

Opsummerende på dette punkt må jeg erkende, at så mange upræcise formuleringer er et problem i sig selv – og hvis Version B bliver vedtaget, vil det give programmet en helt forkert retning.

Frihed er socialistisk

Curt Sørensen påpeger, at begrebet »frigørelse« ikke optræder i teksten, hvorimod »frihed« optræder rigtig mange steder.

Jeg er enig i, at »frigørelse« er en central del af det socialistiske projekt, og at det begrebet godt kunne være brugt i teksten, f.eks i forbindelse med disse afsnit:

»Vi vil sætte mennesket frit. Frit for alle former for undertrykkelse. Frit for fattigdom og frygten for økonomisk nød. Frit til at udvikle sig, frit til at vælge sin livsbane og livsstil og frit til at blande sig i samfundets udvikling.«

»Det ses ved den enorme mentale magt, kapitalisme har, hvor mennesker tillægges kunstige behov og reduceres til forbrugere uden fokus på faktiske behov eller bæredygtighed. På den måde tillægges mennesker også stereotype sociale roller, der alle passer ind i kapitalismens markedsføring og masseproduktion af konsumvarer.«

»I et socialistisk samfund har alle reelt lige muligheder for at leve det liv, de ønsker, i respekt for andre mennesker og for naturen.«

Men når Curt Sørensen skriver, at begrebet frihed »…har en biklang af liberalistisk individualisme og fri markedsøkonomi«, vil jeg modsat fastholde, at det er utroligt vigtigt, at vi ikke overlader frihedsbegrebet til liberalisterne.

Liberalismen skaber ikke frihed. Det skaber undertrykkelse og markedstyranni. Det socialistiske projekt er – også – et frihedsprojekt og har altid været det.

Systemoverskridende

For Curt Sørensen skaber disse uklarheder tvivl om det samfundstranscenderende sigte i Enhedslisten socialistiske projekt. Netop derfor ærgrer det mig også, at en vigtig pointe forsvandt ud af teksten under en af de mange gennemskrivninger.

For mig er det vigtigt, at Enhedslistens program tydeligt fastslår, at partiet formulerer og udbreder politisk krav, der bryder med kapitalismens rammer. Derfor stod der i en af de tidligere versioner af hovedafsnittet om »vejen til socialisme« følgende:

»Samtidig deltager vi aktivt i arbejdet med at udtænke og udbrede krav og forslag, der kan løse de problemer, som kapitalismen skaber eller forstærker. Det gør vi i en tæt dialog med de grupper i samfundet, der er mest direkte berørt af problemerne, og i samarbejde med andre venstreorienterede kræfter i Danmark og i andre lande.

I dette arbejde lader vi os ikke begrænse af, hvad kapitalejerne vil gå med til, hvad ’markedet’ reagerer på, eller hvad EU og WTO kan godkende. Vi stiller gerne krav, der bryder med kapitalismens rammer, fordi vi ved, at det aldrig vil være muligt at skabe retfærdighed, frigørelse og en bæredygtig klode i et kapitalistisk samfund.«

Frem mod årsmødet vil jeg arbejde for, at dette afsnit eller et afsnit af samme type kommer med i programmet.

Korte udvekslinger med de andre medlemmer af programgruppen tyder ikke på, at der er afgørende uenighed om dette.

De formelle rammer

Og så er der selvfølgelig alt det, der mangler.

Curt Sørensem nævner de seneste års sydeuropæiske kamperfaringer og udenrigspolitik. Andre har med rette taget andre temaer og vinkler op. Nogle af disse mangler vil kunne rettes op i løbet af processen frem til årsmødet, men ikke alle.

Programgruppen arbejdede ud fra et årsmøde-kommissorium. Kommissoriet fastslog, at teksten skal være på max 10 sider. Det valgte vi at følge forholdsvis bogstaveligt.

Derfor fastlagde vi nogle rammer for skrivearbejdet, inden vi gik i gang.

For det første at programmet ikke skal delbehandle forskellige politikområder – det overlades til delprogrammer, hvoraf nogle allerede eksisterer i form af afsnit fra det gamle program, og andre skal udvikles fremover.

For det andet at vi ikke nedfælder detaljerede analyser af mere aktuel karakter – også fordi vi gerne vil have, at programmet holder en 10-15 år frem i tiden.

Til gengæld havde vi som ambition, at integrere elementer som miljø/klima, feminisme, internationalisme i de forskellige dele af teksten (»mainstreame«) i analyse, vision og strategi. Det lykkedes til dels med miljø/klima og det internationale aspekt, men begge dele kan bestemt styrkes.

Det lykkedes slet ikke med feminismen, hvor vi endte med at sætte vores lid til bidrag fra andre gode kammerater.

Michael Voss er medlem af Enhedslisten hovedbestyrelse og dens nedsatte programskrivegruppe