Det politiske skuespil

Den økonomiske dimension af tilværelsen kan anskues som medial i lyset af vareformen, som er essentiel i kapitalismen og udbredes gennem økonomisk vækst. Kapitalismen indebærer altså en medialisering af de sociale relationer i samfundet.

I det 19. århundrede var dette den fremherskende medialisering, men i det 20. århundrede suppleres og fordybes den af en tilsvarende medialisering af den politiske dimension af samfundslivet, som både har en selvstændig karakter og virker sammen med det økonomiske medie.

Det politiske billede af medialiseringen kredser om konsensusformen og det tilhørende skuespil. Det handler dette kapitel om.

Centralt i denne forbindelse er generaliseringen af det parlamentariske demokrati i begyndelsen af det 20. århundrede og den tiltagende betydning af meningsmålinger og politisk form frem for politisk indhold. Der sker en cementering af kapitalismen og den økonomiske vækst gennem politiske mekanismer, der tenderer mod at ophøje en statistisk majoritetsfigur til den primære politiske aktør, hvorved der også etableres en intim forbindelse mellem det politiske system og den økonomiske videnskab.

På det dybe niveau af det politiske system udbredes konsensusformen og hermed et omsiggribende indholdstab, men på overfladen ser tingene helt anderledes ud, for her manifesterer sig et farvestrålende og underholdende skuespil, der bærer præg af alt det, som den politiske konsensus i stigende grad umuliggør, nemlig konflikter, personligheder, forskelle og stor dramatik.

Samspillene mellem vareformen og konsensusformen kommer i løbet af det 20. århundredes massekultur primært til at spille sammen via brands, der rummer en medial fordobling hen over en tom politisk økonomi. Samtidig sker der en afgørende globalisering af økonomiske, politiske og kulturelle relationer, som destabiliserer den repræsentation på nationalt niveau, som er kernen i de postmoderne parlamentariske demokratier.

Konsensusformen forudsætter national repræsentation, ligesom vareformen forudsætter kapital og markeder.

Politik som medie

Mediet er budskabet har også en politisk side, der ikke smelter sammen med den økonomiske side.

Denne har at gøre med valgsystemet eller det repræsentative demokrati, som i begyndelsen af det 20. århundrede blev generelt, dvs. kom til at omfatte alle voksne borgere inden for de vestlige samfunds nationale rammer. Tidligere var det repræsentative demokrati baseret på eksklusioner, men med stemmeret til arbejdere og kvinder osv. var vejen banet for en generalisering af den politiske repræsentation.

Befolkningen stemmer ved regelmæssige valg på personer eller som oftest partier, og et antal repræsentanter befolker så parlamentet, hvorefter der dannes en regering og lovgives ud fra simpelt flertal. I tilfælde af politisk krise kan der udskrives valg, og processen begynder forfra på grundlag af et fornyet folkeligt mandat gennem den repræsentative proces.

Det repræsentative demokrati er et formelt system, der tilsyneladende er helt åbent for forskellige typer indhold. Lovgivningen sker på vegne af flertallet i befolkningen og kan i princippet ikke bestemmes, før den har fundet sted.

Men på grund af repræsentationen og flertalsformen sker der en løbende reduktion af det politiske indhold, da konsensusformen bliver stadig mere fremherskende. Konsensusformen indebærer, at politikken bliver baseret på enighed og almen tilslutning med marginalisering af opposition og alternativer.

Hvordan sker det? Der er to essentielle mekanismer på spil. Den ene er meningsmålinger, og den anden er en politisk proces, der i stigende grad kommer til at kredse om enten to partier eller blokke, med hver især næsten 50 % af stemmerne.

Samlet set betyder det, at det helt essentielle omdrejningspunkt for den politiske udvikling bliver en statistisk figur, der repræsenterer og genspejler den politiske konsensus. De to partier/blokke konvergerer mod en situation, hvor de er lige store og basalt set ens.

Meningsmålinger er statistiske redskaber, der på ethvert tidspunkt kan give et billede af fordelingen mellem politiske partier og de tilhørende flertalskonfigurationer. De giver i stil med en reel valghandling et øjebliksbillede af, hvilke partier der går frem og tilbage, om nye partier opnår repræsentation, om regeringen stadig har flertal etc.

Referencerammen for meningsmålinger er dog ikke som for valghandlinger hele befolkningen, men et lille udsnit af befolkningen. Det indebærer en ny type repræsentation, idet hver enkelt respondent i en meningsmåling ikke kun giver sit valg til kende og udpeger en politisk repræsentant, men også selv repræsenterer en statistisk mængde.

Repræsentationen fordobles og bliver tendentielt selvrefererende, da vi med udbredelsen af meningsmålinger i sidste ende »ikke længere ved, om det virkelige valg simpelthen bare ratificerer meningsmålingerne […] eller om meningsmålingerne reflekterer den politiske opinion. Det er en gådefuld sammenblanding«, som  Jean Baudrillard har formuleret det i bogen The Consumer Society (Sage Publication 1998, s. 127-8).

Meningsmålinger er ikke neutrale refleksioner af en given politisk virkelighed, men en særlig type spil, hvor spørgsmål og svar bindes sammen i en særligt konstrueret kontekst.

Det bliver spillet frem for politikken, der bliver afgørende: »Hele den politiske sfære mister sin særlige karakter, så snart den kommer i forbindelse med mediernes meningsmålingsspil«, skriver Baudrillard i Symbolic Exchange and Death (Sage Oublication 1993, s. 65).

Det er kort sagt formen frem for indholdet, der bliver dominerende i et politisk system, der reguleres af vedvarende meningsmålinger.

Den type information, der kommer til at dominere politikken, er, hvem der går frem og tilbage, hvem der er indenfor i varmen, og hvem der kan danne flertal.

Dette sker inden for rammerne af meget begrænsede svarmuligheder og på grundlag af en andel af befolkningen, der er af samme størrelsesorden som antallet af parlamentsmedlemmer. I Danmark er der 179 folketingsmedlemmer, og meningsmålinger bygger normalt på omkring 1.000 svar. Set i forhold til en vælgermasse på mere end fire millioner er disse tal af samme størrelsesorden, omkring 0,1 ‰.

Det er et virtuelt spil mellem forsvindende få politiske repræsentanter og statistiske repræsentanter, der former sig som evige genspejlinger af en sammenfoldet politisk nutid – en selvopfyldende profeti med to identiske sider.

Den helt uden sammenligning vigtigste bid information i meningsmålingerne er de politiske flertal. Hvem kan danne regering og gennemføre lovgivning? Her handler det om at nå mere end 50 % af ’stemmerne’, og spillet kommer til at foregå mellem to partier/blokke, der er koncentrerede udtryk for den parlamentariske konkurrence.

De enkelte meningsmålinger, der afløser hinanden med stigende hastighed og i valgkampe nærmest falder over hinanden, giver altså et billede af, om den aktuelle flertalsblok repræsenterer flertallet, eller om det er den anden blok, der har befolkningens gunst. Da det politiske spil handler om at danne regering og lovgive, indebærer meningsmålingerne, at de politiske blokke vedvarende tager bestik af, om de står til at vinde eller tabe regeringsmagten. Og så handler de derefter.

Det vil sige, at de orienterer sig mod at opnå flertal i meningsmålingerne om ikke andet så i lyset af flertallet på valgdagen, hvilket gør spillet mere intenst i en valgkamp.

Det essentielle referencepunkt for den politiske dynamik er derfor det punkt, der adskiller de 50 % af ’stemmerne’ fra de andre 50 %. Det er vigtigt i den forbindelse at være opmærksom på, at der ikke her er tale om en slags balance mellem højre- og venstrefløjen, eller om, at det er en politisk midtergruppe, der er afgørende, hvilket er det indtryk, man får, når politik eksempelvis gøres til et spørgsmål om magtbalancen mellem en rød og en blå blok, som vi ser det i Danmark.

Det er ikke vælgere, der er i tvivl om deres røde eller blå sindelag, der er drivkraften i det politiske liv. De essentielle vælgere er hverken røde eller blå, socialister eller liberalister, de er helt omvendt karakteriseret ved at være dybt spundet ind i den farveløse politiske konsensus.

Desuden handler meningsmålinger ikke om konkrete vælgere, men om statistiske figurer.

Magten er derfor centreret i en statistisk majoritetsfigur, der repræsenterer den gældende konsensus, og det er herigennem, at konsensusformen bliver det fremherskende udtryk for politik som medie.

Den politiske dynamik i markedsdemokratiet er altså ikke en kamp mellem højre og venstre eller en konkurrence om at appellere til de individer, som udgør samfundets politiske balancepunkter, men et virtuelt spil, hvor der sker en cementering af den politiske konsensus; altså dannes et politisk monopol.

Politik fungerer altså som et medie, fordi der er en tendens til, at konsensusformen skygger for forskelligartet politisk indhold. Det politiske liv låses fast, fordi konsensusformen vanskeliggør og i sidste ende umuliggør politiske forandringer. På grund af den formelle konkurrence mellem to eller flere partier er der dog tale om en meget stabil konfiguration med bred legitimitet.

Politik som medie, der virker gennem repræsentation og statistisk manipulation, implicerer en dynamik, hvor det politiske indhold bliver neutraliseret, og politisk form kommer i højsædet.

Konsensus er »politikkens nulpunkt«, som Baudrillard formulerer det i The Gulf Ward did not take place, (Power Pubications 1995, s. 84).

Hvad er der så konsensus om? Først og fremmest om kapitalisme og vækst.

Konsensus om vækst og videnskab

Det politiske medie har udviklet sig på en bestemt baggrund, som er, at det økonomiske medie allerede var veletableret.

Vareformen og kapitalakkumulation var i begyndelsen af det 20. århundrede meget udbredt som økonomisk horisont, og den tilhørende fetichisme var gennemgribende. I et historisk perspektiv er der altså sket det, at det økonomiske medie har overskrevet det politiske medie, sådan at den politiske konsensus først og fremmest bliver økonomisk; en konsensus om repræsentation, kapitalisme og vækst til udbredelse af vareformen.

Konsensus er en analogi til varer, og analogien til økonomisk vækst er udbredelse af den politiske konsensus i omfang og intensitet.

Hvor den kapitalistiske udvikling indebærer, at vareformen i stigende grad overskygger indholdet i det økonomiske liv, så indebærer udviklingen af det parlamentariske demokrati tilsvarende, at konsensusformen marginaliserer opposition, kampe og modstand, der ellers potentielt kunne forandre det politiske indhold og i det hele taget medvirke til, at politik handlede om indhold gennem eksempelvis alternativer til kapitalisme, vækst og repræsentation.

Koblingen mellem økonomi og politik som medier er hovedsageligt abstrakt og i uoverensstemmelse med den måde, som de politiske aktører selv opfatter politik på. Det er en formel dominans, der yder indflydelse på den måde, de politiske aktører handler, uden at de anerkender det.

De vil typisk benægte koblingen, da det strider mod både den almene opfattelse af politik og de flestes politiske selvopfattelse. Forestillingen er netop, at det parlamentariske demokrati er radikalt åbent og udgør samfundets centrum.

Samtidig etableres dog en anden kobling, som er mere direkte og åbenlys, nemlig mellem det politiske system og den økonomiske videnskab.

Det skjulte og fortrængte element er, at kapitalismen etablerer økonomisk videnskab som den primære videnskab, og at økonomi som medie gør vareformen (eller prissystemet) og økonomisk vækst til omdrejningspunktet for denne videnskab.

Der sker en mere umiddelbar sammenkobling af politik og økonomi gennem repræsentation, som er den essentielle ingrediens i konsensusformen og ligeledes i den økonomiske videnskab.

Politikerne repræsenterer befolkningen, og økonomerne repræsenterer virkeligheden, dvs. sandhed, fornuft og fremskridt. Politikerne bliver viklet ind i konsensusformen, men det samme gælder økonomerne, som også virker gennem repræsentation, og derfor konvergerer mod at tilslutte sig en økonomisk konsensus om virkeligheden, der indebærer én sandhed, én fornuft og ét fremskridt.

Økonomernes virkelighed minder en hel del om politikernes virkelighed, idet den løbende testes i form af statistik og diverse tal, der ses som udtryk for den økonomiske virkelighed på samme måde, som meningsmålinger ses som udtryk for den offentlige opinion.

Resultatet bliver et flerdobbelt og vekselvirkende repræsentationsspil, hvor der etableres en politisk-økonomisk konsensus, der ikke blot er udtryk for en politisk majoritetsfigur, men også en videnskabelig majoritetsfigur, der er samtidigt forankret i befolkningen og virkeligheden.

Inden for disse rammer flyder rollerne frit, for politikere kan frit henvise til virkeligheden, mens økonomer agerer som politiske rådgivere i bred forstand, idet de henvender sig til alle politikere og ikke blot bestemte partier eller blokke.

Ligesom regeringen transcenderer mindretallet, transcenderer økonomerne særinteresser, og de virker alle sammen i et politisk virkelighedsvæv, der placerer sig i umiddelbar forlængelse af kapitalismen og fremmer økonomisk vækst, der på én og samme tid er sandheden, fornuften og fremskridtet.

Politik som medie indebærer altså, at der er en tendens til, at mediet er budskabet, idet der danner sig en politisk og økonomisk konsensus, der overskygger en mangfoldig politisk sfære. Gennem forskellige typer repræsentation – politisk, statistisk og videnskabelig – sker der en diffus samordning af en strukturel politisk form, der først og fremmest repræsenterer sig selv og overskriver divergerende politisk indholdsdannelse.

Derfor er der også latent (politisk) mediekritik i kritikker af konsensusformen på samme måde, som der er implicit (økonomisk) mediekritik i kritikker af vareformen og fetichisme.

Frankfurterskolens kritiske teori står centralt i denne forbindelse, særligt i efterkrigstiden og med Herbert Marcuses Det én-dimensionale menneske (1969) som det måske bedste eksempel. Her kombineres kritik af forskellige former for fetichisme med kritik af politisk konsensus i lyset af efterkrigssituationen i de vestlige samfund.

Med Jürgen Habermas som rorgænger for Frankfurterskolen fra 1980’erne blev billedet mere tvetydigt, da han på den ene side viderefører kritiske teorifigurer fra forgængerne, men samtidig udvikler et positivt konsensusbegreb; konsensus som et normativt ideal, der udspringer af kommunikativ rationalitet (Communication and the Evolution of Socity, Polity Press 1984).

Lignende forståelser og kritik med et noget andet teoretisk og politisk udgangspunkt finder vi hos Antonio Gramsci og hans efterfølgere, blandt andre Ernesto Laclau og Chantal Mouffe (Hegemony and Socialist Strategy, Verso 1985) der håndterer tilsvarende problemstillinger med hegemonibegrebet i hånden.

I de senere år har vi også set latent mediekritik på dette område gennem begreber som postpolitik, postdemokrati og politikkens afslutning, hvilket blandt andre Slavoj Zizek (The Tichlich Subject, Verso 1999) og Colin Crouch (Post-Democracy, Polity Press 2004) er eksponenter for.

Bøger som disse rummer vigtige implicitte erkendelser om økonomi og politik som medier, men er også problematiske, da kritikken ikke ekspliciteres som mediekritik, men snarere artikuleres som traditionel politisk og økonomisk kritik, hvormed det særligt mediale, forskellige mediale former og ikke mindst de radikale konsekvenser af elektroniske og digitale medier ikke analyseres.

Disse analytiske problemer er blevet stadig mere graverende i det 21. århundrede. Politiske og økonomiske mediers særtræk, deres samspil og omdannelser i samklang med stadig mere prægnante digitale medier er essentielle for forståelsen og kritikken af den aktuelle samfundsudvikling.

Karakteristikken af samfundet som et spektakulært samfund eller et skuespilsamfund, som Guy Debord har benævnt det, er relevant i denne forbindelse.

Også her er der et implicit kritisk fokus på politik som medie, men skuespilmetaforen er særligt velegnet til at præcisere det karakteristiske ved politik som medie til forskel fra eksempelvis økonomi som medie.

Politik som skuespil

Skuespil er kendetegnet ved, at det har noget med virkeligheden at gøre uden at være virkelighed. Det er en genuin menneskelig aktivitet, som bygger på en fælles kontrakt om sammenblandingen af virkelighed og uvirkelighed, roller og mennesker.

Vi ved, at et skuespil ikke er virkelighed, men det har tilstrækkeligt med virkeligheden at gøre til, at vi alligevel lever os ind i det og bliver aktive medvirkende også som tilskuere, da vi engagerer os følelsesmæssigt og socialt.

Medialisering af politik indebærer grundlæggende det samme som medialisering af økonomi: standardisering af indholdet og tendentiel selvstændiggørelse af formen. Men hvor vareformen basalt set handler om døde genstande og om at behandle mennesker og andre levende væsener som ting, så er konsensusformen en social form, der på alle punkter har at gøre med vitale menneskelige affekter.

Man kan ikke pege på en konsensus på samme måde, som man kan pege på en vare. Man kan ikke tage en konsensus i den ene hånd og sætte den i forhold til en konsensus i den anden hånd.

Selv om politik i stigende grad bliver præget af konsensus, spin og rituelle skinforhandlinger, så er det politiske liv altid på samme tid fuld af personligheder, ophedede konflikter, dramatik og overspillede roller.

Og det gælder bestemt ikke kun valgte politikere og alle dem, der på den ene eller anden måde er aktivt involverede i eksempelvis politiske partier, men også alle dem, der agerer gennem eksempelvis politisk debat, meningsmålinger og valghandlinger.

Den politiske konsensus er viklet ind i det politiske skuespil, et politisk totalteater, hvor alle aktører spiller roller, som har en uklar virkelighedsrelation. Vi ved, at det er et skuespil, men denne viden bliver vedholdende fortrængt af medialiseringen, der netop etablerer skuespillet som den eneste referenceramme.

Politikere, journalister, vælgere, debattører osv. deltager alle i den store fortælling om parlamentarisk politik som essentiel, fuld af forskelle, åben, præget af forandring og indholdsmættet, men ved samtidig om ikke andet ubevidst, at det i stigende grad er det modsatte, der er tilfældet.

Man kan altså ikke tale om en egentlig politisk fremmedgørelse, da der ikke er en autentisk politisk virkelighed bag skuespillet, som politiske aktører kan blive bevidstgjorte om, men snarere et diffust politisk virkelighedsspil, hvor virkelighed og uvirkelighed etableres sideløbende og er elementer af en fælles helhed, der ikke kan lokaliseres.

Det politiske skuespil organiserer samfundets aktører på en måde, der svarer til den måde, hvorpå kapitalismen organiserer samfundets aktører i bestemte identiteter og institutioner, såsom forbrugeridentiteten, markeder og virksomheder.

I det politiske liv er det identiteter som politikere eller vælgere, der er centrale, mens det institutionelt er partier, interesseorganisationer og staten, der er omdrejningspunkterne.

Vareformen danner sammen med konsensusformen ramme om et relativt stabilt politisk-økonomisk system af identiteter og institutioner, som samfundets aktører hovedsageligt orienterer sig i forhold til. Det er en ramme, som på samme tid er meget fastlåst og rummer mulighed for at udleve frihed og valg. Det er en ramme, som i postmoderniteten faktisk forudsætter og stiller krav om en høj grad af bevidst interaktion og subjektivitet.

Økonomi og politik som medier smelter i stigende grad sammen i brands, der netop er karakteriseret ved en intens medial fordobling.

Medial fordobling gennem brands

Brands er blevet essentielle i det postmoderne forbrugssamfund. De er »markedsføringens primære koncept« (Baudrillard: The System of Objects, Verso 2005, s. 209) og skaber en selvrefererende proces i stil med meningsmålinger, for alt i markedsføring »er en ’metafor’ for én og samme ting: brandet« (Baudrillard : The Consumer Society, Sage Publications 1998, s. 128).

Vi ser på mange forskellige måder en tæt sammenvævning af brands, meningsmålinger og politik i bred forstand.

Brands bliver meningsfulde gennem en tosidet proces, hvor identifikation og negation er lige vigtige. Det handler altså ikke kun om, at forbrugere skal identificere sig med et brand, men også om, at konkurrerende brands aktivt kritiseres og afvises. Denne proces skaber mening og værdi på samme tid.

Brands spiller altså på forskelle, men også på eksklusion og modstand. De er kort sagt politiske.

Arbejdet med brands er politisk entreprenørskab, da det bearbejder »den kommunikative konstruktion af et spindelvæv af historier, solidariteter og identiteter, der danner grundlag for politiske lidenskaber og identifikation« (Adam Arvidsson: Brands. Meaning and value ind mdia culture, Routledge 2006, s. 88).

Brands som Apple, Audi eller Netto minder derfor om politiske organisationer både i forholdet til medarbejdere og forbrugere. De er afhængige af meningsmålinger på samme måde som politiske partier.

Værdier af brands måles i en kontinuert proces ved hjælp af statistisk repræsentation på grundlæggende samme måde som tilslutningen til et politisk parti eller en regering. Brands er i lige så høj grad som traditionelle politiske aktører afhængige af den offentlige opinion.

Ligesom politikere, partier og sociale bevægelser bliver brands kun succesfulde, hvis de evner at mønstre vedvarende identifikation og mobilisering.

Brands handler altså om lige præcis det, der kendetegner det politiske liv i bred forstand, og som i det politiske skuespil koncentreres om politikere, vælgere og partier. Vi identificerer os med bestemte politikere og partier, som står i modsætning til andre politikere og partier.

Man er ikke kun venstreorienteret, men i opposition til højrefløjen. Og man er som medlem af Enhedslisten i opposition til SF. Man er som klimaforkæmper i opposition til klimaskeptikere og som fagforeningsmedlem i opposition til arbejdsgiverne.

Men identifikationer og oppositioner skal vedvarende gendannes og bekræftes, de er ikke stabile og indgroede, som i moderniteten. Politikerne skifter jævnligt partier, og vælgerne gør det ofte. Politiske aktivister mister gejsten, og fagforeningsmedlemmer afvejer fordele og ulemper ved medlemskabet.

Denne proces kan styres og manipuleres. Også i det politiske skuespil.

Udbredelsen af brands forandrer det politiske liv. Det bliver mere interaktivt og subjektivt, men også styrbart. Interessen for politik i traditionel forstand forstået som bevægelsesarbejde og parlamentarisk aktivitet aftager støt. Det politiske felt bliver bredt ud, sådan at også økonomiske og kulturelle forhold bliver politisk ladede med en ny intensitet.

Traditionelle politiske aktører skal altså ikke kun konkurrere med hinanden om indflydelse, opinions- og medlemstal, men indgår også i et bredere brandet miljø med hård konkurrence om de postmoderne subjekters gunst, opmærksomhed og aktivitet.

Konkurrencen bevirker, at eksempelvis politikerne og de politiske partier i stigende grad bliver konstrueret som brands og markedsført i stil med økonomiske og kulturelle brands. Vi ser også, at politiske organisationer spejler sig i virksomheder som organisatorisk form, da denne er konkurrencedygtig som ramme for konstruktion og udbredelse af brands. Politiske organisationer bliver topstyrede og hierarkiske.

Denne sammensmeltning af de økonomiske og politiske medier indebærer en ny vekselvirkning og samstilling af de politisk-økonomiske relationer. Det økonomiske liv bliver præget af konsensusformen, sådan at tidligere, skarpe modsætninger mellem eksempelvis arbejdsgivere og lønmodtagere glattes ud og indskrives i et mere konsensusorienteret samarbejde, mens det politiske liv i udpræget grad indoptager vareformen, sådan at markedsrelationer og akkumulation (politisk konkurrence og politisk vækst) kommer til at skygge for ideologiske forskelle og variationer, der i forvejen er aftagende i den omsiggribende konsensus (jf. Peter Nielsen: Velstandssamfundet, Frydenlund 2011, s. 59-69, 210-5).

Det håndgribelige og særskilte ved varer sætter også sit mærke på politik, der som tendens bliver mere optaget af det konkrete og verificerbare, af konkrete sager, resultater og målsætninger, der kan pakkes ind og markedsføres til de kritiske politiske forbrugere. Politisk abstraktion undermineres. Langsigtet og helhedsorienteret politisk arbejde vanskeliggøres. Der skal opnås konkrete og kommunikerbare resultater her og nu ligesom i det økonomiske liv.

Med udbredelsen af det postmoderne forbrugssamfund og det politiske skuespil bliver kritik og modstand forandret.

I og med at vi interagerer med og engagerer os (inter)subjektivt i de politisk-økonomiske processer, er kapitalismen eller forbrugssamfundet ikke længere en fast ydre struktur, som man kan afgrænse og stå udenfor. Det almene kapitalistiske skuespil, som alle har varierende og komplekse deltager-tilskuer-forbindelser med, er en glat og smidig model, der indeholder summen af vores meningsfulde holdninger og handlinger.

Derfor er kritik ikke kontraproduktiv og samfundsnedbrydende. Modstand er heller ikke i decideret opposition til den gældende samfundsmæssige orden.

Måske var det sådan engang; det er i hvert fald det indtryk, man kan få af den længselsfulde nostalgi efter klare linjer og skarpe kanter i visse politiske miljøer. Følelser og identifikationer som disse er i sig selv medkonstituerende for det aktuelle kapitalistiske skuespil, og i dag er kritik og modstand i det hele taget en del af spillet, ikke et modspil eller regler for et andet spil.

Faktisk er forskellige former for kritik og modstand uerstattelige resurser for systemet, essentielle produktivkræfter, da disse former for aktivitet skaber dynamik og legitimitet, liv og innovation i et samfund, som ellers ville sande til i tavshed og konformitet.

Der er selvfølgelig en dobbelthed på spil her. Kritik og modstand er velkommen, så længe den kan indoptages i vareformen og indgå i en politisk konsensus. Den skal være tilpasningsdygtig i et brandet miljø.

Men hvad så med kritik og modstand, der ikke kan indoptages, men peger radikalt ud over det eksisterende? Pointen er her, at denne type kritik og modstand, som basalt set handler om indhold, lige netop bliver overskrevet i de formforvandlinger, der finder sted i det kapitalistiske skuespil med hele tiden nye varer og tilsvarende kon(s)­tante justeringer af den politiske konsensus.

Modstand mod lønarbejdet bliver omformet til nye og mere appellerende arbejdsformer. Alternativer til forbrugssamfundet danner grundlag for ny forbrugsvækst via politisk og ’progressivt’ forbrug. Og politisk aktivisme giver inspiration til brandingen og koncentreres i partipolitiske former, for så at indgå med minimal friktion i det almene skuespil.

Alternativer til vareformen og den politiske repræsentation fordufter. Radikal aktivitet lammes og viskes ud.

I sidste ende er brands mere politiske end politik. De traditionelle politiske aktiviteter på den parlamentariske scene og i de sociale bevægelser kan slet ikke konkurrere med de stærkeste kulturelle og økonomiske brands. Bestsellerforfattere, populære tv-serier eller succesfulde programkoncepter kan i hvert fald periodevis have større politisk betydning end selv de mest populære politikere og regeringer. Kulturelle fænomener er ofte forbundet med en større grad af interaktivitet og subjektivitetsproduktion end det repræsentative politiske liv.

Det samme gør sig gældende for det økonomiske liv, der ligeledes for de mest populære brands’ vedkommende er forbundet med forbrugernes dagligdag, intimitet og kontinuerte aktiviteter på en måde, som de traditionelle politiske aktører kun kan drømme om. De fleste har et langt tættere forhold til eksempelvis deres tøj, boligindretning og smartphones, til Levi’s, IKEA og Apple, end til statsministeren, SF eller LO.

Det afhænger af tid, sted og komplekse mediale samspil, men brands fra det, der typisk opfattes som det politiske liv, klarer sig generelt dårligt i konkurrencen med andre brands. Det skyldes ikke mindst, at det politiske skuespil er forankret i det nationale og repræsentation, hvilket er utidssvarende og umuligt.

Udhulet repræsentation

Det politiske skuespil er ikke kun forankret i institutioner som partier og parlamenter, men er også viklet ind i en politisk figur med dybe rødder: nationalstaterne.

Rammen for den politiske repræsentation er det nationale, og de tilhørende stater er de mest fremtrædende institutionelle netværk. Politikerne repræsenterer nationens befolkning og forholder sig særligt til statens anliggender i forhold til andre stater.

Denne politiske konstruktion er blevet systematisk undermineret i de seneste årtier, hvilket medvirker yderligere til svækkelsen af de repræsentative politiske institutioner og identiteter.

På den ene side er der sket en fremvækst af overnationale relationer, og vi har oplevet en globaliseringsproces. I de moderne samfund i det 20. århundrede »åbnede deltagelse i fagforeninger, politiske partier og mere generelt sammenslutningerne i civilsamfundet nogle rum for det politiske liv« (Michael Hardt og Antonio Negri: Declaration, 2012), men repræsentation som et redskab for demokrati bliver radikalt begrænset i den aktuelle politiske kontekst, for »repræsentative systemer var primært konstrueret på det nationale niveau og bliver dramatisk undermineret med fremvæksten af en global magt« (ibid.). USA spiller eksempelvis en vigtig rolle i hele verden, men det er kun amerikanske borgere, der kan stemme i landet.

Bindeleddet til repræsentation bliver endnu svagere, når vi ser på globale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, og nærmest helt opløst, når vi ser på transnationale koncerner (Hardt & Negri: Multitude. War and Democracy ind the Age of Empire, Penguin Press 2004, side 271-2).

Svækkelsen af repræsentationen skyldes ikke kun historiske aflejringer, men også det forhold, at repræsentation kun fungerer inden for rammerne af et bestemt størrelsesforhold, som både globaliseringen og befolkningstilvæksten gør mere og mere virkelighedsfjernt: »Demokratiet står i dag over for et skalahop, fra nationalstaten til hele kloden« (ibid. side 236).

Hvis vi ser på den voksne befolkning i verden, så vil en overskuelig repræsentativ forsamling gøre repræsentationen af den enkelte borger så tyndslidt, at den nærmest er udvisket, når en valgt politiker skal repræsentere millioner af mennesker, så »når vi bevæger os fra det nationale til det globale niveau, underminerer springet i størrelsesordenen alle de gamle repræsentative modeller« (ibid. side 295).

Og hvad med den offentlige opinion og de meningsmålinger, der er afgørende for de nationale politiske skuespil? De har heller ikke regionale eller globale manifestationer, der blot kommer i nærheden af den sammenhængskraft og kontinuitet, der kendetegner de nationale kontekster.

På globalt niveau er der ikke en offentlig opinion, der kan gøre krav på hverken repræsentation eller demokrati.

I vores del af verden er EU et forsøg på at implementere noget, der minder om nationalstaternes repræsentation på et regionalt plan, men dette forsøg er præget af vedvarende demokratiske legitimeringsproblemer på grund af et nærmest totalt fravær af det, der trods alt giver de nationale parlamenter en vis sammenhængskraft, nemlig kontinuerlig interaktion gennem offentlig opinion, politisk debat og meningsmålinger.

Det store flertal af de europæiske befolkninger mangler ligefrem den basale viden og interesse, der er nødvendig for en meningsfuld forestilling om repræsentation, hvilket ikke mindst stemmetallene til europaparlamentsvalgene illustrerer.

Regionalisering og globalisering er dog kun den ene side af den svækkede repræsentation. Det nationale niveau bliver også udhulet af tilsvarende tendenser på undernationale niveauer. Det er så og sige ikke kun det ydre, der konfronterer det politiske skuespil, men også det indre i form af de øgede betydninger af lokale forhold.

På de lokale niveauer som i de danske kommuner er der repræsentative forsamlinger, der minder om de nationale parlamenter, men på trods af den mindre skala lider disse former for repræsentativt politisk liv under nogle af de samme strukturelle svagheder, som overnational repræsentation.

Det nationale demokratiske skuespil er simpelthen dominerende, og alle andre niveauer er sekundære. Også lokal repræsentation er præget af svigtende viden og indlevelse samt fravær af kontinuerlig deliberation.

Sammenfattende bliver politik medial gennem det repræsentative demokrati, der er nationalt forankret. Det politiske medie manifesterer sig som en politisk konsensus, der indordner sig under det økonomiske medie ved at være en konsensus om vareformen, dvs. om kapitalisme og økonomisk vækst.

Den politiske konsensus reguleres af en statistisk majoritetsfigur og er del af et veritabelt politisk skuespil, hvor det umiddelbare politiske liv er præget af konstante forandringer, spændende sager og stor dramatik. Intet forandrer sig, og alt forandrer sig. Det er to sider af samme sag og sammenføjede dele af det politiske liv for alle samfundets aktører.

Der er ingen, der står uden for det politiske skuespil, og dette er ikke blot et dække over et mere autentisk og betydningsfuldt politisk liv. Det politiske skuespil er tendentielt det politiske liv. Det politiske medie, virker dynamisk, ligesom det økonomiske medie ved at neutralisere indholdet og indoptage eksterne forhold.

Hermed forankres en struktur af institutioner og identiteter, der udgør en relativt stabil konfiguration, som aktørerne orienterer sig efter.

Det politisk-økonomiske mediale landskab er på den ene side fast og uforanderligt, men omvendt også amorft, glat og pluralt. Disse sider kommer måske bedst til udtryk i den mediale fordobling gennem brands, der helt overskrider moderne grænser mellem økonomi og politik, samtidig med at de er mere politiske end politik, i et samfund, hvor det repræsentative demokrati bliver systematisk svækket gennem udhuling af nationalstaterne både oppe- og nedefra.

Peter Nielsen er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitetscenter.

Teksten er et uddrag (kapitel 3) i Peter Nielsens bog Mediekomplekset, der udkommer på forlaget Frydenlund den 23. februar 2016.