Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Roman
8. marts 2016 - 0:05

Det kommer til at ske

Uddrag af Lone Aburas' nye roman: Den 14 årige enspænder og supernørd Henry har lige mistet sin mor, som har begået selvmord, og nu er han alene med sin grådlabile far.

De første måneder efter hændelsen fik jeg virkelig meget særbehandling. Jeg ved ikke, om Anna havde udstedt et dekret til hele skolen om, at de skulle være ekstra søde ved mig, for alle opførte sig helt sikkert anderledes end de plejede.

Lærerne sagde for eksempel alle sammen god morgen, Henry, godt at se dig. Også dem jeg ikke havde haft siden 2. klasse. Og eleverne, selv dem jeg ikke kendte, sagde hej og smilede forsigtigt og venligt, når vi passerede hinanden på gangen eller stod i kø ved juicemaskinen i fællesarealet. Og så var der Adam, der hver dag spurgte, om jeg havde lyst til at se en film eller spise aftensmad hjemme hos ham.

Hans far lavede en fråder baba ghanoush, men jeg sagde hver gang, at jeg ikke havde tid. Og så var der Alma, der genoptog sin stalkeradfærd ved at dukke op på biblioteket og sætte sig ved siden af mig med et blad. Hun var begyndt at gå med klap, hvilket var lige ved at få mig til at grine et kort øjeblik. En dag sagde hun uden at tage øjnene fra det blad, hun sad med:

Min moster har det ikke særlig godt, jeg ved ikke; hvad jeg skal gøre. Hun siger alle de her mærkelige ting. Jeg ved ikke…Hun spiser også en masse piller. Hun tav. Jeg ville gerne have sagt noget. På en måde var vi jo i samme båd. Men jeg anede ikke hvordan jeg skulle få det sagt.

Jeg havde det værre end nogensinde. Det var heller ikke hver dag, at en fra skolens mor blev trukket op af søen, livløs og allerede nedkølet. Hver gang jeg lukkede øjnene (det var især slemt om aftenen, når jeg prøvede at falde i søvn) kunne jeg se hende for mig gå ned ad gaden i sine nye denim-bukser. I stedet for at fortsætte gennem de elektriske skydedøre, der førte ind til Brugsen, gik hun i stedet ligeud og nåede ikke så lang tid efter til søen.

Så forestillede jeg mig hendes lig flyde og dreje sig. Fjerlet og vægtløst i det kolde søvand, indtil en tilfældig forbipasserende fik halet hende op. Jeg var også fritaget for at lave lektier, så det holdt jeg op med.

Alle var enige om, at det var synd for mig. Jeg kunne høre det i deres stemmer og på den måde, de så på mig på. Selv det at lave gruppearbejde i biologi, var anderledes. Det plejede ellers at foregå på den måde, at jeg stort set lavede alle opgaverne, mens de andre snakkede indbyrdes eller skrev beskeder på deres telefoner. Nu kunne Vito eller Samir finde på at spørge, om fotosyntese også kunne foregå om natten uden lys fra solen.

Normalt ragede fotosyntesens processerdem en fuck, men fordi min mor var død, var det hele vendt på hovedet.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det kun var et spørgsmål om tid, før de blev trætte af at tage hensyn til mig. Det var også udmattende hele tiden at blive behandlet som en tsunamioverlevende.

$Selv Anna, som jeg ellers altid godt havde kunnet lide, begyndte at gå mig på nerverne, fordi hun hver dag trak mig til side for at høre, hvordan jeg klarede det. Og hver gang fik hun det samme svar, som jeg aflirede som en forpulet huskeremse: Det går fint. Det er selvfølgelig lidt svært det hele. Men jeg snakker ret meget med min far. Det sidste var en lodret løgn. Jeg snakkede næsten aldrig med ham. For det meste lå han i sin seng med sin laptop på maven og så gamle westerns, mens han græd og spiste chips.  

Og begravelsen, ville Anna vide, da jeg mødte i skole dagen efter, skønt alle nok havde forventet, at jeg var blevet hjemme. Min mors tre søstre havde været der. Det var sjældent, vi så dem. De fik hele tiden nye mænd. Mine fætre og kusiner var nogenlunde på alder med mig, men vi kunne ikke finde ud af at tale sammen. De turde knap nok se på mig. De troede vel, at jeg ville bryde sammen. Men jeg græd ikke engang i kirken. Som om jeg var sociopat, og det ikke rørte mig det mindste, at min mor lige var død.

Det gik mig på, at jeg ikke var i stand til at græde. Især fordi min far var helt opløst. Men det sagde jeg ikke noget om til Anna. Under gravøllet, som foregik hjemme hos os, rejste han sig flere gange op og forsøgte at holde en tale, men han brød hele tiden sammen og satte sig rystende som et håndholdt kamera med hænderne for ansigtet og måtte til sidst føres op i soveværelset af en af mine mostres mænd med en cocktail af Diazepam og et glas Morgan-rom, hvorefter man sagde farvel.

Det var på en måde en lettelse, at de gik. Omend jeg nu var overladt til mig selv (min far lå ovenpå. Jeg kunne høre hans snorken helt ned i stuen), så ville jeg hellere være alene end at sørge sammen med nogle mennesker, som jeg jo dybest set ikke kendte. Men græde kunne jeg stadigvæk ikke.

Jeg forestillede mig alt muligt: snavsede og forhutlede gadebørn, der sniffede lim i sydamerikanske favelaer og børnesoldater i Congo. Samtidig følte jeg mig som et forfærdeligt menneske. Hvad var jeg for en søn, der ikke var i stand til at græde ved tanken om min egen mors død?

Hun ville aldrig mere komme tilbage, fortalte jeg mig selv igen og igen, men det virkede alt sammen forgæves. Og hvad hvis jeg var gået med hende den dag. Var det så overhovedet sket?

Efter at have vandret planløst rundt i huset og desperat forsøgt at fremkalde et grådanfald, tog jeg til sidst min fars computer og satte mig udmattet med den i skødet i sofaen for at prøve at gætte hans adgangskode.

Jeg forsøgte med Henry og med min mors navn og en lang række indskydelser, såsom mærket på hans yndlings chips, indtil computeren begyndte at kræve beviser for, at jeg ikke var i færd med at bryde ind.

Så opgav jeg og begyndte at nippe til de øl- og hvidvin sjatter, de voksne havde efterladt på det opdækkede bord, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at få ryddet væk. Det eneste min mors søstre havde gjort, var at tage min mors tøj med sig, inden de gik, med begrundelsen: Så behøver I ikke bøvle med det.

Mest af alt ville jeg ønske, at jeg kunne gå op og sove og ikke vågne foreløbig. Min hovedpine var ret slem.

Jeg slugte nogle Pinex, som jeg fandt i vores badeværelsesskab, og prøvede også, om jeg kunne finde nogle af de piller, man havde været så rundhåndet med at tilbyde min far, men de var der ikke.

I stedet gik jeg op og hentede min dyne og min hovedpude og bar det hele nedenunder.

Jeg havde ikke lyst til at lægge mig til at sove i min egen seng. Dels fordi mit værelse stødte op til soveværelset, og min fars snorken var lige så høj som et trykluftbor.

Men mest fordi det havde været direkte ubærligt det sidste stykke tid at vågne op på mit værelse og i få sekunder at have glemt, hvad det var, der var sket.

Hvis jeg i stedet sov på sofaen, ville jeg ikke vågne op på samme naive måde, var jeg overbevist om.

Så ville jeg øjeblikkeligt vide, at mit liv var forandret. At hun ikke længere ville komme tilbage.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce