Det her er Folkets!

Da jeg var lille fik jeg ofte at vide, at jeg var grim. Det holdt ikke op, da jeg blev teenager. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at være grim. Jeg barberede ben, da min fodboldtræner bemærkede mine hår på benene. Jeg fik langt hår, efter at en dreng fra 8. tog mig i skridtet i fællesrummet, for at tjekke om jeg nu virkelig var en pige. Jeg holdt op med at gå i hængerøvsbukser, da min bedste ven fortalte, at jeg altså ikke kunne score drenge, når jeg ikke gik i pigetøj. Jeg prøvede at tilpasse mig, bare sådan nogenlunde. Indtil jeg blev socialist. Åh det var så fedt! Ikke nok med at socialismen reddede mit liv og mit humør, så reddede den også min frisure…

Ud over socialismen fik jeg også fat i det med feminismen. Og ikke nok med feminismen, jeg blev også lesbisk! Den dag jeg opdagede, at jeg kunne have boxershorts på, blev den dag jeg kunne vinke farvel til følelsen af altid at være grim. Altså, ikke at jeg i dag ikke nogen gange kan se smadret ud. Men følelsen af at være eftertragtet som jeg er, at andre synes jeg er lækker, og at jeg ikke behøver at performe et køn for at føle mig i sikkerhed, kan jeg takke socialismen, feminismen og den venstreradikale bevægelse for.

Selvfølgelig kom der andre problemer ved at være lesbisk, kønsoverskrider og autonom. Men det føltes faktisk ikke så slemt at få bank af en bunke klamme heteromænd, når jeg vidste, at jeg bagefter kunne løbe op i Kvindehuset og blive trøstet og få toiletpapir i næseborene. At være en del af et fællesskab, hvor vi støtter hinanden, bakker hinanden op, forsvarer os selv og ikke går på kompromis med hvem vi er, har været altafgørende for min livskvalitet og mit liv i det hele taget.

Nu er det 10 år siden jeg sprang ud som homo, og 14 år siden jeg blev socialist. Min optimistiske tilgang til at kunne forandre verden findes endnu, men den har fået nogle skår i kanten.

At leve med bevidstheden om, at nogen vil slå mig ihjel, fordi jeg er, den jeg er, er hårdt at sluge. I starten accepterede jeg ikke det vilkår, men i årenes løb er realiteterne kommet snigende ind på mig. Jeg kan mærke det som en uro i kroppen, en vrede bag panden, men mest af alt som en frygt, der sidder på rygraden.

Den der irriterende stemme, der minder mig om ikke at holde i hånd i Indre By eller at lade være med at tage på cykelferie i Brandenburg. Når jeg vælger herretoilettet frem for dametoilettet for at slippe for kommentarerne, men alligevel knytter næverne, just in case, eller når jeg vælger ikke at læse nyhederne fra Pride-optog, der er blevet angrebet, fordi jeg simpelthen ikke tør. 

Men heldigvis har vi et fællesskab, hvor jeg føler mig tryg, og hvor vi hjælper hinanden. Vi har steder vi kan være, hvor jeg ikke tøver et sekund, når jeg springer ud som homo. Steder der er vores! Hvor vi måske ikke kan se os helt fri fra patriarkalske strukturer og andre undertrykkelsesstrukturer, men hvor der er vilje og plads til sammen at udfordre verden udenfor.

For en måneds tid siden kom så den dag, hvor jeg ikke sprang ud. Jeg blev så bange, at jeg ikke turde sige noget af frygt for at blive tæsket eller faktisk at dø. Det skete hverken i Rusland eller i Pisserenden, men på dørtærsklen til Folkets Hus. En machoidiot overfaldt en fyr, der var til fest, fordi han havde kysset med en anden mandlig festdeltager. Jeg stod tilfældigvis imellem dem, og mine seje venner reagerede lynende hurtigt og fik dannet en mur mellem den maskerede homofob og indgangen til festen. Derpå fulgte nogle minutter med diskussion. Ikke blot med overfaldsmanden, men også med nogle af dem, han hang ud med. Han sagde: "Det her er Folkets! De skal sku da ikke sidde og snave her. Det her er Folkets! Klamme bøsseludere." Selvom hans venner var enige med os i, at man ikke slås i Folkets Park, kunne de nu godt forstå ham: "De sad jo og snavede, og det er sku for ulækkert."

I minutterne hvor homofoben pustede sig op, gjorde sig klar til overfaldet, overfaldt den ene af dem som havde siddet og kysset i huset og bagefter gik rundt i gåsegang med maskering på, som om han ladede op til 2. omgang, var jeg sikker på, at nogen ville komme meget alvorligt til skade. Hvad enten han ville bruge kniv, slagvåben eller blot de bare næver, virkede han tilpas dedikeret til, at han ville være i stand til at gå hele vejen. 

Vi fik lukket festen og fulgte ham, der var blevet slået væk. Jeg gik ikke videre til fest, men hjem for at sove. Det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg følte mig totalt paralyseret. Jeg havde bare stået og set på et overfald, hørt på nogle vanvittige homofobiske tilsvininger og været så bange, at jeg ikke turde svare igen. Måske det er overdrevet, at jeg var bange for at dø, men jeg tror, det kommer af, at mine parader var sænkede. Jeg var jo i Folkets Hus - et sted, som vi kalder fristed. 

I dagene efter ventede jeg spændt på en reaktion fra huset. Det blev til et par svævende sætninger på deres facebook. De var kede af det...

Det er jeg også. Og jeg er skide træt af Folkets. Jeg er skide træt af alle de episoder mine queer-venner fortæller om - små og store oplevelser med sexisme og homo- og transfobi, som gør, at mange ikke bruger huset længere.

Jeg er skidetræt af, hvordan der på såkaldte fristeder som i Folkets Hus bliver set igennem fingre med sexisme og homofobi, i den tro at det gør projektet inkluderende og et sted for alle. Hvad fuck er det for noget pis? Hvor slemt skal det være, før huset lukker? Skal der være nogen, der dør, eller er det nok at ende på hospitalet? Skal det være et organiseret overfald, eller er det nok, hvis det er en enkelt idiot, der er tilpas stærk og voldelig? Og alle dem, der bare bliver væk i stilhed, dem der ikke tør holde deres partner i hånden, dem der kigger ned i jorden, tager hætten på og lyner jakken op, inden de går ind i parken - skal de bare vente til Folkets Hus en dag beslutter sig til at tage dem alvorligt?

Det er en vanvittig illusion at opretholde et fristed, når det kun er et fristed for heteroseksuelle og kønskonforme. Tænk engang at spille Banko og spise Søndagsbrunch et sted, hvor homoer weekenden forinden har tænkt, at de skulle dø. Hvor queers er blevet overfaldet, fordi de har siddet og kysset. Det er fandme usolidarisk, antifeministisk, antisocialistisk og en fejring af de heteroseksuelles privilegier! 

Hvis det her er Folkets, så er jeg ude. I kan lukke huset og bygge en Burger King - Det ville sgu være mere solidarisk.

Sille har skrevet teksten som enkeltperson, men er til daglig aktiv i Antifascistisk Aktion.