– eller Danmarks dysfunktionelle familie nr. 1. Jens Høvsgaard har gravet i kongehusets økonomi og forbindelser.
I begyndelsen af 2012 satte journalist Jens Høvsgaard sig iflg. egne oplysninger til at grave i kongehusets økonomi og forbindelser. Det var begrænset, hvor megen adgang han fik til at interviewe kongehusets stab, men ud af det er kommet en læsværdig bog.
Når man som denne skribent længe har været stærk modstander af fænomenet ’kongehus’ i både teori og praksis, får man rigeligt stof til at fodre sin modvilje.
Selv en midt-imellem småtvivler vil nok også hælde mere til at sætte minus ved de kongelige efter endt læsning. I og med at de fakta der bringes virker overbevisende, og der ikke forekommer at være mange overdrivelser og kun få gratis konklusioner i bogen. En del har man også hørt stumper af før.
Bogens perspektiv er de økonomiske forbindelser og deres implikationer. Normalt er det det udemokratiskee ved at have et arveligt kongedømme, der er fokus på. Det er ’forældet’ og tænk, de stakkels kongelige må ikke stemme.
Derudover kan man, som statskundskabsprofessor Tim Knudsen har skrevet om, også se det betænkelige ved at have et statsoverhovede, der hverken må ytre sig om noget af interesse eller blande sig i regeringsdannelsen.
Især er det demokratisk betænkeligt, at monarkens specielle status undergraver den klassiske tredeling af magten. I Danmark fik vi jo i 1901 en negativ form for parlamentarisme, iflg. hvilken regeringen ikke må have et flertal i folketinget imod sig. Når der ikke er et folkevalgt overhovede, der har noget at skulle have sagt, kommer den udøvende og lovgivende magt meget tæt på hinanden, især når der er tale om en flertalsregering.
Det har sin historie. I 1920 tog Christian d. X sin tilsyneladende grundlovsfæstede ret til at udnævne og afskedige regeringen bogstaveligt – en bestemmelse, der i øvrigt lever videre i 1953-grundlovens §14. Han vippede simpelthen den radikale regering Zahle af pinden efter strid om Sønderjyllandsafstemningen.
Det kom han ikke godt fra, og siden har monarken holdt sig i skindet og kun handlet per instruks i regeringsudnævnelser- og afskedigelser, faktisk af den, der skal udnævnes til statsminister.
Reelt er der herved et konstitutionelt vakuum. 1920-kongekuppets forløb gennemgås i bogen, toppet op med Margrethes orakelagtige kommentar (citeret fra en portrætbog) om, at Zahle ”havde ret, men han var ikke i sin bedste ret.” (s. 58). Nå ja, der står jo også i grundloven, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk (§2).
Disse overvejelser blegner, for det er slet ikke det, der er det reelle indhold i dag, hvor kongehuset er blevet symbolet på, at der er en dansk nation i vor internationaliserede tidsalder. Det bruges til at formidle dansk erhvervsliv og vores ypperste over grænserne og er selv blevet globaliseret.
Da Joachim hjembragte sin hongkong’ske forlovede, var der da også mange flommeord i den retning. Efterfølgende har udviklingerne internt og eksternt i huset mere vist, at vi har fået et godt nyt symbol, Danmarks dysfunktionelle familie nr. 1. Og hvad gør en dysfunktionel familie: den bruger konsum til at redde sig, som bedst den kan.
Strengt taget er det forbløffende nemt at finde ud af, hvad kongehuset og dets venner foretager sig, og hvordan de bygger hinanden gensidigt op. I et land, hvor få har for meget, og færre efter sigende for lidt, har de få med-for-meget gode indbyrdes forbindelser, så de kan sikre sig endnu mere eller i det mindste lidt dyrebar ære. Og den slags skal jo ikke holdes hemmeligt.
Kongehuset er nok en flok dyre venner, men hvad gør de villige og magthungrende nyrige og gammelfine ikke for en kammerherretitel? Og noget kors og bånd og stjerner og jagtselskaber.
Derudover mere end antydes det, at vennerne gennem deres finhed får nemmere ved at få deres fortolkninger af loven igennem offentlige instanser. Et eksempel er en LEGO-arvings indhegning af en dyrehave ved Vejen, hvor legitime indvendinger blev skubbet til side.
I grunden er Høvsgaard pæn ved kongehuset. Der er ikke gættet om skandaler, medmindre Alexandras mulige førseparationsaffære med Martin Jørgensen hører til sladder. Historien dækkes dydigt ind bag Ekstra Bladets tryksværte.
Forholdet til Mærsk forbigås i næsten tavshed - desværre. Heller ikke Danfoss-og-kongehus kommer der meget frem om. Til gengæld hører vi om mange andre artige sager og forbindelser til mere tvivlsomme erhvervsfyrster, der dog bliver droppet som sten, når de ikke længere klarer sig så godt.
Hvad man måske ikke var helt klar over allerede, er det danske kongehus’ hensynsløse brug af offentlige midler og ressourcer.
Dronningen rekvirerer militærhelikoptere for ligegyldige museumsbesøg i stedet for at lade sig transportere i en af sine komfortable biler eller sætte sig ind i sin specialdesignede kongelige DSB-salonvogn.
Kongeskibet, der ejes og vedligeholdes af staten, er bl.a. blevet brugt til at transportere prinsgemalen til Frankrigs kyst, for at han kunne deltage i en dragekapsejlads, som han havde medbragt folk til at sejle for sig. Alligevel kom prinsens båd her i 2012 ind som nr. næstsjok.
Huset synes ikke at have nogensomhelst sans for egne begrænsninger, ja, det engelske kongehus virker i den forstand ganske beskedent i sammenligning. Eller i hvert fald en smule mere forstående for, at det er krisetider.
De yngre er ikke bedre. Det gennemgås, hvordan Alexandra ved separationen blev listet ind som fortfarende offentlig affære på trods af, at hun ikke havde noget lovfæstet krav.
Derudover blev prins Joachim af venner hjulpet til at købe det standsmæssige hus og give den sum penge, som han iflg. ægtepagten skulle levere til prinsessen ved ægteskabets ophør.
Men bogen spekulerer ikke nærmere over, hvorfor hun i grunden havde magt til at få kongehuset til at makke ret – dog ved at det skubbede de årlige udgifter over på staten.
Visse venner i industri og landbrug vises at være lidt lurvede over for deres ansatte. Der gives eksempler fra Harboe Bryggeri, der skalter og valter med Skælskør. Også Frijsenborg, der samarbejder med Schackenborg i De fem Gaarde, bruger underbetalt østeuropæisk arbejdskraft – gennem mellemmænd naturligvis.
Kongehusets egen record som arbejdsgiver er heller ikke dadelfri. Da dronningen jo ikke kan stilles for en dommer, kan hun ikke indgå overenskomst.
Det bruges meget konstruktivt til at undgå ordentlige og ordnede forhold for de ansatte ved hoffet - især naturligvis dem af lavere rang. Poul Nyrup klemte muligheden for faglig voldgift som en lille kompensation igennem. ”Den danske model”. Nja.
Der gives et bud på, hvad de konge-rige koster de offentlige kasser, direkte og indirekte, nemt 500 millioner kr. om året inkl. PET beskyttelse.
Hvor meget kongehuset koster sine rige venner, gættes der ikke på. Herregud, er det ikke deres egen sag? Nej, det er det ikke, for kongehuset er om noget en levende product placement søjle.
Et af de mest stædige argumenter, der føres frem til de kongeliges forsvar, er, at de er gode til at sælge Danmark.
Man kan imødegå det på tre måder: 1) hvis kongehuset skulle hjælpe ”med at åbne døre”, ligner det jo faktisk almindelig korruption og magtmisbrug, 2) hvis denne døråbnervirksomhed ligefrem skulle have den ønskede effekt, ville det være tegn på, at produkterne ikke kan klare sig i den frie og lige konkurrence, som de trofaste kongehusstøtter ellers tror sådan på (modargumentet her er så, at ikke alle er lige så rene og pure som vi danskere ...), 3) man er af en helt anden politisk-økonomisk orientering og ønsker slet ikke at sælge det kapitalistiske Danmark.
For lad os indrømme det: kongehuset er blevet borgerligt i den forstand, at det er smeltet sammen med toppen af kapitalen og dens medie-celebrity kultur. Samtidig benytter kongehuset gennem sin sentimentale og klæge nationalisme og folkekirkelige gudsberåbelse en let moderniseret gammelmodig udtryksform, der giver det gode muligheder for at bevare loyaliteten blandt mindrebemidlede undersåtter.
Det skal vel indrømmes, at en stor del af den almindelige befolkning i uhyggelig grad lever sit liv per stedfortræder gennem kongehusets personer og gøremål. ”De kaster glans”...
At dronningen skulle være så interesseret i fru Hansen og hendes børnebørn (”det danske folk” eller ”danskerne”), der står og flager foran diverse slotte ved offentlige begivenheder, bliver der også stillet spørgsmålstegn ved i bogen. Jo, dronningen vinker da nådigt fra balkonen, men nogen dyb interesse i nærkontakt er der ikke.
Ved besøg rundt i landet kan dronningeparret ikke vente med at komme hen til vennerne. Besøg i de små kommuner hastes igennem, og det omendskønt de koster de klemte kommunekasser ganske artigt.
Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog, der er afpasset emnet. Dets lette ironi opnås ved at bruge det klichéfyldte sprog, der omgiver kongehuset, imod emnet selv og så fortsætte i billedsproget. Nogle gentagne karakteriseringer kan dog trætte lidt såsom ’brystpynt’ om ordner og ’madglad’ om prins Henrik. Lidt variation ville pynte. Men ved at udstille det sødladne sludder, der siges om kongehuset, får forfatteren det til at hvine i ens hule tand.
Bogens fejl er, at den virker lidt hurtigt skrevet og ikke særlig klar i dispositionen. Den springer frem og tilbage og når ikke hele vejen rundt. Det er dog en mindre anke, for der er stof nok, og bogen er behageligt konkret. Der er heller ikke særlig mange påfaldende fejl.
”Proletarer i alle lande, forener eder” er vist ikke fra Kapitalen. Max Foster fra CNN hedder ikke Forster, men jævnthen kan man ikke klandre Høvsgaard for ikke at have gjort sit arbejde. Han videregiver også i kopi en del dokumentation, så man nu har Alexandras og Joachims ægtepagt og andre aktstykker foran sig.
Desværre for Helle Thorning-Schmidt læser vi også hele hendes tale ved majestætens 40-års jubilæum. Det er ikke rart.
Høvsgaard gør ikke så meget ud af modstanden mod kongehuset. Det er dog iflg. en oplysning i bogen selv 23% (100% minus de 77% kongetro), der er modstandere af dette glorificerede rænkeværk.
Der var ved at gå panik i ledende kredse i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven, hvor temmelig mange følte sig til grin over at skulle stemme for ligestilling i en institution, der i den grad er bygget på ulighed og urimelighed. Jeg skrev et eller andet i den retning på min stemmeseddel. Det hjalp lige i øjeblikket.
En af de største misforståelser om kongehuset er, at det er uskadeligt og out of date. Tværtimod har samme hus formået at vise, at demokratiet i grunden er en svindende størrelse, og at det eneste af interesse er ’interesser’, de hårde økonomiske.
Det være for at tjene penge til sig selv og leve i sus og dus eller tilegne sig magt over andre. Kongehuset har brugt sin såkaldt upolitiske position og det faktum, at det er hævet over loven, til at hjælpe sine venner op på samme plan.
At kongehuset ikke må sige andet end små pudsigheder, bruges dermed til at dække over de lyssky forretninger, mange af vennerne holder på med underneden. Hvis dronningen kan aflede opmærksomheden fra skidtet, har hun jo gjort sin gode gerning.
Som er at befæste de nye kapitalstærke og hæve dem op til den moderne adel og således sikre, at få har for meget og flere får for lidt.
Helle Thorning sagde én rammende ting ved jubilæet: regenten er i pagt med tiden. Refeudaliseringens tid.
Jens Høvsgaard: "Det koster et kongerige - Bag om kongehusets penge og privilegier", Rosinante.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96