Det græske problem og det europæiske perspektiv

Efter de første seks, spektakulære måneder af Syrizas regeringsperiode vokser mængden af udtalelser og analyser af, hvad venstrefløjen kan lære af det græske eksempel.

Enhedslisten og partiets EU-ordfører Søren Søndergaard udsendte lige efter det græske parlaments tilslutning til diktatet fra trojkaen udtalelsen »Aftalen mellem euro-zonens ledere er et nederlag for den græske befolkning«[1] og på Modkraft har Enhedslistens Tobias Clausen givet sit bud i artiklen »Læren fra Grækenland«, 15. juli[2].

Desværre kradser de to bud på, hvad venstrefløjen kan lære, kun i problemets overflade og tager ikke fat i de underliggende problemer og strukturer eller i venstrefløjens mangel på europæisk perspektiv og initiativ.

Det samme gælder en udtalelse fra European Left, der er holdt i moralske vendinger.

I fortsættelse af Jan Helbaks svar på Tobias Clausens »Seks pointer efter græsk nej-sejr» [3] forsøger vi herunder til gengæld at råde bod på disse mangler.

Hvad betyder neoliberalisme konkret i EU og Grækenland?

For det første hvad betyder neoliberalisme konkret i EU efter 2008?

Det betyder helt konkret: Gældsbremse, budgetbalance og målrettet svækkelse af fagforeningerne og lønmodtagernes stilling i alle lande, som en udløber af EUs konkurrenceevnepagt med dens vægt på markante beskæringer af de sociale udgifter og radikale arbejdsmarkedslove.

Det betyder større handlekraft til EU-kommissionen og en magtforskydning til medlemsstaternes regeringer og svækkelse af den lovgivende magts indflydelse.

Det betyder handelsaftaler, der svækker staterne og benhård konkurrencepolitik på verdensmarkedet.

Det betyder medlemsstaternes frivillige forskydning af magten til kommissionen, der med aftalerne om Det europæiske Semester og Two-pack har retten til at supervisere de nationale parlamenters finanslove og korrigere disse.

Kort sagt institutionel styrkelse af kapitalen og dennes vækstbetingelser på samfundenes bekostning.

Trojkaens formynderiske intervention overfor Grækenland adskiller sig kun herfra i grader, ikke i princip.

Man kunne også nævne EU’s nye udbudsdirektiv og andre begrænsninger af regeringernes og kommunernes selvstændighed. Hvilket i Danmark som i Tyskland formuleres som den »nødvendige politik«. Hvad det vitterlig også er, fordi regeringerne gennem EU besluttede sig for at redde hele finanssektoren ved at overføre bankernes samlede, dårlige gæld og udlån til regeringernes ansvar, hvilket er identisk med at forvandle privat gæld til offentlig gæld og dermed til skatteydernes problem – verdenshistoriens største tyveri.

På den måde fik finansmarkederne, da Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Irland ikke kunne klare gældspådragelsen, frit spil til at spekulere mod disse landes statsgæld og statsobligationer. Der er her ikke blot tale om en ulyksalig, men også uafvendelig konsekvens af kapitalmarkedernes dominans.

Det var et helt bevidst træk for at opretholde presset på nationalstaternes politiske system og alle lønmodtagere og på den anden side gøre regeringerne immune overfor pres fra borgerne, dvs. disciplinere samfundslivet i kapitalens interesse.

Her hjemme lød det i en kort periode fra Enhedslisten og andre dele af venstrefløjen, at bankerne skulle nationaliseres – men også kun kortvarigt. Siden har det tema ikke været fremme.

Landenes regeringer kunne, hvis man ellers havde villet et opgør med finansmarkederne og deres udnyttelse af eurokonstruktionens svagheder, have gennemført flere af de forslag, som allerede blev formuleret omkring Maastricht-aftalen og senere Edinburgh-aftalen.

Disse forslag gik i al sin enkelthed ud på i tilfælde af valutaspekulation eller skatteunddragelse, at forbyde handler i andre valutaer end i det, der dengang hed ECU’en.

Muligheden for et opgør med dollarens dominans, der siden 1973 havde påført Europa konstant valutauro og spekulation, blev også luftet. Det ville selvfølgelig have krævet en politisk overbygning i EU, hvilket både i 1992 og i dag ikke er i den europæiske kapitals interesse, idet det til enhver tid åbner muligheden for »fjendtlig« politisk regulering og indgreb i kapitalbevægelser m.m..

På det tidspunkt og op gennem 90’erne diskuterede man også seriøst udligningsmekanismer, et større EU-budget og politisk kontrol. Diskussionen blev bl.a. ført i forhold til Delors-planen[4], der banede vejen for euroens indførelse.

Det er således alt for nemt og i øvrigt ganske intetsigende blot pr. refleks, når venstrefløjen henviser til begrebet ’neoliberalisme’ og så mene, at man har sagt noget vigtigt. Det er netop i politikkens generelle og grænseoverskridende indhold og konkrete, nationale implementering, at grundlaget for en kollektiv modstand skal findes.

Når eksempelvis de danske regioner skal skære ned på sundhedspersonalet på grund af for dyr medicin, hænger det sammen med de begrænsninger, der ligger i flere aftaler, som regeringslederne herunder de danske har indgået i EU.

Os bekendt er der indenfor det sidste år ikke nogen anden større politisk transeuropæisk kraft ud over Den europæiske Fagforeningssammenslutning, ETUC, der har forsøgt at etablere en samlet modstand mod denne udvikling og samtidig forsøgt at formulere et alternativ. Hvad har resultatet været? At forsøgene på at opbygge en grænseoverskridende mobilisering mod austerity-politikken har haft ringe tilslutning, fordi kun meget få på venstrefløjen og i de nationale fagbevægelser har grebet udfordringen – og muligheden.

Resultatet er nu, at fagforeninger og socialdemokratier og venstrefløj i stedet kæmper for at holde skindet på næsen nationalt.

I de store offentlige diskussioner er der stort set ikke andre kræfter end ETUC og forskellige tænketanke, der beskæftiger sig strategisk med, hvordan magtforholdene i EU skal ændres og hvilke institutioner, der skal ændres. Hvordan udligningsmekanismer kan opbygges og politisk kontrolleres.

Fra 2008, hvor de neoliberale kræfter var dybt kompromitteret og frem til nu, har venstrefløjen, socialdemokratierne og fagforeningerne rundt om i Europa ved deres strategiske passivitet gjort det muligt for de neoliberale kræfter at genvinde en ellers kompromitteret styrke, fordi ingen forsøgte at formulere et udfordrende alternativ.

Der blev godt nok demonstreret og kæmpet rundt om, men over hele linjen kom det ikke videre end til protesterne, og det er stadig tilfældet. Den virkelighed er Grækenland en del af, og  diskussionen af Grækenlands fremtid kan ikke hives ud af den sammenhæng.

Grækenland var fallit længe før sin indtræden i euroen

For det andet var Grækenland på fallittens rand længe før indtrædelsen i euroen, og alle - ikke mindst den tyske regering - vidste, at landet overhovedet ikke havde økonomisk kapacitet til at deltage.

Landet har været misrøgtet og afindustrialiseret over en periode på mere end 30 år. Siden begyndelsen af 1980’erne har man i Grækenland kæmpet om en skattereform, der bl.a. skulle effektivisere skatteinddrivelsen og gøre beskatningen mere socialt retfærdig, uden at nogen regering virkelig ville konfrontere oligarkiet og gennemføre en sådan helt nødvendig skattereform.

Der blev også fra kompetent hold[5] gjort opmærksom på, hvordan euroen ville bryde sammen, hvis flere lande blev tvunget til »indre devaluering«[6], og hvad der skulle til for at skabe en levedygtig euro, selv om de forskellige nationale markeder og produktionsstrukturer skulle udvikle sig forskelligt.

Hvad gjorde venstrefløjen? Man overlod i store træk diskussionen til de borgerlige økonomer og udbredte ikke kendskabet til euroens strategiske betydning – den europæiske kapitals brug af euroen som redskab i den »negative integration«[7], der har været linjen siden vedtagelsen om indførelse af EU’s indre marked. Dvs. de herskende klasser og den politiske og intellektuelle elite blev aldrig udfordret.

Imens fik bankerne derimod rig mulighed for at benytte sig af eurosamarbejdet til at skovle ubetalelige lån ud i alle verdenshjørner velvidende, at euroen ikke ville få lov til at bryde sammen koste, hvad det koste ville.

Euroen er kernen i EUs nye magtstruktur med Tyskland som centrum, og hvor den politiske overbygning alene skal udvikles som svar på kapitalproduktionens og markedernes udvikling, således at kapitalens klasseherredømme aldrig kommer i fare.

En opløsning af denne struktur vil medføre kaos i Europa, og den europæiske kapital vil gøre alt for at fastholde eurostrukturen, selv om der er indbyrdes modsætninger på kryds og på tværs, men først og fremmest mellem de to hovedkræfter Tyskland og Frankrig.

På nuværende tidspunkt sker denne fastholdelse ud fra defensive rationaler, men på længere sigt som det nødvendige udgangspunkt i magtkampen om en ny, kapitalistisk verdensorden til afløsning for den nuværende, hvis langsomme svækkelse skaber kaos og konflikter overalt i verden.

Så det græske eksperiment skulle ikke have lov til at lykkes. Det græske gældsproblem kunne allerede i 2010 være løst uden de store virkninger for den europæiske økonomi. Men det var de ledende kræfter i EU ikke interesseret i.

Man havde brug for et potentielt falleret medlemsland som skræmmeeksempel og omdrejningspunkt for en nyformulering af austerity-politikken. Muligheden af en anden vej ud af krisen skulle lukkes helt ned.

Hvorfor mon man lige netop valgte at kaste sig over Grækenland og ikke et af de andre lande? Fordi Grækenland overhovedet ikke var i en situation, hvor man kunne forsvare sig selv. Landet er så tilbagestående industrielt og strukturelt, at det ikke vil kunne klare sig alene uden som afhængig stat. Det har man vidst hele tiden.

Derved blev presset øget på de andre gældsplagede lande, der havde bedre chancer for at klare sig alene. Den nådesløse linje overfor Grækenland handler hverken om ydmygelse, arrogance, hævn osv., men om på bedste militær vis at slå til mod det svageste led indenfor EU’s samlede magtstruktur.

Det ville ikke på samme måde være lykkedes at køre en lignende hetz mod Spanien, Portugal, Italien eller Irland. Grækenland var lettere at redde end de andre lande, men det var også bedre egnet som aleuropæisk symbol på dovenskab, skørlevned og tilbageståenhed. Alle kvaliteter, der kunne berettige de andre eurolande til at handle formynderisk og redde grækerne fra sig selv.

Nøjagtig den stemning og de følelser, der er trængt dybt ind i bl.a. den tyske og danske arbejderklasse: Alle syd for Alperne er dovne, tyvagtige og mafiøse. Og uden det bliver sagt højt så gælder det også alle øst for Elben og vest for Rhinen.

Derfor er det så vigtigt for bl.a. Danmarks Radio og andre europæiske medier hele tiden at bruge samleudtrykket ’grækerne’. Som om det er grækerne i almindelighed, der har snydt og bedraget – et folkegenetisk træk – og ikke de herskende klasser i Grækenland og finansverdenen udenfor.

En meget stor del af den græske befolkning har ikke været i nærheden af muligheden for at udvise ’uansvarlig adfærd’ i tysk forstand – den lever næsten udenfor staten, der i øvrigt er yderst svag og næsten aldrig har været i stand til bare at opkræve det, der ligner skat.

Ikke desto mindre skal den del af befolkningen alligevel bøde for de øvre klassers tyveri fra fællesskabet.

Ovenstående betragtninger understøttes af Podemos’ generalsekretærer Pablo Iglesias, der i sin artikel »Podemos strategi«[8] skriver, at Podemos har en anden strategi, fordi Spaniens økonomi udgør ca. 10% af eurozonens bruttoprodukt, mens Grækenlands andel udgør ca. 2 %.

Som følge heraf har Podemos et helt andet manøvrerum og vælger derfor en anden strategi end den græske: Man vil ikke rejse gældsspørgsmålet før eurozonens budgetaftaler er blevet reformeret.

Om den linje så har nogen gang på jorden, er et helt andet spørgsmål, som vi ikke skal behandle her. Der er i øvrigt også visse tegn på, at formuleringerne kan være til ære for tilnærmelserne mellem Podemos og større grupper indenfor PSOE – Spaniens socialdemokratiske parti.

EU er ikke problemet

For det tredje er det ikke EU, der er problemet. Det er EU som samlingsorgan for den forenede, europæiske kapitalisme og de reaktionære regeringer i Europa indenfor en given, men også meget skrøbelig magtstruktur.

Det var således ikke Syrizas’ strategi med at blive i EU og indenfor euroen, der er problemet, men at Syriza som stort set hele venstrefløjen ikke havde en konkret strategi for et demokratisk og socialt opgør med det EU, institutionerne, eurokonstruktionen og de politiske prioriteter, som vi i dag kender som det europæiske kapitals »fællesrepræsentant« og ikke havde en politik for, hvordan kræfterne i arbejderklasserne skal forenes om bekæmpelse af f.eks. gældsbremsen, den autoritære centralisering, svækkelsen af de faglige organisationer og de stærkt forringede arbejdsvilkår og marginaliseringen af meget store områder i Europa.

Derved kunne hele denne omfattende, strategiske problematik sløres af, at fokus blev reduceret til spørgsmålet om den græske gældsproblematik og »indenfor-udenfor euroen«.

Syriza havde helt bestemt nogle ganske få overordnede formuleringer om et andet Europa uden austerity. Men så var det også det, og disse formuleringer nåede i hvert fald ikke frem til offentligheden i det øvrige EU.

Så i virkelighedens verden var der kun tilbage, da Syrizas splittelsesstrategi i forhold til statsledernes anspændte magthierarki allerede faldt sammen den 20. februar, krampagtigt i retræten at dyrke diplomatiet og spektakulært spille på de interne modsætninger mellem statslederne og institutionerne.

Men det rækker jo ikke langt, når den græske befolkning og de europæiske lønmodtagere blev koblet af, hvad der svækkede Syriza og regeringen og gav de samme ledere og institutioner ro til at starte en enormt effektiv smædekampagne og mobilisere deres befolkninger bag sig i bestræbelserne for at smadre Syriza og ethvert oprør mod austerity.

Herhjemme er der ingen, der eksempelvis har forbundet overenskomstkampens strategiske punkter (den finansministerielle Moderniseringsstyrelses funktion og Kommunernes Landforenings strategioplæg, der begge flugter med konkurrenceevnepagtens fordringer), økonomistyringen af kommuner og amter, finanslovsforhandlinger med de fælles anliggender i EU.

Indtil videre har Enhedslisten ikke i de mange by- og regionsråd formået at koble EU og de lokale nedskæringer sammen for på den måde at føre klassekampen direkte ind byrådssalene.

Vi har ikke set mange udtalelser om at realisere ETUC’s forskellige opfordringer. Vi har heller ikke set det i andre lande bortset fra, når man har nævnt dem på European Lefts utallige konferencer.

Til gengæld har vi via Transform-samarbejdet set, hvor mange møder, de forskellige venstrefløjsledere har deltaget i, hvor de ikke er kommet med andre bud end solidaritetsmanifestationer og mekaniske sammenkædninger af Syriza og Podemos og så selvfølgelig den obligatoriske harceleren mod neoliberalismen og den voksende ulighed.

Uden mobilisering, ingen kraft

For det fjerde. Hvad kan en Syriza-regering gøre i den aktuelle situation, når den samtidig i et storstilet og næsten uigennemsigtigt spil vælger at konfrontere de ledere, som sidder på Europas pengekasse uden at mobilisere de græske masser og forsøgsvis formulere et Europaprogram?

Den kan ikke gøre andet end indlede en retræte, som det skete med den reelle accept af alle Trojkaens betingelser i juli måned og lade som om, man herigennem dæmmer op for endnu værre kreditorkrav og samtidig advarer mod Grexit.

Og hvad kan Venstreplatformen i Syriza gøre andet end at kritisere Tsipras-flertallet for knæfaldet og formulere et omrids af et alternativ, der kan blive aktuelt ved en mulig splittelse af Syriza[9].

Ganske vist har tidligere finansminister Varoufakis efter afstemningen i det græske parlament, hvor man tilsluttede sig memorandummet, fortalt, at regeringen i al hemmelighed arbejdede på en plan B, hvad angår en parallel valuta, hvis likviditeten fra ECB tørrede ud.

Men at de ressourcer, man afsatte til en eventuel udførelse af planen, var fuldstændigt utilstrækkelige, sandsynligvis fordi man ikke turde løbe risikoen, fordi planens heldige gennemførelse helt afhang af en mobilisering af befolkning, parti og fagforeninger og formentligt ville have krævet at de væbnede styrker og politiet holdt sig i ro.

Men det flytter jo ikke det store, når der i det store og hele ikke er blevet offentliggjort og massekommunikeret alternativer fra valget i januar og så frem til nu. Det hjælper heller ikke meget, som nogen gør, at tale om de mange netværk[10]. Disse netværk består jo af mennesker, og disse mennesker tilhører forskellige klasser, sociale grupper, forskellig politisk observans, forskellige interesser osv.

Hvad har disse netværk skulle samles om? Hvad skal de samles om nu? Hvilken rolle har de spillet i at opbygge et pres ind i parlamentet og på Syrizas beslutninger? Ikke det store.

Tværtimod er der foregået en demobilisering siden 2012, og den var faktisk fremherskende, da Syriza vandt valget. Og der er ikke sket en reel genmobilisering efter valget.

Det hele er blevet til en kamp mellem regeringen og den europæiske elite og de store kapitalistiske institutionelle magter, samt indenfor Syriza mellem de forskellige fraktioner.

Udenfor Grækenland har det været mere end vanskeligt at få et indblik i, hvad der reelt er foregået, hvilket har gjort det relativt let for magthaverne i EU at beskylde den græske regering for tillidsbrud mv., fordi den samme regering ikke løbende har leveret uigendrivelige beviser for det modsatte og forsynet de andre landes arbejderbevægelser med de nødvendige modbilleder – modoffentlighed.

Der er med andre ord ikke opbygget en sammenhængende front med klare krav og et politisk perspektiv tilstrækkeligt konkret og med relevante fællesnævnere til at kunne forene de forskellige klassekræfter og interesser.

Den nu forhenværende energiminister Lafazanis fra Syrizas Venstreplatform og den økonomiske rådgiver Milios har forsøgt at fremføre disse synspunkter flere gange bl.a. i forbindelse med privatiseringerne. Men meget mere er det ikke blevet til i den europæiske offentlighed.

Det har eksempelvis betydet, at kræfter (PASOK og KKE), der er modstandere af regeringen, har haft relativt frit spil til at puste til modsætningerne mellem de privatansattes fagforeninger og de offentligt ansattes fagforeninger og mellem middelklassens forskellige professioner og de almindelige lønmodtagere og småhandlende.

Disse modsætninger har bl.a. det græske kommunistparti KKE udnyttet, og derfor har netværkene været forholdsvis svage.

I Syrizas Thessaloniki-program[11] taler man om investeringsprogrammer, et helt nyt skattesystem, begrænsninger af kapitalbevægelser, oprettelse af en investeringsbank til støtte for de små og mellemstore virksomheder samt bøndernes omorganisering af produktionen.

Disse centrale punkter er stort set ikke blevet diskuteret og forklaret og ikke mindre vigtigt »oversat til den europæiske offentlighed«. Det hele kom i stedet til at handle om gælden, selv om netop de samme temaer, der indgår i Thessaloniki-programmet, også er aktuelle på den spanske højslette, i Syditalien, i Vestfrankrig, i Portugal, i det nordlige Storbritanien osv.

Men Syrizas ledelse tog aldrig fat i at prøve at virkeliggøre programmes punkter endsige udfordre den europæiske fagbevægelse på praktisk støtte.

Hvordan svækker man mest effektivt det europæiske borgerskabs magt?

For det femte kommer man ingen vegne i den stående diskussion uden at have besvaret spørgsmålet om, hvordan man mest effektivt svækker det europæiske borgerskabs magt og ikke mindst dets handlekraft.

Gør man det ved at gå efter EU’s opløsning eller ved at gå efter et opgør med det nuværende EU, herunder den nuværende eurostruktur og de politiske hovedspørgsmål?

Helt konkret må man besvare følgende: Hvad vil der ske, hvis EU glider ind i en opløsningsproces? Vil de nationale borgerskaber søge forskellige alliancer og mobilisere deres arbejderklasser og middelklasser bag disse nye alliancer?

Vil f.eks. Danmark sammen med Finland og Holland søge mod en alliance med Tyskland som anker? Selvfølgelig er det scenarie nærliggende, og de respektive arbejderklasser vil være tvunget til at redde, hvad reddes kan indenfor den ramme.

International solidaritet eller bare europæisk solidaritet vil være et eksklusivt eksperiment, især når alle offensive muligheder ikke er afprøvede, fordi de blev udelukket på forhånd.

Så i stedet for at diskutere spørgsmålet abstrakt og ideelt, kræver det en helt anden nøgtern analyse at formulere en EU-strategi for den europæiske arbejderbevægelse.

En defensiv politik, hvor Syriza som parti erstatter massemobiliseringen og internt skændes om en statsbankerot som mulig strategi, er en livsfarlig blindgyde, hvis ikke arbejderklassen i Grækenland er forberedt på en sådan bankerot, og resten af den europæiske arbejderklasse og arbejderbevægelse er bevidst om, hvorfor en bankerot har været nødvendig som alternativ til historierne om, at det i givet fald vil være skatteborgernes penge i de andre eurolande, der er tabt.

Men det er ikke der, vi står nu. Og det kan godt være, at Tsipras-regeringen befinder sig i et Catch 22, og vi politisk strategisk kan støtte Venstreplatformen, men vigtigere er det, at venstrefløjen i Europa og i fagforeningerne vrister sig løs af det snævre fokus på Grækenland og påtager sig opgaven at diskutere, hvad der videre skal ske i EU og samtidig gennemfører en tilbundsgående kritik af det græske eksperiment.

For tag nu blot England, hvor de konservative har stor støtte i arbejderklassen bag et regeringskrav om et løsere forhold til EU, hvor England skal have særrettigheder. Her er man fuldstændig lige glad med arbejderklasserne andre steder i Europa.

Den vej vil flere andre reaktionære partier ty til i bestræbelserne for at inddæmme de højrepopulistiske strømninger, der vinder voksende indflydelse over hele Europa, af pinden.

Er der andet strategisk svar på denne udvikling end at formulere en sammenhængende strategi for de europæiske lønmodtagere, der formår at skabe et fællesskab?

I vores optik er svaret nej, fordi et sammenhængende EU-alternativ er den største udfordring for et modsætningsfyldt, europæisk borgerskab, der alene holder sammen, fordi udsigten til det modsatte er værre, og alene kan holde sammen, fordi man ikke udfordres af en europæisk arbejderbevægelse, der som eneste kraft ønsker at drive unionsprojektet fremad i et mangesidet politisk opgør med den nuværende reaktionære og uholdbare neoliberale konstruktion.

Europa som kampobjekt

For det sjette og sidste har Grækenlandsproblemet re-aktualiseret det europæiske spørgsmål som historisk kampprojekt og politisk strategi.

Ikke siden sammenbruddet i 3. Internationale under bolsjeviseringen[12] har venstrefløjen formået at formulere internationalismen som konkret projekt på europæisk grund. Det blev kapitalens projekt at genopbygge og samle Europa.

Imens brugte socialdemokrater og delvist kommunister det meste af deres energi på at opbygge nationale velfærdsstater, der målt med historiens alen fik en meget kort levetid – lige præcis så længe, de bidrog til at fremme kapitalens akkumulationsproces.

Enden indtrådte i slutningen af 1970’erne. Siden har de to hovedtendenser i arbejderbevægelsen været i defensiven og overladt arbejderklasserne til de forskellige borgerlige og populistiske tendensers indflydelse og de herskende klassers genopbygning af kapitalismen og af klasseherredømmet.

Det er i Europa sket gennem øget integration under tysk dominans siden genforeningen af Tyskland - en dominans der først og fremmest henter sin styrke i den europæiske storkapitals støtte til magtstrukturen.

Krisen i 2008 satte for første gang i mere end 50 år for alvor spørgsmålstegn ved denne udvikling, dens ideologi og gavnlighed for de europæiske samfund.

De herskende klasser var rystet helt frem til 2010, hvor de efter at have set, hvor svag modstanden egentlig var, tog fat igen og brugte »gældskrisen« som afsæt for nye angreb og nye planer for udformningen af fremtidens klasseherredømme, både som økonomisk system og som stat.

I den sammenhæng er det dog misvisende og mystificerende at vedblive med at tale om EU som en ting/som en entitet – en monolit. Det er EU ikke.

EU er et kompleks af institutioner, økonomier og en proces/procedurer, som skal fremme den transnationale kapitals interesser og fungere som politisk og kulturel enhedsfront for de herskende klasser repræsenteret gennem regeringerne og statslederne.

EU’s politiske struktur og funktionsmåde samler og formidler på en modsætningsfyldt måde de herskende magtstrukturer i Europa og indenfor de globale magthierarkier, hvor de enkelte statsledere, regeringer og nationale herskende klasser kan deponere deres svindende magt og optræde i en enhedsfront i stedet for.

Hele forløbet fra 2011 til den nuværende krise i Grækenland både beskriver og udkrystalliserer denne udvikling hvad angår institutioner og procedure.

(Se eksempelvis den aktuelle konflikt mellem de 19 eurolande og den 28 eurolande, hvor førstnævnte eller dele af førstnævnte gruppe ifølge de nye stemmeregler i Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2014, gennem »kvalificeret flertal« kan påtvinge de øvrige medlemslande beslutninger. F.eks. anvendelse af European Financial Stability Mechanism (EFSM) til at finansiere den sidste kortfristede gældspakke til Grækenland på trods af protester fra bl.a. England og Danmark).

EU’s opbygningsfase og dannelse af billedet af EU som en monolit falder sammen med en lang vækstperiode og opbygningen af og senere den gradvise nedbygning af velfærdsstaten. Det er først den nuværende krise, der for alvor vender vrangen ud på EU og viser, hvor skrøbelig konstruktionen er. Det er præcist det, som de højrenationale kræfter fornemmer og udnytter.

I det spil skal vi lige huske, at alle pagterne, der er indgået i EU fra 2011 til 2013, ikke er omhandlet af EU’s grundlæggende jura. Det er mellemstatslige aftaler – altså gennemført af statslederne, hvilket blot bidrager til EU’s samlede skrøbelighed og handlingstræghed.

Derfor må Trojkaen og de bagved stående, ledende regeringer også handle ualmindeligt hårdt og rigidt overfor et hvilken som helst kætteri. Kort sagt indeholder de europæiske herskende klassers og magtelitens nye og voldsomme offensiv så mange modsætninger, at den konstant truer med at rive den skrøbelige EU-konstruktion fra hinanden.

Det er i dette grundlæggende konfliktfelt, at den europæiske arbejderbevægelses reelle mulighed for at modgå kapitalens offensiv ligger.

Men hvor svag EU-konstruktionen end er, er integrationen både politisk, økonomisk, militært og kulturelt så fremskredet, at alle medlemslandene i dag vil lide under en opløsning eller større svækkelse. Både internt i Europa, men også på den globale scene.

Derfor rejser internationalismen og en internationale sig igen som et aktuelt og påtrængende problem. Det indre marked eksisterer. Alt i Europa bygger på det indre marked og kræfternes fri bevægelighed.

Heroverfor hjælper den nationale kamp mod social dumping ikke stort. Tværtimod animerer kampen til animositet overfor bl.a. polakker og andre østeuropæere. Det gælder modstanden mod »velfærdsturismen« osv. Alle disse defensive, nationale værnsforanstaltninger svækker de nationale arbejderbevægelser fra gang til gang og fra sag til sag.

Det bliver til »os« (den nationale enhed) mod »de andre«, og for hver ny lov kommer realiseringen af en faglig internationale i Europa endnu længere væk, og grundlaget for højrenationalismen styrkes tilsvarende.

Så uanset hvor vanskeligt, det må forekomme at formulere en strategi og en konkret politik for et demokratisk og socialt Europa, og uanset hvor vanskeligt det er at forestille sig et tæt og forpligtende samarbejde hen over grænserne, så er der i dag ikke mange andre muligheder, hvis ikke arbejderklassen i mange år fremover skal bære byrden for kapitalens reorganisering og genopbygningen af dens klasseherredømme.

Derfor er det så vigtigt ikke at lade sig paralysere af det tilsyneladende stærke magtopbud, som den tyske regering har stået i spidsen for overfor den græske regering og de andre gældsplagede lande.

Til forskel fra tiden for 3. Internationale – i midt-1920’erne - består Europa i dag de facto som en integreret union. Det er ikke længere en propagandistisk utopi, men en kapitalistisk realitet.

I vores optik er der som følger heller ikke plads til abstrakte standardforestillinger. Hvordan forestiller man sig i øvrigt et opgør med de herskende klasser i USA og Canada, hvis venstrefløjen derovre ikke kan formulere et sammenhængende projekt og en strategi for at samle de mange indbyrdes stridende arbejderklasser og andre undertrykte grupper?

Bortset fra det nationalistiske hysteri som bindemiddel og USA’s selvforståelse som noget enestående, hvad har arbejderne i øst og nord så til fælles med arbejderne i Kentucky? Hvad har hvide arbejdere til fælles med de sorte og latinoerne?

Hver især forsøger disse undergrupper indenfor arbejderklassen at hytte deres eget skind. Nøjagtig som arbejderne i EU’s medlemsstater.

De herskende klasser i USA har kunnet smadre fagforeningerne i stat efter stat, uden der har været en bred modstand, der samlede det meste af den amerikanske arbejderklasse.

Det samme er sket i EU. I fagbevægelsen og på venstrefløjen råbte man op om de tyske Hartz IV arbejdsmarkedsreformer (læs: nedskæringer) som skræmmebilleder, men mente samtidig, at lovkomplekset var noget enestående tysk, som nok ikke ville få den store udbredelse. Det kom til at gå modsat.

Hele indfasningen af Hartz-lovgivningen danner nu model for konkurrenceevnepolitikken vedtaget i 2012 som en del af austerity-politikken. Venstres Claus Hjorth-Frederiksen sagde det lige ud for nogen år siden: »Vi ønsker svenske skatter og tyske lønninger.«

Så for at komme ud af den blindgyde, som Syriza-regeringens retræte har ført hele venstrefløjen og arbejderbevægelsen i, må vi gennemføre en hudløst kritisk analyse af, hvad der er sket op til og efter valget i Grækenland i januar og frem til i dag.

Det gælder også en kritisk analyse af de forskellige fremlagte strategier - vel i hovedtræk EU-strategien og Grexit-strategien.

Den kritiske analyse og dens udbredelse skal først og fremmest have til formål at fjerne den defensive forestilling, der er ved at brede sig blandt de store lønmodtagergrupper i Europa: At der ikke findes noget reelt alternativ til kapitalens reorganisering af Europa.

Men vi vil samtidig opfatte de kritiske analyser som uinteressante, hvis ikke de samtidig kan forbindes med et europæisk perspektiv, der er så konkret, at det kan formuleres og propaganderes i de respektive medlemslande.

I den sammenhæng er Syrizas Thessaloniki-program faktisk interessant.

Som mange har nævnt, er programmet hovedsageligt et keynesiansk inspireret genopretningsprogram. Det er også det, der er brug for i resten af Europa, hvis det vel at bemærke kobles med et perspektiv for en demokratisk og social omdannelse af hele EU-konstruktionen.

Det er heri og kun her, at de nationale genopretningsprogrammer kan hente den klassedynamik, der er nødvendige for at stoppe og trænge den nye, neoliberale offensiv tilbage.

Derfor er det heller ikke uvæsentligt at fremhæve det faktum, at hvis Syriza havde gjort alvor af det projekt, som Milios allerede formulerede i efteråret 2014, nemlig at føre Thessaloniki-programmet ind i et strategisk perspektiv for et alternativt, socialt og demokratisk EU, ville programmet have ændret politisk karakter med det samme både strategisk og praktisk.

Det ville både have givet valgsejren en større tyngde i hele Europa og ændret på vilkårene for at forhandle nye gældsaftaler i hus – ikke bare for Grækenland, men også for de andre gældsplagede lande, hvor de brede lønmodtagergrupper betaler prisen for de store låneprogrammer.

Hvis man havde lagt Milios’ linje til grund for valgsejren og regeringsprogrammet, skulle Thessaloniki-programmet selvfølgelig have været »oversat« – altså formidlet og tilpasset – til samtlige EU-lande som et differentieret, fælles program.

Der skulle have været stillet krav om en kombination af ETUC’s program fra 2013[13] og Thessaloniki-programmet (beskatning af de rige, investeringsreformer, ordentlig arbejdsmarkedslovgivning, fælleseuropæisk skattelovgivning, kapital- og spekulationsskat, holdbare pensionsordninger og radikale indgreb overfor den finanssektor, der spekulerer mod velfærdssystemerne).

Disse og flere programpunkter fra Thessaloniki kunne være generaliseret og gjort til dem, der i differentieret form blev propaganderet i de enkelte nationalstater mod »den nødvendige politik« og som rambuk mod højrenationalismens påstand om kulturafgrunde i Europa.

Hvorvidt sådanne analyser og teoretiske diskussioner overhovedet er interessante, afhænger selvfølgelig af hvilken kritik af kapitalismen og analyse af krisen, der lægges til grund.

Hvis EU er på vej ud af krisen, og hvis akkumulationen på verdensmarkedet er på vej ind i en ny opblomstring takket være austerity-politikken og pengepolitikken i USA, ja så giver det sig selv, at venstrefløjens hovedopgave vil stille sig som kampen for at rette op på de skader på velfærdssamfundet, som den neoliberale politik har forvoldt, herunder styrkelse af lønmodtagerne overfor arbejdsgiverne. Og Grækenlands-problemet og Syriza-perioden vil blive husket som en parentes.

Og med et nyt opsving vil gælden stille og roligt blive eftergivet i samme åndedrag, som det kan føres til protokols, at der historisk ikke findes noget alternativ til kapitalismen – selv om det måske ikke er noget ideelt samfundssystem.

Men hvis man omvendt ikke mener, at det er lykkedes de herskende klasser at genrejse akkumulationsbetingelserne og reorganisere den regionale og globale kapitalistiske verdensorden, så ligger det selvfølgelig også i kortene, at den nuværende politiske ligevægt er skrøbelig og det økonomiske opsving forbigående og kunstigt holdt i live bl.a. af ECB’s pengeudpumpning og en vis kortvarig eksportfremgang på verdensmarkedet pga. realisering af konkurrenceevnestrategien og svækkelse af euroen.

Der er flere faktorer, der taler for, at dette scenarie er det mest sandsynlige. Bl.a. de manglende investeringer, den lave produktivitet og den reelt høje arbejdsløshed, som den politiske- og økonomiske elite faktisk ikke har noget bud på, hvad man stiller op overfor.

I fraværet af et samlet, robust opsving i realøkonomien i form af massive investeringer og accelereret kapitalakkumulation, kan nye spekulationstendenser eller relativt begrænsede chok på verdensmarkedet resultere i en ny krise, hvornår det skal være, og skabe nye, yderligtgående politiske strømninger og bevægelser både indenfor mainstream-højre og indenfor højrenationalismen, som arbejderbevægelsen vil blive tvunget til at bekæmpe på hele Europas grund, hvis den ikke vil underlægge sig autoritære og antidemokratiske regimer rundt om.

Vi er af den opfattelse, at hele Grækenlands-problematikken skal analyseres og diskuteres indenfor sidstnævnte forståelsesramme, hvilket for os at se må have som konsekvens, at venstrefløjspartierne i de europæiske lande, der

• for det første konfronterer de reaktionære bestræbelser for at konsolidere den europæiske kapitals næsten absolutte magt over EU.
• for det andet formulerer et fælles demokratisk og socialt unionsalternativ til de nationalistiske og ikke mindst højrepopulistiske strømninger og bevægelser, der i indflydelse vinder frem i bredere dele af arbejderklassen. Et programmatisk alternativ, der fleksibelt kan »oversættes« til national grund.
• og for det tredje afholder sig fra at følge venstrepopulistiske sirenesange om genveje til at rejse en »folkelig« mobilisering mod ulighed og demokratisk underskud – »de mange mod de få«, som alle dage har haft et kort liv, hvis den ikke er funderet i arbejderbevægelsen og forstået indenfor et magt- og klassekampsperspektiv.

Niels Frølich og Jan Helbak medlemmer af redaktionen for internettidskriftet Kritisk Debat, hvor indlægget også bringes.