Det græsk drama er fælleseuropæisk

Lakmusprøven på en venstreorienteret, politisk strategi i dagens Europa er først og fremmest, om den kan forbinde en national mobilisering med omfattende og aktiv støtte fra de europæiske lønmodtagere på tværs af landegrænserne. En strategi, der ikke kan skabe grundlaget for europæisk enhed, vil tvinge enhver venstrefløjsregering i defensiv isolation.

Derfor er Syrizas valg af politisk strategi i gældsforhandlingerne et fælles anliggende, der selvfølgelig står til diskussion uden at bringe den solidariske støtte i fare.

Pusterum?

Det er en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at Syriza-regeringen fik et »pusterum« med aftalen i eurogruppen den 20. februar 2014 om en overgangsordning frem til juni måned.

Grækenland vil modtage de nødvendige lån til at indfri sine løbende gældsforpligtelser og tilstrækkelig likviditet til at holde bankerne i live og sikre regeringens almindelige forpligtelser.

Vi er ikke enige i denne positive udlægning af aftalen. Og vi mener, det blev bekræftet på et møde i Eurogruppen – gruppen af EU-lande - i starten af marts, hvor den græske regering blev ydmyget.

Regeringen blev her beskyldt for at have spildt tiden ved at bl.a. fremsætte lov forslag til afhjælpning af fattigdommen i Grækenland uden Eurogruppens godkendelse. Eurogruppens finansministre vedtog derfor en række krav til den græske regering.

Eurogruppen vil sende et såkaldt teknisk hold til Grækenland, som skal godkende regeringens lovforslag. Herefter sendes forslagene til endelig godkendelse blandt Eurogruppens finansministre.

Den græske regering har nok undgået et finansielt og økonomisk sammenbrud, men den har samtidig bundet sig til en aftale, hvor den ikke ensidigt kan gennemføre politiske reformer, der strider mod dem, som indgår i det oprindelige låneprogram.

Syriza-regeringen kan med andre ord kun i begrænset omfang gennemføre det program, partiet gik til valg på.

I den græske regering er man selvfølgelig helt bevidst om konsekvenserne af konflikten mellem at skulle leve op til Eurogruppens krav og indfri vælgernes forventninger. Spørgsmålet er, om den fremgangsmåde, regeringen har valgt, hjælper den ud af klemmen, eller om den tværtimod vil fastholde regeringen i et uigennemsigtigt forhandlingsspil.

Hvad er på dagsordenen?

Vi er af den opfattelse, at det er det sidste, der er tilfældet. Syrizas ledelse fremstiller nemlig aftalen fra 20. februar som en lille sejr.

På hjemmefronten haster den med at udnytte de få handlemuligheder, den har, for at sætte ind over for den uholdbare humanitære situation ved at vedtage love om madbilletter, hjælp til elregningen osv. til de hårdest ramte.

Men mens det ene reformdokument efter det andet fremsendes til Eurogruppen, og finansmisteren rejser rundt til regeringshovedstæderne for at sikre den græske regering støtte, vokser dels forvirringen i hele Europa om, hvad der egentlig er på dagsordenen, og dels de interne spændinger i regeringen.

Uenighederne handler blandt andet om en meget kontroversielle og ødelæggende privatiseringspakke skal stoppes eller ej, og om hvor langt man skal gå med at genindføre de lovede fagforeningsrettigheder, som den tidligere regering efter krav fra trojkaen suspenderede. Trojkaen består af Den internationale Valutafond (IMF), Den europæiske Centralbank (ECB) og Eurogruppens finansministre.

Godt nok vokser opbakningen til regeringen lige nu. Den græske befolkning giver den også kredit for de første love til bekæmpelse af fattigdommen og for at tage kampen op med trojkaen.

Men vil opbakningen kunne holde, efter at trojkaens teknokrater har været i Athen for at evaluere regeringens reformprogram, og hvis de afgørende programpunkter i konsekvens heraf udskydes til en fjern fremtid?

Trojkaen vil nemlig ikke acceptere, at de faglige rettigheder genindføres eller mindstelønnen hæves til før 2007-niveauet. Det vil være et anslag mod de accepterede reformkrav i lånepakken og en udfordring af den neoliberale fleksibilitetspolitik på hele det europæiske arbejdsmarked.

Hvad angår et muligt stop for det aftalte privatiseringsprogram, går det stik imod alle aftaler og imod kommissionens privatiseringspolitik.

Omvendt vil den græske regering få meget vanskeligt ved at gennemføre sit opgør med den neoliberale krisepolitik (også kaldet austerity-politikken) og hjælpe de små landmænd og virksomheder, hvis forsyningsvirksomhederne privatiseres, og hvis regeringen ikke får grønt lys til at oprette en investeringsbank målrettet de små erhvervsdrivende.

Kort sagt har Syriza-regeringen bragt sig i situation, hvor den reelt kun kan foretage et opgør med  austerity-politikken inden for de økonomiske rammer, som trojkaen dikterer.

Og selv om aftalen fra 20. februar giver rum for fortolkningsmuligheder bl.a. hvad angår størrelsen af det årlige overskud på statsbudgettet og omfanget af de nødvendige sociale reformer, kan der ikke herske tvivl om, at det er trojkaen og den tyske finansminister, som har fortolkningsretten.

Sagt på en anden måde: Trojkaen vil ikke, uden det er tvingende nødvendigt, anerkende det græske folks valg af en anden politik.

Ny strategi nødvendig

Det er ikke første gang i historien, at et venstreorienteret parti er kommet til magten og fra første dag været presset af en fjendtligt sindet omverden og forventningerne fra vælgermasserne. Af samme grund er de næste måneders udvikling af vital interesse for hele Europas venstrefløj og arbejderbevægelse.

Skal det første åbne opgør med den neoliberale politik, som de herskende klasser og den politiske elite har tromlet igennem på rekordtid, lykkes? Eller bliver vi vidne til, at Syriza godt nok holder Grækenland fra fallittens rand, men gør det på vælgernes bekostning og således gør forventningerne til skamme og øger demoraliseringen?

Valget af en ny strategi nu, hvor den første forhandlingsstrategi er slået fejl, forekommer os indlysende nødvendig. Man forfulgte en strategi med krav om genforhandling af gælden, opgør med den påtvungne reformpolitik og implementering af programmet mod den humanitære krise finansieret gennem adgang til øget likviditet.

De krav blev afvist på Eurogruppens ministermøde den 20. februar, men desværre er der ikke meget, der tyder på, at regerings- og partiflertallet har erkendt, at et strategisk skifte er overhængende nødvendigt.

Man fortsætter stadig den kuldsejlede manøvre med at forsøge at spille institutionerne ud mod hinanden. Samtidigt gentager statsminister Tsipras og finansminister Varoufakis mere og mere højlydt, at de vil gøre alt for at holde Grækenland inden for euroen og indfri gældsforpligtelserne: forsvaret af euroen sættes lig »det europæiske perspektiv«.

Kritikerne i partiet bl.a. Venstreplatformen, i regeringen og på venstrefløjen i Europa bliver omvendt beskyldt for nationalisme og for at ville føre Grækenland ud i kaos med deres krav om at give den politik, der skal erstatte austerity-politikken, forrang for forpligtelserne i forhold til den tidligere indgåede gældsaftale mellem trojkaen og den foregående reaktionære Samaras-regering.

Den faktiske udvikling taler mod Syriza-regeringens strategi. Det er rigtigt, at regeringen – i øvrigt med både trojkaens og hele det europæiske borgerskabs velsignelse – sætter turbo på at stramme skattepolitikken og skatteopkrævningen.

Men indtil nu fortsætter skatteprovenuet med at falde, fordi væksten igen aftager, og arbejdsløsheden stiger. Endnu er det ikke ganske klart, hvordan regeringen vil begrænse de riges skatteunddragelse og effektivisere skattesystemet.

Sikkert er det dog, at Syriza har brugt flere kræfter på at forhandle med OECD om hjælp til at udforme effektiviseringsprogrammer for den offentlige sektor og skattesystemet end på at mobilisere befolkningen bag en mere radikal og gennemgribende omfordelingspolitik.

Problemet for regeringen er det simple, at uden øgede skatteindtægter kan den ikke gennemføre bredere sociale genopretningsprogrammer. Uden et relativt stort overskud på statsbudgettet og grønt lys fra ECB kan den ikke udstede statsobligationer og støtte de investeringer, der skal skabe 300.000 nye jobs og skubbe til væksten.

Men den kan heller ikke gennemføre en radikal skatte- og omfordelingspolitik, øge reguleringen af bankerne og gennemrationalisere hele den offentlige sektor og det »dybe magtapparat« uden at komme i konflikt med oligarkiet, de større erhvervsdrivende, ledende embedsmænd, bank- og finanskapitalister og de ikke ubetydelige grupper, der hidtil har nydt godt af korruptionen og klientelismen.

Dvs. regeringen skal for at gennemføre store dele af den politik, som både indfrier valgprogrammets løfter og imødekommer trojkaens krav om modernisering af den offentlige sektor og skatte- og pensionssystemet, gennemføre politiske foranstaltninger, som trojkaen og det europæiske borgerskab ikke umiddelbart vil acceptere.

Det drejer sig om valuta- og kapitalkontrol; det drejer sig om oprettelse af en offentlig investeringsbank for at sikre investeringer overhovedet; om indgåelse af investeringsaftaler med investorer i f.eks. Rusland og Kina, som man absolut ikke vil finde sympatiske i Eurogruppen. Og det drejer sig om provisoriske rationeringsprogrammer og om indførelse af folkelig kontrol med de offentlige selskaber, der ikke skal privatiseres og en styrkelse af fagforeningernes magt.

Kort og godt kan Syriza-regeringen ikke gennemføre antiausterity-politikken, en radikal omfordelingspolitik og demokratisere samfundet og den offentlige sektor uden at mobilisere de brede lønmodtagergrupper, bønderne og de mindre erhvervsdrivende for at ændre styrkeforholdene.

Det samme gælder i forhold til trojkaens trusler om at lukke for likviditeten og udbetaling af de sidste lånudbetalinger i april og maj og i forhold til begrænsning af de riges mulighed for at gennemføre økonomisk sabotage, lukke for investeringer og puste til utilfredsheden blandt de offentligt ansatte og centrale embedsmænd, der må tåle at komme under kontrol.

Det er ikke den vej, Syriza regeringen har valgt indtil nu. Det indebærer den fare, at regeringen med sin politik vil styrke de klassekræfter, som kun venter på at vælte regeringen samtidig med, at dens støtter passiviseres og mister troen på, at nogen regering overhovedet kan løfte landet ud af gældsfælden.

Men spørgsmålet er, om oppositionen både i partiet, i parlamentsgruppen og i regeringen har en strategi, der er mere farbar, og som ikke automatisk vil føre til, at Grækenland står alene over for et fjendtligt EU, ECB og IMF?

Et alternativ

Så vidt vi er orienteret, er der heller ikke enighed i oppositionen om, hvilken strategi, der skal satses på.

En fløj er af den opfattelse, at Syriza aldrig vil kunne gennemføre sin politik og samtidig forblive inden for euroen. Bl.a. forslår økonomen Lapavitsas, der ganske vist er valgt ind i det græske parlament på Syrizas liste, men ikke er medlem, en »ordnet og kontrolleret« exit fra euroen.

Heroverfor står andre dele af Venstreplatformen og flere fra flertalsgruppen, der anbefaler et strategisk skifte i det politiske tyngdepunkt: Regeringen skal i størst muligt omfang gennemføre sit Thessaloniki-program fra september 2014, som næsten er identisk med valgprogrammet og samtidigt udfordre lånepakken og trojkaens reformkrav.

Påstanden er, at det langt fra er sikkert, at trojkaen, kommissionen og ministerrådet har den nødvendige styrke til at presse Grækenland ud af euroen, og at det vil styrke regeringen, når en ny gældsaftale skal forhandles på plads i juni måned.

Denne linje repræsenteres på forskellige måde af bl.a. af økonomen Milios fra flertalsgruppen og medlem af Venstreplatformen Kouvelakis. Milios har i en artikel kaldt denne linje »et radikalt skridt fremad«.

Det må anses som et faktum, at Grækenland aldrig vil kunne tilbagebetale sin gæld.

Siden krisen startede omkring 2008 har den førte politik øget gælden fra ca. 129 % af bruttonationalproduktet (BNP) til over 177 % af BNP.

BNP falder. Arbejdsløsheden er steget eksplosivt. Det samme er fattigdommen. I dag menes mere end hver tredje græker at leve i fattigdom. Der er tale om en ond cirkel igangsat af den førte neoliberale genopretningspolitik..

For Milios og Kouvelakis skal regeringsprogrammet derfor have førsteprioritet. Trojkaens reformkrav skal afvises og Grækenlands selvbestemmelsesret forsvares. Eurogruppen og ECB skal presses til at sikre regeringen den nødvendige likviditet og lån til at indfri afdragene og rentebetalingerne de næste par måneder.

Hvis det afvises, er forventningen og kalkulen, at det vil føre til en eller anden form for betalingsstandsning eller stop for afdrag på lånene og som følge heraf krise eller større politisk konflikt i euroområdet.

Vi deler af flere grunde denne linje.

For det første er gennemførelsen af valgprogrammet afgørende for at ændre og konsolidere styrkeforholdene og støtten til regeringen, som igen er uomgængelige betingelser for, at regeringen kan gennemføre de nødvendige reformprogrammer.

For det andet står og falder støtten fra de europæiske lønmodtagere med, at de kan se, at der faktisk er en politisk kraft i Europa, der tør udfordre hele den neoliberalistiske austerity-politik og de institutioner, der har tvunget den igennem.

Det er naivt blot at håbe på, at Podemos i Spanien vinder valget på et lignende opgør med den herskende politik. Det er langt fra sikkert, at det vil ske, hvis der ikke er en langt bredere opbakning i flere EU-lande.

F.eks. er det næsten sikkert, at der i foråret vil komme en konfrontation mellem den franske regering, som vil skære ned på mindstelønnen og ændre arbejdstidsreglerne, og fagforeningerne.

Udfaldet af den konfrontation vil selvfølgelig være influeret af, hvad der sker i Grækenland. Det samme gælder konflikten mellem Renzi-regeringen i Italien og fagforeningerne.

Jo tydeligere Syriza-regeringen kan tegne et reelt politisk alternativ til højrefløjsregeringerne og de miskrediterede centrum-venstre regeringer, desto mere kraft og energi vil det give de brede massebevægelser. Det har siden 2011 været et generelt problem for de store protestbevægelser, at kampene ikke kunne transformeres til parlamentariske flertal af mangel på troværdige venstrefløjspartier.

For det tredje og i sammenhæng med det foregående kan vurderingen af styrkeforholdene ikke begrænses til de interne forhold i Grækenland.

Mulighederne for Syriza-regeringen for at udfordre austerity-politikken – eller for den sags skyld for en Podemos-regering i Spanien eller for en venstreorienteret regering i Irland – afhænger af, om trojkaen, EU-kommissionen og især den tyske regering overhovedet tør at gå så vidt som til at presse Grækenland ud af euroen eller til at gå i betalingsstandsning og bankerot.

Eller sagt på en anden måde afhænger grækernes manøvrerum af, hvor sammensvejset modstanderne i de øvrige europæiske regeringer egentlig står.

Sprækker i trojkaen

Meget tyder på, at den græske regering alene fik et kompromis i stand den 20. februar, fordi der både i eurogruppen, i kommissionen og blandt de europæiske ledere herskede stor usikkerhed om udfaldet af en egentlig konfrontation. Heller ikke i IMF’s bestyrelse var der enighed om linjen.

Frygten gik og går på, hvad der vil eller kan se, hvis Grækenland tvinges ud af euroen:

Vil flere andre lande følge efter og misligholde deres gældsforpligtelser? Vil finansmarkederne endnu engang lugte blod og optrappe spekulationen?

Vil finanspagten og konvergenskravene overhovedet kunne holde, nu hvor både Frankrig og Italien har fået lov til at bryde rammerne frem til 2017?

Vil Grækenland i tilfælde af exit være tvunget til at søge finansiering og investeringer fra f.eks. Rusland og Kina, som man absolut ikke ønsker får et fast brohoved på Europas sydøstlige flanke?

Og hvad vil der ske internt i Grækenland, hvis landet simpelthen erklærer sig bankerot og tvinges til at indføre en række politisk økonomiske foranstaltninger, der i væsentlig grad begrænser markedsøkonomien? Vil der ske en venstreradikalisering eller en højreradikalisering?

Og hvad vil det betyde for hele EU-konstruktionens politiske legitimitet, at det kan komme så vidt, at et medlemsland presses ud i den dybeste fattigdom, fordi de herskende klasser, tidligere regeringer og europæiske storbanker har bragt hele økonomien ind i en ond gældsspiral?

Disse og flere åbne risici var medvirkende årsag til, at man ikke konfronterede den nye græske regering på den hårde måde. Faren ved at gøre det senere diskuteres stadig både i kommissionen, mellem kommissionsformanden og den tyske finansminister og blandt de ledende økonomer.

Alle var og er usikre på udfaldet, derfor valgte man fra eurogruppens side, at give Syriza et vist spillerum knyttet til en række betingelser, der først kommer til fortolkning senere i overgangsperioden.

Hensigten er selvfølgelig at trække regeringen ind i et udmarvende forhandlingsforløb i de lukkede kontorer, at korrumpere regeringen og fremmedgøre den over for de vælgere, der har stemt på den, skuffe forventningerne og isolere regeringen både i forhold til egne vælgere og til den progressive del af den europæiske arbejderbevægelse og antikapitalistiske protestbevægelser.

For hver dag, der går med det forhandlingscirkus, vi er vidne til, desto vanskeligere bliver det i de andre medlemslande at rejse solidaritet og mobilisere til støtte for en samlet front mod austerity-politikken.

For hvad er det helt præcist, Syriza regeringen står for?

Trojkaens usikkerhed

Vi mener, der er meget, som taler for, at den politiske strategi kan ændres radikalt, uden at det pr. automatik vil resultere i Grækenlands exit fra euroen og statsbankerot.

Men et strategiskifte forudsætter for det første, at Syriza kan banke en stor og sammenhængende folkelig alliance op og engagere den i gennemførelse af regeringens politik.

For det andet forudsætter skiftet et stærkere samarbejde med venstrefløjen i Europa og de store fagforeninger, der er ved at vågne efter flere års defensiv.

Og for det tredje forudsætter skiftet, at det bliver så vanskeligt som overhovedet muligt og forbundet med et eklatant legitimitetstab, hvis trojkaen vælger at lukke for hanen og tvinge Grækenland til betalingsstandsning og exit fra euroen.

Som vi ser det, har Syriza ikke andre strategiske kort, hvis partiet og regeringen skal undgå sprængning og en plads i rækken af mislykkede centrum-venstregeringer, der efter erobring af regeringsmagten har måttet kapitulere over for de herskende klasser – kapitalkræfternes – og den politiske elites enhedsfront.

Vi føler os heller ikke overbeviste om, at Syriza-regeringen vil kunne tvinge andre afdragsbetingelser igennem, når en ny aftale skal forhandles i juni, hvis den ikke allerede nu udfordrer trojkaen med »et radikalt skridt fremad«.

Tværtimod giver Tsipras’ og Varoufakis’ aktuelle forhandlingstaktik, hvor den hjemlige politik de facto tilpasses eurogruppens krav, modstanderne alle kort på hånden.

Trojkaen bestemmer selv hver eneste dag, hvor meget der skal strammes. Dens teknokrater får dannet sig et overblik over, hvor meget modstand, der er. Man har ro til at planlægge kriseindsatser, hvis Grækenland skulle gå bankerot.

Man kan oven i købet holde møder med oligarkerne og de ledende bankfolk og planlægge regeringsalternativer, hvis Syriza- regeringen skulle bryde sammen osv.

Samtidig har medlemslandene mulighed for uimodsagt at fortsætte deres hetz mod grækerne. Indtil videre har de haft held til at gennemføre hetzen og sikre befolkningernes støtte, fordi hverken Syriza eller venstrefløjen og de progressive dele af fagbevægelsen har haft et reelt grundlag for at modgå propagandaen.

Det lyder smukt, når Syriza foreslår en europæisk gældskonference i Paris.

Men nogen skal jo betale den ophobede gæld, og hvis Grækenland, Spanien eller Portugal ikke indfrier deres lånebetingelser, skal eurogruppens befolkninger betale – med mindre selvfølgelig, at den samlede eurogæld og gæld i forbindelse med medlemsstaternes redningsaktion over for de fallerede banker reduceres markant.

Men igen kan det ikke ske, uden at man i EU sikrer sig imod et nyt sammenbrud i finanssektoren.

Det perspektiv skal jo med, når man taler om en gældskonference, ellers er kravet ikke til at forstå for f.eks. de tyske lønmodtagere.

Dertil kommer, at den græske regering allerede nu må gøre det klart, hvad man går efter i forhandlingerne til juni.

Går man efter gældsnedskrivning? Eller konvertering af de nuværende obligationer til vækstafhængige obligationer? Går man efter at få indført et gældsmoratorium og forlængelse af afdragsperioden mv.?

Hvis det ikke står klart, kan folk ikke følge med og mobiliseringen holdes i live eller udvides.

Udnyt sprækkerne!

Selvfølgelig skal regeringen balancere mellem en taktik for de lukkede forhandlingsrum og de krav, der fremsættes i det offentlige rum både i Grækenland og i resten af Europa.

Men ikke at fremsætte klare krav i offentligheden er at afskrive sig mobiliserings- og støttemuligheden, og så er der kun underordning under trojkaens betingelser tilbage – hvilket igen giver modparten ro til at plastre de indre modsætninger både i trojkaen og mellem kommissionen og eurogruppen til.

Som i alle andre slag er der en tæt forbindelse mellem timing, temposkift og opbygning af gunstige styrkeforhold.

Lige nu ser det ud til, at Syriza-regeringen på alle fronter er på tilbagetog, og at trojkaen med den tyske regering i spidsen får pusterum til at etablere en samlet front.

Hvis denne situation konsolideres yderligere, er det et spørgsmål, om Podemos i Spanien vil kunne fastholde momentum.

Det vil også gøre det vanskeligere for de franske fagforeninger at tage det åbne opgør med regeringens nye lovforslag og svække den europæiske fagbevægelses nye offensiv mod kommissionens neoliberale politik.

Og sidst, men ikke mindst, vil det blive mere end vanskeligt for venstrefløjspartierne i medlemslandene at opbygge en solidaritetsfront af nogen betydning – for hvad skal den bygge på?

Det er den generelle usikkerhed om, hvad der vil ske både i Grækenland og i Europa, hvis Grækenland presses til exit, der på nuværende tidspunkt ser ud til at være den græske regerings stærkeste kort.

Men det kan ikke spilles uden et strategiskifte, hvor regeringen gør det klart for alle, at man som udgangspunkt ønsker at forblive i euroen, men forbeholder sig retten til at gennemføre sit politiske, økonomiske- og sociale program som eneste mulighed for at bringe landet på fode igen og forbedre leveforholdene for de brede masser.

Hvis trojkaen reagerer med at presse Grækenland i betalingsstandsning og de facto exit fra euroen, så har den også antændt en helt uoverskuelig splittelse i hele EU.

Det vil ske midt i alle de andre indbyrdes modsætninger bl.a. vedrørende forholdet til Rusland, forskelsbehandlingen af store og små medlemslande, uenighederne om fortsættelse af finanspagtens rigide konvergenskrav, uenighed om geopolitikken og voksende uenigheder om Den europæiske Unions videre udvikling.

Kort sagt drejer det sig for Syriza, Podemos og de andre venstrefløjskræfter om at udnytte det efterhånden åbenlyse faktum, at EU-konstruktionen ikke er en monolit – men derimod en svag politisk overbygning, der kun kan tilfredsstille de europæiske kapitalkræfter og i stadigt mindre omfang de nationale befolkninger.

Det er jo ikke kun i Grækenland, at man føler sig ydmyget af at være sat under administration, også i de nordlige EU-lande vokser modstanden mod de nationale »budgetloves« konsekvenser.

Men omvendt skal ingen forvente, at de europæiske lønmodtagere og deres organisationer vil gå på barrikaderne blot for at redde Grækenland.

En omfattende støtte til en europæisk gældskonference har ikke sin gang på jorden, hvis den ikke forbindes med et opgør med de nuværende eurokonstruktion og hele det neoliberale angreb på de europæiske velfærdstater og lønmodtagerrettigheder, der er det egentlige indhold i den vedtagne austerity-politik.

Set i det perspektiv kan det selvfølgelig vække bekymring, hvis uenighederne i Syriza tager til, og forvirringen om den strategiske linje breder sig. Af samme grund finder vi det afgørende nødvendigt, at den diskussion, der for tiden foregår indenfor Syriza bredes ud, og at flest muligt blander sig i debatten.

Alene ud fra det forhold, at den faktiske udvikling i Grækenland vil få enorm betydning for udviklingen i styrkeforholdene i resten af Europa.

Men også ud fra det forhold, at hvad Syriza-regeringen præsenteres for af modstand og pres, vil overgå en hvilken som helst anden venstrefløjsbevægelse, der efter et valg kan danne regering.

Hverken politisk-økonomisk eller magtpolitisk er der en national vej for opgøret med den europæiske kapital og politiske elites neoliberale krisestrategi.

I den forstand er Syrizas valgsejr og de næste måneders udvikling både i Grækenland og i EU en af de vigtigste begivenheder i nyere tid.

Det er der, der gør diskussionen af den politiske strategi til et fælles anliggende og ikke eksklusivt til en sag for Syriza og den græske regering.

Det er oprørets evindelige balanceakt, som ikke overvindes ved at overvurdere vennernes fortjenester og undervurdere modstanderens faktiske styrke.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Niels Henrik Nielsen er medlemmer af Enhedslisten.