Det gode menneske fra Thurø: Karin Michaëlis

En usædvanlig nekrolog fra 1950

Kære Karin,

Nu kommer de breve for sent, som vi skylder dig. Men du vidste jo, hvor meget vi alle har regnet med snart at sidde sammen med dig igen engang og fortælle om alt det mærkværdige, som vi har oplevet og foretaget os i disse år, – sådan som vi engang har siddet sammen med dig på din elskede Thurø som dine gæster og senere i vore mindre hjemlige emigrantværelser i Paris ved den første internationale forfatterkongres, hvor du fremførte dit tapre, humane vidnesbyrd til forsvar for kulturen sammen med os og endnu senere i New York og Hollywood (på den tid, hvor Danmark var besat af nazisterne), da du selv hørte til de fordrevne.

Der er mange, der har holdt meget af dig, digtere, bønder, statsmænd, lærere, musikere, arbejderbørn, malere - Romain Rolland, Thomas Masaryk, Ivy og Maxim Litwinow, Agnes Smedley, Adolf Busch og Rudolf Serkin, Berthold Viertel, Genia Schwarzwald, Oskar Kokoschka, de tyske børn, som du efter den første verdenskrig hjalp til Danmark, og de jødiske emigranter, som du optog i dit hus – næsten alle mennesker, som du har haft omgang med i dit rige, stormfulde liv.

Til tider var du en rig kvinde, på andre tidspunkter led du materiel nød. I tredive år var du verdensberømt og i ti år uretfærdigt næsten glemt – men det har alt sammen ikke slået dig ud, næppe berørt dig. I dine bøger og i dit liv har du altid stået for menneskelig anstand, retfærdighed, sandhed og for freden. Du har altid interesseret dig langt mere for andre mennesker end for dig selv. Du har hjulpet mange mennesker i mange lande og altid undret dig, når andre tænkte på dig.

Kære Karin, vi vil tænke på dig længe endnu; vi forbliver de gamle venner

Bertolt Brecht
Hermann Duncker
Hanns Eisler
Alfred Kantorowicz
Friedel Kantorowicz
Anna Seghers
Helene Weigel
Auguste Wieghardt-Lazar

Ovenstående mindeord er underskrevet den 22. januar 1950 (Alfred Kantorowicz' Deutsches Tagebuch, zweiter Teil, s. 56-57 og i Steffen Steffensen (1987), s. 54-55).

Hvem var denne kvinde, der fik sådan en hyldest fra repræsentanter for datidens venstreintellektuelle?

Karin Michaëlis var i første halvdel af det 20. århundrede dén kvindelige, danske forfatter, som var bedst kendt i udlandet, ikke mindst i Tyskland, Frankrig og Italien.

Flere af hendes romaner om kvindeskæbner og om parforholdets mange sider udkom i store oplag og på mere end 20 sprog, ligesom hendes skildringer af pigen Bibis rejseoplevelser rundt om i Europa hørte til de mest læste børnebøger i 1930'erne.

Karin Michaëlis' yngre år  

Karin blev født i 1872 og voksede op i et beskedent hjem i Randers. Her fik især bedstemoderen og en gammel tante stor betydning for hendes tidlige udvikling.

Et både varmt og stærkt billede af dette miljø får man i romanen Pigen med Glasskaarene fra 1924 (det første bind af Michaëlis' hovedværk Træet på godt og ondt).

Som ganske ung (16-18 år gammel) var Karin privatlærer et par år, dels på Læsø, dels på en herregård nord for Randers. Derefter flyttede hun til København for at uddanne sig til spillelærer hos en kendt pianist.

Hos nogle venner mødte hun Sophus Michaëlis, der var fem år ældre end hun. Han var forfatter og magister i fransk, tysk og latin. De forelskede sig og var gift fra 1895 til 1911. Og de var stadigvæk i nær kontakt resten af livet.

I 1912 blev Karin gift med den noget yngre, norsk-amerikanske akademiker, Charles Stangeland, som hun havde truffet på en skibsrejse fra USA til København. Ægteskabet gik dårligt fra begyndelsen, ikke mindst pga. Stangelands overdrevne jalousi, men det blev alligevel først opløst juridisk i 1930. Begge ægteskaber var barnløse.

Det fik stor betydning for Karins tilværelse, at hun og hendes første ægtemand begyndte at holde ferie i nærheden af Svendborg.

I 1906 byggede de huset Torelore på Thurø ned til Thurø Sund, og her tilbragte de somrene sammen indtil skilsmissen i 1911. Derefter benyttede Karin huset som helårsbolig.

I årene op til 2. Verdenskrig ejede hun flere huse på Thurø. Mange tyske flygtninge, bl.a. Helene Weigel og Bertolt Brecht, fandt i kortere eller længere tid inspirerende husly hos hende og blev hjulpet videre.

Det gjaldt også de fleste af underskriverne af nekrologen ovenfor.

Forfatter

I slutningen af 1890’erne fik Karin Michaëlis udgivet sine første bøger. Gennembruddet kom i 1902 med romanerne Barnet og Lillemor, som Gyldendal udgav. Begge bøger blev godt modtaget og udkom på mere end 10 sprog.

I et radiointerview, som Karl Bjarnhof lavede med Karin Michaëlis i 1947, omtalte hun Barnet som den af sine romaner, hun holdt mest af.

I løbet af 50 år skrev hun 36 romaner for voksne, ni børnebøger, to selvbiografier plus en del bøger og avisartikler med journalistisk tilsnit. Her skal kun nævnes nogle få værker.

Romanen Kvindehjerter er en fiktiv brevveksling fra 1910, som Karin Michaëlis skrev under pseudonym sammen med skuespillerinden Betty Nansen.

Den kontroversielle kvinderoman Den farlige alder om kvinder i 40'erne, som også er fra 1910, satte gang i Karins foredragsvirksomhed rundt om i Europa og blev senere filmatiseret med Asta Nielsen i hovedrollen.

Glædens Skole er en roman fra 1914, der beskriver en antiautoritær reformskole i Wien, som veninden, den østrigske pædagog Eugenie Schwarzwald, var leder af.

Denne bog omtaler kulturhistoriker Martin Zerlang i sin bog 1914, der netop er udkommet på Gyldendal. Zerlang fremhæver Glædens skole som modpol til forfatteren Karl Larsens tekster om militaristisk opdragelse efter preussisk mønster.

Ud over det ovennævnte romanværk Træet på godt og ondt i fem bind er romanerne Syv Søstre sad fra 1923, Hjertets Vagabond fra 1930, Justine fra 1931 og Mors Øjne fra 1940 blandt de mest værdsatte af voksenromanerne fra Karins senere år.

Endelig blev selvbiografierne Little Troll og Vidunderlige Verden udgivet i 1940’erne.

Gennem alle årene var Karin uhyre produktiv og skrev nærmest hver dag, selv på sine mange rejser.

Allerede sammen med Sophus kom Karin vidt omkring, og i 1904 nåede de helt til Ægypten. Hun foretog adskillige foredragsturnéer rundt om i Europa og Sovjetunionen og rejste også flere gange til USA, hvor hendes søstre boede.

Så ofte det var muligt, besøgte hun sine venner i Wien, Eugenie og Hermann Schwarzwald, og deres venner og bekendte blev også hendes, bl.a. Oskar Kokoschka og Helene Weigel.

Journalist, foredragsholder og aktivist 

Karin Michaëlis var virkelig Europæer med stort E. Som journalist skrev hun artikler og bøger om rejseoplevelser, om krig og fred (Krigens Ofre fra 1916), om kvindeproblemer og om kendte personer.

I Kvindeportrætter, udg. af Karin Michaëlis Selskabet i 2014, er samlet en del af disse artikler, bl.a. om Agnes Smedley og Emma Goldman.

Alene i Politiken har hun fået trykt 141 kronikker. Men hendes artikler blev også trykt i mange udenlandske aviser og blade.

Allerede fra midten af 1920’erne erkendte Karin farerne ved den fremvoksende fascisme i Europa og protesterede gennem skrift, tale og handling mod krig, politisk forfølgelse og undertrykkelse.

Dette kan læses i mange debatindlæg fra den tid, herunder i pamfletten Der Fall d’Annunzio fra 1925, som blev udsendt i 10.000 eksemplarer af det tyske forlag Kiepenheuer til den tysk- og italiensktalende del af Europa.

Den skabte stort røre og medvirkede efter Karins egen vurdering til, at den italienske nationalist Gabriele D'Annunzio, der blev betragtet som en slags nationalskjald af fascisterne ved magten i Italien, ikke fik den Nobelpris i 1926, som han ellers var foreslået til.

Både i 1935 og 1937 var Karin indbudt som taler til de internationale forfatterkongresser i Paris. Det fortæller noget om hendes status blandt datidens progressive forfattere.

På kongressen i 1937 under Den spanske Borgerkrig opfordrede hun kraftigt til solidaritet med den demokratisk valgte regering i Spanien.

Væsentlig i denne sammenhæng er Karins roman Den grønne Ø. Roman for Ungdommen fra 1930'erne. Den udkom på tysk i 1933 og på dansk i 1937.

Romanen skildrer et øsamfund i grundlæggende krise efter en naturkatastrofe, som isolerede øen. Bogen kan i dag læses som en økosocialistisk vision. Det nye samfund bygger på økologiske principper, herunder vedvarende energi i form af vandkraft og skånsom inddragelse af naturens ressourcer.

Endvidere bliver der indført elementært demokrati på øen, hvor de større børn står som fornyere sammen med nogle få voksne rollemodeller. Gennem en af de voksnes fortællinger tematiseres nazisternes jødeforfølgelser i 1930'erne. 

Romanen har med sit aktuelt politiske indhold inspireret Birgit Nielsen til at se nærmere på dens usædvanlige baggrund i bogen Karin Michaëlis – En europæisk humanist.

Desuden har Sine Bang Nielsen i den lille bog Den grønne ø. Karin Michaëlis' asyl, fortalt om flere af de mennesker, der besøgte Michaëlis på Thurø, bl.a. Helene Weigel, Bertolt Brecht, Auguste Wieghardt-Lazar og Alfred Kantorowicz, der alle var medunderskrivere på mindeordene i indledningen.

Mens Karin arbejdede med udgivelse af Den grønne Ø på dansk, boede Brecht-familien på Sydfyn, og de kom ofte hos hinanden. Der er ingen tvivl om, at Karin har betydet meget for både Helene Weigel og Bertolt Brecht.

Hovedpersonen i Brechts teaterstykke Det gode menneske fra Sezuan, der blev skrevet i perioden 1938-1942, har lånt egenskaber fra Karin Michaëlis.

Flygtning i USA under 2. Verdenskrig

I 1942 til Karins 70 års fødselsdag i USA skrev Brecht til hende:

»Jeg tror ikke, du er forbavset over at være i eksil; jeg ville i hvert fald snarere være forbavset, hvis du ikke var i eksil i betragtning af din kærlighed til sandheden og din vrede over uret... Vi har altid været enige om, at den tid, vi lever i, er en fortræffelig tid for kæmpende. I hvilken anden tidsalder har fornuften haft en sådan chance? I ingen har kampen i højere grad været umagen værd« (Beverley Driver Eddy: Hjertets kalejdoskop, s. 336).

Mens Karin Michaëlis i 1939 var på besøg i USA, blev hun advaret af Elna Munch, den daværende danske udenrigsministers kone, mod at rejse tilbage til Danmark. Hendes bøger var blevet forbudt i Det Tredje Rige i marts 1939.

Det tyske propagandaministerium begrundede totalforbuddet på følgende måde:

»Jeg beder om at få samtlige skrifter af Karin Michaëlis på listen over skadelig og uønsket litteratur. Rigsfører SS [Heinrich Himmler, red.] har fremlagt en 5 sider lang og særdeles godt udarbejdet erklæring om Karin Michaëlis' værk. Han kommer til følgende overbevisende konklusion om det ideologiske indhold i Karin Michaëlis' bøger. De er:

1) individualistiske i den ekstreme kvindesagsbevægelses ånd, gående ud på ødelæggelse af ægteskabet og familielivet.

2)  pacifistiske i overensstemmelse med den internationale klike af litterater Heinrich Mann, Henri Barbusse og Upton Sinclair.

3) liberal-demokratiske i overensstemmelse med »lighed for alt der har et menneskeligt ansigt« og parallelt dermed, ekstremt jødevenlige« (Beverley Driver Eddy: Hjertets Kalejdoskop, s. 320-321).

Ligesom mange andre europæere opholdt Karin Michaëlis sig derfor i USA som politisk flygtning frem til 1946.

Desværre var det uhyre vanskeligt for hende at klare sig økonomisk vha. foredrag og skribentvirksomhed i datidens USA. I den forbindelse savnede hun sit europæiske netværk af venner og forlæggere.

Situationen for den voksende koloni af flygtninge i New York var lige så fortvivlende som Karins egen. Hun var hovedsagelig henvist til finansiel støtte fra sin familie i USA og i Sydafrika, men venner og bekendte især blandt flygtningene støttede hende moralsk.

I perioden 1931-1947 skrev f.eks. forfatteren Peter Freuchen 72 breve til Karin, heraf de fleste i USA, hvor han også opholdt sig som flygtning.

I Karin Michaëlis’ notater fra denne tid kan man læse, hvordan hendes egen fattigdom bekymrede hende mindre end tankerne om vennernes skæbne i Europa.

Hun brugte megen tid på gennem foredrag og artikler at oplyse om de europæiske jøders akutte behov for hjælp til flugt for at undgå tilintetgørelse.

Desuden var Karin i daglig kontakt med et pressecenter i New York, der bragte nyheder fra Danmark, og hun fik mulighed for at deltage i flere radioudsendelser til Danmark.

Karin Michaëlis’ sidste år

I 1946 kom Karin tilbage til Danmark, fik tildelt Chr. X’s frihedsmedalje for sin indsats for Danmark under krigen, blev udnævnt til æresborger på Thurø og modtog stadigvæk mange besøg og breve.

Således har forfatterinden Tove Ditlevsen i et brev til hende fra 1946 fortalt om, hvor stor betydning værket »Træet på godt og ondt« med hovedpersonen Gunhild har haft for Toves eget arbejde som forfatter (Birgit S. Nielsen (2002): s. 11).

Også i disse år var Karin flittig som aktivist og skribent, og på trods af et svageligt helbred skrev hun bl.a. på sine erindringer, som begyndte at udkomme i 1948. Desværre nåede hun ikke at gøre dem færdige.

Karin Michaëlis døde i København den 11. januar 1950 og blev begravet på Thurø kirkegård.

Solveig Czeskleba-Dupont er cand.scient. og medstifter af Karin Michaëlis Selskabet

Artiklen bringes også i tidsskriftet Det Ny Clarté #26/marts 2015 (online i pdf-udgave), side  43-47, med titlen Karin Michaëlis: Forfatter, aktivist og livskunstner.

De fleste af Karin Michaëlis bøger kan lånes gennem www.bibliotek.dk.

Kilder

Anonym [Karin Michaëlis og Betty Nansen] (1910): Kvindehjærter. En Brevveksling (Gyldendal)

Beverley Driver Eddy (2013): Hjertets kalejdoskop (Karin Michaëlis Selskabet)

Hanne Jespersen og Peter Bondesen (1985): Forfatterinden Karin Michaëlis: En registrant (Det Kongelige Bibliotek/Randers Lokalhistoriske Arkiv.)

Alfred Kantorowicz (opr. 1959, men Reprint i dette forlag 1980): Deutsches Tagebuch (Verlag europäische Ideen, Berlin)

Karin Michaëlis (1902): Barnet (Gyldendal)

do. (1902): Lillemor (Gyldendal)

do. (1910): Den farlige alder. Breve og Dagbogsoptegnelser (Gyldendal)

do. (1916): Krigens ofre (V. Pios Boghandel. Povl Branner)

do. (1923): Syv søstre sad (E. Jespersen)

do. (1924-1930): Træet på godt og ondt (Fem bind. E. Jespersen)

do. (1925): Der Fall d'Annunzio (Potsdam. Gustav Kiepenheuer)

do. (1930): Hjertets vagabond (Jespersen og Pio)

do. (1931): Justine (Jespersen og Pio)

do. (1940): Mors øjne (Fergo)

do. (1946): Little Troll (New York. Creative Age Press)

do. (1948-1950): Vidunderlige verden (Gyldendal)

do. (2014): Kvindeportrætter (Karin Michaëlis Selskabet)

Birgit S. Nielsen (2002): Karin Michaëlis. En europæisk humanist (Museum Tusculanums Forlag, København.)

Sine Bang Nielsen (2010): Den grønne ø (Hjemmebibliotekets Forlag)

Stangeland, Karin Michaëlis (1914): Glædens Skole (Gyldendal)

Steffen Steffensen (1987): På flugt fra nazismen. Tysksprogede emigranter i Danmark efter 1933 (C. A. Reitzels Forlag)

Martin Zerlang (2014): 1914 (Gads forlag)

Se også links om Michaëlis på Tidslinje 20. marts 1872 hos Modkraft Biblioteket.