Det frie marked eksisterer ikke

Mennesket har fra tidernes morgen skabt tegn og symboler på sin skabers storhed og magt; katedraler, kunstværker af stor skønhed, og det har været så optaget af det guddommeliges storhed, at det glemte sig selv og sin egen rolle i processen.

Med sin tro har mennesket således været i stand til at glemme den del af storheden, der lå i menneskets egen funktion og rolle som selve skaberen af sin tros genstand.

I selvforglemmelse har menneskets skabt sin gud i sit billede og alle andre af troens vartegn.

Det fri marked er skabt af mennesket selv. Genstanden for tro er dog helt anderledes realiseret, men det, at mennesket forstår sig selv som produkt af det fri marked, det er et lige så eklatant falsum, som fortællingen om, at mennesket er skabt af den gud, som det har skabt i sit billede.

Forestillingen om det fri marked lever ved det moderne menneskes livsform og dets fantastiske indbildningskraft, lige som det fri marked er markedsværdiens sociale realitet og semantiske referenceramme.

Med den form for ageren, som det politiske system introducerede i forbindelse finanskrisen, fik man begrundet frygt for, at det moderne samfund var parat til at ofre sig selv og livets betingelser på grund af sin misforståede form for idealisering af markedets mekanismer.

Det politiske system har glemt og forfalsket forståelsen for sin egen magt med den proces, der sigter på at redde markedet.

Gennem de sidste 30 år har det været god latin blandt de økonomiske vismænd, vor tids ypperstepræster, at anse markedsmekanismerne som almengyldig og absolut målestok for succes, for ikke at sige selve nøglen til løsningen på alle problemer. Troen på det fri marked voksede sig så stærk, at verdens regeringer i forbindelse med den globale finanskrise fik gennemført historiens største samlede indgreb i forhold til markedet, for at redde det!

Bevarelsen af troens genstand var så vigtig for det politiske system, så det helt glemte det virkelige magtforhold i relationen mellem politik og økonomi. Eller også, så valgte man, slet skjult, men afsløret i sjælden grad, at sælge sin magt under dække af hensynet til en anden, markedets nødvendighed, hensynet til økonomien!

Når de kursstigninger, som verden har set på alverdens børser siden finanskrisens udbrud, kan læses og fortolkes som resultat af det politiske systems egne handlinger, så har man fat i et niveau af realitet, som er mere forpligtende end den politisk italesatte realitet.

Hurra siger det politiske system sammen med den finansielle sektor, når kurserne stiger, og påstår at det er markedet, som kan selv igen. Men realiteten er en anden.

Det er ikke markedets sejr, som vi er vidne til med de gigantiske kursstigninger, som vi har set siden på alverdens børser, hvor aktier, obligationer, futures og andre former for afledte værdier aldrig har haft højere pålydende værdi.

Kursstigningen skyldes det politiske systems egen (økonomiske) magt, det at verdens statsmagter har pumpet statsmidler ud på det fri marked i et omfang, som aldrig set før, lige som staterne tillader den finansielle sektor at skabe pengene, der ligger bag prisstigningerne på det, som de pålydende værdier formuleres som fordringer på.

Staterne gældsatte sig og tillod finanssektoren at skabe de gigantiske mængder af kreditpenge, som blev sat ind i redningsaktionen i forhold til det »fri marked«.

Kun en falsk ideologisk fremstilling af det fri marked står tilbage som den politiske forklaring på markedets almagt. Det politiske system fortrænger al storheden i sig selv eller dækker over sin ærlige forståelse for »magtrelationen mellem stat og marked«.

Den sande skaber befinder sig et sted imellem forestillingsevnen og den reelle magt i det politiske system, den finansielle sektor, også når kurserne går op på verdens børser.

-       Tænk, hvis det politiske system kunne indskrive andre mål og kriterier for succes for sit virke end den økonomiske vækst på markedets betingelser!

-       Tænk, hvis det politiske system vågnede og så sig selv som den kæmpe, det er!

-       Tænk, hvis det opdagede, at det selv har magt til at opretholde selve genstanden for sin tro!

-       Tænk sig, hvis det politiske system begyndte at fokusere direkte på de problemer, som der er af social og økologisk art, i stedet for hele tiden at fraskrive sig magten af hensyn til markedet!

-       Tænk sig, hvis det politiske system opdagede, at det har magten til at definere de rigtige problemer og løse dem, i stedet for blindt at tro på markedet som løsningen på alle problemer!

Paradokset er, at det politiske system performativt indskriver sig i markedet som dets største aktør, at det har indskrevet sig som del af markedet, samtidigt med at det afstikker de formelle rammer for det.

Den tilbedte guddom går ikke, men bæres af staten – lige som landbrugsorganisationen Bæredygtigt landbrug, der hverken er bæredygtig i økologisk forstand eller liberal i ideologisk forstand!

Det politiske system har med staten i baghånden overtaget store dele af markedets funktioner, for at redde genstanden for sin tro.

Resultatet er, at man samtidigt afskriver sig magt og mulighederne for selv at definere og løse problemer. Man bruger sin magt, ofrer den for markedet, på markedet, men ser bort fra sin autonome magt til at definere og løse de sociale problemer, som netop skyldes den falske forgudelse af markedet!

Hvis den gennemførte tilbedelse af det økonomiske system er ubegrundet, ja så vil det politiske system gå ned sammen med det økonomiske system (markedet), for man har så ofret det sidste af sin egen selvstændighed med indskrivelsen af sig selv under det, der for længst har afsløret, at det ikke er løsningen, altså markedet.

Hvis den gennemførte tilbedelse skulle have været så rigtig, så vil man gå med ned, for det økonomiske system (markedet) er sat ud af kraft med det politiske systems misforståede tilsidesættelse af det, dvs. med forsøget på at redde det!

Det er den principielle og strengt logiske udgave af det politiske systems ideologiske tilgang til problemstillingen, forenklet og urealistisk som systemets egen falske bevidsthed.

Ideologien er en del af virkeligheden, men kan forklares i sin kontekst. Det er i sandhed en meget stor udfordring, men så meget des mere påtrængende.

Med det politiske systems virkelige indskrivning af sig selv i markedet som dets største aktør, vil det blive konfronteret med sin egen rolle i markedet, sig selv som del af markedet, i en grad og med en pludselighed, ingen havde forudset. Især, hvis ikke italesættelsen af de sociale problemer på ethvert plan ikke også var domineret af selv samme magtelite af uhellige alliancer mellem finansiel, politisk og realøkonomisk magt.

Statens position på og omkring markedet gør, at talen om markedet som det fremmede, det overordnede, det tilbedte med »dets skjulte hånd«, for længst er blevet falsk.

Nationalstaten og den finansielle sektor med interesser, valuta og mulighed for at lave penge »er« markedet Adam Smiths usynlige hånd kan ikke længere bruges til at bortforklare realitetens marked, markedets realitet!

Krisen kom af, at der var for mange penge på markedet. USA's budgetunderskud var ved Irak-krigens udbrud allerede stort, men voksede enormt herfra.

De mange penge, som tilflød markedet, skulle anbringes. De blev nærmest foræret væk, til uhørt lave renter og i historisk store mængder.

Pengene blev lånt ud uden dækning. Folkene, der lånte dem, brugte dem, og kunne ikke betale tilbage. Bankerne, kreditorerne måtte afskrive deres »giftige aktiver« (tab på lån). Bankerne manglede pludselig penge. Bankaktierne faldt og nogle gik i betalingsstandsning.

Redningspakkerne gik bl.a. ud på at staterne trådte ind, købte bankaktier, overtog bankerne, administrerede og investerede direkte i bankerne for at tilføre dem kapital, likviditet, men også for at styre lånepolitikken og bonuspolitikken direkte.

Desuden gik man stik imod sine højtidelige ideologiske standpunkter, når man fx støttede fortidens dinosaurer af en bilindustri, både i USA, Europa og i Japan.

Tilsidesættelsen af det fri marked er for længst et faktum. Den fri konkurrence på markedets betingelser er her en saga blot.

Tyskland, England, Frankrig og Italien, de gamle EU-lande havde op til finanskrisen fået lov til at se stort på EU-forfatningens indre markedsprincipper, imens kommissionen for efter Letland og andre mindre lande med sanktioner, hvis ikke de straks makkede ret i forhold til unionens stabilitetskrav.

PIIGS-landene [Portugal, Italien, Irland, Grækenland, Spanien, red.] af i dag kan ikke finansiere løsningen på de problemer, som flyder i slipstrømmen efter det kuldsejlede marked, som de har ofret sig for.

EU's forfatningssikrede, men arbitrært effektuerede krav om budgetdisciplin forhindrer nu sammen med den internationale, statsløse kreditpengeindustri, PIIGS-landenes kreditorer, at disse tabernationer inden for europæiske rum kan fungere.

EU er ikke noget fællesskab (Gemeinschaft), men en institution, hvor de store økonomiske nationale og overnationale aktører former og bruger strukturerne efter eget ønske (Geselschaft når det er værst).

Noget af elendigheden kunne ligne socialisme. Men der skal man huske på, at det ikke er ment som socialisme, og at man af netop ideologiske grunde har haft svært ved fra amerikansk side at gribe til det, der nu anses for at være nødvendigt.

Udviklingen afslører grundlæggende kun en ting, nemlig at både højrefløj og venstrefløj står sammen om troen på markedet, økonomien som løsningen på alle problemer.

Grunden, til at pengene forsvandt på markedet, var, at der ikke var dækning for dem, og det kom der heller ikke af, at nationalbankerne i fællesskab med den liberale finanssektor skabte dollars, euro, kr. og yen i hidtil uset omfang, eller af at grænsen mellem stat og finanssystem afslørede sig som ikke eksisterende.

Kampen stod mellem staterne, og staternes politikere om at skabe købekraft og likviditet, dvs. om at etablere tillid til statens respektive valuta og forhindre de nationale kapitalværdier i at synke sammen.

Det var den udfordring, som de gamle industrilande stod over for, efter at have overladt størstedelen af den reelle produktion til f.eks. Kina, og lang tid efter at man har droppet valutaernes fundering i guld og sølv (afskaffet for mere end 36 år siden).

Pengenes funktion som betalingsmiddel har fra det tidspunkt, hvor pengeøkonomien for alvor vandt indpas, været betinget af de magter, der tog patent på at slå mønt.

Den eksklusive ret til at slå mønt ligger formelt set stadig hos staten, kongen her til lands, men har reelt hele tiden ligget hos den liberale finanssektor.

At staten nu har svært ved at fortrænge sin rolle, i forhold til det at skabe og bevare den formelle og faktiske magt bag pengenes funktion som betalingsmiddel, er måske slet ikke det værste. Det har markedet nemlig aldrig selv været i stand til at gøre alene. Dollarens hegemoni er ikke det fri markeds overherredømme.

Det politiske system kan ikke skyde sit ansvar fra sig. Udfordringen består i at se forholdet

mellem pengeværdier og andre værdier, pengenes funktion som betalingsmiddel i et system, det

økonomiske, hvor man har været fikseret i de nominelle værdistigninger i sig selv, som om de sagde noget om reelle værdier. Det gør de ikke.

Ad omveje har magten afsløret sig i hænderne på staterne, at den altid har haft magten, selv om staterne har udviklet traditionen for at fortrænge sin magt med sin tilbedelse af markedet.

Det politiske system har muligheden for at komme i tanke om sin egen magt og bruge den mere direkte i forhold til også reelle problemer, i stedet for i en uendelighed at tale om de økonomiske forudsætninger for at løse dem.

Billedet på et anonymt marked som løsningen på alle problemer holder ikke. Den blinde tro på markedet som udtryk for en højere retfærdighed eller løsningen på alle problemer er farlig.

Det kan vi lære af finanskrisen, som ikke længere er finansernes krise, fordi hele samfundet ofrede sig for at rede dem, for således nu at stå mutters med sine egne dermed selvskabte sociale og økologiske problemer.

Steen Rasmussen er cand. phil.