Det er ikke kun kapitalismens krise

Vi står i en dyb krise - det er en økologisk, økonomisk og finansiel krise – og så er det en krise for kapitalismen. Men det er også en generel krise, der handler om livsformer og det sociale i sin helhed. Modstanden, det fælles og korruption er afgørende elementer i krisedynamikken.

For Michael Hardt og Antonio Negri er diagnosen af den aktuelle krise et led i en bredere ambition om at forstå og kritisere de globale samfunds- og magtforhold i det 21. århundrede.

Følgende tekst er et let redigeret uddrag fra bogen Magt og modstand. En introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris tænkning (Frydenlund, 2012).

Det fælles og fælles velstand

Det fælles hos Hardt og Negri er først og fremmest »den materielle verdens fælles velstand – luften, vandet, jordens frugter og al naturens gavmildhed«, men det er også, og mere afgørende, »de resultater af den sociale produktion, som er nødvendige for social interaktion og videre produktion, såsom viden, sprog, koder, information, affekter og så videre« (2009: viii). I begrebet om det fælles stilles naturen og det sociale imidlertid ikke skarpt over for hinanden. I stedet er der fokus på »interaktion, omsorg og samvirke i en fælles verden« (2009: viii).

Det fælles er samtidig den anden side af singularitet, for »når vi anerkender singularitet, så begynder det fælles at opstå« (2004: 128). Vi har kroppe med fælles kropstegn såsom ti fingre og to øjne, men vi deler også »fælles drømme om en bedre fremtid« (2004: 128). Vi skaber og genskaber det fælles i vores dagligdag – det er både produktivkræfter og produkter i en uendelig spiral, og i dag er »dette dobbeltforhold mellem produktion og det fælles […] nøglen til at forstå al social og økonomisk aktivitet« (2004: 197).

På denne måde er det fælles en social natur i den forstand, at »naturens plasticitet og foranderlighed i virkeligheden refererer til det fælles – og natur er i allerhøjeste grad et andet ord for det fælles« (2009: 171). Fællesheden er fikspunkt for dynamikken mellem aktører og strukturer i Imperiet, og strukturerne er både materielle og menneskelige i en form for social økologi. På mikroniveauet er subjektivitetsproduktion og kærlighed afgørende aspekter af det fælles, for »kærlighed er en produktionsproces for det fælles og subjektiviteten« (2009: 180).

Det fælles er altså det, vi tager udgangspunkt i, når vi eksempelvis bruger vand, luft eller andre af naturens ressourcer til at producere energi. Det samme gælder, når vi bruger vores fælles sprog til at kommunikere eller vores allerede eksisterende viden til at finde ny viden, eller når pædagogen og sygeplejersken anvender de sociale evner, de lærer i deres venskaber eller familie, til at yde omsorg. Men det fælles er også produktet, fordi vi igennem brugen af vores sociale evner, vores sprog eller vores viden genskaber disse, lærer nyt og indgår i andre sammenhænge.

Det fælles er også den dominerende tendens i det, vi normalt opfatter som den økonomiske produktionsproces. For det biopolitiske arbejde skaber fælles sociale former og relationer, som i sig selv er produktive i en mere udpræget grad end nogensinde før. Tidligere hegemoniske arbejdsformer skabte også fælles elementer, men »forskellen angående immaterielt arbejde er, at dets produkter på mange måder umiddelbart er sociale og fælles« (2004: 114). Produkterne af industrielt arbejde er eksempelvis normalt eksklusive.

En bil eller en vaskemaskine tilhører enten dig eller mig. De kan for så vidt deles, men decideret fælles som eksempelvis klima, viden, sprog og livsformer kan de industrielle produkter ikke være. Det, der modsat kendetegner den biopolitiske produktion, er ligefrem, at den har »sit grundlag i det fælles« (2004: 147). Det fælles er en slags råmateriale eller reservoir, der i modsætning til industrisamfundets råmateriale ikke bliver forbrugt i produktionen, men faktisk vokser, når det bliver brugt.

Hardt og Negri sammenligner i denne forbindelse det fælles med det, økonomer kalder eksternaliteter – det er alle de elementer, som er nødvendige for produktionen, men som virksomhederne modtager gratis fra det omgivende samfund. Eksempler kunne være en veluddannet befolkning og en omfattende social og materiel infrastruktur. Hardt og Negri påpeger, at »disse eksternaliteter, som er fælles for os alle, i større og større grad definerer økonomisk produktion som helhed« (2004: 148).

I dette perspektiv bliver det til en selvstændig politisk pointe, at kapitalens akkumulationsproces i dag i stadigt større grad tager udgangspunkt i vores fælles velstand, dvs. for virksomhederne ’eksterne’ værdier og ressourcer, som vi alle har været med til at skabe. Af den grund kan Hardt og Negri også sige, at udbytning i dag består i kapitalens »ekspropriation af det fælles« (2004: 150).

Den biopolitiske produktion kan altså ikke tilskrives bestemte individer eller grupper af individer. Der sker snarere en generalisering af den type produktionsproces, som vi kender fra eksempelvis videnskaberne. For hvem er det, som skaber viden? Det gør sådan set hverken videnskabsmanden eller videnskabskvinden, tværtimod er »viden […] altid produceret i fællesskab og gennem kommunikation, ved fælles arbejde i ekspanderende og uafgrænsede sociale netværk« (2004: 187). Det kan godt være, at nogle får Nobelpriser og udgiver mange flere artikler end andre, men videnskab bygger altid på fælles sprog og metoder og kan ikke finde sted isoleret fra andre forskere, virkeligheden og eksisterende viden.

Den resulterende viden kan i visse tilfælde patenteres og på denne måde blive privat ejendom, som vi ser det i stort omfang i eksempelvis medicinalindustrien, og det kan der tjenes formuer på. Men dette er en blokering af produktionsprocessen og dermed en selvdestruktiv proces, fordi der netop blokeres for den fælles videreudvikling og forbedring af den allerede skabte viden. Det forstår økonomerne dog ikke. De tror, at privat ejerskab er forudsætningen for, at vores velstand bliver vedligeholdt og udnyttet effektivt. Hardt og Negri vender resolut den liberalistiske forestilling om individer og ejendom på hovedet:

»Vi kunne ikke interagere og kommunikere i vores dagligdag, hvis vores sprog, taleformer, gestikulation, måder at løse konflikter på, måder at elske på og størstedelen af livets praksis ikke var fælles. Videnskaben ville sande til, hvis vores enorme akkumulation af viden, information og studiemetoder ikke var fælles. Det sociale liv afhænger af det fælles« (2004: 188).

Hardt og Negri vender i det hele taget de traditionelle økonomiske forestillinger på hovedet. Det gælder ikke mindst i forbindelse med kriser. For hvor økonomer typisk ser kapitalismen som harmonisk og selvregulerende, er kapitalismen for Hardt og Negri præget af en essentiel krisedynamik. Men deres kriseteorier adskiller sig samtidig markant fra mange andre marxistiske og venstreorienterede syn på kriser.

Kapitalisme er krise

Hvad indikerer en krise, om den så er økonomisk, politisk eller kulturel? Mange marxister og venstreorienterede bliver opløftede af kriser, som jo forstyrrer status quo, og nogle begynder endda at håbe på, at krisen er første skridt på vejen mod kapitalismens sammenbrud. Håbet om kapitalismens tendens til selvdestruktion er dog blegnet betydeligt, siden dengang Marx levede.

I 1970’erne var håbet stadig relativt lysegrønt, men da revolutionen udeblev og Berlin-muren senere faldt, blev det ortodokse krisebillede, der indebærer kapitalismens selvdestruktion, forbeholdt mindre kredse af klassiske marxister.

Alligevel er der stadig en udbredt forestilling i politiske og akademiske kredse om, at marxister over en bred kam ser kriser som kapitalismens dødsklokker, og Hardt og Negri understreger derfor, at kriser ikke nødvendigvis vil føre til kapitalens kollaps. Faktisk forholder det sig snarere omvendt, for »krise er en normal tilstand for kapitalen, der ikke indikerer dens afslutning, men dens tendens og måde at virke på« (2000: 222). I forlængelse af Marx pointerer de også, at kapitalen faktisk »har en grundlæggende interesse i økonomiske kriser for at omstille sig« (2000: 266).

Kapitalismen ophober hen ad vejen en række problemer i form af ineffektive virksomheder, rigiditet og konservative kapitalister, der hæmmer væksten og produktiviteten, hvilket er til skade for systemet som helhed. Kriser er derfor, med alt hvad de indebærer af fornyet åbenhed, intensiveret konkurrence og det, økonomen Joseph Schumpeter (1883–1950) kaldte ’kreativ destruktion’, en velkommen mulighed for at systemet kan undgå forkalkning og stagnation. Kriser er kapitalismens basale drivkraft, og perioder, der opleves som stabile og ligevægtige, er på denne måde usædvanlige. Der går derfor heller aldrig længe, før nye problemer melder sig.

Men der er forskel på kriser. Nogle kriser er kortvarige og overfladiske, mens andre er langvarige og dybtgående. Den første krise i efterkrigstiden af den sidstnævnte slags begyndte at indfinde sig i 1960’erne og bundfældede sig i 1970’erne. Her var der ikke blot tale om korte økonomiske tilbageslag eller krusninger på den politiske overflade. Det var selve den form, som kapitalismen havde antaget i efterkrigstiden, der blev kriseramt.

Hele efterkrigstidens paradigme blev ifølge Hardt og Negri (2000: 260–279) destabiliseret af en krise, der gik på tværs af økonomi, politik og kultur. Modernitetens værdier, de industrielle produktionsforhold, det liberale demokrati og de disciplinære institutioner blev genstand for omfattende protester i det, der ofte sammenfattes som oprøret i 1968. Herefter fulgte en økonomisk krise med lavvækst, massearbejdsløshed og voksende statsgæld.

Svaret på denne krise var og er Imperiet. Globaliseringen, postmoderniteten og det biopolitiske arbejde er resultaterne på systemets bundlinje af multitudens kampe mod efterkrigstidens kapitalistiske regime. Men Imperiet er kun en delvis løsning, fordi også Imperiet er defineret af krise.

Kriser og korruption i Imperiet

Imperiet er på en og samme tid karakteriseret ved fremgang, krise og forfald. Det hænger tæt sammen med, at Imperiet er præget af ren immanens – der er ikke noget udenfor, hvilket gør den aktuelle krise anderledes end tidligere kriser.

Modernitetens kriser eksisterer for så vidt stadig, men de er ophørt med at være toneangivende for den sociale dynamik. Der er ikke længere tale om et storslået dialektisk drama med eksempelvis arbejderklassen på den ene side og kapitalisterne på den anden. Krisen er bredt ud og forekommer mere ubestemt og altomsluttende. Imperiets modsætninger er uhåndgribelige, virale og decentrerede. De er overalt, og derfor er det bedste begreb til at indfange den imperiale suverænitet måske ikke krise, men snarere »omni-krise, eller, som vi foretrækker det, korruption« (2000: 201).

På denne måde spiller korruption en særlig rolle i Hardt og Negris kriseteori. Først og fremmest distancerer de sig fra den typiske forståelse af korruption som moralsk forarmelse. De ønsker i stedet at genoplive en ældgammel, moralsk neutral og næsten glemt betydning af ordet som »de-generation – en proces modsat generation og komposition, led i en omdannelse, der potentielt frigør rum for forandring« (2000: 201).

I deres forståelse kan korruption altså ses som en form for forfald. Forfaldet af eksempelvis en politisk form, en nationalstat eller et økonomisk system skaber samtidig plads til nyskabelse og forandring. På denne måde er Imperiet »karakteriseret ved en flydende form – [...] af tilblivelse og afvikling, generation og degeneration« (2000: 202), og overgangen fra den moderne til den imperiale suverænitet kan illustreres som en bevægelse »hen imod Imperiets ikke-sted, fra krise til korruption« (2000: 203).

Korruptionen kommer blandt andet til udtryk i det politiske liv (2004: 237, 295). Demokratiet er eksempelvis fortsat tæt knyttet til nationalstaterne og forskellige former for direkte og indirekte repræsentation. Men disse transcendente levn fra fortiden skurrer mod både Imperiets virkemåde og multitudens krav, fordi de forskydninger, som globaliseringen og postmoderniteten har medført, ikke er blevet ledsaget af demokratiske nyskabelser, der bringer det etablerede politiske system på højde med tiden. På den globale scene er ’demokratisering’ faktisk snarere blevet et kodeord for korruption (2004: 179).

Et eksempel kunne være de økonomiske og militære omdannelser, vi har set i det tidligere Sovjetunionen, Irak og Afghanistan. De handler om at opbygge markedsdemokratier efter vestlig standard og har været præget af fortættet og intens korruption, for »når som helst, der er en overgang fra et regime til et andet, hvor de gamle regler ikke længere gælder, og de nye ikke har bundfældet sig, triumferer korruptionen« (2004: 178).

Globaliseringsbevægelsen og den udbredte politiske desillusion på grund af de nationale demokratiers overgang til medie- og forbrugsdemokratier er generelle indikationer på dette krise- og korruptionsaspekt. Det arabiske forår, Occupy-bevægelsen og de store protester i Sydeuropa i forbindelse med de voldsomme nedskæringer efter finanskrisen kan ses som tilsvarende indikatorer.

Men et måske endnu mere spektakulært eksempel på den globale demokratiske krise kan siges at være klimatopmødet i København i december 2009. Med massemediernes fulde opmærksomhed udstillede topmødet et korrupt og handlingslammet politisk system, der ikke formåede at skabe globale politiske løsninger. Det nationalstatsligt forankrede og skrantende demokratiske system er selv en del af omni-krisen og ude af stand til at reagere på et så fundamentalt problem som den globale klimakrise.

Korruptionen er så omfattende og eksemplerne så mange, at forsøg på at opliste dem er som »at hælde havet ned i en tekop«, som Hardt og Negri så malende beskriver det (2000: 390). Men eksempler får vi alligevel. Individuelle handlinger, der nedbryder den fælleshed og solidaritet, som karakteriserer biopolitisk produktion, er korruption. Udbytning og privatisering er korruption.

Kapitalismen er i det hele taget en forceret march hen imod generaliseret korruption, med finansiel spekulation og bobler på aktiemarkeder som fremherskende eksempler (2004: 178). Ideologi i alle dens former er også korruption, ligesom korruption kommer til udtryk som »sygdom, frustration og lemlæstelse« (2000: 392).

Korruptionen er altså overalt, men den er også institutionaliseret og tæt forbundet med det fælles. De tre mest afgørende samfundsmæssige institutioner, som danner ramme om korrupte former for fælleshed, er familien, virksomheden og nationen:

»Alle tre mobiliserer og giver adgang til det fælles, men begrænser, forvrænger og deformerer det fælles på samme tid. Det er på disse sociale områder, multituden må indgå i en udvælgelsesproces, hvor de positive og skabende fælles former adskilles fra de ødelæggende og korrupte« (2009: 160).

Familien er korrupt, idet den danner ramme om diverse former for ulighed mellem kønnene og stive seksuelle normer, men også fordi den monopoliserer intimitet og kærlighed. Modsat den gængse forestilling er familier også steder, hvor de mest ekstreme former for narcissisme og individualisme trives – ikke mindst når forældre vil opnå det bedst mulige for lige præcis deres egne børn, som de ser som forlængelser af sig selv.

På det økonomiske område fungerer familien som det sted, hvor akkumulation og overførsel af privat ejendom er lokaliseret, og virker her basalt set på samme måde som virksomheder. Virksomheder fungerer herudover som de primære steder, hvor det fælles eksproprieres og således korrumperes, samtidig med at kapitalen presser sig på med hierarkier og kontrol. På det endnu større plan, selv om nogle virksomheder jo i dag er større end nationer, fungerer også nationer som afgørende områder for hierarkier og eksklusion.

Nationen påkalder et folk, som til gengæld vender sig mod og underordner alle dem, der er anderledes. Ideer om at tjene og ofre sig for nationen minder om fascisme for Hardt og Negri, som ser med afsky på autoritære, totalitære og militaristiske projekter i nationens ophøjede navn.

Men institutionernes korrumperede karakter skal ikke få os til at glemme, at de er vigtige ressourcer for multituden. Der er tale om en afgørende dobbelthed her. Alle institutionerne rummer (re)produktive netværk og fælles ressourcer, der er åbent tilgængelige. Så derfor må multituden på en gang forlade disse institutioner og samtidig bygge videre på de løfter om det fælles, som de mobiliserer:

»Husk, at projekterne med at åbne og udvide adgang til det fælles i den biopolitiske produktions kontekst betyder at overtage kontrollen med (re)produktivkræfterne – at det er grundlaget for en proces, hvor man trækker sig væk fra kapitalen og skaber multitudens autonomi; og at dette projekt om at forlade, er den primære form for klassekamp i dag« (2009: 164).

Det er dog ikke kun de enkelte institutioner, men også kapitalismen som generelt system, der indeholder denne dobbelte dynamik, hvor det fælles optræder i henholdsvis forvrængede og frigørende former.

Kapitalismens to ansigter

På samme måde som Hardt og Negri giver begreber som udbytning og korruption en ny og bredere betydning i lyset af begrebet om det fælles, tildeler de også penge en ny betydning. For dem er penge således »ikke kun den generelle ækvivalent, der muliggør udveksling, men også den ultimative repræsentation af det fælles« (2004: 151). Denne abstrakte og teoretiske pointe har stor relevans i forhold til aktuelle økonomiske fænomener.

På mange måder har løsningen på den økonomiske krise i 1970’erne været tiltagende finansialisering, hvilket indebærer, at en stadigt større del af de økonomiske aktiviteter finder sted på afstand af produktionsprocessen, nemlig i og gennem banker, investeringsfirmaer, hedgefonde, m.m.

Handel med værdipapirer, valutaer og diverse finansielle produkter er boomet, og de finansielle dimensioner af eksempelvis boliger, virksomheder og byer er rykket ind i kapitalismens centrum. Efterkrigstiden var den produktive kapital og den finansielle regulerings glansperiode. Men krisehåndteringen i 1970’erne har ført til omfattende dereguleringer og en langsigtet forskydning til fordel for den finansielle økonomi, som har gjort den finansielle sektor til kapitalismens kraftcentrum i det 21. århundrede.

Aktiekurserne er steget i højt tempo, ejere og medarbejdere i den finansielle sektor er blevet forgyldt, og boligpriserne voksede vedvarende og massivt fra begyndelsen af 1990’erne og frem til, at den aktuelle krise for alvor satte ind i 2007. Hardt og Negri ser denne udvikling som et forvrænget udtryk for den bugnende fælles velstand skabt af multituden.

Finansialiseringen repræsenterer en ny udbytningsform, idet der sker en ekspropriation af det fælles på afstand, en tendens Hardt og Negri bl.a. tolker som et signal om multitudens voksende evne til selvorganisering og autonomi. Magten og udbytningen af det fælles rykker så at sige længere væk fra de konkrete aktiviteter. De ønsker hverken at hylde eller fordømme denne udvikling, men konkluderer, at »finans indbefatter det fælles i sin bredeste sociale form og udtrykker gennem abstraktion det fælles som værdi, der kan blive udvekslet, hvilket medfører en mystifikation og privatisering af det fælles for at kunne skabe profit« (2009: 158).

Dette bliver mere konkret, når vi ser på storbyer og boliger. Hardt og Negri betragter storbyen som et »kæmpe reservoir af fælles velstand« (2009: 153), og hermed er de himmelstormende boligpriser udtryk for en proces, hvor det fælles koncentreres i byerne.

Prisstigningerne er ikke bare spekulative luftbobler, men udtryk for realøkonomisk værdiproduktion, som så antager en illegitim form gennem akkumulation af privat velstand for boligejerne. Værdien skabes af alle gennem det fælles, når der eksempelvis laves gadefester eller eksperimenteres med kunst og nye livsformer, men det er kun boligejerne, der inkasserer den økonomiske gevinst.

Vi kan se kursfester på aktiemarkederne som et tilsvarende fænomen. Værdiproduktionen og det fælles vokser, og da virksomhederne er kapitalismens primære udtryk for såvel produktive aktiviteter som det fælles, kommer væksten til udtryk som et markant opadgående pres på indtjeningen og aktiekurserne, der så især kommer aktionærerne til gode.

Men betyder det, at vi kan se noget positivt i spekulanternes udskejelser og de riges forbrugsfester? Ja, hvis vi følger Hardt og Negri. Gennem de seneste 25 år er det blevet konventionel visdom mange steder på venstrefløjen, at alt går den forkerte vej. Finanskapitalen, nyliberalismen og friværdierne ses normalt som negative udviklingstræk, der rummer entydige tilbageskridt i forhold til velfærdsstaten og de glade dage i efterkrigstiden frem til 1970’erne.

En tid, hvor fagbevægelsen og venstrefløjen var hegemoniske, og det dog gik fremad, selv om det efter manges opfattelse gik for langsomt. Hardt og Negri derimod vender den senere tids fremherskende udviklingspessimisme på hovedet og genopdager dermed en oprindelig impuls hos Marx, der så kapitalismen som et forvrænget spejlbillede af kommunismen.

Det forhold, at Marx var kommunist, betød nemlig ikke, at han ikke kunne se noget positivt ved kapitalismen. Marx’ syn på kapitalismen var sammensat og dobbelttydigt, ikke entydigt negativt. Kapitalismens indtræden på verdensscenen og dens udvikling indeholder en række positive træk og tendenser, der udgør fremskridt i forhold til tidligere samfundsformer. Ifølge Marx var kapitalismen en nødvendig forløber for kommunismen.

De grundtræk ved kapitalismen, der gøder jorden for kommunismen, kan man sige er potentielt progressive, samtidig med at de faktisk har en lang række negative konsekvenser for de mennesker, der lever under dem.

De vigtigste er koncentration af produktionsmidlerne, den samfundsmæssige karakter af arbejdet, materiel overflod og frigørelse fra naturens tvang. Men Marx fremhævede også mere direkte progressive træk ved kapitalismen såsom kortere arbejdstid, sekularisering og individuel frigørelse fra sociale, familiære og geografiske bindinger gennem markedet for arbejdskraft, samt den bevidstgørelse, denne proces indebærer (jf. Nielsen 2012).

På samme måde er finansialiseringen udtryk for en udvikling, hvor der sker en intensivering af udbytningen, men nu på afstand, og dermed samtidig en delvist reel, men i dybere forstand potentiel løsrivelse af det kreative arbejde fra kapitalens kontrol.

Krisen accelererer

På den økonomiske front var 1990’erne Imperiets storhedstid. Det var først i dette årti, at den økonomiske krise i 1970’erne blev fejet grundigt til side i et langvarigt globalt opsving med tilhørende optimisme over en bred front. Nye teknologier og internettet skabte forhøjet produktivitet, og politikere og økonomers begejstring for det, de kaldte en ’ny økonomi’ med evig vækst og fremgang, ville ingen ende tage.

Kriser hørte tilsyneladende fortiden til, og den kraftige vækst i de nye it-selskaber ville trække hele økonomien op på nye bjergtinder. Men det nye årtusinde indledtes med en brat opvågnen. I 2000 bristede it-boblen med store tab og styrtdykkende aktiekurser til følge, hvilket bragte væksten ned under kapitalismens smertetærskel og medførte større arbejdsløshed, statslige budgetunderskud og indtjeningsproblemer for virksomhederne.

Samtidig med it-boblen, og upåvirket af dennes kollaps, husede den økonomiske udvikling dog en kraftig vækst i boligpriserne, som sammen med det lånefinansierede private forbrug pressede væksten op igen. Boligpriserne kulminerede med en fordobling i midten af 2000’erne, og aktiekurserne svarede igen med en ny fordobling af formuerne på få år. Derfor var det fatalt, da bolig- og aktieboblerne bristede på samme tid i 2007 (Nielsen 2010).

Tabene bredte sig i den globale finansielle sektor, og i 2008 krakkede det toneangivende investeringsselskab Lehmann Brothers i USA, hvilket fik panikken til at bryde ud og det finansielle væv til at fryse til. Kulminationen kom i 2009, hvor der var et markant fald i det globale bruttonationalprodukt (BNP) – for første gang siden anden verdenskrig. Staterne reagerede prompte med nødhjælp til bankerne og massivt kunstigt åndedræt til økonomien, hvilket fik væksten i gang igen. Men krisen fortsætter. Det, der kendetegner 2010’erne, er, at det ikke længere er væksttallene, men statsunderskuddene, der er højrøde.

Staterne holder derfor i bogstavelig forstand hånden under kapitalismen, men bidrager samtidig til en forværring af krisen, da der skabes nye, store ubalancer. Både de private og offentlige gældsbjerge vokser i højt tempo, og der er en omfattende økonomisk usikkerhed overalt. I USA er der årligt et underskud på statsbudgettet på omkring 10 % af BNP, og Europa er præget af en dyb gældskrise.

For Hardt og Negri er gæld et essentielt kriseelement på alle niveauer, fra det globale til det subjektive. Vi lever i et globalt gældssamfund, og den forgældede er en afgørende subjektivitetsfigur (2012). Vi står i en fundamental økonomisk krise i Imperiet, der ifølge Hardt og Negri er udtryk for en mere dybtgående biopolitisk krise, dvs. en grænseløs krise, der berører livsformer og det sociale liv i sin helhed.

Hardt og Negri understreger, at der i denne situation er noget ganske særligt på spil, idet »udøvelsen af kapitalistisk kontrol i tiltagende grad lægger bånd på det biopolitiske arbejdes produktivitet« (2009: 143). Den biopolitiske krise udspringer af tre modsætninger mellem kapitalen og det biopolitiske arbejde, og kapitalistiske tiltag for at modgå krisen vil derfor kun gøre den dybere.

Den første modsætning består i, at kapitalen underminerer det fælles ved at dræne, segmentere og privatisere. Dermed hæmmes produktion og innovation. Det sker eksempelvis, når medicin patenteres, når software-udviklingen begrænses af copyright, eller når vand, luft og jord forurenes af virksomhedernes produktion.

Den anden modsætning hviler på det forhold, at biopolitisk arbejde forudsætter autonomi og immanent tidsstyring, mens kapitalen modsat forsøger at sikre profitabilitet ved i stigende grad at udbrede prekært arbejde, hvilket resulterer i et tiltagende mylder af tidsbegrænsede ansættelser, deltidsarbejde, løs- og projektarbejde. Modsætningen »ligger altså mellem det biopolitiske arbejdes produktivitet, når det har lov til at organisere sig autonomt, og de bånd, der lægges på det prekære arbejde« (2009: 147).

Uvisheden omkring den næste kontrakt, usikkerheden om næste måneds løn og frygten for at ryge helt ud hæmmer kreativiteten og produktiviteten, fordi energien bliver brugt på at fastholde den nuværende situation og bekymre sig om fremtiden.

Den tredje modsætning opstår, når der konstrueres barrierer for at standse arbejdets flow inden for og mellem landene, for større produktivitet i den biopolitiske produktion forudsætter »ikke kun kontrol over dens bevægelser, men også vedvarende og lighedsprægede interaktioner med andre – med dem, der er kulturelt og socialt anderledes« (2009: 148).

De mange nye og strammere flygtninge- og indvandrerlove, vi har set i europæiske lande og amerikanske stater, er eksempelvis med til at obstruere produktionen, fordi de standser flows og udveksling og hierarkiserer møder mellem mennesker.

Hardt og Negri er her inspireret af tidligere historisk-materialistiske krisebilleder, hvor »kapitalen, måske paradoksalt, bliver en barriere for velstandsproduktionen« (2009: 258).

Dette er tilfældet, fordi produktivkræfterne i stigende grad står i modsætning til produktionsforholdene, eller, med andre ord, der er en dyb og uoverstigelig modsætning mellem den kapitalistiske produktions fælles karakter og den kapitalistiske akkumulations private form. Velstandsudviklingen bremses af kapitalens forsøg på at privatisere det fælles – om det så gælder naturens ressourcer eller vores fælles sociale former som sprog, viden og kærlighed.

Hardt og Negri understreger yderligere, at »inden for rammerne af den biopolitiske produktion er intensiteten af modsætningen dramatisk forøget, som om den er hævet op på et nyt niveau« (2009: 149).

De konstaterer således, at kapitalen på flere måder er dødsmærket og formentlig ikke vil herske for evigt. Kapitalismens dødskamp skaber tillige forudsætningerne for det samfund, der efterfølger den. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at dette ikke skal forstås deterministisk. Der er ingen tidsfrist, og forløbet afhænger fuldstændigt af modstanden og hvilke nye institutioner, der opbygges i den sociale praksis.

Læs interviewet med Pil Christensen og Peter Nielsen: "Så vågn dog op, venstrefløj!".

Læs Kåre Blinkenbergs anmeldelse af "Magt og Modstand": "Hardt og Negri genopstår".

Læs Pil Christensens blog "Magt og Modstand".

Litteratur

Hardt, Michael & Antonio Negri (2000): Empire. Harvard University Press, Cambridge/London.

Hardt, Michael & Antonio Negri (2004): Multitude – War and Democracy in the Age of Empire. The Penguin Press, New York.

Hardt, Michael & Antonio Negri (2009): Commonwealth. The Belknap Press of the Harvard University Press, Cambridge/Massachusetts.

Hardt, Michael & Antonio Negri (2012): Declaration. Pamflet distribueret af Argo Navis Author Services.

Nielsen, Peter (2010): Krise i anden potens, i Mogens Hansen (red.): Krisens økonomi. Gyldendal, København.

Nielsen, Peter (2012): Marxisme, i Søren Juul & Kirsten Bransholm Pedersen (red.): Samfundsvidenskabernes videnskabsteori. Hans Reitzels Forlag, København.